US Atomic Energy Commission
Brintbombe

Hvor blev den første brintbombe detoneret?

Den 1. november 1952 blev amerikanerne vidner til den største eksplosion, mennesket indtil da havde skabt. På denne dag blev en brintbombe, der fik atombomben over Hiroshima til at blegne, detoneret.

1.000 gange kraftigere end atombomben over Hiroshima. Så voldsom var den første brintbombe, som USA detonerede under en prøvesprængning den 1. november 1952.

Den enorme eksplosion fandt sted i Stillehavet og gik ud over øen Elugelab, der “blev til støv og aske”.

Blot få sekunder efter sprængningen skabte brintbomben en ildkugle med en diameter på op mod 6,5 km, som efterlod et krater, hvor Elugelab engang havde ligget.

“Jeg ville have sværget på, at hele verden stod i flammer”, skrev et øjenvidne senere.

Brintbombe

Prøvesprængningen af den første brintbombe skabte en flere kilometer bred ildkugle over Stillehavet.

© US Atomic Energy Commission

USA kom først med bomben

Den historiske prøvesprængning var det seneste træk i atomkapløbet mellem USA og Sovjetunionen, der var startet efter 2. verdenskrig.

Begge lande kastede sig ud i jagten på at skabe en endnu kraftigere bombe end atombomben, og USA kom først, da det lykkedes for amerikanske videnskabsfolk at bruge energien fra sammensmeltningen af atomer til at skabe brintbomben. En atombombe er omvendt baseret på en spaltning af atomer.

VIDEO: Se sprængningen af historiens første brintbombe

Russerne indhentede hurtigt USA

Udviklingen af brintbomben skabte dog ikke begejstring hos alle. Blandt de største kritikere var “atombombens fader”, J. Robert Oppenheimer, som mente, at brintbomben kun ville bidrage til en optrapning af våbenkapløbet.

Oppenheimer tog ikke fejl. Prøvesprængningen i 1952 gav amerikanerne en midlertidig fordel i kapløbet, men allerede året efter foretog russerne deres egen prøvesprængning af en brintbombe – og nogle år senere havde Kina, Frankrig og Storbritannien også brintbomber.

Siden har Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea muligvis også udviklet brintbomber.