Dristig invasion redder Sydkorea

Clark løfter sin kikkert og spejder ud i mørket. Et kort øjeblik ser han intet mistænkeligt, men pludselig er det, som om en del af rismarken foran ham får ben og begynder at bevæge sig fremad.

Nord-koreanerne er gået i land på Yeongheung-do og truer Clark og hans mænd.

“Løb over til Yong, og sig til ham, at omkring syv af “de røde” er på vej over ris-marken i hans retning”, befaler Clark dæmpet til en af sine sydkoreanske partisaner.

Amerikaneren vil ikke åbne ild og dermed afsløre sin egen gruppes position. Nordkoreanerne er blot en gruppe spejdere, og en større styrke må ligge i skjul i den anden ende af rismarken.

Mens han venter, bander Clark stille over sit uheld. I to uger har han undgået at blive opdaget, mens han målte vanddybder døgnet rundt og undersøgte landgangsstrandene i Inchon.

Så afbryder hidsige geværsalver amerikanerens tanker. Yong har åbnet ild mod de nordkoreanske spejdere.

Clark kigger væk, for han vil undgå, at mundingsglimt ødelægger hans nattesyn. I stedet stirrer han lige frem i mørket, og helt som ventet ser han kort efter fjendens hovedstyrke bevæge sig frem mod Yongs position.

De skal stoppes, for ellers er invasionen af Inchon i alvorlig fare.

Kommunismen måtte stoppes

Koreakrigen begyndte den 25. juni 1950, da Nordkorea invaderede Sydkorea.

Udstyret med sovjetiske kampvogne og artilleri buldrede nordkoreanerne sydpå, mens amerikanske tropper hastede til undsætning fra baser i Japan. Kommunistisk aggression skulle mødes hårdt mod hårdt, ellers ville hele verden snart ligge for Stalins fødder, mente amerikanerne.

Året forinden havde “de røde” vundet borgerkrigen i Kina, og USA’s regering nægtede at lade endnu et asiatisk land falde i kommunisternes hænder.

🎬 Se Nordkoreas kampvogne buldre frem:

De første uger af koreakrigen afslørede et amerikansk militær i dyb krise. Fem år efter 2. verdenskrig var garvede krigsveteraner erstattet af rekrutter, der kun kendte til det søde liv som besættelsestropper i Tokyo.

Ved fronten i Korea blev de tromlet ned af Kim Il-Sungs kampvogne, som de hverken var trænet eller udrustet til at stå imod.

Igen og igen stak amerikanske soldater af, så snart de fik øje på nordkoreanernes panserkøretøjer. De flygtede, indtil åbent hav forhindrede dem i at løbe længere.

Amerikanerne havde nu valget mellem at kæmpe eller dø, så de gravede sig ned rundt om byen Pusan, og her forsvarede de sig med rædslens desperation.

Nat efter nat angreb nordkoreanere lommen ved Pusan, som efter en måneds krig var den eneste ubesatte del af Sydkorea. Hver dag ankom forstærkninger med skib til havnebyen, men kun akkurat nok til at holde linjen, for general Douglas MacArthur var ved at spare tropper sammen til en modoffensiv.

Helten fra 2. verdenskrig sendte aldrig soldater i aktion for at afværge nederlag, men for at sejre stort. Et overraskelsesangreb ved Inchon skulle vende krigen.

MacArthur indtog scenen

Toppen af USA’s militær sad omkring MacArthurs mødebord i Tokyo, da han fremlagde sin vision for sejr den 23. august 1950.

Cheferne for hæren, flåden og luftvåbnet var ankommet med fly fra Washington, og adskillige andre generaler og admiraler havde forladt deres poster, så de kunne deltage i det afgørende strategimøde. De blev alle forfærdede over, hvad de hørte.

MacArthur krævede at få grønt lys til en stor landgangsoperation, der skulle ramme kysten langt bag de nordkoreanske linjer.

Målet var havnebyen Inchon, 30 km vest for Sydkoreas hovedstad, Seoul – herfra kunne amerikanerne skære landet over i to. Fjendens hær ved Pusan ville blive omringet, hvis den ikke omgående flygtede nordpå.

Men Inchon var også et af de værst tænkelige steder i verden at sætte tropper i land. Snævre fjorde, forældede søkort og ekstremt tidevand på 8,8 m gjorde området til en potentiel dødsfælde.

Argument efter argument imod planen tårnede sig op, mens MacArthur roligt puffede på sin majspibe.

“I bedste fald er Inchon ikke umulig”, konkluderede en af admiralerne, men en invasion fra havet kunne flåden ikke anbefale.

Så tog MacArthur ordet. Med dyb røst berettede han langsomt om fortidens storhed, da amerikanske flådefartøjer under 2. verdenskrig havde bragt hans soldater frem til kamp og sejr.

“Jeg havde aldrig troet, at den dag ville komme, hvor flåden viste sig ude af stand til at støtte hærens operationer”, sagde han bedrøvet.

Flere af generalerne i lokalet mente at kunne se en tåre i MacArthurs øjenkrog.

De næste 45 minutter talte generalen om den kom­mu­ni­stiske fare og historiens store feltherrer. Omsider nåede han frem til sin finale:

“Jeg kan næsten høre skæbnens venstre hånd tromme med fingrene. Vi må handle nu eller dø. Vi vil gå i land ved Inchon, og jeg vil knuse dem”, lovede den gamle kriger med en dramatisk hvisken.

Flådens chef rejste sig og udbrød med en stemme, der var ved at knække over af følelser: “General, flåden vil bringe dig til Inchon”.

Første del af MacArthurs plan var lykkedes. Generalen havde fået håndslag på, at hans dristige invasion i ryggen på nordkoreanerne ville finde sted ved Inchon.

Generalerne fortrød deres tilsagn

Dagen efter mødet i Tokyo vågnede admiraler og generaler gradvist af MacArthurs fortryllelse og kom i tanke om alle deres bange anelser.

Men nu var det for sent at sige fra – intet kunne stoppe den stålsatte mand, der altid krævede at få sin vilje ned til mindste detalje. I afmagt bad militærcheferne præsident Harry Truman om at godkende planen.

Det behøvede de ellers ikke ifølge spillereglerne i 1950, men alle ønskede at dække deres ryg, hvis MacArthurs operation udviklede sig til en katastrofe.

Imens var et kapløb med tiden begyndt, for amerikanerne havde sølle tre uger til forberedelserne.

Tidevandets cyklus dikterede, at landgangen skulle finde sted den 15. september, hvor havet ud for Inchon var dybt nok til invasionsflåden.

Ellers måtte alt udskydes næsten en måned til den 11. oktober, og så kom den hårde koreanske vinter for tæt på.

Tre uger var meget kort tid til at planlægge en kompliceret operation med titusindvis af tropper.

Og den skulle gennemføres af enheder, som stort set ikke fandtes endnu, for Kim Il-Sungs Nordkorea havde i den grad fanget USA på det forkerte ben.

Siden 2. verdenskrig sluttede, var hæren skåret ned fra 89 divisioner til blot 10. Af dem talte otte blot 11.000-13.000 mand i stedet for de knap 19.000, som udgjorde fuld styrke i krigs­tid.

I marinekorpset, som skulle føre an i landgangen ved Inchon, så det endnu sortere ud. Selvom korpset samlede alle sine kamp­en­heder, var det ikke nok.

Reservister måtte hasteindkaldes og sendes til Japan, hvor to divisioner forsøgte at gøre sig klar til landgangen.

Selv de marineinfanterister, som bevogtede USA’s ambassader verden over, blev beordret til Japan. Langsomt begyndte invasionsstyrkens to divisioner at tage form.

Spiontogt skulle redde liv

Mens soldater strømmede til Japan, forsøgte løjtnant Eugene Clark fra marinekorpset at samle informationer, som kunne forvandle invasionen fra ambitiøs idé til en mission med chance for succes.

39-årige Clark vidste, hvad han skulle lede efter. Under 2. verdenskrig havde han deltaget i amfibie-angrebet på øen Okinawa, men det viste sig umuligt at opdrive præcise data om den vanskelige indsejling til Inchon.

Han måtte selv om bag fjendens linjer og se efter. Til at hjælpe sig fik Clarke to sydkoreanske officerer – én fra flåden og en oberst i efterretningsvæsnet. Sammen sejlede de til øhavet ud for Inchon.

Den 1. september satte en lille patruljebåd de tre mænd af på øen Yeong­heung-do, som lå blot 15 km fra Inchon.

Fra denne base havde de to uger til at udforske Flyvefiskesundet, som invasionsflåden skulle igennem for at nå sit mål.

Bøjer, søminer, tidevand, fjendtlige kanonstillinger og meget andet var det op til Clark at studere, så operationen ikke endte i en katastrofe.

På Yeongheung-do bevæbnede Clark en lille milits af lokale, så de kunne holde nordkoreanerne på afstand.

Herefter gik han og hans to hjælpere i gang med deres opgave. Det viste sig hurtigt, at fjenden lagde alle sine kræfter i kampene nede ved Pusan, mens farvandet ud for Inchon stort set blev ignoreret.

Da Clark begav sig ud i Flyvefiskesundet, fandt han ingen søminer. Nogle få miner i sejlrenden til Inchon kunne ellers have forsinket invasionsflåden i dagevis eller hele uger.

Amerikaneren følte sig endnu mere heldig, da han en nat sneg sig i land på øen Palmi-do, hvis fyrtårn guidede skibstrafikken i det snævre farvand.

Øen var ubevogtet, og da Clark undersøgte fyret, viste det sig, at nordkoreanerne ikke havde ødelagt det, men bare slukket lanternen.

Clark ville være i stand til at tænde fyret, når MacArthurs flåde stod ind i sundet.

Skænderi truede missionen

Palmi-do lå blot 11 km fra Inchon, og øen udgjorde en perfekt udkigspost, men Clark besluttede sig alligevel for, at han ville tættere på – helt ind til byen.

En mørk nat begav han sig afsted i en lille båd med en gruppe lokale hjælpere, der alle var forklædt som fiskere.

Spionerne nåede helt ind til Inchon uden at vække opmærksomhed, og her bemærkede Clark høje stendiger, der holdt tidevand ude af byen.

Diskret målte han forhindringens højde og bredde, så disse vigtige data kunne sendes tilbage til MacArthurs hovedkvarter.

Imens arbejdet stod på, faldt amerikanerens hjælpere i skænderi med et par lokale søfolk, og nordkoreanske vagter nærmede sig.

Heldigvis mistede de hurtigt interessen og spadserede bort igen. Først da så Clark, at hans amerikanske uniform lå synligt i bunden af båden.

Var nordkoreanernes lygter gledet hen over den, havde han været færdig. Clark kunne vende tilbage til Yeong-heung-do, og alt var parat, da kalenderen viste 14. september. Samme nat slog nordkoreanerne til mod hans lille ø.

Efter at nogle af Clarks mænd havde beskudt de nordkoreanske spejdere, rykkede fjendens hovedstyrke frem. Løjtnanten gav sine maskingeværskytter ordre til at være klar.

Så brød en timelang ildkamp løs. Mens skrig fra sårede mænd fyldte luften, trak Clarks styrke sig gradvist tilbage og gik ombord i små både.

Den lille gruppe partisaner sejlede løjtnanten til den ubevogtede ø Palmi-do, hvor han tændte fyret. Snart gled mørke skygger forbi på vej mod Inchon. MacArthur var på vej.

⚔️ Følg invasionen, angreb for angreb:

Amerikanerne mødte svag modstand

Skibene, Clark betragtede i Flyvefiskesundet, udgjorde den største angrebsflåde siden 2. verdenskrig: 261 destroyere, krydsere, hangarskibe og transportfartøjer af enhver art deltog.

Takket være fyrtårnet på Palmi-do kunne fortroppen forsigtigt sejle op gennem sundet, til Inchon var i sigte.

Mens det første dagslys viste sig på himlen, ankrede tre krydsere og syv destroyere op, og deres flammende kanonløb åbnede slaget.

🎬 Se det altødelæggende bombardement:

Sekunder senere rejste kaskader af jord og sand sig nær de nordkoreanske kanonstillinger på øen Wolmi-do, som forsvarede Inchons havn.

Bomber og napalm fra amerikanske fly havde nogle dage før svækket nordkoreanerne på Wolmi-do. Skibenes bombardement udslettede den resterende modstandskraft.

Landgangsbåde med marineinfanterister nærmede sig Wolmi-do, da uret viste halv syv om morgenen.

Længere ude i sundet iagttog MacArthur dem fra kommandoskibet. Han var omgivet af sin stab og en skare pressefolk, som han havde inviteret ombord.

Derved sikrede generalen, at han ville være dagens hovedperson, når slaget indtog de amerikanske avisforsider.

Begejstrede knipsede fotograferne løs, mens MacArthur sad på broen med majspiben i munden og skuede ind mod land. Han så, at alt forløb som planlagt.

“Det var det, lad os få en kop kaffe”, sagde han roligt, da et amerikansk flag blev hejst på Wolmi-do. Kampen havde varet mindre end en halv time, og de amerikanske tab begrænsede sig til 17 sårede.

Efter den succesrige første fase fulgte en ulidelig lang ventetid, mens flod blev til ebbe, og havbunden kom til syne.

Først når havet steg igen sidst på dagen, ville vanddybden blive stor nok til, at angrebet på fastlandet kunne begynde.

Ung løjtnant ofrede sig

Solen stod lavt på himlen, da en armada af landgangsbåde styrede ind mod Inchons havn.

I løbet af få timer ville mørket sænke sig, og inden da skulle invasionsstyrken have kontrol over byen.

Træstiger ragede op forrest i hver af de fladbundede både. De var med, så soldaterne kunne komme op over stendiget, som Clarkes spiontogt havde afsløret.

En fotograf tog et af dagens mindeværdige billeder, netop som hans båd nåede land.

Hans linse fangede den 25-årige løjtnant Baldomero Lopez fra marinekorpset storme op over stendiget, mens officerens mænd tøvede et øjeblik.

Salver fra et maskingevær piskede mod stenene, og Lopez kastede sig ned i et granathul, hvor andre amerikanere allerede skjulte sig.

Nogen måtte stoppe nordkoreanernes ild, indså den unge løjtnant. Han greb en håndgranat, trak sikkerhedssplitten ud og sprang op fra sin dækning.

Men netop som Lopez skulle til at kaste, hamrede projektiler ind i hans skulder og brystkasse.

Han faldt om og mistede taget om granaten, som landede tæt på andre amerikanere. Løjtnantens næste handling blev foreviget i marinekorpsets krigsrapport:

“Han kravlede fremad i et forsøg på at få fat på granaten og kaste den. Men Lopez havde ikke kræfter til at slynge granaten bort. Han valgte at ofre sig selv frem for at bringe sine mænds liv i fare, og med en hurtig bevægelse stak han granaten ind under sig og absorberede eksplosionens kraft”, stod der i rapporten.

Lopez og hans deling havde været uheldige, for på begge sider af dem mødte andre amerikanere næsten ingen modstand.

Nordkoreanere bemandede kun få stillinger i byen, og forvirring i Inchons krogede gader udgjorde den største hindring for marineinfanteristerne.

Men soldaterne vidste, at de skulle opad. Angrebets vigtige mål var byens tre højdedrag, og de blev alle erobret inden solnedgang.

MacArthur havde sejret

Imens nogle tropper angreb Inchons havnefront, sejlede andre i land på den åbne kyst syd for byen.

Soldaterne blev transporteret i pansrede amfibiekøretøjer, som fortsatte op over stranden og gennem det sumpede terræn bagved.

Angrebsstyrken mødte næsten ingen modstand undervejs. Da amfibiekøretøjerne omsider måtte stoppe, var det fordi, at selv larvefødder ikke længere kunne hamle op med mudderæltet.

Marineinfanteristerne sprang af og fortsatte til fods. Inden mørket standsede deres fremrykning, nåede de frem til en høj, hvorfra de kunne beskyde hovedvejen ind til Inchon.

Nordkoreanerne ville få en varm modtagelse, hvis de forsøgte at generobre byen om natten.

Bag de amerikanske marineinfanterister ankom store landgangsskibe, hvis dæk og last var fyldt med kampvogne, lastbiler, kanoner og forsyninger.

Amerikanerne med deres overlegne slagkraft var i land, og næste morgen ville de indlede marchen mod Seoul.

Ude på kommandoskibet kunne MacArthur være uendelig tilfreds med dagens forløb. Hans mavefornemmelse havde holdt stik.

Alle pessimisternes bange anelser var blevet gjort til skamme, for Inchon havde vist sig at være næsten ubeskyttet. Nordkoreanerne ventede tydeligvis ikke en invasion her.

Blot 21 amerikanere faldt under angrebet, mens 174 sårede blev sejlet ud til de ventende hospitalsskibe.

Ingen bekymrede sig om de mange civile koreanere, som fly, skibskanoner og håndvåben slog ihjel under invasionen.

“Flåden og marinekorpset har aldrig strålet klarere, end de gør i dag”, signalerede MacArthur til sine styrker.

Han behøvede ikke at hovere over for sine skeptikere, for alle vidste, at triumfen tilhørte den femstjernede general alene.

Landgangen ved Inchon ville med sikkerhed få en plads blandt den gamle generals allerstørste sejre.