Den første spionudveksling på Glienicker Brücke

Ved broen kunne Abel, omgivet af en snes amerikanske militærfolk, se fire sorte personbiler stoppe ovre på den østtyske side.

Én i flokken på 16 mand skilte sig ud; han var iført en uniform fra det amerikanske luftvåben og begyndte at gå ud på broen.

Amerikanerne gav Abel et puf. Han skulle også over broen. Spionudvekslingen var i gang. Midt på broen passerede de to mænd hinanden i ingenmandsland.

Kort efter var Rudolf Abel og Francis Gary Powers i sikkerhed på hver sin side af jerntæppet.

Den kolde krig var brandvarm

Udvekslingen af Abel og Powers var den første af en række spektakulære spionudvekslinger på den berlinske Glienicker-bro.

Antallet af udvekslinger var stort – og direkte proportionalt med spionagens stigende betydning.

Før krigen havde USA den noble – men naive – holdning, at “gentlemen ikke læser gentlemens post”. Indsamlingen af information om andre nationer uden deres vidende blev betragtet som ufin og overladt til små specialafdelinger i hæren.

Men verdenskrigen var blevet udkæmpet på så mange fronter og mellem så mange aktører, at spionagen fik afgørende betydning.

Og den blev endnu vigtigere efter Tysklands kapitulation, da både øst og vest indså, at krigens tidligere allierede var fredstidens fjender.

Da udvekslingen af Abel og Powers fandt sted i 1962, var den kolde krig i fuld gang: 13 år tidligere havde Sovjetunionen chokeret Vesten ved at teste sin første atombombe.

Chokket blev endnu større, da det viste sig, at Sovjet havde hentet den afgørende teknologiske viden til bomben fra spioner i USA.

I 1959 kom den foreløbige kulmination på den kolde krig, da Fidel Castros kommunistiske oprørere tog magten på Cuba – i “USA’s baghave” kun 150 km syd for Florida.

USA’s forsvarsminister Robert McNamara var da heller ikke i tvivl, da han blev bedt om at karakterisere perioden: “Kold krig? For helvede, det var en varm krig!”

Udvekslingen af Rudolf Abel og Francis Gary Powers satte punktum for to store spionsager:

FBI havde afsløret Rudolf Abel som leder af et stort spionnetværk i USA, og Francis Gary Powers var blevet skudt ned med sit U-2-fly på en spionmission over sovjetisk territorium.

Vilyam Fisher alias Rudolf Abel

Rudolf Abel blev født i England i 1903 af russiske forældre og hed egentlig Vilyam Genrikhovich Fisher. Familien flyttede i 1921 tilbage til Rusland, der i mellemtiden var blevet til Sovjetunionen.

Abel, der talte flydende engelsk, fik arbejde som tolk for regeringen og siden i militærets efterretningstjeneste.

Under 2. verdenskrig trænede han modstandsfolk i at bruge radiosendere.

Efter krigen overgik han til aktiv tjeneste. Han blev tildelt dæknavnet Rudolf Abel og fik en grundig indføring i livet som hemmelig agent.

Han blev undervist i, hvordan han skulle hverve spioner, udveksle hemmelige beskeder, hvad han skulle undersøge, og – vigtigst af alt – hvordan han undgik at vække mistanke.

Han lærte alt om fotografering, og han fik konstrueret en dækhistorie om Rudolf Abels liv, som han blev hørt i igen og igen. Efter to års intensiv træning blev han i 1948 sendt til USA.

CIA og KGB fik frie hænder

I USA var Central Intelligence Agency (CIA) blevet oprettet i 1947 for at indsamle informationer om andre lande, som diplomatiet ikke kunne skaffe.

Arbejdet var af vital strategisk betydning, og derfor stod CIA kun til regnskab for Det Hvide Hus.

Sovjetunionens aggressive udenrigspolitik skabte stor frygt i USA, og CIA fik nærmest ubegrænsede midler og handlemuligheder.

Alt fra at vælte fremmede regeringer, udføre snigmord og støtte oprørsgrupper til at overvåge amerikanske statsborgere var tilladt, hvis det tjente til at holde kommunismen i skak.

Den sovjetiske efterretningstjeneste var vidt udbygget allerede inden 2. verdenskrig. En stab på 1,5 millioner mand arbejdede primært med at overvåge landets borgere.

Efter Stalins død i 1953 blev tjenesten reorganiseret for at stække dens politiske magt.

Resultatet blev KGB – Komitet Gosudarstvennoj Besopasnosti (Komiteen for Statslig Sikkerhed) – hvis stab talte mere end en halv million.

Kun en tredjedel af KGB's ansatte var spioner.

Resten analyserede de oplysninger, som agenterne skaffede.

Sovjet ønskede især at indhente Vestens store teknologiske forspring, og modtrækket til især USA's overlegne teknologi var en hær af spioner.

Abel indrettede et fotoatelier

Den 16. november 1948 krydsede Rudolf Abel den canadisk-amerikanske grænse under falsk navn.

Med sig havde han 5000 dollars til at etablere sig for (ca. 300.000 danske nutidskroner). I New York-forstaden Brooklyn lejede han under navnet Emil Goldfus en forretning og åbnede sit atelier.

Naboerne lærte ham at kende som en rar mand, der gerne diskuterede dagligdagens problemer og fortalte anekdoter fra sin – opdigtede – tid som skovarbejder i det nordvestlige USA.

Ingen havde nogen mistanke om, at atelieret var en spionrede.

Rudolf Abels opgave var at organisere netværk til spionage og sabotage. I tilfælde af krig skulle sabotagenetværket sætte udvalgte amerikanske våbenfabrikker, militære anlæg og infrastruktur ud af spillet.

Sabotørerne var kommunistiske veteraner fra 2. verdenskrig, bosat i Mexico og Sydamerika.

Hvis krigen brød ud, skulle de snige sig over den mexicansk-amerikanske grænse forklædt som illegale immigranter.

I 1950, under Korea-krigen, var sabotørerne faktisk samlet i USA i to uger, parate til at gå i aktion, hvis kamphandlingerne i Asien skulle brede sig.

Sit spionnetværk rekrutterede Rudolf Abel ved forsigtigt at spørge amerikanske kommunister, der var ansat i den militære forskning, industrien eller administrationen.

Fik oplysninger med alle midler

Sovjetunionen ønskede at oversvømme Vesten med spioner. Alle midler for at skaffe oplysninger blev taget i brug – også bestikkelse og afpresning.

John Walker, en kommunikationsekspert i den amerikanske flåde, havde i 1960'erne stor gæld. Han opsøgte den sovjetiske ambassade og solgte kystvagtens radiokode.

I de næste 20 år tjente han over to millioner dollars på at sælge oplysninger om bl.a. atomubådene.

Walker blev først afsløret i 1985, da han blev skilt og nægtede at betale sin kone underholdsbidrag.

Som hævn gik hun til FBI og afslørede ham. KGB brugte bl.a. seksuel afpresning. De forsynede fx folk, der havde brugbar viden, med en mindreårig trækkerdreng og filmede optrinnet.

Ofret fik derefter valget mellem at spionere eller få afsløret sine eskapader.

Østtysklands efterretningstjeneste Sta­si anvendte i stor stil de såkaldte Røde Romeoer. Det var mænd, der blev trænet i både spionage og forførelsens kunst.

Et af ofrene var Gabriela Kliem, en tolk på den amerikanske ambassade i Bonn. I 1977 mødte hun sin drømmemand, og i de seks måneder, de boede sammen, fotograferede hun hundreder af fortrolige dokumenter for ham.

Hun troede, at han arbejdede for fredsbevægelsen – i virkeligheden var han Stasi-agent med en kone i Rostock, DDR.

CIA havde svært ved på samme vis at anbringe spioner i østlandene på grund af den strenge overvågning af indbyggerne. I stedet brugte amerikanerne store summer på højteknologisk udstyr.

I 1955 tog CIA det højtflyvende U-2- spionfly i brug. Flyet kunne i 21.000 meters højde, uden for fjendens rækkevidde, tage billeder af militære anlæg.

I 1960 blev Francis Gary Powers alligevel skudt ned under en mission, og KGB gennemhullede hurtigt hans dækhistorie om, at flyet blot var et vejrobservationsfly, der var faret vild.

Han blev idømt 17 års fængsel og strafarbejde i en sovjetisk arbejdslejr.

10-cent afslørede Rudolf Abel

Spioner gjorde alt for at vække så lidt mistanke som muligt.

Rudolf Abel sørgede for at få en omgangskreds blandt naboerne, andre fotografer og malere, som han med stor iver diskuterede fotografi og kunst med.

Spionerne i hans netværk kendte ham til gengæld kun under kodenavnet Arach, og ingen af dem havde nogensinde besøgt hans fotoatelier.

De kommunikerede gennem kodede beskeder, der blev efterladt på aftalte steder eller blev sendt over kortbølgeradio.

Trods sin forsigtighed blev Rudolf Abel afsløret. Hans overordnede på den sovjetiske ambassade var skødesløs og tog en enkelt gang spionen Reino Hayhanen med til Abels atelier for at udstyre ham med et kamera.

Før besøget havde Hayhanen end ikke kunnet afsløre Abels adresse, hvis han havde villet.

Reino Hayhanens kone vidste intet om sin mands virkelige profession. Ligesom familien og vennerne troede hun, at han var arbejdsmand.

Men en dag, da nabokonen manglede penge til avisbuddet, lånte Hayhanens kone hende gladeligt en 10-cent-mønt, hun fandt i lommen på et par af sin mands bukser.

Derhjemme tabte avisdrengen mønten. Den åbnede sig, og ud faldt en mikrofilm. Han gik straks til politiet, der overgav sagen til FBI.

Det tog ikke lang tid at spore mønten, og i stedet for en lang fængselsstraf valgte Hayhanen at afsløre alt, hvad han vidste – inklusive at Rudolf Abels fotoatelier i Brooklyn reelt var et sovjetisk spionagecenter.

Abel blev anholdt. I hans kælder dukkede mikrofilm, kodeblokke, kortbølgeradioer og andet spionudstyr op. Abel benægtede alt.

Men på baggrund af Hayhanens vidneudsagn og de mange beviser fra kælderen blev han idømt 30 års fængsel.

Spioner var folkehelte i Sovjet

Efter udvekslingen med Francis Gary Powers vendte Rudolf Abel hjem til Sovjetunionen, hvor han fik tildelt Lenin-ordenen, Sovjets højeste udmærkelse.

Ud over en livslang tjenestemandspension fik Abel job hos KGB, hvor han underviste nye spioner.

I 1989 besluttede Sovjetunionen at ære Abels indsats ved at lade hans portræt pryde et frimærke.

Både officielt og uofficielt var spionerne kommunismens forsvarere og sovjetiske helte, der risikerede alt ved at operere dybt bag fjendens linjer.