Dristig invasion redder Sydkorea

I juni 1950 invaderer det kommunistiske Nordkorea nabolandet Sydkorea. Overraskelsesangrebet ruller ustoppeligt mod syd, og efter to måneder er kun Pusan på halvøens sydøstligste hjørne endnu ikke faldet.

I juni 1950 invaderer det kommunistiske Nordkorea nabolandet Sydkorea. Overraskelsesangrebet ruller ustoppeligt mod syd, og efter to måneder er kun Pusan på halvøens sydøstligste hjørne endnu ikke faldet.

Ritzau

Gennem to farefulde uger har løjtnant Eugene Clark spioneret bag de nordkoreanske linjer i Inchon.

Nu – natten til den 15. september 1950 – nærmer han sig missionens klimaks.

Om få timer skal løjtnanten sejle fra den store ø Yeongheung-do til naboøen Palmi-do og tænde fyrtårnet, så general MacArthurs invasionsflåde kan sejle ind gennem bugtens smalle sejlrende. Uden lys i fyret risikerer skibene at gå på grund.

“Vi vil gå i land ved Inchon, og jeg vil knuse dem”. MacArthur om sin invasionsplan.

Clark løfter sin kikkert og spejder ud i mørket. Et kort øjeblik ser han intet mistænkeligt, men pludselig er det, som om en del af rismarken foran ham får ben og begynder at bevæge sig fremad.

Nord-koreanerne er gået i land på Yeongheung-do og truer Clark og hans mænd.

“Løb over til Yong, og sig til ham, at omkring syv af “de røde” er på vej over ris-marken i hans retning”, befaler Clark dæmpet til en af sine sydkoreanske partisaner.

Amerikaneren vil ikke åbne ild og dermed afsløre sin egen gruppes position. Nordkoreanerne er blot en gruppe spejdere, og en større styrke må ligge i skjul i den anden ende af rismarken.

Augusti 1950: Kun omkring byen Pusan holder sydkoreanske og amerikanske styrker stand mod Kim Il-Sungs tropper. Situationen er desperat.

Mens han venter, bander Clark stille over sit uheld. I to uger har han undgået at blive opdaget, mens han målte vanddybder døgnet rundt og undersøgte landgangsstrandene i Inchon.

Så afbryder hidsige geværsalver amerikanerens tanker. Yong har åbnet ild mod de nordkoreanske spejdere.

Clark kigger væk, for han vil undgå, at mundingsglimt ødelægger hans nattesyn. I stedet stirrer han lige frem i mørket, og helt som ventet ser han kort efter fjendens hovedstyrke bevæge sig frem mod Yongs position.

De skal stoppes, for ellers er invasionen af Inchon i alvorlig fare.

Kommunismen måtte stoppes

Koreakrigen begyndte den 25. juni 1950, da Nordkorea invaderede Sydkorea.

Udstyret med sovjetiske kampvogne og artilleri buldrede nordkoreanerne sydpå, mens amerikanske tropper hastede til undsætning fra baser i Japan. Kommunistisk aggression skulle mødes hårdt mod hårdt, ellers ville hele verden snart ligge for Stalins fødder, mente amerikanerne.

Året forinden havde “de røde” vundet borgerkrigen i Kina, og USA’s regering nægtede at lade endnu et asiatisk land falde i kommunisternes hænder.

🎬 Se Nordkoreas kampvogne buldre frem:

De første uger af koreakrigen afslørede et amerikansk militær i dyb krise. Fem år efter 2. verdenskrig var garvede krigsveteraner erstattet af rekrutter, der kun kendte til det søde liv som besættelsestropper i Tokyo.

Ved fronten i Korea blev de tromlet ned af Kim Il-Sungs kampvogne, som de hverken var trænet eller udrustet til at stå imod.

Igen og igen stak amerikanske soldater af, så snart de fik øje på nordkoreanernes panserkøretøjer. De flygtede, indtil åbent hav forhindrede dem i at løbe længere.

Amerikanerne havde nu valget mellem at kæmpe eller dø, så de gravede sig ned rundt om byen Pusan, og her forsvarede de sig med rædslens desperation.

Nat efter nat angreb nordkoreanere lommen ved Pusan, som efter en måneds krig var den eneste ubesatte del af Sydkorea. Hver dag ankom forstærkninger med skib til havnebyen, men kun akkurat nok til at holde linjen, for general Douglas MacArthur var ved at spare tropper sammen til en modoffensiv.

Helten fra 2. verdenskrig sendte aldrig soldater i aktion for at afværge nederlag, men for at sejre stort. Et overraskelsesangreb ved Inchon skulle vende krigen.

MacArthur indtog scenen

Toppen af USA’s militær sad omkring MacArthurs mødebord i Tokyo, da han fremlagde sin vision for sejr den 23. august 1950.

Cheferne for hæren, flåden og luftvåbnet var ankommet med fly fra Washington, og adskillige andre generaler og admiraler havde forladt deres poster, så de kunne deltage i det afgørende strategimøde. De blev alle forfærdede over, hvad de hørte.

General Douglas MacArthur Riding In Jeep

Iført pilot-solbriller stillede McArthur altid velvilligt op til fotografering.

© Getty Images

MacArthur krævede at få grønt lys til en stor landgangsoperation, der skulle ramme kysten langt bag de nordkoreanske linjer.

Målet var havnebyen Inchon, 30 km vest for Sydkoreas hovedstad, Seoul – herfra kunne amerikanerne skære landet over i to. Fjendens hær ved Pusan ville blive omringet, hvis den ikke omgående flygtede nordpå.

Men Inchon var også et af de værst tænkelige steder i verden at sætte tropper i land. Snævre fjorde, forældede søkort og ekstremt tidevand på 8,8 m gjorde området til en potentiel dødsfælde.

Argument efter argument imod planen tårnede sig op, mens MacArthur roligt puffede på sin majspibe.

“I bedste fald er Inchon ikke umulig”, konkluderede en af admiralerne, men en invasion fra havet kunne flåden ikke anbefale.

© Wikimedia/U.S. Army

MacArthur lyttede kun til sig selv

Da veteran-generalen fremlagde sin plan for invasionen af Inchon, rystede alle hans kolleger på hovedet.

Douglas MacArthur var en levende legende i 1950. Den femstjernede amerikanske general havde under 2. verdenskrig stoppet japanernes fremmarch på Papua Ny Guinea og generobret Filippinerne.

Som belønning fik han den ære at tage imod japanernes kapitulation i 1945. MacArthur besad et stort talent for at finde og udnytte fjendens svage punkter, og han stolede blindt på sin egen dømmekraft.

Han brugte begge egenskaber til at overbevise skeptikerne om, at Inchon var det helt rette sted at sætte et modangreb ind mod Nordkorea.

For generalen med kælenavnet Big Chief (Store Høvding) handlede Inchon dog om meget mere end at vende krigen og vippe kommunisterne ud af Sydkorea.

I 1948 havde MacArthur forgæves forsøgt at blive det republikanske partis præsidentkandidat.

To år senere regnede den 70-årige general med, at en spektakulær sejr i Korea ville sikre ham så stor opbakning, at han ville blive USA’s næste præsident. Inchon skulle være begyndelsen på hans koreanske triumftog.

Ingen støttede angrebet på Inchon

Den ene amerikanske general efter den anden forklarede, hvorfor en landgang ved Inchon var en dårlig idé. Men general MacArthur lyttede udelukkende til sit eget instinkt.

Så tog MacArthur ordet. Med dyb røst berettede han langsomt om fortidens storhed, da amerikanske flådefartøjer under 2. verdenskrig havde bragt hans soldater frem til kamp og sejr.

“Jeg havde aldrig troet, at den dag ville komme, hvor flåden viste sig ude af stand til at støtte hærens operationer”, sagde han bedrøvet.

Flere af generalerne i lokalet mente at kunne se en tåre i MacArthurs øjenkrog.

De næste 45 minutter talte generalen om den kom­mu­ni­stiske fare og historiens store feltherrer. Omsider nåede han frem til sin finale:

“Jeg kan næsten høre skæbnens venstre hånd tromme med fingrene. Vi må handle nu eller dø. Vi vil gå i land ved Inchon, og jeg vil knuse dem”, lovede den gamle kriger med en dramatisk hvisken.

Flådens chef rejste sig og udbrød med en stemme, der var ved at knække over af følelser: “General, flåden vil bringe dig til Inchon”.

Første del af MacArthurs plan var lykkedes. Generalen havde fået håndslag på, at hans dristige invasion i ryggen på nordkoreanerne ville finde sted ved Inchon.

Generalerne fortrød deres tilsagn

Dagen efter mødet i Tokyo vågnede admiraler og generaler gradvist af MacArthurs fortryllelse og kom i tanke om alle deres bange anelser.

Men nu var det for sent at sige fra – intet kunne stoppe den stålsatte mand, der altid krævede at få sin vilje ned til mindste detalje. I afmagt bad militærcheferne præsident Harry Truman om at godkende planen.

Det behøvede de ellers ikke ifølge spillereglerne i 1950, men alle ønskede at dække deres ryg, hvis MacArthurs operation udviklede sig til en katastrofe.

Imens var et kapløb med tiden begyndt, for amerikanerne havde sølle tre uger til forberedelserne.

Tidevandets cyklus dikterede, at landgangen skulle finde sted den 15. september, hvor havet ud for Inchon var dybt nok til invasionsflåden.

Ellers måtte alt udskydes næsten en måned til den 11. oktober, og så kom den hårde koreanske vinter for tæt på.

Tre uger var meget kort tid til at planlægge en kompliceret operation med titusindvis af tropper.

Og den skulle gennemføres af enheder, som stort set ikke fandtes endnu, for Kim Il-Sungs Nordkorea havde i den grad fanget USA på det forkerte ben.

Siden 2. verdenskrig sluttede, var hæren skåret ned fra 89 divisioner til blot 10. Af dem talte otte blot 11.000-13.000 mand i stedet for de knap 19.000, som udgjorde fuld styrke i krigs­tid.

I marinekorpset, som skulle føre an i landgangen ved Inchon, så det endnu sortere ud. Selvom korpset samlede alle sine kamp­en­heder, var det ikke nok.

Reservister måtte hasteindkaldes og sendes til Japan, hvor to divisioner forsøgte at gøre sig klar til landgangen.

Selv de marineinfanterister, som bevogtede USA’s ambassader verden over, blev beordret til Japan. Langsomt begyndte invasionsstyrkens to divisioner at tage form.

© Shutterstock

Kineserne forudså angrebet

Hvis invasionen skulle lykkes, var overraskelsesmomentet afgørende, men en kinesisk general forudså, at Inchon ville være målet.

MacArthurs tropper havde mere end almindelig svært ved at bevare hemmeligheden om det nært forestående angreb.

Staben ved hans ho­vedkvar­ter i Tokyo sløsede så meget med sikkerheden, at pressen døbte angrebet “Operation Common Knowledge” – “Operation Kendt af Alle”.

Ikke overraskende kom nordkoreanske spioner hurtigt på sporet af, at et stort amerikansk angreb var under opsejling, men hvor fjenden ville gå i land, vidste de ikke.

Blandt kommunistiske arbejdere i de japanske havne indsamlede spionerne i begyndelsen af september 1950 detaljer om invasionsflådens styrke.

Amerikanerne satte derfor gang i en vildledningskampagne, som skulle få spionerne til at tro, at byen Kunsan, der ligger 200 km syd for Inchon, var invasionens mål.

Den kinesiske general Lei Yingfu gik anderledes systematisk til værks. Han samlede al tilgængelig information om strandene på Den Koreanske Halvø og fandt frem til, at kun seks af dem egnede sig til landgang fra havet.

Derpå studerede han MacArthurs felttog under 2. verdenskrig og gennemskuede hurtigt, at den amerikanske general foretrak spektakulære aktioner med stor risiko og chancen for tilsvarende store gevinster.

Han konkluderede derfor, at MacArthur ville gå i land ved Inchon. Selv om Nordkorea blev informeret om Lei Yingfus rapport, fortsatte Kim Il-Sung med at sende alle disponible tropper sydpå til Pusan. Imens satte MacArthur kurs mod Inchon.

Spiontogt skulle redde liv

Mens soldater strømmede til Japan, forsøgte løjtnant Eugene Clark fra marinekorpset at samle informationer, som kunne forvandle invasionen fra ambitiøs idé til en mission med chance for succes.

39-årige Clark vidste, hvad han skulle lede efter. Under 2. verdenskrig havde han deltaget i amfibie-angrebet på øen Okinawa, men det viste sig umuligt at opdrive præcise data om den vanskelige indsejling til Inchon.

Han måtte selv om bag fjendens linjer og se efter. Til at hjælpe sig fik Clarke to sydkoreanske officerer – én fra flåden og en oberst i efterretningsvæsnet. Sammen sejlede de til øhavet ud for Inchon.

Den 1. september satte en lille patruljebåd de tre mænd af på øen Yeong­heung-do, som lå blot 15 km fra Inchon.

Fra denne base havde de to uger til at udforske Flyvefiskesundet, som invasionsflåden skulle igennem for at nå sit mål.

Bøjer, søminer, tidevand, fjendtlige kanonstillinger og meget andet var det op til Clark at studere, så operationen ikke endte i en katastrofe.

© Shutterstock

Voldsomt tidevand plagede Inchon

Månens tiltrækningskraft får verdens have til at stige og falde med 50-60 cm to gange for hver 13 timer.

I Inchon varierer vand-standen med hele otte m, fordi byen ligger i en lavvandet bugt ud til det enorme Gule Hav.

Når tidevandet presses fra havet ind i den lavvandede bugt, forhindrer områdets mange øer, at tidevandet fordeler sig over et stort areal – som det sker på åbent hav. I stedet hober vandet sig op, så vandstanden stiger og stiger.

På Yeongheung-do bevæbnede Clark en lille milits af lokale, så de kunne holde nordkoreanerne på afstand.

Herefter gik han og hans to hjælpere i gang med deres opgave. Det viste sig hurtigt, at fjenden lagde alle sine kræfter i kampene nede ved Pusan, mens farvandet ud for Inchon stort set blev ignoreret.

Da Clark begav sig ud i Flyvefiskesundet, fandt han ingen søminer. Nogle få miner i sejlrenden til Inchon kunne ellers have forsinket invasionsflåden i dagevis eller hele uger.

Amerikaneren følte sig endnu mere heldig, da han en nat sneg sig i land på øen Palmi-do, hvis fyrtårn guidede skibstrafikken i det snævre farvand.

Øen var ubevogtet, og da Clark undersøgte fyret, viste det sig, at nordkoreanerne ikke havde ødelagt det, men bare slukket lanternen.

Clark ville være i stand til at tænde fyret, når MacArthurs flåde stod ind i sundet.

Skænderi truede missionen

Palmi-do lå blot 11 km fra Inchon, og øen udgjorde en perfekt udkigspost, men Clark besluttede sig alligevel for, at han ville tættere på – helt ind til byen.

En mørk nat begav han sig afsted i en lille båd med en gruppe lokale hjælpere, der alle var forklædt som fiskere.

Spionerne nåede helt ind til Inchon uden at vække opmærksomhed, og her bemærkede Clark høje stendiger, der holdt tidevand ude af byen.

Diskret målte han forhindringens højde og bredde, så disse vigtige data kunne sendes tilbage til MacArthurs hovedkvarter.

Imens arbejdet stod på, faldt amerikanerens hjælpere i skænderi med et par lokale søfolk, og nordkoreanske vagter nærmede sig.

Heldigvis mistede de hurtigt interessen og spadserede bort igen. Først da så Clark, at hans amerikanske uniform lå synligt i bunden af båden.

Var nordkoreanernes lygter gledet hen over den, havde han været færdig. Clark kunne vende tilbage til Yeong-heung-do, og alt var parat, da kalenderen viste 14. september. Samme nat slog nordkoreanerne til mod hans lille ø.

Efter at nogle af Clarks mænd havde beskudt de nordkoreanske spejdere, rykkede fjendens hovedstyrke frem. Løjtnanten gav sine maskingeværskytter ordre til at være klar.

Så brød en timelang ildkamp løs. Mens skrig fra sårede mænd fyldte luften, trak Clarks styrke sig gradvist tilbage og gik ombord i små både.

Den lille gruppe partisaner sejlede løjtnanten til den ubevogtede ø Palmi-do, hvor han tændte fyret. Snart gled mørke skygger forbi på vej mod Inchon. MacArthur var på vej.

⚔️ Følg invasionen, angreb for angreb:

Amerikanerne mødte svag modstand

Skibene, Clark betragtede i Flyvefiskesundet, udgjorde den største angrebsflåde siden 2. verdenskrig: 261 destroyere, krydsere, hangarskibe og transportfartøjer af enhver art deltog.

Takket være fyrtårnet på Palmi-do kunne fortroppen forsigtigt sejle op gennem sundet, til Inchon var i sigte.

Mens det første dagslys viste sig på himlen, ankrede tre krydsere og syv destroyere op, og deres flammende kanonløb åbnede slaget.

🎬 Se det altødelæggende bombardement:

Sekunder senere rejste kaskader af jord og sand sig nær de nordkoreanske kanonstillinger på øen Wolmi-do, som forsvarede Inchons havn.

Bomber og napalm fra amerikanske fly havde nogle dage før svækket nordkoreanerne på Wolmi-do. Skibenes bombardement udslettede den resterende modstandskraft.

“Det var det, lad os få en kop kaffe”. General MacArthur efter indtagelsen af Wolmi-do

Landgangsbåde med marineinfanterister nærmede sig Wolmi-do, da uret viste halv syv om morgenen.

Længere ude i sundet iagttog MacArthur dem fra kommandoskibet. Han var omgivet af sin stab og en skare pressefolk, som han havde inviteret ombord.

Derved sikrede generalen, at han ville være dagens hovedperson, når slaget indtog de amerikanske avisforsider.

Begejstrede knipsede fotograferne løs, mens MacArthur sad på broen med majspiben i munden og skuede ind mod land. Han så, at alt forløb som planlagt.

“Det var det, lad os få en kop kaffe”, sagde han roligt, da et amerikansk flag blev hejst på Wolmi-do. Kampen havde varet mindre end en halv time, og de amerikanske tab begrænsede sig til 17 sårede.

Efter den succesrige første fase fulgte en ulidelig lang ventetid, mens flod blev til ebbe, og havbunden kom til syne.

Først når havet steg igen sidst på dagen, ville vanddybden blive stor nok til, at angrebet på fastlandet kunne begynde.

Ung løjtnant ofrede sig

Solen stod lavt på himlen, da en armada af landgangsbåde styrede ind mod Inchons havn.

I løbet af få timer ville mørket sænke sig, og inden da skulle invasionsstyrken have kontrol over byen.

Marineinfanteristerne stillede stiger op i forenden af deres landgangsfartøjer, så de kunne forcere Inchons høje stendige.

© Imageselect

Træstiger ragede op forrest i hver af de fladbundede både. De var med, så soldaterne kunne komme op over stendiget, som Clarkes spiontogt havde afsløret.

En fotograf tog et af dagens mindeværdige billeder, netop som hans båd nåede land.

Hans linse fangede den 25-årige løjtnant Baldomero Lopez fra marinekorpset storme op over stendiget, mens officerens mænd tøvede et øjeblik.

Salver fra et maskingevær piskede mod stenene, og Lopez kastede sig ned i et granathul, hvor andre amerikanere allerede skjulte sig.

Nogen måtte stoppe nordkoreanernes ild, indså den unge løjtnant. Han greb en håndgranat, trak sikkerhedssplitten ud og sprang op fra sin dækning.

Men netop som Lopez skulle til at kaste, hamrede projektiler ind i hans skulder og brystkasse.

Han faldt om og mistede taget om granaten, som landede tæt på andre amerikanere. Løjtnantens næste handling blev foreviget i marinekorpsets krigsrapport:

“Han kravlede fremad i et forsøg på at få fat på granaten og kaste den. Men Lopez havde ikke kræfter til at slynge granaten bort. Han valgte at ofre sig selv frem for at bringe sine mænds liv i fare, og med en hurtig bevægelse stak han granaten ind under sig og absorberede eksplosionens kraft”, stod der i rapporten.

Lopez og hans deling havde været uheldige, for på begge sider af dem mødte andre amerikanere næsten ingen modstand.

Nordkoreanere bemandede kun få stillinger i byen, og forvirring i Inchons krogede gader udgjorde den største hindring for marineinfanteristerne.

Men soldaterne vidste, at de skulle opad. Angrebets vigtige mål var byens tre højdedrag, og de blev alle erobret inden solnedgang.

I Wonsan gjorde Bob Hope tykt grin med MacArthurs søsyge marinekorps – til andre troppers store fornøjelse.

© Getty Images

Komiker nåede frem før MacArthur

En måned efter invasionen af Inchon forsøgte MacArthur at gentage successen. Han befalede en ny landgangs-operation mod den nordkoreanske havnebyen Wonsan på østkysten.

Marinekorpsets 1. division skulle igen føre an, men først måtte den trækkes tilbage fra frontlinjen, gå ombord på skibe i Inchon og sejles hele vejen syd om Den Koreanske Halvø og op til Wonsan.

Ved ankomsten viste det sig, at nordkoreanerne havde fyldt indsejlingsruterne med søminer.

Det tog næsten en uge at bane vej til havnen, og i mellemtiden led marine-infanteristerne af søsyge og diarré.

Da invasionsstyrken omsider gik i land, var Wonsan for længst indtaget af andre styrker, som nåede frem over land.

Komikeren Bob Hope havde endda været i byen, optrådt for hærens soldater og var taget afsted igen.

MacArthur havde sejret

Imens nogle tropper angreb Inchons havnefront, sejlede andre i land på den åbne kyst syd for byen.

Soldaterne blev transporteret i pansrede amfibiekøretøjer, som fortsatte op over stranden og gennem det sumpede terræn bagved.

Angrebsstyrken mødte næsten ingen modstand undervejs. Da amfibiekøretøjerne omsider måtte stoppe, var det fordi, at selv larvefødder ikke længere kunne hamle op med mudderæltet.

Marineinfanteristerne sprang af og fortsatte til fods. Inden mørket standsede deres fremrykning, nåede de frem til en høj, hvorfra de kunne beskyde hovedvejen ind til Inchon.

Nordkoreanerne ville få en varm modtagelse, hvis de forsøgte at generobre byen om natten.

Bag de amerikanske marineinfanterister ankom store landgangsskibe, hvis dæk og last var fyldt med kampvogne, lastbiler, kanoner og forsyninger.

Amerikanerne med deres overlegne slagkraft var i land, og næste morgen ville de indlede marchen mod Seoul.

Ude på kommandoskibet kunne MacArthur være uendelig tilfreds med dagens forløb. Hans mavefornemmelse havde holdt stik.

Alle pessimisternes bange anelser var blevet gjort til skamme, for Inchon havde vist sig at være næsten ubeskyttet. Nordkoreanerne ventede tydeligvis ikke en invasion her.

Blot 21 amerikanere faldt under angrebet, mens 174 sårede blev sejlet ud til de ventende hospitalsskibe.

Ingen bekymrede sig om de mange civile koreanere, som fly, skibskanoner og håndvåben slog ihjel under invasionen.

“Flåden og marinekorpset har aldrig strålet klarere, end de gør i dag”, signalerede MacArthur til sine styrker.

Han behøvede ikke at hovere over for sine skeptikere, for alle vidste, at triumfen tilhørte den femstjernede general alene.

Landgangen ved Inchon ville med sikkerhed få en plads blandt den gamle generals allerstørste sejre.

Kinesiske tropper vandrede om natten og gemte sig om dagen for at undgå angreb fra amerikanske fly. Sådan slap de usete ind i Nordkorea.

© Ritzau

Kina gik til modangreb

En kvart million kinesiske tropper myldrede ned fra bjergene og knuste MacArthurs drøm om en altafgørende sejr.

I efteråret 1950 meldte Kina klart ud, at landet ikke ville acceptere amerikanske tropper nær sine grænser.

Men general MacArthur havde bestemt sig for at erobre hele Nordkorea og ignorerede alle advarsler – inklusive den amerikanske præsident Trumans ordre om ikke at nærme sig Maos Kina.

Som svar sneg kinesiske styrker sig ind i Nordkorea og angreb amerikanske og sydkoreanske enheder med knusende kraft.

Derpå forsvandt angriberne op i bjergene, for aktionen var blot en advarsel. MacArthur lod som ingenting, og i en hel måned fortsatte hans hær nordpå.

Så slap Mao alle tøjler, og 250.000 mand stormede ned fra bjergene i en totaloffensiv, der sendte amerikanerne på flugt.

Efter blodige kampe gik offensiven i stå omkring den 38. breddegrad, og en bitter stillingskrig begyndte. MacArthur blev frataget kommandoen i Korea og sendt hjem.

Da en våbenhvile omsider trådte i kraft den 27. juli 1953, var Korea stadig delt, og grænsen havde stort set ikke flyttet sig. Koreahalvøen er stadig delt, og parterne har endnu ikke underskrevet en fredsaftale.