“Ugen, der ændrede verden” – sådan lød ordene fra USA’s præsident, Richard Nixon, da han efter en diplomatisk rejse til Kina gav pressen en status på sin usædvanlige tur.
Blot en uge forinden – den 21. februar 1972 – var Nixon som den første amerikanske præsident rejst til det kommunistiske Kina. Fra deres TV-skærme kunne amerikanerne se deres stærkt anti-kommunistiske præsident besøge flere seværdigheder og for første gang få et kig bag det såkaldte Bambustæppe, som adskilte Kina fra Vesten.
Hjernen bag rejsen var udenrigsminister Henry Kissinger, som i al hemmelighed selv var rejst til Kina syv måneder tidligere. Uden for TV-skærmene arbejdede Kissinger og hans folk for at få de sidste detaljer på plads i et dokument – kaldet Shanghai-kommunikéet – som amerikanske og kinesiske diplomater havde forhandlet om i månedsvis.
Det historiske håndtryk mellem Nixon og Mao markerede starten på en ny tid mellem USA og Kina.
Taiwan var en sten i skoen
Dokumentet blev lagt frem for offentligheden mod slutningen af Nixons rejse og understregede, at både USA og Kina ville stræbe mod en “normalisering af forholdene”, og at ingen af landene ville “søge hegemoni” i Asien og Stillehavsområdet.
Det følsomme spørgsmål om Taiwans politiske status blev ved samme lejlighed sparket til hjørne, idet Kina slog fast, at “Taiwan er en provins i Kina”, mens USA understregede, at landet var opsat på “en fredelig løsning på Taiwan-spørgsmålet”.
Kilder fortalte, at Nixon under fire øjne havde forsikret Mao om, at USA ikke ville opfordre Taiwan til uafhængighed.
Med en underskrift på Shanghai-kommunikéet tog Nixon det første skridt mod de formelle diplomatiske forbindelser mellem USA og Kina, som trådte i kraft syv år senere under hans efterfølger, Jimmy Carter.