De første to kameravogne ankom tidligt om morgenen den 11. februar 1986. Journalisterne parkerede på til den vesttyske side af Glienicker Brücke og hilste høfligt på de svært bevæbnede vagter.
I løbet af de næste timer kom hundredvis af fotografer, mediefolk og nysgerrige til, og klokken ti var alt klart til historiens bedst dækkede spionudveksling.
Politifolk flyttede stålkonstruktionen, der spærrede broen, mens en politibil fulgt af en guldfarvet Mercedes og tre varevogne svingede ind for enden af broen.
Højtstående vesttyske og amerikanske officerer stod ud af den gyldne bil, mens soldater hentede tjekken Karl Koecher og fire østtyske agenter ud af en varevogn.
I årevis havde Karl Koecher foregivet at være afhopper fra Østblokken og haft arbejde som oversætter for CIA – mens han i virkeligheden var agent for den russiske efterretningstjeneste KGB.
I Potsdam på den anden side af Havelfloden parkerede to minutter senere tre sorte Ladaer. 12 mand steg ud.
Karl Koecher og de fire østtyske agenter blev nu sendt ud på Glienicker Brücke, mens fire mand kom fra den anden side. Tre af dem gik lige frem med blikket stift rettet mod deres sko.
Den fjerde zigzaggede demonstrativt fra broens ene gelænder til det andet. Ingen af de forsamlede journalister og tilskuere var i tvivl om, at det måtte være den sovjetiske borgerrettighedsforkæmper Natan Sjaranskij, som Vesten i årevis havde forsøgt at få frigivet.
Da Sjaranskij nåede Vestberlin, overfaldt journalisterne ham med spørgsmål om, hvorfor han havde krydset broen i zigzag. Sjaranskij svarede, at det var en sidste trodsig handling: De østtyske soldater havde givet ham besked på at “gå lige ud” mod friheden.
Efter udvekslingen slog Natan Sjaranskij sig ned i Israel, hvor han siden blev minister. Karl Koecher blev hædret med en villa og en Volvo i Tjekkoslovakiet.