Et gråt skydække dækker Berlin. Fugten i luften har lagt sig som et usynligt tæppe over de vesttyske tilskuere. Tusinder er stimlet sammen på den vesttyske side af Brandenburger Tor for at høre talerne. I anledningen af Berlins 750 års fødselsdag er en særlig taler trådt op på podiet.
Den gamle berlinske byport Brandenburger Tor kan ses bag den amerikanske præsident Ronald Reagan. Skudsikkert glas bag podiet sørger for, at byporten er synlig, selvom den ligger i Østberlin.
Ingen i forsamlingen ved på dette tidspunkt, at Reagans tale om et øjeblik vil cementere hans rolle i Berlinmurens historie. Efter at have adresseret indbyggerne i både Vest- og Østberlin sender Reagan en besked direkte til Sovjetunionens leder:
"Generalsekretær Gorbatjov, hvis du søger fred, hvis du søger fremgang for Sovjetunionen og Østeuropa, hvis du søger liberalisering: Kom her til denne port! Hr. Gorbatjov, åben denne port!"
Efter klapsalverne har lagt sig leverer Reagan, hvad der vil vise sig at blive nogle af det 20. århundredes mest berømte ord:
"Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned!"
Folkestemningen blev testet i Berlin
Da Ronald Reagan i juni 1987 skulle til Europa, var det oprindeligt ikke planen, at han skulle besøge Berlin. Det var egentlig meningen, at han kun skulle besøge Rom og Venedig i sammenhæng med et økonomisk topmøde.
Men den vesttyske regering anmodede om, at Reagan kom et smut forbi Berlin og holdte en tale i anledningen af byens 750 års fødselsdag. Derfor blev hjemrejsen lagt om, så Reagan havde nogle få timer i Berlin.
Et stort hold af amerikanske efterretningsagenter, logistikfolk og pressesekretærer blev derfor sendt til Berlin for at forberede præsidentens besøg. Taleskriveren Peter Robinson var med i Berlin og talte blandt andet med en amerikansk diplomat om den kommende tales indhold.
Diplomaten, som var synligt nervøs over tanken om præsidentens besøg, havde mest af alt forslag til, hvad talen IKKE skulle indeholde. Peter Robinson husker, hvordan diplomaten advarede:
"Præsidenten skulle holde igen. Ikke noget med at slå sig på brystet. Ingen angreb på Sovjetnunionen. Og ingen opildnende erklæringer om Berlinmuren. Vestberlinerne havde for længe siden vænnet sig til den konstruktion, som omringede dem".
Peter Robinson var senere til et stort middagsselskab med vestberlinere fra forskellige lag af samfundet. Her spurgte han de andre middagsgæster, om det virkelig var sandt, at de havde vænnet sig til muren. De andre gæster blev helt stille.
Efter en stund rejste en af mændene ved bordet sig og pegede mod Østberlin. "Min søster bor godt 30 kilometer i den retning. Jeg har ikke set hende i mere end to årtier. Tror du jeg kan vænne mig til det?"
En anden mand rejste sig og fortalte om, hvordan han blev nedstirret af en østtysk grænsevagt hver dag på vej til arbejde: "Den soldat og jeg taler samme sprog. Vi deler den samme historie. Men den ene af os er dyrepasser og den anden et dyr, og jeg er aldrig sikker på, hvem der er hvad".
Den udtalelse, der gjorde mest indtryk på Robinson, var værtinden til selskabet: “Hvis denne mand Gorbatjov er seriøs omkring sin snak om glasnost og perestrojka (åbenhed og reform), kan han bevise det. Han kan skaffe muren af vejen.”
Talerne til den kommende tur til Europa blev gennemgået sammen med Ronald Reagan. I den fjerneste sofa sidder Peter Robinson i midten.
Berlinmuren skulle ned… bare ikke nu
Flere udkast til talen i Berlin blev afvist i opløbet. De var ikke stærke nok. Peter Robinson forsøgte flere forskellige vendinger for at udtrykke ønsket om at rive Berlinmuren ned. Først til sidst nåede han ordene, som ville gå over i historien: "Mr. Gorbachev, tear down this wall!"
Først en måned før talen skulle holdes, kom et udkast igennem til Ronald Reagan. Uden større omsvøb var Reagan glad for talen. Han kunne særligt godt lide udfordringen til Gorbatjov.
Da Reagan blev spurgt, om der var noget, han ville sige direkte til østtyskerne, som også ville kunne fange radiosignalet fra talen, svarede han kort: "Jamen, der er den passage om at rive muren ned. Den mur er nødt til at blive revet ned. Det er det jeg gerne vil sige til dem”.
Men da talen cirkulerede internt i regeringen, var der ramaskrig. Det nationale sikkerhedsråd frarådte på det kraftigste, at en så åbenlys udfordring blev sendt til Gorbatjov.
De amerikanske diplomater i Berlin protesterede også over formuleringen. Talen blev kaldt både naiv, klodset, fyldt med falske forhåbninger og unødvendigt provokerende over for Sovjetunionen.
Peter Robinson husker, hvordan der kom mindst syv forskellige alternative taleudkast fra kritikerne. Ikke én af dem opfordrede til at rive Berlinmuren ned.
Sikkerhedsrådet var principielt ikke imod at rive Berlinmuren ned, men formuleringerne, der blev præsenteret, var mere forsigtige. En af de foreslåede formuleringer var eksempelvis: “En dag vil denne grimme mur forsvinde”.
Debatten var stadig i gang, da der kun var en uge til, at talen skulle holdes. Vicestabschefen for Det Hvide Hus, Kenneth Duberstein var den sidste, der skulle prøve at overtale Reagan til at holde en forsigtig tale. Duberstein var blevet instrueret af indenrigsministeren til at fortælle, hvordan udtalelsen kunne virke provokerende og for hård mod Gorbatjov.
Duberstein indrømmede, at han selv syntes, den famøse sætning lød godt. Han sluttede af med at sige, at det var præsidenten, som havde sidste ord i sagen. Duberstein husker tydeligt præsidentens reaktion: "Han fik det der fantastiske vidende smil, og så sagde han, 'Lad os lade det blive'".
Udsnit af talepapiret fra Ronald Reagans tale ved Berlinmuren 12. juni 1987.
Således forblev de ikoniske ord i Reagans tale, som modtog et larmende bifald fra de vesttyske tilskuere.
Udfordringen mod Gorbatjov blev i Sovjetunionen set som åben krigerisk provokation. Reaktionerne fra Sovjetunionen rakte imidlertid ikke længere end medieudtalelser. Den store frygt for, at talen ville få det skrøbelige forhold mellem Øst og Vest til at kollapse, var derfor i sidste ende ubegrundet.
Ronald Reagans ord er i dag verdensberømte, men i samtiden var der faktisk ikke mange, der hørte talen. Talen har først for alvor fået opmærksomhed efter Berlinmurens fald på verdensplan. På trods af talens sene gennembrud har den sikret, at Reagans navn er foreviget i Berlinmurens historie.