Pladsen foran Schöneberg Rådhus var stuvende fuld den 26. juni 1963, for den amerikanske præsident, John F. Kennedy, var på officielt besøg i frontbyen Berlin, der bare to år tidligere var blevet muret inde midt i DDR.
Mens Berlinmuren skød op i dagene efter den 13. august 1961, havde protesterne fra de vestlige allierede været påfaldende spage, og den vesttyske forbundskansler, Konrad Adenauer, gjorde heller ikke noget – han gik i kirke, som han plejede hver søndag. Vestberlinerne følte sig svigtet, men nu stod Kennedy foran dem.
“Muren er den mest afskyelige og den stærkeste demonstration af, at det kommunistiske samfundssystem har slået fejl. Hele verden ser denne indrømmelse af svigt”, sagde han.
“Ish bin ein Baerliener!” Præsident John F. Kennedy i Vestberlin, 26. juni 1963.
Kennedy lovede berlinerne ubrydelig solidaritet, og som afslutning slog han endda over i tysk:
“Alle frie mennesker, hvorend de bor, er borgere i denne by, og derfor er jeg som en fri mand stolt af at kunne sige: Ish bin ein Baerliener!”
Tilhørerne brød ud i tordnende jubel – for sagde Kennedy ikke, at han var en lille, fedtdryppende kage!?
FOR OG IMOD: Et ord, to betydninger
Den specielle kage har været kendt i det tysktalende Europa siden 1500-tallet. Den laves af gærdej, der formes til kugler og koges i fedt. Fyldet består gerne af hindbærmarmelade.
Hver region gav kagen sit særlige navn, fx “Kreppel” i Hessen og “Krapfen” i Østrig. “Berliner” eller “Berliner Pfannkuchen” er blevet anvendt i det nordvestlige Tyskland siden slutningen af 1800-tallet.
Opskriften tog de tyske udvandrere med til USA, hvor kagen fik navnet “donut”. Med tiden ændrede den form, men alle vidste, hvor originalen stammer fra. Derfor kom Kennedy til at blande Berlin og donut sammen, da han forsøgte at give indbyggerne nyt mod.
Kennedy fik hjælp af en kyndig tolk før talen, så han kunne øve sig. Den håndskrevne seddel med de lyd-efterlignende ord ligger på National Archives i USA.
Ordet “Berliner” anvendes om både en indbygger og om kagen flere steder i Tyskland – bare ikke i Berlin. Her hedder den en “Pfannkuchen”. Hvis du beder om “ein Berliner” i Berlin, lader byens bagerjomfruer, som om de ikke forstår, hvad du taler om.
Mytens bagmand er kendt. Første gang myten om Kennedys misforståelse blev bragt frem, var i The New York Times i 1988. Her skrev journalisten William J. Miller en artikel med overskriften: “Jeg er en marmeladefyldt donut”.
En myte for folk, der ikke kan tale tysk
Denne myte er formentlig den dummeste, Myteknuserne hidtil har taget op. Der er ingen grund til at antage, at den amerikanske præsident i sit famlende forsøg på at tale tysk kom til at sige, at han var en donut.
Myten bygger udelukkende på, at ordet “berliner” har to betydninger. Tilhøreren behøver ikke at kunne tale tysk eller kende noget til den kolde krig for at kunne more sig over den.
Virkeligheden var, at Kennedy under sit besøg i Vestberlin blev dybt berørt. Derfor bad han en tolk om at oversætte talens effektfulde afslutning til tysk.
Det er også påfaldende, at myten først dukkede op 25 år efter begivenheden. Under præsidentens besøg i 1963 var der ingen grund til at lave sjov med hans forsikringer om, at USA ville komme vestberlinerne til hjælp. Deres by var omringet af Den Røde Hær, og de havde brug for venner – ikke mindst i de mørke år, hvor flygtningene blev skudt ved Muren.
Myteknusernes dom: Rent sludder!
Til optagelsen af “Episode 4: Tre sejlivede vikingemyter” havde Andreas taget en helt særlig – og lydløs – genstand med, som dannede rammen om en af myterne.