De første to kameravogne ankom tidligt om morgenen den 11. februar 1986. Journalisterne parkerede på til den vesttyske side af Glienicker Brücke og hilste høfligt på de svært bevæbnede vagter.
I løbet af de næste timer kom hundredvis af fotografer, mediefolk og nysgerrige til, og klokken ti var alt klart til historiens bedst dækkede spionudveksling.
Politifolk flyttede stålkonstruktionen, der spærrede broen, mens en politibil fulgt af en guldfarvet Mercedes og tre varevogne svingede ind for enden af broen.
Højtstående vesttyske og amerikanske officerer stod ud af den gyldne bil, mens soldater hentede tjekken Karl Koecher og fire østtyske agenter ud af en varevogn.
I årevis havde Karl Koecher foregivet at være afhopper fra Østblokken og haft arbejde som oversætter for CIA – mens han i virkeligheden var agent for den russiske efterretningstjeneste KGB.
I Potsdam på den anden side af Havelfloden parkerede to minutter senere tre sorte Ladaer. 12 mand steg ud.
Karl Koecher og de fire østtyske agenter blev nu sendt ud på Glienicker Brücke, mens fire mand kom fra den anden side. Tre af dem gik lige frem med blikket stift rettet mod deres sko.
Den fjerde zigzaggede demonstrativt fra broens ene gelænder til det andet. Ingen af de forsamlede journalister og tilskuere var i tvivl om, at det måtte være den sovjetiske borgerrettighedsforkæmper Natan Sjaranskij, som Vesten i årevis havde forsøgt at få frigivet.
Da Sjaranskij nåede Vestberlin, overfaldt journalisterne ham med spørgsmål om, hvorfor han havde krydset broen i zigzag. Sjaranskij svarede, at det var en sidste trodsig handling: De østtyske soldater havde givet ham besked på at “gå lige ud” mod friheden.
Efter udvekslingen slog Natan Sjaranskij sig ned i Israel, hvor han siden blev minister. Karl Koecher blev hædret med en villa og en Volvo i Tjekkoslovakiet.
Fangeudvekslingen fandt sted midt på Glienicker Brückes, og en mindeplade på broens midtpunkt markerer det sted, hvor Europa engang var delt af Jerntæppet.
Broen delte Tyskland
Havelflodens bredder havde været forbundet af en bro i mere end 400 år, da udvekslingen fandt sted.
Kurfürst Friedrich Wilhelm 1. gjorde i 1660 Potsdam til hjemsted for sit nye store jagtslot – en træbro over Havelfloden var derfor nødvendig, så herskeren hurtigt kunne komme til Berlin.
I de næste 150 år kunne broen klare den stigende trafik mellem de to byer – selv om Potsdam voksede hastigt fra sidst i 1600-tallet, fordi byen blev udråbt som fristed for forfulgte huguenotter.
Da en jernbane blev planlagt, måtte broen dog udskiftes. I 1834 åbnede den anden Glienicker Brücke, en murstensbro, som i løbet af kun 70 år var håbløst underdimensioneret.
Hestevogne og biler gav konstante trafikpropper, og broens lave højde forhindrede store skibe i at besejle floden. I 1906 begyndte derfor konstruktionen af en tredje Glienicker Brücke, en 128 m lang og 22 m bred stålbro, som åbnede året efter. Denne bro stod indtil slutningen af 2. verdenskrig.
Som led i forsvaret af Berlin havde de tyske soldater mineret broen. Men da de russiske tropper rykkede frem, flygtede tyskerne uden at sprænge broen bag sig.
Hvorefter en russisk granat ramte sprængladningerne. Først fire år senere åbnede den istandsatte bro under stor fanfare.
Efter krigen forbandt den Sovjets og Vestmagternes zoner, og broen blev derfor omdøbt til “Brücke der Einheit” – Enhedsbroen. Trods navnet blev den snart lukket og svært bevogtet.
Hundredevis af tyskere gjorde sig klar til at krydse broen lovligt for første gang efter Berlinmurens fald i november 1989.
Berlinmurens fald åbnede "Spionernes bro"
Epoken som “Spionernes Bro” begyndte i 1962, da den russiske spionringsleder Rudolf Abel blev udvekslet med den amerikanske spionflypilot Francis Gary Powers midt på broen.
I 1985 blev broen igen omdøbt til Glienicker Brücke – og igen benyttet til en spionudveksling. 23 vestlige spioner kunne vende hjem i bytte for fire kommunistiske.
Den 10. november 1989, dagen efter Berlinmuren faldt, blev Glienecke Brücke åbnet, hvorefter tusinder af tyskere strømmede ud på broen. I dag vidner en rille i asfalten om, hvor Jerntæppet engang delte Europa.