Toplederne Nixon og Mao så kun hinanden til et kort møde på godt en time.

Historie Årbog 2018: Nixon og Mao mødtes til sentationelt topmøde

1972: Amerikanernes og kinesernes forhandlere havde svært ved at nå til enighed under det ugelange møde – landenes dagsordener var for langt fra hinanden. Alligevel førte topmødet til et gennembrud i forholdet mellem kapitalismens USA og kommunismens Kina.

28. november 2018 af Historie Årbog

Richard Nixons præsidentfly skærer gennem luften over den kinesiske hovedstad 21. februar 1972 og lander kort efter i Beijing Lufthavn. Lidt senere triller flyet hen foran en lille gruppe mennesker med ministerpræsident Zhou Enlai i spidsen.

“Der er ingen menneskeskare!” udbryder en af Nixons folk, inden flydøren går op, og trappen rulles hen til flyet.

Den amerikanske præsident trækker sin grå frakke over jakkesættet og begiver sig ned ad trappen med hustruen, Pat, bagved i en knaldrød frakke.

Ingen anden amerikansk præsident har sat sine ben i det kommunistiske Kina, og få har forudset, at netop Nixon – der er glødende antikommunist – skulle blive den første. Verdenssituationen har dog ændret sig siden slutningen af 1960’erne, og både USA og Kina ser nu en fordel i at mødes efter mere end to årtiers fjendskab.

“Deres håndtryk kom fra den anden side af verdens største hav – 25 år uden kontakt”, kommer det lunefuldt fra Zhou Enlai, da kineseren sidder sammen med Nixon i en limousine på vej til regeringens gæstebolig. Ikke langt derfra opholder Kinas leder, Mao Zedong, sig – og det er ham, Nixon for alvor ønsker at møde.

Efter indlogering i den skarpt bevogtede gæstebolig er den amerikanske præsident lige ved at smide skjorten for at tage sig et længe ventet brusebad, da Henry Kissinger – Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver – kommer tumlende op ad trapperne til præsidentsuiten.

Zhou Enlai har netop overdraget en vigtig besked: Formand Mao ønsker at se Nixon med det samme.

>>DNA-spor fælder berygtet dræber - få hele historien i Historie Årbog 2018

Under topmødet så amerikanerne for første gang reportager fra Kommunistkina.

Bordtennisspillere banede vejen

Folkerepublikken Kina havde siden oprettelsen i 1949 været en modpol til USA. 

Mao havde altid fordømt de “amerikanske imperialister” og “deres kapitalisme”, og amerikanerne tøvede heller ikke med at sende militær til egne som Sydkorea, Sydvietnam og Taiwan, hver gang kineserne i fællesskab med Sovjetunionen forsøgte at præge deres asiatiske naboer i kommunistisk retning.

Men i slutningen af 1960’erne ændrede præsident Nixon kurs. Han havde siden sin indtræden i politik i 1946 optrådt som en indædt antikommunist, der kritiserede politiske modstandere for at være blødsødne over for kommunisterne. 

Da han tiltrådte som præsident i 1969, var Kinas rolle som kommunistisk supermagt imidlertid dalende. Nixon frygtede til gengæld russerne og mente, at en åbning over for kineserne kunne bruges i spillet mod Sovjetunionen. 

For at undgå en alt for stærk alliance mellem USA og Kina ville russerne formentlig blive mere føjelige og tilbøjelige til at indgå aftaler med USA om nedrustning. Det var i hvert fald Nixons håb. Samtidig håbede han, at mødet med Mao kunne bane vejen for en afslutning på den opslidende vietnamkrig.

“Hvis der er noget, jeg ønsker at gøre, før jeg dør, er det at rejse til Kina”, lød Nixons kommentar til magasinet Time i begyndelsen af 1970.

I Kina bemærkede Mao USA’s venligere indstilling, og formanden havde selv brug for at nærme sig supermagten. Kineserne var raget uklar med kammeraterne i Sovjetunionen, som i 1960’erne lidt efter lidt havde nedtrappet og til sidst stoppet samarbejdet med Mao. 

Sovjetiske eksperter, der havde leveret knowhow til kineserne inden for bl.a. industri og atomprojekter, var kaldt hjem til Sovjetunionen, og Mao stod med et videnshul, som USA måske kunne udfylde.

Et afgørende gennembrud kom i foråret 1971, da det amerikanske bordtennishold under VM i Japan helt uventet fik en invitation til at besøge det lukkede Kina – med ét havde Mao skabt et klima, hvor et visit fra Nixon var en mulighed. 

Tøbruddet mellem USA og Kina blev kaldt “pingpongdiplomati” og førte til, at USA anmodede om et statsbesøg i Maos rige. Kineserne accepterede, og i juli 1971 stod Nixon frem på amerikansk TV med meldingen:

“Landsmænd, jeg rejser til Folkerepublikken Kina!”

>>Verdens ældste flaskepost fundet på australsk strand - få hele historien i Historie Årbog 2018

Mao ville ikke diskutere politik

Da Nixon om eftermiddagen 21. februar 1972 trådte ind i formand Maos stue i kommunisternes hovedkvarter, var den kinesiske leder svagelig. Ni dage forinden var den 78-årige Mao besvimet og havde været døden nær. Hans håndtryk og den historiske situation gjorde imidlertid stort indtryk på Nixon:

“Øjeblikket var bevægende”, noterede præsidenten i sin dagbog om den næsten et minut lange hilsen.

Nixon, som havde følgeskab af blandt andre Kissinger, bed mærke i de mange gamle bøger, som kineserne havde sat op i stuen, og amerikaneren benyttede situationen til at rose modparten:

“Jeg har læst formandens digte og taler, og jeg blev klar over, at han er en ægte filosof”, smigrede statslederen og påpegede, at Mao havde “bevæget en hel nation og ændret verden”.

Da tolken havde oversat, tog Mao dog rosen roligt og omtalte ikke Nixons skriverier på samme lovprisende facon:

“Deres bog, Six Crises, er ikke nogen dårlig bog”, lød det tørt.

Minutterne løb afsted med smalltalk og tolkens omhyggelige oversættelser, inden en utålmodig Nixon forsøgte at få gang i en seriøs diskussion af “aktuelle emner som Taiwan, Vietnam og Korea”. Men til amerikanerens skuffelse virkede Mao, der havde Zhou Enlai ved sin side, komplet uinteresseret:

“Disse spørgsmål er ikke noget, man bør diskutere hos mig. Den slags bør diskuteres med ministerpræsidenten … Alle de besværlige problemer har jeg ikke lyst til at gå nærmere ind i”, sagde den kinesiske leder. Mao ville sikkert undgå referater, hvor omverdenen kunne se ham indgå aftaler med amerikanerne.

Efter 65 minutter kiggede formanden på Zhou Enlai, der holdt øje med tiden:

“Har vi ikke talt nok nu?” lød det fra formanden.

Kort tid efter skiltes parterne. Mødet havde haft en besynderlig karakter, hvor Nixons forsøg på at indlede dybere samtaler var prellet af på Mao. 

Det stod klart, at eventuelle resultater skulle hives i land i samtaler med Zhou Enlai i resten af den planlagte mødeuge.

>>Få alle historierne fra Historie Årbog 2018 - bestil nu

Topmødets tre mål

Vietnam, Taiwan og Sovjetunionen stod øverst på dagsordenen under topmødet mellem Kina og USA.

  1. Amerikanerne håbede på fred i Vietnam
    “Kissinger og Nixon ville have hjælp til at afslutte vietnamkrigen. Ved at forhandle med Rusland og Kina håbede vi at lægge pres på Hanoi, så seriøse forhandlinger kunne begynde”. Sådan lød analysen senere fra en af Richard Nixons stabsmedarbejdere. Hvis kineserne trak støtten til Nordvietnam, ville Hanoi-regeringen stå svagere og være mere opsat på at finde en fredelig løsning på konflikten i Vietnam. Kunne Mao ikke overtales til at gå så vidt, håbede Nixon, at Kina i det mindste ville opmuntre Hanoi-regeringen til at indgå en aftale med USA og Sydvietnam.

  2. Kineserne ønskede kontrol over Taiwan
    Den ki­ne­siske borgerkrigs taber – nationalistlederen, Chiang Kai-shek, og hans parti, KMT – flygtede i 1949 til Taiwan, hvor nationalisterne fortsat blev støttet ø­ko­no­misk og militært af USA. Mao opfattede Taiwan som en frafalden region, der igen skulle indlemmes i Kina. Øen var et rent internt kinesisk anliggende, og USA skulle derfor droppe forbindelserne til Taiwan.

  3. Begge parter ville stække Sovjetunionen
  4. Kina havde brudt de tidligere tætte forbindelser til russerne i begyndelsen af 1960’erne, og efter en række mindre sammenstød langs den kinesisk-sovjetiske grænse frygtede Mao, at situationen udviklede sig til en militær konflikt. Amerikanerne frygtede sovjetkommunistisk ekspansion og opfattede russerne som hovedfjenden. Både USA og Kina havde derfor en interesse i at stække Sovjetunionen, som ville stå svagere, hvis USA og Kina kunne indgå en alliance.

Venskabet med russerne var kun varmt i de første år efter Kommunistkinas fødsel.

Ugen der forandrede verden

Næste morgen kastede Nixon, Kissinger og Zhou Enlai sig ud i møderækken, men landenes interesser var svære at forene. Amerikanerne ønskede “en ærefuld fred” i vietnamkrigen, så kampene kunne få en ende, men kineserne stod fast på “støtten til folkene i Vietnam, Laos og Cambodia”. 

Heller ikke spørgsmålet om Taiwan, som kineserne ønskede tilbage i riget, kunne løses. Nixon ville nemlig få svært ved at blive genvalgt som amerikansk præsident, hvis han ikke indfriede USA’s løfter om at beskytte Taiwan.

Forhandlingerne blev undervejs afbrudt af officielle besøg på Den Kinesiske Mur og i teatret, hvor Pat Nixon ledsagede sin mand. Maos kone, Jiang Qing, var alene om at repræsentere Kinas lederpar, fordi Maos sygdom forhindrede ham i at deltage.

Amerikanerne besøgte også Shanghai, hvor Nixon og Enlai 28. februar underskrev et kommuniké. Dokumentet udtrykte en vigtig åbning af relationerne mellem USA og Kina, og begge lande ville fremover søge en “normalisering af forholdet”. 

Desuden slog nationerne fast, at “faren for international militær konflikt” skulle reduceres, og at ingen af parterne “bør søge hegemoni i Asien-Stillehavsområdet”.

Derudover var det sparsomt med fælles udmeldinger i dokumentet. I stedet endte parterne i højere grad med at formulere forskellige standpunkter, og forholdet til Sovjetunionen blev slet ikke nævnt.

Richard Nixon var klar over, at Shanghai-kommunikéet ikke var et prangende resultat, og
præsidenten lagde derfor vægt på noget andet under topmødets afsluttende gallamiddag inden hjemrejsen 28. februar:

“Ugen har forandret verden, eftersom indholdet i kommunikéet ikke er nær så vigtigt som det, vi vil gøre i de kommende år for at bygge bro over de 16.000 miles (ca. 25.750 km, red.) og 22 års fjendskab, som har adskilt os indtil nu. Og vores udtalelser i dag er, at vi vil bygge den bro”.

Den amerikanske befolkning lå på linje med præsidenten. Næsten 70 procent vurderede i en meningsmåling, at besøget havde været nyttigt – og 15.000 mennesker stod klar til at modtage præsidenten, da han landede i Washington.

Kissinger besøgte igen Kina i februar 1973. Her aftalte parterne bl.a. at oprette såkaldte kontaktkontorer i Beijing og Washington, og Mao gik så langt som til at konkludere, at “nu kan vi kalde forholdet mellem os for venskab”. 

Døren var åbnet på klem til en udvikling, der skulle gøre landene til store samhandelspartnere.

Arvefjender trykker hænder igen

For første gang i historien mødtes en siddende amerikansk præsident og en nordkoreansk leder den 18. juni 2018.

“Vi har et fremragende forhold”, erklærer den amerikanske præsident, Donald Trump, 12. juni 2018, da han møder pressen efter topmødet med Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, i Singapore.

På mødet indgår parterne en aftale om, at “USA og Nordkorea vil samarbejde om at skabe en varig og stabil fred på Den Koreanske Halvø”, hvor Nordkorea også skal begynde “en fuldstændig atomnedrustning”. 

Samtidig vil amerikanerne stoppe militære øvelser i Sydkorea. Nationerne vil ligeledes “forpligte sig til at etablere nye relationer mellem de to lande i overensstemmelse med begge folks ønske om fred og fremgang”.

Donald Trump og Kim Jong-Uns møde foregik på øen Sentosa i Singapore.

Måske er du interesseret i...

Læs også