Under 2. verdenskrig havde sovjetiske soldater kæmpet på samme side som briterne og franskmændene, men allerede kort efter krigen var forholdet mellem de tre lande iskoldt. Et sovjetisk angreb på Vesteuropa virkede overhængende, og i 1947 underskrev Storbritannien og Frankrig derfor en traktat, som forpligtede de to lande til at komme hinanden til undsætning, hvis russerne gik til angreb.
Året efter blev alliancen udvidet til også at omfatte Belgien, Holland og Luxembourg, og i april 1949 blev grundstenen til NATO lagt, da også USA, Canada, Italien, Portugal, Danmark, Norge og Island sluttede sig til forsvarssamarbejdet.
Med et medlemskab i NATO sikrede medlemslandene sig, at de ikke stod alene, hvis Sovjetunionen angreb.
Også østblokken fandt sammen
Sovjetunionen havde dog ikke tænkt sig at stå alene, mens rivalerne fandt sammen. Modtrækket blev Warszawapagten, som i maj 1955 samlede de kommunistiske lande i Europa under Sovjetunionens vinger. Dermed var de to fronter i Den Kolde Krig trukket op. Til alt held blev det ikke nødvendigt for NATO-landene at komme hinanden til hjælp, inden Sovjetunionen – og dermed også Warszawapagten – gik i opløsning i 1991.
Først 45 år efter grundlæggelsen kom NATO-styrker for første gang i åben kamp, da fire serbiske fly blev skudt ned i 1994 efter at have brudt et FN-flyveforbud over Bosnien-Hercegovina.