Flugten fra DDR blev en god forretning

I 10 år drev Hasso Herschel gæk med DDR’s grænsevagter. Menneskesmugleren nåede at hente ca. 1.000 østtyskere til Vesttyskland vha. en hemmelig tunnel under Berlinmuren, falske pas og biler med hemmelige rum til en skjult flygtning.

Østtytsk betjent undersøger tunnel under Berlinmuren.

De østtyske myndigheder blev bedre og bedre til at afsløre tunnellerne under Berlinmuren. Derfor måtte menneskesmuglerne finde på andre metoder.

© Bundesarchiv

Tragedien begyndte natten til den 13. august 1961. Østtyske soldater blev sendt på gaden for at rulle pigtråd ud og afskære al forbindelse mellem Berlins østlige og vestlige bydele.

Den morgen blev familiebånd brutalt revet over, kærester skilt fra hinanden og titusinder af berlinere kunne ikke længere komme på job, hvis deres arbejdsplads lå på den anden side af Muren.

Drømmen om flugt meldte sig hurtigt – en drøm, som de bevæbnede grænsesoldater i vagttårnene gjorde alt for at slukke.

Alligevel lykkedes det i løbet af 1960'erne ca. 100.000 østtyskere at slippe ud af DDR. Mange af dem udnyttede et øjebliks chance til at stikke af, andre lagde deres frihedsdrøm i hænderne på en professionel:

“Har De problemer med Deres familiemedlemmer i DDR? Vi hjælper Dem også med indvandringsproblemer”, stod der i en af de små rubrikannoncer bagerst i Vestberlins frokostavis BZ.

Interesserede kunne henvende sig til billetmærke “AK 22 BZ”.

“Da regeringen vendte geværerne mod borgerne, vidste jeg, at tiden var kommet”. Hasso Herschel om sin grund til at flygte fra DDR.

Målgruppen var vestberlinere, der ønskede at få familiemedlemmer eller nære venner smuglet ud af DDR.

Hvem, der stod bag annoncen i BZ, ved vi ikke i dag – men i Vestberlin tilbød flere menneskesmuglere deres assistance – hvis pengene passede. En af de mest succesrige i branchen var Hasso Herschel, der indledte sin karriere som tunnelgraver i 1962 og endte som en rig mand.

En ung mand på kant med DDR

Hasso voksede op i den østtyske by Dresden. Som teenager var han en lovende elitesvømmer, men rollen som mønsterborger i DDR fik en brat ende. I 1951 blev den 16-årige dreng arresteret for at tage billeder af én af de lange køer, som snoede sig foran butikkerne med dagligvarer.

Under opstanden den 17. juni 1953, da østtyske arbejdere gik på gaden i protest mod regimet, gik Hasso med. Oprøret blev knust af sovjetiske kampvogne – og denne gang endte Hasso Herschel i fængsel.

Næppe var han løsladt, før han igen kom i politiets søgelys – nu for at sælge illegale varer fra Vestberlin, som østberlinerne endnu havde fri adgang til. Dommen lød på fire og et halvt år i en arbejdslejr.

Østtyske soldater forseglede grænsen 13. august 1961 som forberedelse til opførelsen af Berlinmuren.

© Bundesarchiv

Muren skulle holde fascisterne ude

Berlinmuren bremsede den massive strøm af østtyskere, som forlod DDR. Men det kommunistiske regime havde en anden forklaring: Muren skulle hindre fascisterne i at løbe Østberlin over ende.

Delingen af Tyskland efter 2. verdenskrig efterlod Vestberlin – halvdelen af landets tidligere hovedstad – som en ø midt i det kommunistiske Østtyskland.

Øst- og Vestberlin var stadig bundet sammen af fælles bus-, tog- og telefonlinjer, men at bevæge sig mellem de to bydele krævede et pas. Tusinder af østtyskere drog hver dag til Vestberlin for at passe deres arbejde.

Fra slutningen af 1940’erne og til 1961 flygtede omkring 2,8 mio. mennesker fra øst til vest. Udvandringen truede DDR’s økonomi, og i august 1961 tog landets leder, førstesekretær Walter Ulbricht, konsekvensen.

Han lukkede grænsen med midler­tidige afspærringer, og få timer efter begyndte udkommanderede murere at bygge Berlinmuren.

DDR kunne imidlertid ikke indrømme, at indbyggerne ønskede at forlade det socialistiske paradis. Derfor kaldte de Muren “Antifaschistischer Schutzwall” – den antifascistiske beskyttelsesmur.

Efter afsoningen fik Hasso Herschel en uddannelsesplads ved de østtyske jernbaner. Men da regimet byggede Muren og begyndte at skyde på de flygtende østberlinere, havde Hasso Herschel fået nok.

“Da regeringen vendte geværerne mod borgerne, vidste jeg, at tiden var kommet”, forklarede han senere.

Med hjælp fra kontakter i Vestberlin fik den unge østtysker fat i et schweizisk pas, som gav ham mulighed for at slippe uhindret gennem kontrolposten “Checkpoint Charlie” til Vestberlin.

Tunneller var eneste flugtmulighed

I vest løb han ind i to italienske studerende, Domenico Sesta og Luigi Spina, der havde besluttet at grave en tunnel under Muren til Østberlin for at hente en familie ud.

40 unge var med til at grave, men arbejdet i den hårde lerjord under Bernauerstrasse trak ud – og hvis ikke de unge havde fået kontakt til det amerikanske tv-selskab NBC, var tunnellen måske aldrig blevet færdig.

Journalisten Reuven Frank fra NBC ville gerne lave en film om en af de mange tunneller, der i disse måneder blev gravet ind under Muren. Herschel og de to italienere slog til – men de krævede penge, så gruppen kunne købe en lille lastvogn, udstyr og mad. NBC gav dem 50.000 D-mark.

Om aftenen den 14 september 1962 kom 29 østberlinere gennem tunnellen – blandt dem Hassos søster Anita, hendes mand Hannes og deres et-årige datter Astrid.

“Nogle var helt blege, da de kom ind i Vesten. De faldt sammen og græd, mens de råbte: ‘Endelig!’”, fortalte Herschel senere.

Aktionen var en succes – og tunnellen havde kun kostet 25.000 D-mark at grave. Restbeløbet delte Domenico, Luigi og Hasso. Han var stadig idealist – men han havde opdaget en forretning.

© CLAUS LUNAU/HISTORIE

Herschels Cadillac bragte 80 til Vesten 

Grænsevagterne i Tjekkiet havde ingen anelse om, at den flotte amerikanerbil kunne skjule en passager bag instrumentbrættet.

En af menneskesmugleren Hasso Herschels mest berømte opfindelser var en Cadillac med et hemmeligt hulrum bag instrumentbrættet.

Rummet havde lige netop plads til en enkelt person, der måtte ligge med benene bøjet over forhjulet og hovedet hvilende på ratstangen. Stillingen var langtfra behagelig, men placeringen viste sig at have en væsentlig fordel.

Fordi den flygtende lå så tæt ved motoren, forhindrede lugten af benzin og motorolie grænsevagternes hunde i at få færten af den blinde passager.

Det kostede Herschel en formue i mekanikertimer at få bilens elektronik og ledninger lagt om, så der blev plads, til gengæld kunne grænsevagterne ikke regne ud, hvordan de kunne komme til at kigge ind bag instrumentbrættet:

“Man skulle trykke cigarrettænderen ind og stille bilradioen på en bestemt frekvens – og så gik klappen op”, fortalte Herschel til nyhedsmagasinet Der Spiegel, der i 1972 satte sig for at undersøge menneskesmuglerbranchen.

Cadillac'en nåede at bringe omkring 80 mennesker til Vesten via Tjekkoslovakiet og Østrig, før den blev afsløret.

Andre smuglerbiler endte på flugtmuseet “Haus am Checkpoint Charlie” i Vestberlin. Her kan gæsterne bl.a. se, hvordan der blev skabt plads til en skjult flygtning i minibilen BMW-Isetta.

Torpedoer og flinke onkler

I de første år efter Murens opførelse forsøgte snesevis af gravehold at nå ind under Muren, men grænsesoldaterne blev bedre og bedre til at afsløre dem. Og i løbet af 1964 gav “muldvarpene” op – i stedet blev der behov for de professionelle.

Især to metoder vandt udbredelse blandt menneskesmuglerne – flugt ved hjælp af “torpedoer” (ombyggede biler) og “den flinke onkel” (falske eller lånte pas).

Hasso Herschel brugte begge metoder. Han investerede i en stribe biler, der blev bygget om, så de fik et hulrum til at skjule en flygtning.

Den anden metode krævede falske pas. Flygtningen skulle rejse til et af DDRs socialistiske broderlande, Tjekkiet eller Ungarn, hvor en af Herschels folk stod klar med en bil.

Flygtningen satte sig på passagersædet, og så gik turen mod en grænseovergang til Østrig. Som regel stillede ingen grænsevagt spørgsmål ved det falske pas.

“Jeg havde stor succes og gjorde mange mennesker lykkelige. Det er tak
 nok for mig”. Hasso Herschel om sine år
 som menneskesmugler.

En overgang havde Herschel ansat en arabisk diplomat – han blev aldrig stoppet ved grænsen. Denne kurér-service fik diplomaten angiveligt 100.000 D-mark for.

I mellemtiden var Herschel blevet så kendt et ansigt ved grænsen, at han ikke selv kunne deltage i smuglingen.

Nu blev han arbejdsgiver for en flok yngre, eventyrlystne mænd, der ville tjene en skilling – og ikke var bange for at havne fem-ti år i et østtysk fængsel dømt for “menneskehandel”.

Menneskesmuglere i modvind

I DDR var menneskesmugling en alvorlig lovovertrædelse, og landet forsøgte med alle midler at stoppe den.

I Vesttyskland var meningerne delte. Overborgmesteren Willy Brandt, Vesttysklands senere kansler, betegnede smuglernes arbejde som “æreværdigt”, skattevæsenet accepterede fradrag for flugtudgifter og efterretningstjenesten BND kunne ofte skaffe smuglerne et falsk pas.

Grænsen mellem øst og vest løb nogle steder mellem husmur og fortov. Derfor blev 4-årige Michael Finder i august 1961 kastet ud af et østberlinsk vindue og landede sikkert i et net i Vestberlin. DDR fik kort efter muret vinduerne til.

© CIA

Grænsevagter var beordret til at skyde

DDR-regimet skyede ingen midler, og grænsevagterne havde ordre til at skyde på de flygtende – også kvinder og børn.

140 personer omkom mellem 1961 og 1989 ved Berlin­muren.

Omkring 100 blev skudt af grænsevagter, mens andre døde af drukning, under spring fra bygninger eller blev kvalt skjult i biler.

Vagterne havde vide rammer, når det gjaldt om at stoppe flygtninge.

Tilladelsen til at skyde gjaldt nemlig mod “personer, som ignorerer grænsevagternes ordre til at standse”.

Senere blev ordren endda skærpet:

“Tøv ikke med at anvende skydevåben, heller ikke når grænseovertrædelsen involverer kvinder og børn, noget, som forræderne ofte har benyttet sig af”, lyder en instruks fra Ministeriet for Statssikkerhed, Stasi, dateret den 1. oktober 1973.

Men nyhedshistorierne om tunnelflugt og de mange succesrige menneskesmuglinger udgjorde en belastning for det anspændte tysk-tyske forhold.

Menneskesmuglerne – der selv foretrak betegnelsen “flugthjælpere” – var heller ikke blandt Guds bedste børn.

Nok nærede de alle et personligt had til DDR, alligevel bedømte Vestberlins politi dem til hovedsageligt at være “gamle kunder” – det vil sige tyve, bedragere, alfonser og skattesvindlere.

Prisen for en flugt kunne smuglerne næsten selv bestemme – den svingede mellem et par tusinde D-mark til 25.000 og mere. Kunne kunderne ikke betale med det samme, tilbød smuglerne en afbetalingsordning vha. gældsbreve, som flygtningene kunne indfri med deres vestløn.

Flugthjælper og menneskesmugler Hasso Herschel ved Berlinmuren.

Flugthjælper eller menneskesmugler – Hasso Herschel hentede 1.000 personer ud af DDR.

© Getty Images

At der overhovedet var penge involveret i flugten, blev kritiseret af mange. Men en vellykket flugt krævede nu engang betaling til hjælpere, biler og falske pas.

Og så var der altid en risiko, som den garvede menneskesmugler Albert Schütz påpegede:

“Jeg gad godt se den idealist, der for 150. gang vover sig ind i løvens hule uden at få noget for det!”

Branchen kendte også til ryggesløse svindlere, der tog imod betaling fra flygtninge – uden at yde noget til gengæld.

I 1965 blev en menneskesmugler i Vestberlin idømt knap to års fængsel for bedrageri – Hans Gehrmann havde indkasseret 120.000 D-mark fra 40 personer: Pengene skulle bruges til at grave en tunnel, men de forsvandt lige ned i Gehrmanns lommer.

Hasso Herschel siger stop

I 1971 besluttede Hasso Herschel at grave en ny tunnel. Der var gået så lang tid, siden nogen havde benyttet denne flugtmulighed, at de østtyske grænsevagter nok ikke ville opdage noget. Troede han.

Men Stasi og vagterne stod klar og pågreb 40 østtyske flygtninge. Kort efter trak Hasso Herschel sig tilbage fra flugtbranchen.

Han havde hentet omkring 1.000 flygtninge ud af DDR og tjent nok til at kunne købe en restaurant og et par barer i Vestberlin.

Murens fald om aftenen den 9. november 1989 fejrede han ved at give gratis omgange til alle i baren.

“Jeg troede aldrig, at den mur ville falde”, sagde han. “Bortset fra mine døtres fødsel og min løsladelse fra fængslet var det den bedste dag i mit liv”.

En officiel tak fra Forbundsregeringen for sin indsats fik han aldrig:

“Den er heller ikke vigtig. Min tid som flugthjælper var en fantastisk tid. Jeg havde stor succes og gjorde mange mennesker lykkelige. Det er tak nok for mig”.