USAF
Dommedagsfly

Hvad er et dommedagsfly?

24 timer i døgnet, syv dage om ugen, 365 dage om året. Et såkaldt dommedagsfly står altid klar til at lette med USA’s præsident, hvis det utænkelige skulle ske.

Dommedagsfly er en flytype, som både amerikanerne og russerne udviklede i 1970’erne for at forberede sig på en altødelæggende atomkrig under den kolde krig.

Flyvemaskinerne skulle fungere som en slags flyvende bunkere, hvor nationens leder og ministrene kunne bringes i sikkerhed, hvis landet blev angrebet med atomvåben. Fra luften kunne landets statsoverhoved omgive sig med sine rådgivere og beslutte det næste træk i krigen.

For at sikre flyvemaskinerne mest muligt var de fyldt med en række defensive funktioner. Fartøjerne var fx bygget til at kunne modstå de elektromagnetiske pulsslag efter detonationen af kernevåben, som normalt ødelægger elektronik. Desuden var flyene udstyret med analoge flyveinstrumenter, der er sikret mod cyberangreb.

Dommedagsfly

Dommedagsflyet Boeing E-4B har plads til 112 personer, hvis en atomkrig bryder ud.

© USAF

Flyene står altid klar

Antallet af russiske dommedagsfly er usikkert, men USA har i øjeblikket fire dommedagsfly. De er teknisk set ikke hemmelige, men bliver kun sjældent omtalt af myndighederne – og deres eksistens, placering og flyvninger er omgærdet med meget hemmelighedskræmmeri.

Ikke desto mindre er det kendt, at mindst ét dommedagsfly er i alarmberedskab på alle tider af døgnet – klar til at lette med præsidenten og hans følge, hvis USA bliver udsat for et stort angreb. Flyene gik i luften den 11. september 2001, da New York blev ramt af et terrorangreb.

Senest blev et amerikansk dommedagsfly, en Boeing 747 E-4B, observeret over Den Engelske Kanal i slutningen af marts 2022. Flyet var muligvis i luften som en form for respons på, at Rusland har truet med at bruge atomvåben, hvis Vesten blander sig i invasionen af Ukraine.