Efter opdelingen af Tyskland i kølvandet på 2. verdenskrig, og indtil Øst- og Vesttyskland blev forenet i 1990, forlod ca. 4 mio. østtyskere deres land for at søge tilflugt i Vesttyskland.
De fleste – ca. 3,5 mio. – rejste inden 1961, hvor de østtyske myndigheder opførte Berlinmuren for at standse masseudvandringen.
Muren kunne dog ikke holde de frihedshungrende østtyskere tilbage. Affolkningen fortsatte – omend i mindre skala med omtrent 620.000 immigranter indtil 1989.
De direkte flugter over grænsen blev færre, i takt med at Østtyskland fik sikret grænsen.
Af disse gennemførte dog blot ca. 6,5 pct. (40.000) en direkte flugt over grænsen til Vesttyskland.
I stedet fik de fleste immigranter enten en officiel rejsetilladelse (382.000 personer) eller flygtede til Vesttyskland via et tredje land (164.000 personer).
Rejsetilladelser var uhyre besværlige og tidskrævende at få og blev typisk givet til pensionister, som de østtyske myndigheder anså for at være en økonomisk byrde for samfundet.
Borgere med “presserende familieforhold” kunne også få en rejsetilladelse, men skulle efterlade fx en ægtefælle eller et barn for at sikre, at de vendte tilbage.