Forsvarsalliancen NATO

NATO: tidslinje for en forsvarsalliance i forvandling

NATO har siden sin dannelse i 1949 været i konstant udvikling. Fra konflikt til konflikt har de militære og magtpolitiske udfordringer ændret sig – og det har NATO's indsatser også.

NATO har siden sin dannelse i 1949 været i konstant udvikling. Fra konflikt til konflikt har de militære og magtpolitiske udfordringer ændret sig – og det har NATO's indsatser også.

Daniel Vala

I dag er vi vant til, at NATO deltager i militære operationer rundt om i verden. Men sådan har det ikke altid været.

Fra at være en alliance, der skulle forsvare Vesteuropa, har NATO påtaget sig nødhjælpsopgaver i hele verden og er sågar gået i krig. Følg NATO her igennem alle alliancens forvandlinger.

1945: Afslutningen på 2. verdenskrig

Efter den ødelæggende 2. verdenskrig opstår der en ny magtdynamik i verden. Sovjetunionen, USA og Storbritannien har kæmpet på samme side mod Nazityskland, men allerede inden verdenskrigens afslutning står det klart, at alliancen lever på lånt tid.

5. marts 1946: Churchills jerntæppe-tale

Winston Churchill i 1946.

Winston Churchill i 1946 – året for hans såkaldte Jerntæppe-tale.

© Flickr / Public Domain / Levan Ramishvili

Winston Churchill holder sin berømte jerntæppe-tale i Fulton, Missouri. I talen udtrykker han sin stærke bekymring for, at et jerntæppe er ved at sænke sig i Europa: Mellem de østeuropæiske stater kontrolleret af Sovjetunionen og de demokratiske stater i Vesteuropa.

21-25. februar 1948: Pragkuppet

Det kommunistiske parti tager magten i Tjekkoslavakiet ved et kup. Under landets parlamentariske krise i tiden op til kuppet hang truslen om en sovjetisk militær intervention i luften, det gav kommunisterne lettere spil.

24. juni 1948 - 12. maj 1949: Luftbroen til Vestberlin

Børn i Vestberlin jubler over fly under Luftbroen i 1948-49.

Børn i Vestberlin jubler over fly, der bidrager til til Luftbroen i 1948-49.

© Wikimedia Commons

Sovjetunionen indleder en blokade af Vestberlin den 24. juni 1948 for at få fuld kontrol med Berlin, der siden 2. verdenskrigs afslutning har været delt mellem de allierede sejrherrer. Som svar på blokaden indleder vestmagterne en luftbro med forsyninger til det indesluttede Vestberlin. Sovjetunionen opgiver blokaden året efter, den 11. maj 1949.

12. marts 1947: Truman-doktrinen

I en tale til det amerikanske senat formulerer præsident Harry S. Trum sin regerings nye, såkaldte inddæmningspolitik. Formålet er at støtte de lande, som risikerer at blive løbet over ende af Sovjetunionen. Den samme tanke er central for grundlæggelsen af NATO.

To fjender: Sovjetunionen og kommunismen

Churchill, Truman og Stalin.

Tre nøglefigurer i dannelsen af NATO: Churchill: Manden, der opfandt begrebet jerntæppe. Truman: Manden bag forsvarsdoktrinen. Stalin: Hovedfjenden, som NATO var rettet imod.

© National Archives

Den Nordatlantiske forsvarsalliance: NATO

NATO blev dannet med to klare formål: At modarbejde Sovjetunionens og kommunismens ekspansion.

Alliancen var – med den daværende britiske udenrigsminister Ernest Bevins ord – nødvendig efter 2. Verdenskrig, fordi:

”De vestlige lande må organisere sig i et forsvar mod Josef Stalins ekspansion og ambition om Sovjetisk militær styrke”.

I vesten frygtede man, at Sovjetunionen med sit enorme omfang og store militære styrke let ville kunne løbe Vesteuropa over ende, hvis ikke de vestlige lande organiserede sig.

USA's præsident, Harry S. Truman, fremlagde alliancens formål i den såkaldte Truman-doktrin:

”At bevare venskabelige relationer og økonomisk samarbejde med hinanden. At konsultere hinanden når et medlems territorium eller frihed bliver truet. Og at komme til hinandens hjælp, hvis noget medlem bliver angrebet”.

Resultatet blev Den Nordatlantiske Forsvarsalliance: NATO.

4. april 1949: Nato grundlægges

Nato bliver en realitet i 1949. Forsvarsalliancen ratificeres af de 12 medlemslande den 4. april 1949.

Oprindelig bestod NATO-alliancen kun af 12 lande. I 2022 er antallet nået op på 30 lande.

1950: NATO's første generalsekretær - Lord Hastings Ismay

Churchills tidligere stabschef, Lord Hastings Ismay, bliver udpeget som NATOs første generalsekretær – den officielle betegnelse for lederen af NATO.

Hastings Ismay havde været en del af den britiske generalstab, og han havde under krigen deltaget på de fleste større konferencer mellem de allierede ledere – blandt andet i Casablanca, Moskva, Cairo, Teheran og Jalta.

1950: Eisenhower - militær øverstkommanderende for NATO

Eisenhower og Lord Hastings Ismay.

Dwight D. Eisenhower (th.) var fra 1952 den første “supreme military commander” i NATO. Lord Hastings Ismay (tv.) var NATO's første generalsekretær (1952-57).

© Public Domain

General Dwight D. Eisenhower, den senere amerikanske præsident, bliver udpeget som den første millitære øverstkommanderende for NATO. Positionen som “Supreme Nato Commander” var i de følgende mange år forbeholdt amerikanske 4-stjernede generaler.

Alle 30 NATO-lande

Skulptur af NATO's logo.

NATO's logo fortolket i jern af den belgiske arkitekt, Raymond Huyberecht. Skulpturen står foran forsvarsalliancens hovedkvarter i Bruxelles. I baggrunden: de nuværende 30 NATO-landes flag.

© Shutterstock

NATO-lande med år for indtræden i NATO

Siden grundlæggelsen er skaren af NATO-medlemslande kun vokset. Udvidelserne har for det meste været gradvise. Her er de alle – uden undtagelse.

1949

Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Island, Italien, Luxembourgh, Holland, Norge, Portugal, Storbritannien og USA

1952

Tyrkiet og Grækenland

1955

Vesttyskland

1982

Spanien

1999

Tjekkiet, Ungarn og Polen

2004

Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien og Slovenien

2009

Kroatien og Albanien

2017

Montenegro

2020

Nordmakedonien

1950-53: Koreakrigen - uden NATO

Efter 2. verdenskrig var Korea blevet delt i to besættelseszoner langs den 38. breddegrad: Sovjetunionen administrerede det nordlige og USA det sydlige Korea.

Som årene gik, steg spændingerne, og i 1950 bryder krigshandlinger ud, da styrker fra Nordkorea overskrider grænsen til Sydkorea.

Angrebet resulterer i en fordømmelse i FN's sikkerhedsråd, samtidig intervenerer USA i krigen på Sydkoreas side. Sovjetunionen og Kina støtter på den anden side Nordkorea. Kina engagerer sig også senere også militært i krigen med flere hundredetusinde soldater på Nordkoreas side.

Amerikanske soldater gør landgang i Inchon i Sydkorea.

Amerikanske soldater gør landgang i Inchon i Sydkorea i september 1950.

© National Archives

Flere lande tager del i krigen enten med våbenhjælp eller med militære enheder.

En international magt glimrer dog ved sit fravær – NATO. Der skal endnu gå mange år, før NATO binder an med at sende kamptropper ud til konflikter.

Afslutningen på Koreakrigen bliver, at grænsen mellem de to stater genetableres ved den 38. breddegrad.

1952: Grækenland og Tyrkiet optages i NATO

Den første udvidelse af NATO fandt sted i 1952, da Grækenland og Tyrkiet bliver lukket ind i NATO-alliancen.

Tyrkiet, hvis grænse stødte op til Sovjetunionen, søgte sikkerhed i forsvarsalliancen. Det samme gjaldt Grækenland, der ikke ville risikere at ende som neutralt land klemt inde mellem et Tyrkiet i NATO og en Balkanhalvø under sovjetisk indflydelse.

1953: Nikita Khrusjtjov – ny sovjetisk leder

Josef Stalin dør den 3. marts 1953. Efter en kort overgangsperiode overtager Nikita Khrusjtjov den 14. september 1953 posten som generalsekretær for det kommnunistiske parti.

Han bliver dermed Sovjetunionens reelle leder. En post han beholder, til han bliver tvunget på pension i 1966.

Striden om Vesttysklands optagelse i NATO

Adenauer underskriver Atlantpagten.

Den vesttyske forbundskansler Konrad Adenauer (1949-63) underskriver Den Nordatlantiske Forsvarspagt.

© Wikimedia / Bundesarchiv

Ét potentielt medlemsland delte vandene i NATO – Vesttyskland.

Efter 2. verdenskrig var Tyskland blevet delt i en østlig og en vestlig del, og tvunget til drastisk at reducere sit militær.

Det efterlod reelt Vesttyskland forsvarsløst i tilfælde af en væbnet konflikt med Sovjetunionen.

I 1950 diskuterede NATOs medlemslande, om Vesttyskland skulle optages i alliancen, men modstand fra bl.a. Frankrig holdt landet ude.

I årene efter begyndte NATO-landene at frygte, at Sovjetunionen ville udnytte den igangværende Korea-krig til at invadere Vesttyskland. Frankrig skiftede holdning, og NATO kunne sætte gang i en hasteoptagelse af landet.

1954: Sovjetunionen vil med i NATO

Sovjetunionen protesterede mod planerne om optagelse af Vesttyskland i NATO ved at påpege, at en allianceudvidelse var med til at destabilisere balancen i Europa.

I et forsøg på – efter eget udsagn – at garantere fred i Europa foreslog Sovjetunionen derfor i 1954, at også Sovjet også skulle optages i NATO.

Forslaget blev hurtigt afvist af alliancepartnerne, der frygtede, at Sovjetunionen ene og alene søgte om medlemskab for at ødelægge alliancen indefra.

23. oktober 1954: Vesttyskland optages i NATO

Forbundskansler Konrad Adenauer underskriver på vegne af Vesttyskland Den Nordatlantiske Forsvarspagt i Quai d´Orsay i Paris. Hermed er Vesttyskland optaget i NATO.

14. maj 1955: Warszawa-pagten dannes

Warzawa-pagtens første militære og administrative leder

Warszawa-pagtens første ledere: marshall Ivan Konev, den militære øverstbefalende (t.v.); general Aleksei Antonov, leder af pagtens generalstab (t.h.). Begge var fra Sovjetunionen.

© Wikimedia Commons

Warszawa-pagten blev oprettet som et modsvar på NATO. Pagten blev underskrevet i 1955 af otte lande. Kredsen af medlemslande blev ikke udvidet i løbet af Warszawa-pagtens levetid. Derimod faldt nogle lande med tiden fra.

Alle medlemmer af Warzawa-pagten

Warszawa-pagtens logo.

Warszawa-pagtens logo.

© Wikimedia Commons

Warszawa-pagten: 1955 - 1991

1955

Warszawapagten bliver oprettet med følgende medlemsstater: Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, DDR, Ungarn, Polen og Rumænien

1960

Albanien træder ud af Warszawapagten

1969

Rumænien ophører med at tage aktiv del i Warszawa-pagten uden dog formelt at træde ud.

1990

DDR træder ud af Warszawapagten.

1. juli 1991

Warszawa-pagten opløses.

1956: Opstanden i Ungarn

Uroligheder opstår i Ungarn den 23. oktober i protest mod landets kommunistiske regime og Sovjetunionens dominerende indflydelse på Ungarns politik.

Regeringen bliver væltet og den moderate kommunist Imre Nagy bliver indsat som regeringsleder. 1. november bekendtgør han, at Ungarn ønsker at træde ud af Warszawa-pagten.

Den 4. november intervenerer Sovjetunionen militært. Efter efter en uges hårde gadekampe i Budapest, bliver oprøret kvalt. Ungarn forbliver i Warszawa-pagten, og Imre Nagy henrettes.

20. januar 1961: John F. Kennedy bliver præsident

John F. Kennedy indsættes som præsident i USA efter at have besejret Richard Nixon ved præsidentvalget et par måneder forinden.

13. august 1961: Muren deler Berlin

Muren i Berlin under opførelse i 1962.

Et stykke af Muren i Berlin på et tidligt stadie (1962).

© Shutterstock

Officielt hed det sig i Østblokken, at Berlinmuren blev opført som en “antifascistisk beskyttelsesvold”, der skulle forhindre fremmede magter i at angribe arbejder- og bondestaten DDR. I virkeligheden var den rettet mod landets egen befolkning for at forhindre en masseflugt til vest.

Oktober 1962: Missilkrisen på Cuba

Hele verden kommer under Cuba-krisen i yderste alarmberedskab. Begivenheden er efter alt at dømme det tætteste, NATO og Warszawa-pagten kommer på en militær konfrontation.

Cuba-krisen

Sovjetisk fragtskib med eskorte fra USA.

Det sovjetiske fragtskib Anesov forlader Cuba i 1962 lastet med missiler. Skibet eskorteres af amerikanske fly og en destroyer.

© Shutterstock

Cubakrisen svækker NATOs atomforsvar

I løbet af 13 dage i oktober 1962 kom verden alvorligt tæt på en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.

Krisen opstod, da et amerikansk spionfly registrerede, at ballistiske mellemdistance-missiler var ved at blive opstillet på Cuba.

Afstanden mellem Cuba og det amerikanske fastland er sine steder kun ca. 350 kilometer. Derfor ville placeringen af raketterne give Sovjetunionen en stort taktisk fordel. Samtidig ville opstillingen af missilerne på Cuba – set fra et sovjetisk perspektiv – også være et passende modsvar til de atommissiler, USA havde opstillet hos sine NATO-allierede i Tyrkiet og Italien.

For at deeskalere krisen og undgå atomkrig blev USA og Sovjetunionen efter et par neglebidende uger enige om at fjerne deres raketter i hhv. Italien og Tyrkiet – og på Cuba.

Demonteringen var en svækkelse af NATOs atomare styrke i Europa, men aftalen sikrede samtidig USA mod et lynangreb med atomvåben fra den kommunistiske østat.

22. november 1963: JFK myrdet i Dallas, Texas

Under et besøg i Dallas bliver John F. Kennedy skudt af Lee Harvey Oswald, mens han kører igennem byen i en bilkortége. Vicepræsident Lyndon B. Johnson bliver ny præsident i USA.

August 1964: Hændelsen i Tonkin-bugten

Efter en militær konfrontation i Tonkin-bugten i Vietnam, hvor to amerikanske militærfly bliver skudt ned og en pilot tages til fange af nordvietnameserne, giver Kongressen i USA præsidenten bemyndigelse til at udvide den amerikanske militære tilstedeværelse i Vietnam og møde enhver fjendtlig handling med magt.

NATO tager ikke på noget tidspunkt officielt del i Vietnam-krigen.

November 1964: Støtte til Nordvietnam

Både Sovjetunionen og Kina udvider deres støtte til det kommunistiske styre i Nordvietnam med rådgivere og våben.

Frankrig trækker sig delvist ud af NATO

Charles de Gaulle og J.F. Kennedy.

Præsidenterne Charles de Gaulle og J.F. Kennedy i Paris i 1961.

© Wikimedia Commons

Den Franske præsident Charles de Gaulle havde i flere år protesteret mod USA's dominerende indflydelse i NATO.

Han mente i stedet at USA, Storbritannien og Frankrig som alliancens største medlemslande skulle deles mere ligeligt om magten i alliancen. Derudover ønskede de Gaulle, at NATO skulle forsvare de franske kolonier, der lå uden for det geografiske indsatsområde, der var aftalt landene imellem.

Frankrig distancerede sig under de Gaulle i flere omgange fra NATO. I 1959 tillod Frankrig ikke længere opbevaring af fremmede magters atomvåben – dvs. missiler fra USA – på fransk jord. Samme år trak Frankrig sin middelhavsflåde ud af den fælles NATO-ledelse. I 1963 skete det samme for Frankrigs atlanterhavsflåde.

Fra 1966 tillod Frankrig ikke længere NATO-baser på fransk jord. Derfor blev hovedkvarteret for militær planlægning i NATO, der hidtil havde haft sæde i Paris, flyttet til Bruxelles.

Samme år forlod Frankrig også NATO's militære kommando. Først i 1993 blev Frankrig atter medlem af NATO på normale vilkår.

NATO har i øvrigt altid haft to officielle sprog: Engelsk og fransk.

Taberkrigene i Vietnam og Afghanistan

USA i Vietnam og Sovjetunionen i Afghanistan

Vietnamkrigen
© Shutterstock

1955-75: Vietnam-krigen

Hverken NATO eller Warszawa-pagten involverede sig direkte i Vietnam-krigen. Kun de to dynamoer i forsvarsalliancerne – Sovjetunionen og USA – blandede sig, men det skete på hver deres måde.

Vietnam-krigen var en forlængelse af den indokinesiske krig tilbage i 1955, hvor Frankrig kæmpede for at beholde sit koloniherredømme i regionen. Efterhånden trak Frankrig sig ud, mens USA engagerede sig mere og mere for at forhindre en kommunistisk magtovertagelse i Sydvietnam.

USA støttede styret i Sydvietnam. Først kun med rådgivere, siden med regulære tropper, der i 1969 nåede op på over en halv million udstationerede soldater.

Sovjetunionen hjalp Nordvietnam økonomisk og med militær udrustning – ikke med tropper.

Den amerikanske indsats kunne ikke stoppe kommunisternes fremmarch. I 1975 blev Nord- og Sydvietnam genforenet.

Afghansk pige foran kampvogn.
© Shutterstock

1979-89: Sovjetunionens Afghanistan-krig

Vietnam-krigen blev genopført i Afghanistan med ombyttede roller. Igen var hverken Warszawa-pagten eller NATO direkte involveret.

Sovjetunionen marcherede ind i Afghanistan for at hjælpe det kommunistiske styre der. Det sovjetiske engagement talte på et tidspunkt over 100.000 soldater. Den islamiske modstandsbevægelse, muhjahedinerne, modtog våben fra bl.a. USA og Storbritannien, men ikke fra NATO.

Efter 10 års kampe måtte Sovjetunionen trække sig ud af Afghanistan i 1989, hvorefter magten overgik til den fundamentalistiske Taleban-bevægelse.

1981: Spanien optages i NATO

I 1975 dør Spaniens diktator Francisco Franco, og demokratiseringen af landet begynder. I 1982 bliver Spanien optaget i NATO. I 1986 bliver den politiske beslutning ratificeret ved en folkeafstemning.

1985: Gorbatjov overtager magten i Sovjetunionen

Mikhail Gorbatjov indtræder i 1985 i embedet som generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP).

Han ønsker at reformere sit land med perestroika (omstruktuering) og glasnost (åbenhed).

Han bliver en darling i Vesten, men hans bestræbelser fører til kaos i Sovjet, og landene i Warszawa-pagten begynder at tage beslutninger, som ikke er afstemt med Moskva.

9. november 1989: Berlinmuren åbnes

På en pressekonference i Østberlin nævner politbureaumedlemmet Günter Schabowski henkastet, at DDR-borgere nu kan rejse frit til Vesttyskland.

Ved midnat krydser de første østtyskere grænsen til Vestberlin. Herefter er der ingen vej tilbage. DDR går støt og roligt sin undergang i møde.

Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i Reykjavik

Ronald Reagan og Mikhael Gorbatjov på Reykjavik-topmødet i 1986.

© Shutterstock

1989 – NATO lover mundtligt at holde et samlet Tyskland ude af alliancen

Sovjetunionens reformvenlige leder Mikhail Gorbatjov indleder i 1989 forhandlinger med de vestlige sejrsmagter fra 2. verdenskrig om en genforening af Tyskland.

Som et led i forhandlingerne lover NATO-landene mundtligt, at de ikke vil udvide alliancen mod øst, ved at indlemme det genforenede Tyskland i alliancen.

Tyskland skal i stedet udgøre en neutral zone imellem de to alliancer.

Men de mundtlige løfter fører aldrig til en skriftlig, bindende aftale imellem NATO og Sovjetunionen.

Til sidst giver Gorbatjov sig i forhandlingerne og godkender, at Tyskland kan blive en del af NATO.

Nogle få måneder senere går Warszawa-pagten i opløsning.

1990: NATO's hemmelige partisanhær

Italiens premierminister, Giulio Andreotti, afslører i 1990, at NATO i hemmelighed har trænet hemmelige, paramilitære militser i de europæiske medlemslande.

De såkaldte Stay Behind-grupper skulle fungere som veltrænede og godt udrustede modstandsgrupper bag fjendens linjer, hvis Vesteuropa blev erobret Warszawa-pagten.

Nyheden skabte stor debat i Italien, især da det kom frem, at Stay Behind-enheder under Den Kolde Krig havde været involveret i nyfascistiske terrorangreb på kommunistiske organisationer.

3. oktober 1991: Tysk genforening

Genforeningen mellem Vesttyskland og DDR er en realitet, og Østtyskland ophører med at eksistere.

1992: NATO i krig i det tidligere Jugoslavien

Efter opfordring fra FN patruljerer NATO-skibe i Adriaterhavet for at opretholde en våbenembargo mod Serbien.

NATO genopfinder sig selv i 90’erne

NATO-tropper i Sarajevo.

Boots-on-the-ground: Italienske NATO-tropper i aktion i Sarajevo, Bosnien, i 1996.

© Shutterstock

Efter at Sovjetunionen faldt fra hinanden i 1991, og Rusland blev mere venligt stemt over for Vesten, satte mange politikere i NATO-landene spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var brug for NATO længere.

Men medlemslandene valgte at bibeholde alliancen, men nu med fornyede mål, nemlig at udføre humanitære missioner uden for medlemslandenes område, ved for eksempel at agere fredsvagt i konfliktzoner og som mægler i tilspidsede konflikter.

Og det var netop, hvad alliancen kom til med udbruddet af borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Beslutningen om at gå militært ind i Bosnien i 1995 var første gang, alliancen engagerer sig i aktive krigshandlinger.

Seks år senere, i 2001, blev NATO-traktatens artikel 5 for første – og hidtil eneste – gang aktiveret efter terrorangrebene på USA den 11. september.

NATO-styrker deltog i patruljering af amerikansk luftrum og farvande efter angrebet, og deltog aktivt i okkupationen af Afghanistan efter den amerikansk ledede invasion af landet.

12. april 1993: NATO opretter no-fly-zone i Bosnien

NATO går aktivt ind i borgerkrigen i ex-Jugoslavien. Det officielle formål er at beskytte den civilie befolkning. En no-fly zone bliver oprettet i udvalgte områder i Bosnien-Herzogivina.

I denne forbindelse kommer NATO ad flere omgange i direkte konfrontation med serbiske styrker. I februar 1994 bliver fire serbiske kampfly skudt ned af NATO-ild.

Spionfly fra NATO.

NATO har sine egne overvågningsfly. På billedet fra 2021 ses et Boeing E-3 Sentry AWACS (Airborne Warning and Control System).

© Shutterstock

1995: Massakrer og luftbombardementer

Krigen i ex-Jugoslavien eksalerer. Den serbiske hær bruger FN-soldater som bombeskjold for at undgå luftangreb.

Senere i juli 1995 finder folkedrabet i Sreberenica sted, det koster mere end 8.000 bosniske muslimer livet. Fra august får NATO yderligere beføjelser til at at bombe serberne.

December 1995: Fredsaftalen i Daytona.

Kombinationen af NATO’s offensiv og de bosniske muslimer og kroaters militæroffensiv tvinger de bosniske serbere til forhandlingsbordet.

I december 1995 indgår krigens parter en fredsaftale. Det sker i Wright-Patterson Air Force Base ved Dayton, Ohio, med præsident Bill Clinton som vært.

NATO's bombekampagne i Bosnien og Serbien er kontroversiel, da den ikke har fået støtte i FN – og fordi det viser sig at være umuligt at undgå, at mange civile bliver ofre for bomberne.

Skudhuller i boligblok i Sarajevo.

Skudhuller i boligblok i Sarajevo.

© Shutterstock

Fra mælkepulver til mortérgranater

Den 28. august 1995 var bosniske Sulejman Crncalos kone taget til Markale-markedet i Sarajevo.

”Vi havde hørt, at det var muligt at købe mælkepulver dér”, forklarede Sulejman senere.

Den formiddag omkring kl. 11. blev den fredelige markedsdag med ét afbrudt af lyden af mortérnedslag. Sulejman styrtede ned mod markedet, hvor hans kone befandt sig.

”Nogle få skridt derfra så jeg et stort rod og opstandelse. Der var blod over det hele, det flød i gaderne. Stumper af mennesker lå spredt rundt omkring. Tøjstumper lå overalt”.

Mortérangrebet dræbte 43, heriblandt Sulejmans kone. Yderligere 75 blev såret. Ud fra vinklen på granaternes nedslag kunne man efterfølgende fastslå, at angrebet havde fundet sted fra serbisk kontrolleret område.

NATO havde i de foregående år forsøgt at holde den skrøbelige fred i området ved hjælp af blokader og forhandling. Men der var nu ikke længere tvivl hos alliancens medlemmer om, at kun en militær intervention kunne forhindre endnu en massakre.

To dage efter angrebet på Markale-markedet indledte NATO-fly angreb på Serbiske stillinger, og før året var omme, var titusinder af NATO-soldater sendt ind i Bosnien for at sikre freden.

For første gang i alliancens 46 år lange historie var NATO gået i krig.

1999: NATO går i krig i Kosovo

Da der endnu engang udbryder krig i det tidligere Jugoslavien, denne gang i Kosovo, bliver der igen brug for fredsbevarende styrker. Men denne gang nedlægger Rusland veto i FNs sikkerhedsråd.

For først gang vælger NATO-landene derfor at gå i krig uden en FN-resolution i ryggen. I 78 dage bomber NATO serbiske stillinger og militære installationer.

12. marts 1999: Tre nye lande i NATO

Den fjerde udvidelse af NATO's skare af medlemslande finder sted. Tjekkiet, Ungarn og Polen bliver optaget i NATO. Alliancen er dermed vokset fra 16 til 19 lande.

11. september 2001: Angrebet på World Trade Center

Muslimske fundamentalister udsendt og finansieret af Osama Bin Laden udfører selvmordsangreb på Twin Towers i New York og på Pentagons hovedkvarter i Washington D.C..

9/11

Ruinerne af tårn 6.

Ruinerne af World Trade Centers tårn 6, som var den tredje bygning, der kollapsede, efter at tvillingetårnene var sunket i grus.

© Public domain / US Navy foto

Efter angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001, aktiveres Nato-pagtens Artikel 5 for første gang.

Artiklen påbyder alle alliancelande at komme til undsætning i tilfælde af, at et medlem kommer under angreb.

En amerikansk ledet koalition invaderer Afghanistan og Iraq og nedkæmper modstanden.

11. august 2003: NATO overtager ledelsen i Afghanistan

i 2003 overtager NATO ledelsen af de internationale sikkerhedsstyrker i Afghanistan (ISAF). Det er første gang, at NATO engagerer sig militær og operationelt uden for Europa.

Hvad står der i NATO's artikel 5?

I Den Nordatlantiske Traktats artikel 5 gøres det klart, i hvilke tilfælde alliancens medlemmer skal komme hinanden til hjælp.

Artikel 5 er den såkaldte "musketered": en for alle - alle for en.

2004: Syv nye lande optages i NATO

Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien bliver medlemmer af NATO.

2005 – NATO sender humanitær hjælp til Afrika

Da Den Afrikanske Union beder NATO om hjælp til sin fredsbevarende mission i den borgerkrigshærgede Darfour-region, Sudan, begynder et nyt kapitel i NATO's historie.

Alliancen begynder at sende humanitær hjælp til Darfour og senere samme år også til det jordskælvsramte Pakistan.

NATO engagerer sig endda også i USA, da orkanen Katrina rammer det sydlige USA i august 2005 og forårsager store oversvømmelser, navnlig i New Orleans.

NATO's 13 generalsekretærer

Jens Stoltenberg

Jens Stoltenberg – den nuværende generalsekretær i NATO.

© Shutterstock

NATO er i årenes løb blevet ledet af 13 forskellige generalsekretærer udpeget blandt medlemslandene.

I flere tilfælde har der været tale om forhenværende regeringsledere som det f.eks. er tilfældet med den nuværende generalsekretær, Jens Stoltenberg (Norge), og hans forgænger, Anders Fogh Rasmussen (Danmark).

2009 – Piratjagt ved Afrikas Horn

I de senere år har NATO deltaget i flere missioner i Afrika.

Både humanitære og missioner af mere militær karakter for eksempel i form af en bombekampagne mod Libyens Muammar Gadaffi i 2011, og ved at eskortere skibe i farvandene omkring Afrikas Horn, der har været plaget af pirateri.

Den britiske Royal Navy border muligt piratskib.

NATO bidrager til piratjagt ud fra Afrikas kyster under "task force 508".

© Flickr / Defense Imagery

Trump truer med at forlade NATO

Donald Trump ved NATO-topmøde.

Præsident Donald Trump taler på pressemøde under NATO-topmøde i Bruxelles i Belgien i 2018.

© Shutterstock

USA's præsident Donald Trump truede i sin embedsperiode fra 2017 til 2021 ved flere lejligheder med at trække USA ud af NATO.

Præsidenten anklagede de andre medlemslande for ikke at leve op til deres forpligtelser i alliancen. Bl.a. ved ikke at bruge de aftalte to pct. af landenes bruttonationalprodukt på deres forsvar.

Konflikten kunne i første omgang afværges, og da Trump ikke blev genvalgt i 2020, forsvandt truslen om en amerikansk udmeldelse.

”I en anden valgperiode med Trump, tror jeg, at vi ville have trukket os fra NATO”, forklarede daværende sikkerhedsrådgiver for Præsident Trump, John Bolton. ”Og jeg tror, at Putin ventede på det”, tilføjede han, med henvisning til den russiske præsident.

Krigen mellem Rusland og Ukraine

2014: Ruslands annektering af Krim-halvøen.

NATO ydede først og fremmest moralsk støtte under den første ukrainsk-russiske krig i 2014, der endte med, at Rusland indtog Krim-halvøen.

2021: NATO trækker sig ud af Afghanistan

Efter 20 års tilstedeværelse i Afghanistan trækker NATO sine styrker ud af landet og overlader landets forsvar til den afghanske hær, som NATO har hjulpet med at træne.

Kort efter NATO's tilbagetrækning bliver landet løbet over ende af de Taleban-styrker, som alliancen i to årtier uden held har forsøgt at nedkæmpe.

24. februar 2022: Rusland invaderer Ukraine

NATO spiller en langt større rolle op til Ruslands angreb på Ukraine i 2022 end i den foregående ukrainsk-russiske krig

Stærke kræfter i Ukraine, herunder præsident Volodymyr Zelenskyj, havde op til krigen udtrykt ønske om at blive optaget i NATO.

Det havde virket som en rød klud i ansigtet på Putin og Rusland, hvilket fremgik tydeligt at Ruslands NATO-fjendtlige retorik op til krigens udbrud.

Ødelagte, russiske tanks

Med våben stillet til rådighed af NATO-landene nedkæmpede ukrainerne de russiske tanks nær Kyiv.

© Shutterstock

Efter Ruslands invasion bidrager både NATO og de enkelte NATO-lande med både våben og anden militær støtte til Ukraine. NATO har desuden påtaget sig en rolle som koordinator af den humanitære bistand.

For NATO's vedkommende er det dog stadig en proxy-krig – det vil sige en stedfortræderkrig, hvor NATO ikke engagerer sig direkte med militære styrker.

NATO giver selv officielt udtryk for, at dette er i overensstemmelse med NATO's selvopfattelse som netop en forsvarsalliance.