Cubakrisen – 13 dage på randen af atomkrig

Alt tyder på, at Sovjetunionen er i færd med at opstille masseødelæggelsesvåben på Cuba. Øriget har været en torn i øjet på USA, lige siden revolutionslederen Fidel Castro tog magten i 1959. Præsidentens forsvarsminister, Robert S. McNamara, har dog en enkelt opmuntrende nyhed:

“Der er grund til at tro, at sprænghovederne endnu ikke er der, og at missilerne derfor ikke er klar til affyring”.

Men den sovjetiske trussel mod USA er uomtvisteligt større end nogensinde. Cuba ligger mindre end 150 km fra Floridas kyst, og atommissilerne på øen vil kunne nå Washington på blot 13 minutter og pulverisere hovedstaden. Hvis konflikten eskalerer, vil verden blive udslettet i en atomkrig.

VIDEO: Se, hvor missilerne, der førte til Cubakrisen, blev opstillet

Kennedy “står i lort til halsen”

Fredag den 19. oktober 1962: Kennedy har de seneste dage holdt fast i sine programlagte gøremål, så pressen ikke skal få nys om, at en altødelæggende atomkrig mod Sovjetunionen truer.

Den amerikanske præsident er kl. 9.45 ved at granske de seneste efterretninger sammen med sine ministre, da de øverste officerer fra hvert værn i det amerikanske forsvar støder til i Kabinetsværelset. Dag for dag er nyhederne fra Cuba kun blevet værre. U-2-flyene har opdaget flere missilstillinger på øen, og ifølge CIA’s vurderinger har Sovjet allerede opstillet mindst 24 mellemdistancemissiler.

“To af missilerne er operationelle nu”, læser Kennedy højt fra en rapport.

Præsidenten kan på ingen måde acceptere sovjetiske atomvåben så tæt på USA’s grænser. Amerikanerne må enten presse russerne til at fjerne missilerne – eller raketterne må uskadeliggøres med luftangreb eller en landgangsoperation i Cuba.

De forsamlede generaler holder på, at alt andet end en offensiv reaktion vil være det samme som at vise svaghed, men præsidenten frygter, at Khrusjtjov så vil svare igen med et atomangreb.

“De står i lort til halsen”, brummer den cigarrygende øverstbefalende for flyvevåbnet, general Curtis LeMay, der aldrig har været på god fod med Kennedy.

“Nå, jamen de står der sammen med mig”, svarer præsidenten, som er forundret over, at LeMay og de øvrige generaler tilsyneladende ikke bekymrer sig om Sovjets fatale modsvar.

Da Kennedy lidt senere sidder i Det Ovale Kontor, fortæller han sin sekretær David Powers, at det er let nok for generalerne at anbefale en offensiv reaktion:

“De har én stor fordel. Hvis vi lytter til dem og gør, som de siger, vil der ikke være nogen i live bagefter til at fortælle dem, at de tog fejl”.

Se de sovjetiske atommissil-stillinger, der startede Cubakrisen:

Missiler gøres klar under Cubakrisen

Lørdag den 20. oktober 1962: Amerikanske styrker bliver samlet i det sydøstlige USA, så de er klar, hvis Cuba skal invaderes. Imens fortsætter russerne ufortrødent med at opsætte atomvåben.

Issa Plijev står tilfreds i sit hovedkvarter i El Chico – 20 km sydvest for Havana. På et kort over Cuba med nålemarkeringer kan den 58-årige general, som er øverstbefalende for de sovjetiske styrker i landet, se, at opsætningen af missilramper på øen skrider planmæssigt frem.

Lige siden Plijev kom til Cuba i juli, har fragtskibe i dyb hemmelighed bragt sovjetisk personel og missiludstyr til den caribiske ø under den såkaldte Operation Anadyr. Fire skibe er på vej over Atlanterhavet med atomsprænghoveder og andet materiel, mens 40.000 sovjetiske soldater og ingeniørtropper allerede befinder sig i Cuba.

I måneder har de uset losset affyringsramper og missiler af fragtskibene og transporteret dem til stillingerne ad lange, snoede bjergveje. Alt er foregået om natten, og vejene har været lukket af, så end ikke civile cubanere skulle opdage arbejdet.

En officer i Plijevs stab opmuntrer mandskabet ved en af missilstillingerne:

“Vi har nået vores mål for første fase. En sovjetisk soldat er altid parat til at lide heltedøden. Vi vil ikke svigte det cubanske folk og overgive dem til tortur og lidelse i imperialisternes hænder”.

Ved siden af officeren står otte missiler – rettet mod nord og ifølge officeren “klar til kamp”.

Blokade bliver vedtaget

Lørdag den 20. oktober 1962: Den tilspidsede situation betyder, at Kennedy må aflyse alle sine aftaler pga. “forkølelse”. I stedet stimler præsidentens rådgivere sammen i Det Ovale Kontor for at beslutte, hvad USA skal stille op med Cuba.

Kl. 14.30 tager Kennedy ordet og pointerer, hvor fatale konsekvenser dagens beslutning kan få:

“Mine herrer! I dag skal vi vise, hvad vi er værd. I bør alle ønske, at det ikke er jeres plan, der bliver vedtaget”.

Efter fire døgns ophedede diskussioner er mulighederne kogt ned til to forslag: Luftangreb eller blokade. Et angreb fra luften vil mindske truslen fra Cuba. Men ingen kan være sikker på, at alle missilstillinger sættes ud af spillet, og hvem ved, hvad Khrusjtjov så vil gøre med de resterende raketter?

Derfor ender præsidenten efter endnu et døgns diskussion med at foretrække en blokade af Cuba. Den skal sikre, at russerne ikke kan fragte mere materiel til øen, og den vil vinde tid til forhåbentlig at finde en diplomatisk løsning.

Frem mod aftenstid den 22. oktober forbereder flåden og luftvåbnet blokaden, som vil ligge på en linje 500 sømil (926 km) øst for Cubas kyst. Samtidig er Kennedys taleskriver i gang med at formulere præsidentens tale til nationen. Talen skal på samme tid meddele Sovjetunionen og Cuba, at amerikanerne har kendskab til – og et svar på – missilopstillingerne.

“Kære medborgere”, lyder det kl. 19 fra en alvorlig Kennedy, inden han fortæller nationen og resten af verden om den kritiske situation. Præsidenten kommer også med en advarsel til USA’s ærkefjende:

“Et hvilket som helst atommissilangreb fra Cuba mod en nation på den vestlige halvkugle vil blive betragtet som et sovjetisk angreb på USA og vil blive mødt med et fuldt gengældelsesangreb mod Sovjetunionen”.

Nu ved hele verden, at en atomkrig truer.

VIDEO: JFK fortæller amerikanerne om blokaden under Cubakrisen

Cubakrisen når til Moskva

Tirsdag den 23. oktober 1962: Syv tidszoner væk i Moskva har Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov, og hans rådgivere hørt Kennedys tale. De ved nu, at deres hemmelige oprustning på Cuba er afsløret.

Klokken er 2.30. Nikita Khrusjtjov hader at holde møder om natten, men der er ingen vej udenom: Amerikanerne har opdaget missilerne i Cuba og kræver dem fjernet. Men russerne hæfter sig ved, at USA ikke har sat en tidsfrist – og blokadetruslen tager Khrusjtjov relativt roligt.

Han ved nemlig, at tre mellemdistance-missilregimenter med atomsprænghoveder er på plads i Cuba. Til gengæld bekymrer det sovjetlederen, at fragtskibet Aleksandrovsk er på vej over Atlanten med lasten fyldt med atomsprænghoveder.

Hvert sprænghoved svarer til 70 Hiroshima-atombomber, og den samlede atomlast på skibet er tre gange så stor som samtlige bomber fra alle tidligere krige tilsammen. Den værdifulde last må ikke falde i amerikanernes hænder, så Khrusjtjov beordrer, at Aleksandrovsk og andre skibe med militær last prompte skal sejle retur mod Europa.

Khrusjtjov ønsker ingen atomkrig, og missilopstillingerne i Cuba er først og fremmest en manøvre, der skal presse USA og sikre, at den sovjet-venlige østat forbliver kommunistisk.

“Det er på høje tid, at USA erfarer, hvordan det føles at være truet”, mener Khrusjtjov.

Situationen er dog blevet så anspændt, at Khrusjtjov efter Kennedys tale beordrer forhøjet alarmberedskab for alle sovjetiske militærenheder. Præcis det samme sker i Washington, hvor forsvarsberedskabet overgår til det såkaldte DEFCON 3, som kun er to trin fra en atomkrig.

Med DEFCON 3 klargøres alle USA’s atombombefly, så de kan lette inden for 15 minutter.

VIDEO: Se kortfilmen “Duck and Cover”, der blev udgivet i 1952

Cubas leder kalder til kamp

Tirsdag den 23. oktober 1962: I Havana følger Fidel Castro nøje udviklingen. Han er overbevist om, at amerikanerne vil gå i land på Cubas kyst inden for få døgn.

I sin tale har den amerikanske præsident undervejs henvendt sig til “Cubas ufrie folk” og kaldt deres ledere for “marionetter og agenter for en international sammensværgelse”.

Den slags hån gør den iltre revolutionær stiktosset. Castro har derfor højnet alarmberedskabet og mobiliseret landets reserver, så ca. 300.000 cubanske soldater står klar til at forsvare øriget. Den amerikanske invasion vil få en varm velkomst.

“Vi står alle – mænd og kvinder, gamle og unge – sammen i denne farens stund”, erklærer Castro og slår fast, at hans folk er parat til dø i kampen mod amerikanerne:

“Den eneste måde, de kan tage vores suverænitet fra os, er ved at udslette os fra jordens overflade”.

VIDEO: Se Castros folk forberede sig på krig under Cubakrisen

Washington får dårligt nyt

Fredag den 26. oktober 1962: Kennedy kender intet til Khrusjtjovs ordre om, at fragskibene skal vende om. Amerikanerne forventer, at sovjetiske skibe hvert øjeblik vil trænge gennem blokaden, men foreløbig er kun én olietanker blevet stoppet.

Ved frokosttid studerer Kennedy opmærksomt de seneste rekognosceringsbilleder, som CIA’s fotoanalytiker Arthur Lundahl hænger op i Det Ovale Kontor. De nye billeder, der er taget af lavtgående fly, viser, at sovjetiske tropper med kampvogne er til stede for at hjælpe cubanerne.

Men mere skræmmende afslører fotografierne også, at de sovjetiske missilenheder er udstyret med kortrækkende atommissiler, der kan tilintetgøre en amerikansk invasionsstyrke på sekunder. Hvis krisen spidser til, og en landgang bliver nødvendig, står USA med ringe odds.

“Det er meget grimme sager, de har der. De kan gøre helvede hedt for en invasionsstyrke”, sammenfatter CIA-direktør John McCone.

At de sovjetiske stillinger i Cuba allerede er veludbyggede, får Kennedy bekræftet, da en meddelelse fra Moskva tikker ind senere på dagen.

Khrusjtjov har forfattet beskeden 10 timer tidligere, men al kommunikation mellem Kreml og Det Hvide Hus foregår via en ustabil fjernskriver. I begyndelsen af 1960’erne har USA og Sovjet ingen mulighed for at kommunikere direkte med hinanden – en besked mellem de to fjender skal sendes via flere mellemstationer.

I sin lange skrivelse anklager sovjetlederen USA for med blokaden at anvende “piratmetoder, som blev brugt i middelalderen”.

Desuden er amerikanerne for sent ude:

“Våbnene, der var nødvendige for Cubas forsvar, er allerede på plads”, skriver sovjetlederen, der beskylder USA for at være den aggressive part ved at “true med krig”.

Khrusjtjov forlanger, at USA skal trække sin flåde tilbage og love ikke at angribe Cuba. Gør amerikanerne tegn til angreb, vil Moskva være tvunget til at svare igen:

“Udbryder der krig, vil det ikke stå i vores magt at standse den”.

VIDEO: Se den amerikanske hærs mobilisering under Cubakrisen

Castro vil optrappe Cubakrisen

Fredag den 26. oktober 1962: I dagevis har USA sendt lavtgående fly ind over Cuba, og Castro er ved at miste tålmodigheden – flyene skal stoppes.

Ved 18-tiden har Fidel Castro fået nok af amerikanernes rekognosceringsfly. Sammen med sin stab skriver han et udkast til et kommuniké til FN:

“Cuba accepterer ikke noget jagerflys vandaliserende og sørøveriske krænkelse af vores luftrum, eftersom det truer Cubas sikkerhed og baner vejen for angreb på cubansk territorium. Derfor risikerer ethvert jagerfly, der invaderer det cubanske luftrum, at møde vores forsvarsild”.

Senere på aftenen besøger en rasende Castro den sovjetiske kommandopost i El Chico, hvor han taler med Issa Plijev.

“Slå radarerne til. I kan ikke fortsætte i blinde”, opfordrer den cubanske leder, der ønsker kontant afregning over for de amerikanske fly: “Svits dem”.

Khrusjtjov stiller nye krav

Lørdag den 27. oktober 1962: Amerikanerne er begyndt at tale om at løse krisen i FN. For Khrusjtjov viser det, at USA ikke er på nippet til at angribe. Han tilbyder Kennedy en handel.

“De invaderer ikke nu”, fortæller Khrusjtjov præsidiet, selvom han efterfølgende pointerer, at der naturligvis “ingen garanti” er.

Khrusjtjov vil benytte situationen til at skærpe sine krav til Kennedy, så USA ikke kun skal holde sig fra et angreb på Cuba. Amerikanerne har nemlig selv opstillet atommissiler i Tyrkiet – kun fem minutters flyvning fra sovjetlederens sommerresidens i Sotji ved Sortehavskysten. Dem vil Khrusjtjov have væk.

“I er bekymrede for Cuba, fordi der kun er 150 km til USA’s kyst. Men Tyrkiet ligger lige ved siden af os. Tror I, at I har ret til at kræve sikkerhed for jer selv og fjernelse af våben, som I anser for offensive, uden at anerkende os samme ret? Derfor foreslår jeg følgende: Vi indvilger i at fjerne disse våben fra Cuba, som I opfatter som offensive, hvis USA agter at fjerne de tilsvarende våben fra Tyrkiet”, formulerer Khrusjtjov sit udspil til Washington.

Khrusjtjovs besked til amerikanerne udsendes på Radio Moskva kl. 17 lokal tid – kl. 10 i Washington – så forhandlingsprocessen ikke sløves af den træge fjernskriver.

Efter at have sendt betingelserne til Kennedy modtager Khrusjtjov et brev fra Castro. Den cubanske leder anslår, at amerikanerne vil angribe “inden for de næste 24-72 timer”.

Castro insinuerer også, at Sovjet bør overveje at benytte atomvåben mod USA, før “imperialisterne leverer et indledende atomangreb imod USSR”.

Khrusjtjov er rystet over Castros forslag og affejer det med, at et sådant angreb vil starte “en termonuklear verdenskrig”.

For at undgå, at krigen bryder ud ved et uheld, sender Khrusjtjov et hastetelegram til Plijev:

“Det er absolut forbudt at bruge atomvåbnene uden tilladelse fra Moskva”.

Alligevel vil et affyret missil kort tid efter eskalere Cubakrisen yderligere.

VIDEO: USA’s forsvarsminister taler i FN under Cubakrisen

Amerikansk fly skydes ned

Lørdag den 27. oktober 1962: Amerikanske spionfly krænker fortsat det cubanske luftrum – og i dag går det galt.

I den underjordiske kommandopost i El Chico følges “Mål nummer 33” – et amerikansk U-2-fly – intenst på radaren. Flyet har med sikkerhed fotograferet hidtil ukendte sovjetiske missiler med taktiske atomsprænghoveder, og nu har det sat kursen hjem mod USA.

Plijev opholder sig dog ikke i kommandorummet på denne formiddag. I generalens fravær står to underordnede med ansvaret.

“Vi kan ikke tillade, at vores militære hemmeligheder falder i Pentagons hænder”, vurderer den ene.

Flere gange forsøger de at ringe til Plijev. Ingen svarer.

“Udmærket. Så tager vi selv ansvaret”, siger generalløjtnant Stepan Gretjko. Kl. 10.16 sender han en kodet ordre til en sovjetisk luftværnsdivision på øen:

“Tilintetgør Mål nummer 33”.

Cubakrisen når sit zenit

Lørdag den 27. oktober 1962: USA har hævet beredskabet til DEFCON 2 og har sendt 60 B-52-bombefly i luften. De er døgnet rundt klar til at angribe mål i Sovjetunionen.

Kennedy og hans rådgivere er denne eftermiddag i fuld gang med at drøfte Khrusjtjovs betingelser, da forsvarsminister McNamara modtager beskeden om, at et U-2-fly er blevet skudt ned.

Præsidenten, som i løbet af dagen har ønsket at komme Khrusjtjov i møde, er chokeret over denne eskalering fra sovjetisk side.

“De har løsnet det første skud”, brøler viceforsvarsministeren Paul Nitze, der hele tiden har været talsmand for en hård kurs.

Flere af generalerne, der omgiver præsidenten, ønsker omgående at svare igen med et angreb på Cuba, men Kennedy er stadig nervøs for at udløse en atomkrig. Atommissilerne i Tyrkiet er alligevel “en bunke skrammel”, som McNamara pointerer, så hvorfor risikere, at millioner af mennesker bliver dræbt for at beholde nogle pensionsmodne missiler i Europa?

Kennedy forsøger diplomatiets vej for at løse konflikten og skriver til Khrusjtjov.

“Deres ønske om at finde en øjeblikkelig løsning på krisen hilser jeg velkommen. Første skridt er dog, at arbejdet på missilstillingerne i Cuba ophører, og at alle offensive våbensystemer i Cuba demonteres”, lyder det i skrivelsen.

Til gengæld lover Kennedy, at USA så “ikke vil invadere Cuba”, ligesom amerikanerne vil fjerne blokaden og arbejde hen mod en aftale, hvor missilerne i Tyrkiet bliver taget ned.

Præsidenten får sin bror, justitsminister Robert F. Kennedy, til at aflevere brevet til den sovjetiske ambassadør i Washington. Robert skal advare ambassadøren om, at tiden er ved at rinde ud, og at “yderligere amerikanske skridt er uundgåelige”, hvis Khrusjtjov afviser aftalen.

Khrusjtjov lover at forlade Cuba

Søndag den 28. oktober 1962: Ved blokadelinjen har amerikanske skibe tvunget den russiske ubåd B-59 op til overfladen. Ubådens kaptajn har sammen med sine officerer diskuteret at affyre atomtorpedoer mod amerikanerne. Til alt held har de ikke ført planen ud i livet.

For at komme væk fra Kremls kolde mure samler Khrusjtjov den sovjetiske ledelse i sin regeringsdatja lidt uden for Moskva, hvor de skal tage stilling til Kennedys udspil.

Egentlig har Khrusjtjov allerede bestemt sig, for amerikanerne har jo i princippet accepteret russerens betingelser. Nu handler det bare om at få sikret verdensfreden, inden flere uforudsete hændelser – såsom nedskudte fly og blokadekonfrontationer – spænder ben for en løsning.

“For at redde verden må vi trække os tilbage”, fortæller Khrusjtjov til kredsen af kommunistiske topfolk. Og han gør det klart, at USA’s løfte om ikke at invadere Cuba bør betragtes som en sejr for det sovjetiske diplomati.

I en officiel erklæring til Kennedy skriver Khrusjtjov, at “sovjetregeringen har givet ordre til at demontere de våben, De beskrev som offensive”, mod at amerikanerne til gengæld ikke retter “noget angreb på eller invaderer Cuba”.

Straks efter dikterer sovjetlederen et brev til Castro og beder den iltre revolutionsleder om “ikke at lade sig rive med af sine følelser”, men “udvise tålmodighed, selvkontrol og endnu mere selvkontrol”.

Khrusjtjov anerkender, at cubanerne har ret til at være utilfredse med amerikanernes blokering og overflyvninger, men øriget må trods alt glæde sig over, at den truende invasion er afværget.

Sidste skrivelse på en travl dag sender Khrusjtjov til Plijev i El Chico:

“Vi mener, at det var en forhastet beslutning at nedskyde det amerikanske U-2-spionfly på et tidspunkt, hvor en aftale om at undgå angreb mod Cuba allerede var ved at tage form. Vi har besluttet at demontere missilerne og evakuere dem. Påbegynd arbejdet straks”.

Verden overlever Cubakrisen

Søndag den 28. oktober 1962: For at amerikanerne ikke skal blive utålmodige, har den russiske udenrigsminister orienteret den amerikanske ambassadør i Moskva om, at Washington kan forvente en vigtig meddelelse.

Træerne omkring Det Hvide Hus lyser op i gult, orange og rødt på det, der vil blive en smuk, solrig efterårsdag i hovedstaden.

Kl. 9 står Kennedy i sit soveværelse på anden sal i Det Hvide Hus og klæder sig på til at gå i kirke, da den interne telefon kimer. På linjen er præsidentens sikkerhedsrådgiver, som læser Khrusjtjovs garanti højt i røret. Præsidenten mærker en enorm lettelse strømme gennem kroppen.

Havde sovjetlederen ikke indvilget, ville amerikanernes næste skridt have været et luftangreb med uoverskuelige konsekvenser til følge. Men efter 13 døgn med adskillige søvnløse nætter synes Cubakrisen og truslen om atomkrig at være ovre.

Kort efter at Kennedy har lagt røret, møder han sin sekretær i embedsboligen:

“Jeg er et helt nyt menneske. Er du klar over, at vi havde et luftangreb parat til tirsdag? Gudskelov, det er ovre”.

VIDEO: De sovjetiske skibe sejler hjem med atomvåbnene, og Cubakrisen er ovre