Brødrene Bethke filmede deres spektakulære flyvetur over Berlinmuren under flugten­ fra Østberlin.

© Loop-Film-Production

Tre opfindsomme brødre slap over Berlinmuren

Det kommunistiske DDR-regime opfører Berlinmuren for at stoppe den massive flugt fra øst mod vest. Den 43 km lange mur bliver en veritabel dødsfælde, som kun de færreste tør forsøge at forcere. Med 14 års mellemrum lykkes det imidlertid tre opfindsomme brødre at slippe over grænsemuren til vands, til lands og i luften.

14. december 2018 af Thomas Hebsgaard

Netop som det første spæde morgenlys gør det muligt at ane stregerne på fodboldbanens græs, bryder den snerrende lyd af hidsige totaktsmotorer morgenfreden i sportsanlægget Britzer Mühle i det sydlige Vestberlins sovende forstæder. 

Øjeblikket efter begynder træpropellerne at snurre på de to ultralette fly, som brødrene Holger og Ingo Bethke i ly af natten har bragt ind i smådele og samlet på stedet. 

Præcis klokken 4.22 den 26. maj 1989, efter 50 meters bumletur hen over den ujævne bane, tvinger Ingo sin to-sædede­, let ombyggede Ikarus Fox II/C22 op over de høje løvtræer.

Lillebror Holger følger efter få sekunder senere. Sædet ved siden af Ingo er tomt. Det er reserveret­ til broren Egbert.­ Ingo­ og Holger er på vej over til den anden side af Berlinmuren for at hente ham.

Farveløse boligblokke tårner sig op imod den grå morgenhimmel foran de flyvende brødre, og længere fremme kan de ane en kantet, lysende slange, der som et glødende ar skærer sig i zigzag­ gennem storbyen. 

“Dødsstriben” kalder berlinerne den – på grund af de mange DDR-borgere, der er faldet for vagternes kugler i forsøget på at krydse det skarpt oplyste ingenmandsland imellem Øst- og Vestberlin.

Ingo og Holger sætter kursen direkte mod den ildevarslende lysstribe. De er begge tidligere flygtet fra DDR; Ingo på en luftmadras og Holger ved hjælp af en flitsbue og en svævebane. 

Nu er de på vej tilbage over grænsen og kan – hvis de bliver fanget – forvente mindst 15 år i et af Østtysklands be­rygtede­ fængsler.

Brødrene Bethke flygtede ud af Østberlin i to modificerede letvægtsfly af typen Ikarus Fox II/C-22. 

© Jack Wolbrink, Emmen

Luftmadras over Elben

Det er præcis 14 år siden, Ingo Bethke selv flygtede ud af DDR. Som søn af trofaste partisoldater blev han i 1973 udvalgt til at aftjene værnepligt som vagt ved floden Elben på grænsen til Vesttyskland.

Trods sine partitro forældre hadede den unge­ mand det kommunistiske styre, og hans største ønske var at undslippe til Vesten.­ I løbet af sine godt to år i trøjen nærstuderer Ingo derfor grænsen og sikkerhedsprocedurerne ned i mindste detalje, så han senere kan bruge­ sin viden­ til at realisere sin drøm.

Om aftenen den 22. maj 1975, et halvt år efter at have smidt uniformen, er den 21-årige Ingo­ klar til sit flugtforsøg tværs over Elben. 

Sammen med vennen Wolfgang sniger han sig i ly af natten gennem den fem km brede spærrezone langs floden, hvor ingen østtysker må komme uden legitimt ærinde. Med sig har de to bidetænger, to oppustelige madrasser­ samt et hjemmelavet “stamperedskab”, som består af en træstok med en klods for enden.

Det lykkes Ingo og Wolfgang at snige sig frem til grænsehegnet, hvor de klipper et 30 gange 30 cm stort hul og kryber igennem. Ingos­ hjerte hamrer, men intet tyder på, at de er opdaget. Elben er nu kun 500 m væk – men forude ligger et flere meter bredt minefelt. 

Forsigtigt slår Ingo med sit hjemmelavede stamperedskab på jorden omkring en meter foran sig. Hvis undergrunden gemmer på en mine, vil den eksplodere­ ved slaget. Minerne har sprængkraft nok til at sprænge en mands ben af, men på en meters afstand er det Ingos håb, at den vil eksplodere­ uden at gøre skade. 

Heldigvis rammer­ Ingos hamren ingenting. Hver gang et område på størrelse med et fodspor er sikret, træder han et skridt frem. Wolfgang placerer fødderne nøjagtig, hvor Ingo har trådt.

De to unge mænd når uopdagede frem til flodbredden og giver sig til at puste luftmadrasserne op. Ude på floden lurer de hurtigtsejlende­ østtyske patruljebåde. 

Men de kan ikke se nogen nu, så Ingo og Wolfgang vader ud i det kolde vand, lægger sig på luftmadrasserne og padler som besatte mod friheden. Padleturen føles som en evighed, selv om floden kun er omkring 200 m bred på det sted, de har valgt. 

Ingo frygter konstant at blive opdaget – men efter en halv times padling dukker den modsatte­ flodbred endelig op. Dyngvåde, men ovenud lykkelige kravler de to flygtninge i land. Ingo Bethke er fri.

Bue og pil skal skaffe lillebror ud

I årene efter Ingos flugt vokser ønsket om at komme ud i friheden sig større og større i lillebror Holger. Han forsøger at udtænke en brugbar­ flugtplan, men det er ikke let: Op gennem 70’erne og 80’erne bliver DDR's grænsebevogtning konstant forstærket med alt fra vagthunde og vagttårne til elektriske hegn.

I november 1982 tilsmiler heldet endelig den nu 24-årige Holger Bethke. En af hans nære­ venner, Michael­ Becker, præsenterer en flugtplan, som angiveligt har “80 procents­ chance for at lykkes”. Holgers øjne lyser­ straks op: “Regn med mig – jeg er på!”

Inden længe modtager broren Ingo i Vesttyskland et udsmuglet brev, hvor Holger i detaljer beskriver den dristige plan: På Berlins Bouchéstrasse­, hvor muren kiler sig ind mellem to tætstående boligblokke, vil Holger og Michael­ med bue og pil skyde en line fra øst mod vest. 

Ingo skal stå klar på vestsiden til at samle linen op og derefter bruge den til at trække­ en stålwire over muren. 

Wiren skal Ingo fastgøre til sin bil og stramme til, så Holger og Michael ved hjælp af hvert deres hjemmelavede­ kabelhjul med håndtag kan svæve­ hen over den frygtede Dødsstribe i 20 meters højde.

Mens Holger og Michael øver sig i bue­skydning­ i Berlins parker, lykkes det Ingo at få smuglet en walkie-talkie ind i Østberlin. Den skal bruges til kommunikation under flugten. Den 30. marts 1983 er de klar.

Masseflugten fra “arbejdernes paradis” fik for 50 år siden det kommunistiske DDR til at opføre en af verdens mest forhadte mure. Den første Berlinmur fra 1961 var primitiv og bestod af cementblokke med pigtråd på toppen.

© All Over Press

Med svævebane over muren

Klokken to om eftermiddagen begynder Holger­ Bethke og Michael Becker, forklædt som elektrikere, at slæbe deres camouflerede flugtudstyr fem etager op ad trapperne til et loftsrum i den nøje udvalgte bygning i Bouchéstrasse­. 

De to unge mænd har forsøgt at tage højde for alle detaljer: For ikke at larme under den forestående, natlige aktion har de medbragt lydisolerende tæpper til gulvet og uldne indlæg til at klistre under skosålerne.

Det gør de klogt i, for uden at vide det har de placeret sig midt i en hvepserede af potentielle stikkere: DDR-regimet har for længst sikret sig, at alle beboere i ejendomme nær Berlinmuren er trofaste partistøtter,­ som ikke vil tøve med at alarmere­ grænsevagterne. 

Klokken tre om natten, efter næsten 13 timers­ venten oppe under taget, tænder Holger sin walkie-talkie. Fra mikrofonen knitrer Ingos stemme: “Jeg er på plads, er I klar?”

Forsigtigt åbner Michael Becker et af tagvinduerne og stikker hovedet ud. Ingen betjente eller grænsevagter er i syne – bortset fra en enkelt i vagttårnet for enden af husblokken, men han ser på mirakuløs vis ud til at være faldet i søvn. 

Holger spænder buen, peger pilen ud af vinduet og skyder. Pilen flyver af sted med linen efter sig, men lander i et træ. Nervøst holder de to mænd i loftslokalet vejret af frygt for, at nogen har hørt dem. Vagten i tårnet rører ikke­ på sig. 

Ny pil, ny line. Denne gang rammer Holger taget af den fireetages bygning på vestsiden, som pilen skulle være fløjet hen over.

Kun to pile tilbage. Holger spænder buen igen. Pilen kommer endelig­ hele vejen over, men nu kan Ingo ikke finde den. Nervøst venter­ Holger og Michael ved walkie-talkien, mens minutterne snegler sig af sted. Først efter næsten en time melder Ingo endelig bonus. 

Langsomt lykkes det de tre mænd at fire først en lidt tykkere fiskesnøre og så selve stålwiren hele vejen hen over muren. 

De to østtyskere binder wiren fast til den solide skorsten inde i bygningen og giver signal til Ingo­ om at stramme til. Mørtel og små stykker murbrokker flyver om ørerne på dem, da Ingos BMW 525 trækker wiren stram. Larmen virker øredøvende, men ingen hører noget.

Holger kravler som den første ud af vinduet. Han aner ikke, om stålwirens hældning er stejl nok til at bringe ham hele vejen over. Måske risikerer han at blive hængende midt over Dødsstriben. 

Med blikket stift rettet mod Vestberlin hæfter han sit svævehjul til wiren og sætter af. De første mange­ meter glider han ubesværet af sted mod friheden – men så, tre-fire meter før hustaget på den anden side, går han i stå.

Resolut svinger han benene op over stålwiren og kravler det sidste stykke i håbet om, at de skarpe gadelygter under ham forhindrer grænsevagterne i at få øje på ham. 

Efter få øjeblikke kan han sætte benene ned på det vestberlinske tag. Ingen reagerer. Sekunder senere er også Michael Becker ovre, og de to mænd jubler højlydt: “Vi klarede det! Vi klarede det!”

Klokken halv fem om morgenen den 31. marts 1983 er Holger Bethke efter næsten otte års adskillelse endelig genforenet med sin storebror. Men en person mangler stadig: Egbert.

Helikopter fra Playboy giver lys idé

Ideen om at redde den mellemste Bethke-bror ud via luften opstår, da Ingo og Holger i 1984 falder over en artikel om en mini-helikopter i et Playboy-blad. En vesttysk ven, Peter Jende, bliver­ straks sendt ind i Østberlin for at finde Egbert og fortælle ham om planen.­

Hverken Ingo eller Holger kan som afhoppere­ betræde DDR, men vestberlinere kan forholdsvis let komme og gå i Østberlin. Peter Jende finder hurtigt frem til Egbert: “Vil du lade dig flyve ud af dine brødre?” spørger Jende som noget af det første.

“Ja!” udbryder Egbert Bethke spontant, men tilføjer så tøvende: “Men mine brødre kan jo slet ikke flyve...”

Det har de imidlertid sat sig for at lære. Helikopteren­ fra Playboy-bladet viser sig at være­ en uduelig prototype, men i 1987 falder valget efter længere tids overvejelser på to såkaldte Ikarus Fox-letvægtsfly.

Flyene er produceret af den vesttyske flyfabrik Comco Ikarus Gmbh, som har specialiseret sig i små, lette fly, der kan samles af kunderne selv. Ingo tager et hurtigt flyvekursus, hvorefter resten af træningen­ foregår i hemmelighed på en privat mark i Belgien. 

Langsomt får også Holger styr på flyvningen. De to brødre udser sig en stor græsplæne i Treptower Park som stedet, hvor Egbert skal samles op – lige ved siden af Østberlins største mindesmærke for de mange sovjetiske soldater, der faldt under 2. verdenskrig.

For at gøre landing og efterfølgende start så hurtig som muligt bliver Ingos fly udstyret med en ekstra stærk motor, som forkorter den nødvendige startbanelængde med 30 m. 

For at undersøge landingsforholdene i detaljer ser brødrene ingen anden udvej end at sende Holger ind i Østberlin. De kender en fyr fra Hamborg, som ligner Holger næsten på en prik. Ham overtaler de til at “miste” sit pas for efterfølgende at indlevere et billede af Holger til paskontoret, da han skal have et nyt. 

Planen virker: Med det falske pas kan Holger uhindret tage toget til Østberlin, hvor han i selskab med Egbert indprenter sig alle detaljer om muldvarpeskud og andre mulige farer i Treptower Park. Han slipper også ud igen uden problemer.

Inden flyveraktionen maler Ingo og Holger de to små flys vinger og haleror i militærfarver og klistrer den røde russiske stjerne på halen og undersiden af vingerne, så de kan forveksles med sovjetiske militærfly.

Baseret på sin erfaring fra grænsetropperne er Ingo sikker på, at de røde stjerner kan købe livsvigtig tid: Hvis en grænsevagt ser flyet, vil han ikke skyde, men sætte gang i en alenlang kæde af telefonopkald­, som ender hos centralkommandoen i Den Røde­ Hær.

Det vil tage evigheder – og brødrene behøver kun få minutter til at hente­ Egbert ud. Det håber de i hvert fald.

Med en bue, en pil og en fiskesnøre lykkedes det i 1983 Michael Becker (tv.) og Holger Bethke (th) at flygte over Berlinmuren.

© Ullstein Bild

Ödel-Dödel, kan du høre mig?

Klokken 4.25 om morgenen den 26. maj nærmer Ingo og Holger sig hastigt Berlinmuren i deres to små fly.

“Ödel-dödel?” kalder Ingo ind i sin walkie-talkie – lillebrorens gamle øgenavn.

“Ödel-dödel, kan du høre mig?”

Egbert Bethke sidder sammenkrøbet i en busk i Treptower Park, da han hører Ingos stemme i sin medbragte walkie-talkie:

“Ja!” svarer han lavmælt, rædselsslagen for at blive opdaget af en betjent eller en tilfældig hundelufter: “Jeg er her!”

“O.k.”, lyder det, “vi er på vej!”

Lyden af Egberts stemme får en sten til at falde­ fra Ingos hjerte. Redningsaktionen går efter planen – foreløbigt. Men netop som Ingo svinger ind over Treptower Park, dukker et uventet syn op i “landingsbanens” ene side: et omrejsende cirkus med deres hvide beboelsesvogne parkeret i en firkant omkring et stort cirkustelt. 

Ingo tager en hurtig beslutning: Han begynder indflyvningen og krydser fingre for, at artisterne ikke vågner, før han er lettet igen – med Egbert om bord.

Mens Ingo cirkler ned mod græsplænen, kredser Holger over parken. Hvis Ingo rammer et bump og knækker landingsstellet – hvilket ikke er utænkeligt, da plænen er fuld af muldvarpeskud – må Holger ned for at samle sine­ brødre op. Om det lille fly overhovedet kan lette med tre passagerer, aner han ikke.

Ingo svæver et stykke helt nede i græshøjde, inden han forsigtigt sætter maskinen ned – landingsstellet holder! Nær det sovjetiske mindesmærke for de faldne soldater standser han flyet og drejer omkring med snurrende propel, klar til straks at lette igen. 

Ved synet af det lille letvægtsfly springer Egbert­ frem fra busken og sprinter over til sin storebror. Det er første gang i 14 år, de to ser hinanden: “Pas på, du ikke løber ind i propellen!” råber Ingo.

Egbert kaster sig ind på passagersædet.

“Start, Ingo, start!” skriger han.

“Rolig!” råber Ingo og trykker Egberts hoved ind imod sin hjelm som velkomst.

Han gør tegn til Egbert om at tage sikkerhedsbæltet på. Men lillebroren er for ophidset til at kunne samle tankerne om at spænde sig fast: “Skynd dig!” råber han i stedet.

Mens Ingo gasser op, slipper håndbremsen og accelererer ud over den bumpede plæne, klamrer Egbert sig til rorpinden for ikke at vælte rundt inde i cockpittet. 

Da det lille fly når starthastigheden, må Ingo vriste styretøjet ud af sin lillebrors hænder. Beslutsomt flår han rorpinden tilbage, og hjulene slipper underlaget.

Dødsstriben beskytter brødrene

Den lille maskine er nu små 80 kg tungere end ved seneste start, og træerne for enden af parkanlægget kommer tættere og tættere på, mens Ingo forsøger at få luft nok under vingerne. Med 10 meters margin ned til trætoppene klarer­ han lige netop at tvinge flyet over.

Klokken er præcis 4.30. Ingo sætter kursen ud mod Berlinmuren. Ind mod centrum følger Ingo og Holger nøje murens zigzagforløb. 

Lige her, i luften over verdens mest bevogtede grænse, kan de tre flyvende Bethke-brødre paradoksalt­ nok føle sig sikrest: De østtyske grænsevagter nedenunder vil ikke vove at skyde­, før de er helt sikre på, at flyene ikke tilhører Den Røde Hær, og eventuelle helikoptere eller fly fra de vestlige militærbaser i Berlin vil ikke turde nærme sig muren af frygt for sovjetisk­ antiluftskyts.

Mens det lille fly svæver ind over det morgengrå by, vælter følelserne frem i Egbert. 

Den pludselige erkendelse af, at han aldrig mere skal se sine højt skattede venner og familiemedlemmer i Østtyskland, blander sig med euforien over endelig at være på vej mod friheden. 

Efter nogle minutters bevæget flyvning dukker det skarpt bevogtede Brandenburger Tor op forude. Ingo og Holger drejer af mod vest og lægger an til landing.

Klokken 4.38 rører landingsstellet det vestberlinske græs på den store plæne bag ved rigsdagsbygningen, og nu overtager lykkefølelsen fuldstændigt Egberts sind. 

Han kan ikke længere holde jublen tilbage: “Jeg fatter det ikke!!” halvejs griner, halvvejs råber han, inden han hopper ud af flyet, kysser jorden og begynder­ at græde af glæde.

Da en flok undrende betjente senere på morgenen finder de to minifly efterladt foran rigsdagsbygningen, er brødrene Bethke for længst væk. De er strøget direkte på et nærliggende værtshus – som frie borgere i Vesttyskland.

Læs mere

Bodo Müller: Faszination Freiheit, Ch. Links Verlag, 2000. Frederick Taylor: The Berlin Wall, Bloomsbury, 2006. H.H. Hertle & M. Nooke: Die Todesopfer an der Berliner Mauer 1961-1989, Ch. Links Verlag, 2009.

Måske er du interesseret i...

Læs også