Ét emne er altid på dagsordenen, når de to venner Peter Strelzyk og Günter Wetzel stikker hovederne sammen: flugt.
Men kun når de føler sig 100 procent sikre på, at ingen lytter til deres forbudte tanker.
Hvad enten de er på arbejde, nyder en kold Rosenbräu-øl på værtshuset, er på søndagsudflugt med deres familier – når som helst de er sammen, går snakken om, hvordan de slipper ud af DDR.
I 1978 lever Peter Strelzyk som selvstændig elektriker, gift og far til to. Günter Wetzel er egentlig uddannet murer, men arbejder i elektrikerfirmaet og har ligeledes hustru og to børn.
Og selvom de begge på mange måder føler sig tilfredse med tilværelsen i Østtyskland, nærer de en inderlig afsky mod landets kommunistiske regime, som i mændenes øjne systematisk undertrykker sine egne indbyggere.
Begge har de en fornemmelse af at være havnet på den forkerte side af grænsen mellem de to Tysklande.
Derfor har begge rettet deres TV-antenne ind mod de vesttyske stationer.
Og hver evig eneste gang de tænder, bliver de suget ind i en verden, de ville ønske var deres – en verden af farver og overflod, hvor indbyggerne kan vælge og vrage mellem varerne på butikkernes hylder, hvor fisk og kød ikke er en sjælden luksus, og hvor noget så dagligdags som et par sokker ikke tager flere dage at opstøve i forretninger.
“At se vesttysk TV er som at invitere en sulten mand til et festmåltid – og så forbyde ham at spise”, konstaterer Peter Strelzyk, der ligesom sin ven Günter drømmer om friheden til at rejse, hvorhen han ønsker.
Men hvordan de to venner skal slippe væk fra hjembyen Pössneck og DDR, er et spørgsmål, der ikke er noget svar på. Endnu.
En fantastisk idé tager form
Den mest oplagte løsning – at flygte over land – har de udelukket på forhånd. Den knap 1.400 km lange grænse til Vesttyskland er nok den bedst sikrede i verden.
Fra nord til syd er grænsen beskyttet af høje hegn, pigtråd, minefelter og vagter, der har en stående ordre om at skyde alle flygtninge.
At undslippe ad den vej vil være det rene selvmord. I stedet har Peter Strelzyk og Günter Wetzel overvejet at flygte i helikopter eller i et lille motorfly.
“Men hvordan pokker skal vi bære os ad med at få fat i et fly eller en helikopter? Og ingen af os er jo i stand til at styre et fly”, sukker Peter Strelzyk, da sagen for 117. gang er oppe at vende.
Men tanken om en luftbåren flugt bider sig fast i underbevidstheden, og som en pludselig indskydelse slår idéen ned i dem – den 7. marts 1978, bedst som de sidder med deres madpakker og holder frokostpause.
“Hvad med, om vi bygger en luftballon?” udbryder Günter.
“Ja, hvorfor bygger vi egentlig ikke bare en ballon?” nikker Peter anerkendende. Ingen af dem har det fjerneste begreb om, hvordan luftballoner fungerer, men det bekymrer dem ikke.
Både Peter og Günter er inkarnerede Ole Opfinder-typer, som elsker at rode med motorer og teknik, og da de samme aften mødes hjemme i Günters stue, er de i tankerne allerede nået højt til vejrs.
Mens den ene Nordhäuser-snaps tager den anden, læser Peter op fra et opslagsværk om de franske ballonpionerer brødrene Montgolfier, der i 1783 opfyldte menneskehedens urgamle drøm om at flyve, da de som de første i historien sendte en varmluftsballon til vejrs.
“Gode gud, Günter… Når de kunne gøre det for 200 år siden, bør vi også kunne gøre det i dag”, hvisker Peter henført og rækker sin makker bogen, så han kan se illustrationerne af den epokegørende ballonfærd.
Begejstret slår de to østtyskere de første streger til det fartøj, der skal bære dem over grænsen og ind i det forjættede Vesttyskland.
De mange hundrede meter stof skulle sys sammen vha. en gammel foddrevet symaskine.
Konerne er skeptiske
“Er du blevet komplet vanvittig?” spørger Doris Strelzyk vantro, da Peter senere samme aften indvier hende i idéen.
“Hvordan i himlens navn har I forestillet jer, at I kan bygge en kæmpestor ballon i hemmelighed, uden at nogen lægger mærke til det?” fortsætter hun.
Doris vil dog ikke afvise idéen helt. Også Günters kone, Petra, er skeptisk, men lytter tålmodigt til sin mand, da han remser grundene op til, at de snarest bør flygte.
“Jeg ved da godt, det heller ikke er noget paradis derovre i vest. Men dér kan vi i det mindste gøre alt det, vi har drømt om. Vi kan rejse til Italien, til Spanien, alle steder. Men det vigtigste er vores børn og deres fremtid. Der er ikke noget, jeg ønsker højere, end at de kan vokse op i et frit land”, erklærer Günter og forsikrer i samme åndedrag sin kone om, at en varmluftsballon ikke er spor farlig, bare den er lavet ordentligt.
“Og grænsevagterne har ingen mulighed for at skyde den ned, eftersom den flyver alt, alt for højt oppe”, garanterer han.
“Og skulle de ramme, sker der ingenting ved det. Et par huller i stoffet er ikke nok til at sænke ballonen. Den vil bare fortsætte med at flyve”, pointerer han og tilføjer som for at berolige sin ægtefælle, at det vil tage flere måneder, måske år, inden ballonen er færdig.
“Jeg og børnene vil følge med dig, hvis du virkelig synes, at det er det bedste”, siger Petra tøvende.
Arbejdet begynder i den hemmelige systue
Med ægtefællernes accept fortsætter Peter og Günter med at planlægge flugten.
Selv for et par håbefulde amatører kræver det ikke meget hovedregning at finde ud af, at ballonen skal være af en anseelig størrelse, hvis den skal kunne bære fire voksne og fire børn.
Ifølge deres løselige beregninger skal ballonen have et rumfang i omegnen af 2.800 m³ – og det vil kræve knap 1.000 m² stof.
At skaffe så mange ruller stof kan let blive et problem, forudser de – og de får ret.
Næsten hver dag efter fyraften skrumler de to venner afsted i Peters 18 år gamle, orange Moskwitsch i jagten på tekstiler, men vender tomhændede hjem fra nærliggende byer som Rudolstadt, Saalfeld og Jena.
Først i byen Gera har de omsider heldet med sig. Her finder de et stormagasin med massevis af ruller brunt stof, tilsyneladende af god kvalitet og præcis én meter bredt.
“Er materialet vandtæt?” vil Peter vide.
“Ja, det er ikke alene vandtæt, det er også umuligt at sælge, og derfor er prisen sat ned. Hvor meget har I brug for?” spørger ekspedienten.
Peter spejder nervøst til alle sider for at sikre sig, at ingen hører ham. “850 meter”, svarer han.
“850 meter!?” gentager ekspedienten forbløffet. “Hvad skal I dog med så meget stof?”
“Det er til vores campingklub, til at lave telte af”, svarer Peter roligt og betaler af sin opsparing kontant de 2.400 mark, som stoffet koster.
Først da mørket falder på, vover Günter og Peter at slæbe stofrullerne fra bilens bagagerum ind i Wetzel-familiens hus på Tuchmacher Strasse 22, hvor soveværelset i de følgende uger bliver forvandlet til en systue.
Af sin svigermor har Günter lånt en gammel symaskine med fodpedal, og mens Peter klipper stoffet til, syr Günter på livet løs, indtil både hænder og ankler svulmer op.
Visse dage og nætter knokler mændene i 12 timer uden pause, og konstant sørger Petra for at holde vagt og sikre sig, at ingen uventede gæster kommer indenfor.
“Jeg beklager, men vi kan desværre ikke tage imod besøg, for vi er i fuld gang med at renovere huset, og det hele flyder lige nu”, undskylder hun, når en nabo ringer på.
Efter et par uger kan Peter og Günter lægge sidste hånd på ballonhylsteret og gå over til næste opgave: at bygge en gondol til de otte passagerer.
De i alt otte personer skal stuves tæt sammen på en platform, som måler 140 x 140 cm. I midten skal der være plads til gasflaskerne og en brænder, der kan varme luften i ballonen op.
Brænderen flikker de fingernemme familiefædre sammen af rør fra en kamin, og mens mørklægningsgardiner forhindrer, at svejseflammen kan ses udefra, sørger de for at overdøve larmen fra boremaskinen ved at skrue helt op for musikken i radioen.
Flere end 950 mistede livet under flugten fra DDR. Blandt dem var Willi Block, der døde i en kugleregn i 1966.
Ballonen går op i røg
En time før midnat den 28. april 1978 skal ballonen stå sin prøve og fyldes med luft.
Peter og Günter har pakket hylsteret sammen, proppet det ind i bilen og er kørt 10 km sydpå til en skov, hvor de har udset sig en lysning omgivet af høje pinjetræer – og godt beskyttet mod nysgerrige blikke.
De eneste levende sjæle i miles omkreds er vilde kaniner, der hopper ned i deres huller, da Moskwitschen kommer tøffende i mørket.
Mændene ruller ballonen ud på jorden, og mens Günter sørger for at holde ballonhalsen åben, tænder Peter gasbrænderen med en fakkel.
I to timer og med fingre, der efterhånden er stivfrosne, kæmper mændene for at få luft i ballonen, men den forbliver flad som en mislykket soufflé.
Slukørede kører de hjem, men snart spirer håbet på ny.
“Vi skal da bare hænge ballonen op i et træ og varme luften op nedefra”, foreslår Günter, og som sagt så gjort.
De udser sig et grantræ, der er så højt, at den over 20 meter lange ballon kan hænge ned i sin fulde længde, og i flere dage rekognoscerer de området for at sikre sig, at de er alene.
Togene, der passerer forbi lysningen, holder op med at køre ved midnat, erfarer de, og i husene, der ligger spredt i det bakkede landskab, bliver lyset slukket ved 23-tiden.
Da mændene omsider tør teste ballonen, sørger de for at medbringe en blæser, der kan fylde hylsteret med luft.
Som alt andet har de konstrueret den fra bunden: Blæseren består af en propel, som drives af motoren fra Günters gamle MZ-motorcykel – en motor på 14 hk – sluttet sammen med lydpotten fra en gammel Wartburg.
En mørk forårsnat drager Günter og Peter atter på udflugt, og denne gang er både Petra og Doris med.
De skal sørge for at holde ballonen åben forneden, mens Günter og Peter leder luftstrømmen fra blæseren hen over gasbrænderen, så ballonen bliver varmet op.
Nu lykkes det dem at puste en smule liv i hylsteret, der blafrer lystigt i natten. Men i samme sekund, de slukker for blæser og gasbrænder, siver al luften ud, og hylsteret hænger atter slapt ned fra grantræet.
Da indser mændene, hvad problemet er: Stoffet er ganske enkelt ikke tæt nok til at kunne holde på luften.
Erkendelsen rammer Peter og Günter som et knytnæveslag, men heldigvis har Petra medbragt en flaske hjemmebrygget ribsvin, som de kan styrke sig på, mens de endnu en gang pakker deres ballon sammen.
Og da de kommer hjem, begynder mændene at slette alle spor efter fiaskoen – de klipper hylsteret i småstumper, som de brænder stykke for stykke i fyret i Peters kælder.
Allerede mens mændene stirrer på, at stof for 2.400 mark går op i røg, er de i gang med at planlægge næste træk:
De vil bygge en ny og bedre ballon, og hvis de lægger alle deres spareskillinger sammen, burde de have råd til alt det stof, de behøver.
Jagten på stof begynder forfra
I maj 1978 indfinder Peter og Günter sig endnu en gang i stofafdelingen i et stormagasin.
De er kørt 150 km til Leipzig, DDR’s næststørste by, for at købe taft, et let og glat tekstil, som de vurderer vil være perfekt til ballonhylsteret.
De forklarer ekspedienten, at de kommer på vegne af sejlklubben i Gera og skal bruge 850 m taft til nye sejl.
“Så meget har vi desværre ikke. Men vi kan skaffe det hjem til i morgen”, meddeler ekspedienten efter at have forhørt sig hos sin overordnede.
Den melding gør Peter og Günter utrygge. De har en nagende fornemmelse af at være afsløret og frygter at blive taget på fersk gerning af politiet i det øjeblik, de dukker op næste dag.
På den anden side har de intet andet valg, indser vennerne. Og da de dagen efter vender tilbage til stormagasinet, kan de lettet konstatere, at der ikke står betjente klar for at pågribe dem.
Stoffet til 4.800 mark ligger klar til dem, og på hjemvejen bruger mændene endnu en slat, da de køber en gammel, men velfungerende motor, som de kan koble til symaskinen, så de slipper for at bruge trædepedalen.
Denne gang er systuen henlagt til Peters hus, og for at dække over deres forehavende stiller mændene malerbøtter og stiger både udenfor og inde i huset.
Efterhånden er ballonbyggerne i god træning med at sy, og nu går det stærkt:
Symaskinen summer lystigt, det nye hylster tager hurtigt form, og med til at sikre det høje arbejdstempo er Peter og Doris’ 14-årige søn, Frank.
Parret har ellers forsøgt at holde ham udenfor, men knægten lader sig ikke sådan narre.
Han har ikke kunnet undgå at bemærke, at faren konstant forskanser sig bag låste døre – og modvilligt har forældrene indviet ham i flugtplanen, selvom de frygter, han skal komme til at tale over sig i skolen.
Det sidste forsøg skulle lykkes for familierne Strelzyk og Wetzel, for myndighederne havde indledt jagten.
En ballonskipper mister troen
Mens Frank begejstret giver en hånd med, trækker Günter og Petra sig tøvende fra projektet.
De har mistet troen på, at det kan lade sig gøre at sy en ballon, der kan bære otte personer.
Petra har jævnlige mareridt om, at ballonen styrter ned, og at de allesammen omkommer. Beklemt meddeler ægteparret sin beslutning til Peter og Doris.
I bedste forståelse bliver de enige om at sætte venskabet på standby, så Strelzyk-familien ikke risikerer at trække de andre med i fedtefadet, hvis de skulle blive opdaget.
“Held og lykke med ballonen”, siger Günter, da han og Peter trykker hånd til afsked. “Held og lykke”, gentager han, da han nølende forsvinder ud ad døren til Peters hus.
Familien Strelzyk begynder at leve et dobbeltliv. Udadtil ser alt ud, som det plejer:
Peter fortsætter med at arbejde som elektriker, og Doris passer sit job i banken, mens sønnerne Frank og hans 11-årige lillebror, Andreas, er flittige i skolen.
Men i de fleste af døgnets vågne timer knokler Peter og Frank bag nedrullede gardiner med at konstruere ballon, gondol og gasbrænder, så alt klapper den dag, ballonen skal stå sin afgørende prøve.
Dagen indtræffer i begyndelsen af juli 1979. I et skovbryn langt fra alfarvej, nær landsbyen Unterlemnitz, parkerer Peter ved midnatstide bilen, og med yngstemanden Andreas sovende trygt på bagsædet begynder de andre at rigge ballonen til.
Men idet Peter starter MZ-motoren, der skal drive blæseren, bryder helvede løs.
I den stille nat brøler motoren infernalsk, og ængsteligt kigger de sig omkring i forventning om at se en skare betjente komme stormende imod dem med skarpladte våben.
Men intet sker – ingen har tilsyneladende bemærket den øredøvende larm, og mens nerverne falder til ro, fyldes ballonhylsteret med luft og rejser sig: Som en gigantisk lampe lyser ballonen op i natten og stræber mod himlen, kun holdt nede af de fire pløkker, der er banket ned i jorden, så de kan holde fortøjningerne.
Ballonen stiger mod nye højder
“Kom, skynd jer, lad os komme afsted”, ivrer Peter. Doris vækker Andreas, og som den første kravler den søvndrukne dreng op i gondolen.
Øjeblikket efter sidder alle fire rundt om gasflaskerne, og mens gasbrænderen hvisler som en slange i mørket, kapper Frank og Peter fortøjningerne.
Klokken er 1.30 onsdag den 4. juli, og idet ballonen støt og roligt stiger til vejrs, kryber de fire flygtninge sammen i gondolen – på én gang anspændte og fulde af forventning.
Under sig kan de fire flyvende østtyskere se gadelygterne i de spredte landsbyer og enkelte steder lyset fra billygter, der fejer hen over asfalten.
Doris mærker, hvordan Andreas ryster tænderklaprende af kulde – og måske også af frygt – og mens hun holder om sin søn og forsikrer ham om, at alt er i skønneste orden, stirrer Peter ufravendt på brænderen for at sikre sig, at flammen holder sig præcis midt i ballonåbningen.
Hans største frygt er, at stoffet skal bryde i brand; i tankerne har han flere gange set for sig, hvordan gondolen falder til jorden som en sten.
Han skæver til sit ur. 10 minutter er der gået siden afgang, 15 minutter, 20 minutter og nu 25 minutter. Så indtræffer katastrofen:
I omkring to kilometers højde stryger ballonen ind i et tæt skydække, og fra det ene øjeblik til det andet er den fuldstændig gennemblødt og tung af væde.
Turbulente luftstrømme hvirvler ballonen rundt, så den roterer som en karrusel. Øjeblikkeligt skruer Peter ned for gassen, så fartøjet kommer ned i højde.
Manøvren lykkes, og alle kan ånde lettet op – indtil det går op for dem, at ballonen fortsætter med at tabe højde.
“Far, jeg kan se træer!” advarer Frank panisk. Det næste, de hører, er lyden af stof, der bliver flænset af grene, og så bumper gondolen til jorden – grantræerne tager heldigvis fra, så landingen er nogenlunde blid.
Fortumlede kommer ballonfarerne på benene og kigger sig omkring i håbet om at få øje på et eller andet, der viser, om de er nået til Vesttyskland.
Men i mørket kan de ingenting se, og af frygt for at blive opdaget tøver Peter med at tænde sin lommelygte.
“Hvor længe var vi i luften?” forhører han sig.
“Præcis 34 minutter”, svarer Andreas efter et hurtigt blik på sin selvlysende urskive.
“Så er der en god chance for, at vi har klaret det. Bliv her, mens jeg prøver at finde ud af, hvor vi er”, instruerer faren og forsvinder ind i skoven.
Efter den vellykkede flugt stillede de to familier gladeligt op til fotografering i den trange ballonkurv.
På den forkerte side af grænsen
Da han nogle lange minutter senere vender tilbage, er det med dyster mine.
På jorden har han fundet en tom brødpose, der slukkede håbet – på posen står, at brødet er bagt på det folkeejede bageri i Wernigerode, DDR.
Men hvad meget værre er: Familien er landet blot 200 m fra “dødsstriben” – den svært bevogtede grænselinje mellem øst og vest, som er sikret med høje hegn, pigtråd og miner.
Fra vesttysk TV ved de, at hegnet er udstyret med de djævelske selvskydende anlæg SM-70, der affyrer metalstumper i samme øjeblik, nogen rører ved hegnet.
Heller ikke bag “dødsstriben” er det sikkert at opholde sig. Et fem km bredt bælte bag grænsen er udlagt som “sikkerhedszone”, som det kræver en særlig tilladelse at opholde sig i.
Desuden er zonen fuld af snubletråde forbundet med alarmer til grænsesoldaterne.
Hvert øjeblik det skal være, forventer Peter at høre en helikopter eller at få stukket et gevær op i ansigtet. Men intet sker – som ved et mirakel har vagterne i de nærmeste tårne ikke opdaget flugtforsøget, og varsomt indleder familien sit tilbagetog.
Den ødelagte ballon må de efterlade. Med bankende hjerte og et øje på hver finger fører Peter sin familie gennem tornekrat og tæt skov, over bæk og gennem mose hele den lange vej tilbage til dér, hvor de kom fra.
“Pas på! En snubletråd, træd ikke på den”, advarer han igen og igen med tilkæmpet ro i stemmen.
Endelig, klokken seks om morgenen, står familien ved et rødt og gult advarselsskilt med ordet “Grenze”. Så ved de, at de er sluppet ud af den farlige sikkerhedszone.
Tre timer senere når de den lysning, som de lettede fra i nat. Bilen holder præcis dér, hvor de efterlod den.
Den ene dør står stadig åben, som om Doris netop har løftet Andreas ud fra bagsædet.
“Så heldig har man ikke lov at være”, sukker Peter. Endnu føler han sig dog langtfra overbevist om, at flugtforsøget er gået upåagtet hen – måske venter politiet i Pössneck.
Peters nagende frygt bliver afløst af afgrundsdyb lettelse, da familien ruller op foran hjemmet i Moskwitschen.
Alt står urørt, ingen har gennemsøgt huset, og i et øjebliks klarsyn ved de udmattede forældre, at de hellere må melde sig syge på jobbet og i skolen, inden folk begynder at undre sig over deres fravær.
Jagten på flygtningene går ind
“Folkepolitiet beder om hjælp” lyder en overskrift i den lokale partiavis “Volkswacht” 10 dage senere.
“Disse genstande er efterladt ved gerningsstedet for en alvorlig forbrydelse”, hedder det i artiklen. På et ledsagende foto ses bl.a. et barometer, en lommekniv og et ur af mærket Ruhla.
“Hvem har informationer om den person, der ejer disse genstande?” spørger avisen og henviser til politiet i Gera. Da Peter lægger avisen fra sig, ryster hans hænder.
“Nu jagter de os”, konstaterer han.
I artiklen står intet om forbrydelsens art, eller om fundet af en havareret ballon, men Peter behøver blot at kaste et hurtigt blik på billedet for at genkende tingene som sine egne og Günters.
Længe har han og Doris haft en knugende fornemmelse af, at de bliver overvåget – nu mærker de jorden brænde under sig, og med nerverne uden på tøjet skynder Peter sig over til sin gamle ven Günter Wetzel, der knap nok kigger på artiklen, før han skænker en snaps op.
“Det er kun et spørgsmål om, hvem der er hurtigst: dem eller os”, konstaterer Günter nøgternt. “Nu er der ingen vej tilbage. Vi må væk. Snarest”.
Alt er klar til et sidste forsøg
I en 28 m høj varmluftsballon i alle regnbuens farver stiger fire voksne og fire børn til vejrs kl. 2.24 den 16. september 1979.
Ballonen er syet af 1.250 m² stof, der er indkøbt i mindre partier i butikker over det meste af Østtyskland.
Rejsen går fra et skovbryn nær Oberlemnitz – selvsamme sted, hvorfra familien Strelzyk blot to måneder før lettede i det mislykkede flugtforsøg.
Denne gang tegner alt lysere: Himlen er klar, vinden blæser fra nord – ind over Bayern i det sydlige Vesttyskland – og deres nye ballon er både større og mere solid end de to forgængere.
“Mor, mor, løfter ballonen os op i himlen?” spørger Günter Wetzels fem-årige søn, Peter, et par minutter efter at gondolen har sluppet jordforbindelsen.
Et svar får han ikke, for i samme øjeblik sker det, som de voksne har gruet mest for: Flammen fra gasbrænderen slikker grådigt op ad ballonen, der bryder i brand.
Skrækslagen griber Peter Strelzyk skumslukkeren og retter den mod ilden. Det lykkes at afværge katastrofen.
Kun et uanseeligt hul er der brændt i ballonen, der stadig stiger opad med sine otte tavse passagerer.
Da ballonen efter et kvarter har nået knap 2.000 meters højde, bryder Günter pludselig stilheden: “Se dernede! Der er lys under os. De leder efter os!”
Blændende søgelys fra vagttårnene langs grænsen fejer ganske rigtigt frem og tilbage på himlen, men ballonen er nået alt for højt op til, at lyset kan nå den.
Roligt sejler fartøjet videre gennem lufthavet, indtil flammen fra gasbrænderen begynder at skrumpe for til sidst at dø ud.
Trods ihærdige forsøg lykkes det ikke Peter og Günter at tænde den igen – og uden opdrift går det kun én vej: nedad.
Hastigt taber ballonen højde, gondolen gynger faretruende, og pludselig svirper grangrene mod ansigterne på de urolige ballonfarere, der klynger sig til gondolen og den vasketøjssnor, der fungerer som rækværk.
Med voldsom kraft hamrer gondolen ned i jorden og er lige ved at tippe og slynge sin menneskelige last over bord.
Nøjagtig 28 minutter har flyveturen varet, men hvor langt de to familier er nået, aner de ikke.
“Er vi i Vesten?” spørger Doris håbefuldt, men ingen omkring hende kender svaret. Mens mødrene bliver tilbage hos børnene, udforsker Peter og Günter ængsteligt området.
Ganske tæt på ligger en gård, og da mændene lister døren til laden op, kan de i skæret fra lommelygten se en funklende ny traktor af et mærke, de aldrig har hørt om.
Så hører de en bil nærme sig på landevejen, men om det er en østtysk Trabant, er de ikke i stand til at afgøre. Da bilen er kommet tættere på, bremser den, og ud træder to politibetjente i uniform.
“Er vi i Vesten?” spørger Peter hastigt.
“Selvfølgelig er I det! Hvor skulle I ellers være?” lyder det uforstående fra betjentene. De otte falder hinanden om halsen – de er i sikkerhed.