NATO: tidslinje for en forsvarsalliance i forvandling

I dag er vi vant til, at NATO deltager i militære operationer rundt om i verden. Men sådan har det ikke altid været.

Fra at være en alliance, der skulle forsvare Vesteuropa, har NATO påtaget sig nødhjælpsopgaver i hele verden og er sågar gået i krig. Følg NATO her igennem alle alliancens forvandlinger.

1945: Afslutningen på 2. verdenskrig

Efter den ødelæggende 2. verdenskrig opstår der en ny magtdynamik i verden. Sovjetunionen, USA og Storbritannien har kæmpet på samme side mod Nazityskland, men allerede inden verdenskrigens afslutning står det klart, at alliancen lever på lånt tid.

5. marts 1946: Churchills jerntæppe-tale

Winston Churchill holder sin berømte jerntæppe-tale i Fulton, Missouri. I talen udtrykker han sin stærke bekymring for, at et jerntæppe er ved at sænke sig i Europa: Mellem de østeuropæiske stater kontrolleret af Sovjetunionen og de demokratiske stater i Vesteuropa.

21-25. februar 1948: Pragkuppet

Det kommunistiske parti tager magten i Tjekkoslavakiet ved et kup. Under landets parlamentariske krise i tiden op til kuppet hang truslen om en sovjetisk militær intervention i luften, det gav kommunisterne lettere spil.

24. juni 1948 - 12. maj 1949: Luftbroen til Vestberlin

Sovjetunionen indleder en blokade af Vestberlin den 24. juni 1948 for at få fuld kontrol med Berlin, der siden 2. verdenskrigs afslutning har været delt mellem de allierede sejrherrer. Som svar på blokaden indleder vestmagterne en luftbro med forsyninger til det indesluttede Vestberlin. Sovjetunionen opgiver blokaden året efter, den 11. maj 1949.

12. marts 1947: Truman-doktrinen

I en tale til det amerikanske senat formulerer præsident Harry S. Trum sin regerings nye, såkaldte inddæmningspolitik. Formålet er at støtte de lande, som risikerer at blive løbet over ende af Sovjetunionen. Den samme tanke er central for grundlæggelsen af NATO.

4. april 1949: Nato grundlægges

Nato bliver en realitet i 1949. Forsvarsalliancen ratificeres af de 12 medlemslande den 4. april 1949.

Oprindelig bestod NATO-alliancen kun af 12 lande. I 2022 er antallet nået op på 30 lande.

1950: NATO's første generalsekretær - Lord Hastings Ismay

Churchills tidligere stabschef, Lord Hastings Ismay, bliver udpeget som NATOs første generalsekretær – den officielle betegnelse for lederen af NATO.

Hastings Ismay havde været en del af den britiske generalstab, og han havde under krigen deltaget på de fleste større konferencer mellem de allierede ledere – blandt andet i Casablanca, Moskva, Cairo, Teheran og Jalta.

1950: Eisenhower - militær øverstkommanderende for NATO

General Dwight D. Eisenhower, den senere amerikanske præsident, bliver udpeget som den første millitære øverstkommanderende for NATO. Positionen som “Supreme Nato Commander” var i de følgende mange år forbeholdt amerikanske 4-stjernede generaler.

1950-53: Koreakrigen - uden NATO

Efter 2. verdenskrig var Korea blevet delt i to besættelseszoner langs den 38. breddegrad: Sovjetunionen administrerede det nordlige og USA det sydlige Korea.

Som årene gik, steg spændingerne, og i 1950 bryder krigshandlinger ud, da styrker fra Nordkorea overskrider grænsen til Sydkorea.

Angrebet resulterer i en fordømmelse i FN's sikkerhedsråd, samtidig intervenerer USA i krigen på Sydkoreas side. Sovjetunionen og Kina støtter på den anden side Nordkorea. Kina engagerer sig også senere også militært i krigen med flere hundredetusinde soldater på Nordkoreas side.

Flere lande tager del i krigen enten med våbenhjælp eller med militære enheder.

En international magt glimrer dog ved sit fravær – NATO. Der skal endnu gå mange år, før NATO binder an med at sende kamptropper ud til konflikter.

Afslutningen på Koreakrigen bliver, at grænsen mellem de to stater genetableres ved den 38. breddegrad.

1952: Grækenland og Tyrkiet optages i NATO

Den første udvidelse af NATO fandt sted i 1952, da Grækenland og Tyrkiet bliver lukket ind i NATO-alliancen.

Tyrkiet, hvis grænse stødte op til Sovjetunionen, søgte sikkerhed i forsvarsalliancen. Det samme gjaldt Grækenland, der ikke ville risikere at ende som neutralt land klemt inde mellem et Tyrkiet i NATO og en Balkanhalvø under sovjetisk indflydelse.

1953: Nikita Khrusjtjov – ny sovjetisk leder

Josef Stalin dør den 3. marts 1953. Efter en kort overgangsperiode overtager Nikita Khrusjtjov den 14. september 1953 posten som generalsekretær for det kommnunistiske parti.

Han bliver dermed Sovjetunionens reelle leder. En post han beholder, til han bliver tvunget på pension i 1966.

1954: Sovjetunionen vil med i NATO

Sovjetunionen protesterede mod planerne om optagelse af Vesttyskland i NATO ved at påpege, at en allianceudvidelse var med til at destabilisere balancen i Europa.

I et forsøg på – efter eget udsagn – at garantere fred i Europa foreslog Sovjetunionen derfor i 1954, at også Sovjet også skulle optages i NATO.

Forslaget blev hurtigt afvist af alliancepartnerne, der frygtede, at Sovjetunionen ene og alene søgte om medlemskab for at ødelægge alliancen indefra.

23. oktober 1954: Vesttyskland optages i NATO

Forbundskansler Konrad Adenauer underskriver på vegne af Vesttyskland Den Nordatlantiske Forsvarspagt i Quai d´Orsay i Paris. Hermed er Vesttyskland optaget i NATO.

14. maj 1955: Warszawa-pagten dannes

Warszawa-pagten blev oprettet som et modsvar på NATO. Pagten blev underskrevet i 1955 af otte lande. Kredsen af medlemslande blev ikke udvidet i løbet af Warszawa-pagtens levetid. Derimod faldt nogle lande med tiden fra.

1956: Opstanden i Ungarn

Uroligheder opstår i Ungarn den 23. oktober i protest mod landets kommunistiske regime og Sovjetunionens dominerende indflydelse på Ungarns politik.

Regeringen bliver væltet og den moderate kommunist Imre Nagy bliver indsat som regeringsleder. 1. november bekendtgør han, at Ungarn ønsker at træde ud af Warszawa-pagten.

Den 4. november intervenerer Sovjetunionen militært. Efter efter en uges hårde gadekampe i Budapest, bliver oprøret kvalt. Ungarn forbliver i Warszawa-pagten, og Imre Nagy henrettes.

20. januar 1961: John F. Kennedy bliver præsident

John F. Kennedy indsættes som præsident i USA efter at have besejret Richard Nixon ved præsidentvalget et par måneder forinden.

13. august 1961: Muren deler Berlin

Officielt hed det sig i Østblokken, at Berlinmuren blev opført som en “antifascistisk beskyttelsesvold”, der skulle forhindre fremmede magter i at angribe arbejder- og bondestaten DDR. I virkeligheden var den rettet mod landets egen befolkning for at forhindre en masseflugt til vest.

Oktober 1962: Missilkrisen på Cuba

Hele verden kommer under Cuba-krisen i yderste alarmberedskab. Begivenheden er efter alt at dømme det tætteste, NATO og Warszawa-pagten kommer på en militær konfrontation.

22. november 1963: JFK myrdet i Dallas, Texas

Under et besøg i Dallas bliver John F. Kennedy skudt af Lee Harvey Oswald, mens han kører igennem byen i en bilkortége. Vicepræsident Lyndon B. Johnson bliver ny præsident i USA.

August 1964: Hændelsen i Tonkin-bugten

Efter en militær konfrontation i Tonkin-bugten i Vietnam, hvor to amerikanske militærfly bliver skudt ned og en pilot tages til fange af nordvietnameserne, giver Kongressen i USA præsidenten bemyndigelse til at udvide den amerikanske militære tilstedeværelse i Vietnam og møde enhver fjendtlig handling med magt.

NATO tager ikke på noget tidspunkt officielt del i Vietnam-krigen.

November 1964: Støtte til Nordvietnam

Både Sovjetunionen og Kina udvider deres støtte til det kommunistiske styre i Nordvietnam med rådgivere og våben.

1981: Spanien optages i NATO

I 1975 dør Spaniens diktator Francisco Franco, og demokratiseringen af landet begynder. I 1982 bliver Spanien optaget i NATO. I 1986 bliver den politiske beslutning ratificeret ved en folkeafstemning.

1985: Gorbatjov overtager magten i Sovjetunionen

Mikhail Gorbatjov indtræder i 1985 i embedet som generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP).

Han ønsker at reformere sit land med perestroika (omstruktuering) og glasnost (åbenhed).

Han bliver en darling i Vesten, men hans bestræbelser fører til kaos i Sovjet, og landene i Warszawa-pagten begynder at tage beslutninger, som ikke er afstemt med Moskva.

9. november 1989: Berlinmuren åbnes

På en pressekonference i Østberlin nævner politbureaumedlemmet Günter Schabowski henkastet, at DDR-borgere nu kan rejse frit til Vesttyskland.

Ved midnat krydser de første østtyskere grænsen til Vestberlin. Herefter er der ingen vej tilbage. DDR går støt og roligt sin undergang i møde.

1990: NATO's hemmelige partisanhær

Italiens premierminister, Giulio Andreotti, afslører i 1990, at NATO i hemmelighed har trænet hemmelige, paramilitære militser i de europæiske medlemslande.

De såkaldte Stay Behind-grupper skulle fungere som veltrænede og godt udrustede modstandsgrupper bag fjendens linjer, hvis Vesteuropa blev erobret Warszawa-pagten.

Nyheden skabte stor debat i Italien, især da det kom frem, at Stay Behind-enheder under Den Kolde Krig havde været involveret i nyfascistiske terrorangreb på kommunistiske organisationer.

3. oktober 1991: Tysk genforening

Genforeningen mellem Vesttyskland og DDR er en realitet, og Østtyskland ophører med at eksistere.

1992: NATO i krig i det tidligere Jugoslavien

Efter opfordring fra FN patruljerer NATO-skibe i Adriaterhavet for at opretholde en våbenembargo mod Serbien.

12. april 1993: NATO opretter no-fly-zone i Bosnien

NATO går aktivt ind i borgerkrigen i ex-Jugoslavien. Det officielle formål er at beskytte den civilie befolkning. En no-fly zone bliver oprettet i udvalgte områder i Bosnien-Herzogivina.

I denne forbindelse kommer NATO ad flere omgange i direkte konfrontation med serbiske styrker. I februar 1994 bliver fire serbiske kampfly skudt ned af NATO-ild.

1995: Massakrer og luftbombardementer

Krigen i ex-Jugoslavien eksalerer. Den serbiske hær bruger FN-soldater som bombeskjold for at undgå luftangreb.

Senere i juli 1995 finder folkedrabet i Sreberenica sted, det koster mere end 8.000 bosniske muslimer livet. Fra august får NATO yderligere beføjelser til at at bombe serberne.

December 1995: Fredsaftalen i Daytona.

Kombinationen af NATO’s offensiv og de bosniske muslimer og kroaters militæroffensiv tvinger de bosniske serbere til forhandlingsbordet.

I december 1995 indgår krigens parter en fredsaftale. Det sker i Wright-Patterson Air Force Base ved Dayton, Ohio, med præsident Bill Clinton som vært.

NATO's bombekampagne i Bosnien og Serbien er kontroversiel, da den ikke har fået støtte i FN – og fordi det viser sig at være umuligt at undgå, at mange civile bliver ofre for bomberne.

1999: NATO går i krig i Kosovo

Da der endnu engang udbryder krig i det tidligere Jugoslavien, denne gang i Kosovo, bliver der igen brug for fredsbevarende styrker. Men denne gang nedlægger Rusland veto i FNs sikkerhedsråd.

For først gang vælger NATO-landene derfor at gå i krig uden en FN-resolution i ryggen. I 78 dage bomber NATO serbiske stillinger og militære installationer.

12. marts 1999: Tre nye lande i NATO

Den fjerde udvidelse af NATO's skare af medlemslande finder sted. Tjekkiet, Ungarn og Polen bliver optaget i NATO. Alliancen er dermed vokset fra 16 til 19 lande.

11. september 2001: Angrebet på World Trade Center

Muslimske fundamentalister udsendt og finansieret af Osama Bin Laden udfører selvmordsangreb på Twin Towers i New York og på Pentagons hovedkvarter i Washington D.C..

11. august 2003: NATO overtager ledelsen i Afghanistan

i 2003 overtager NATO ledelsen af de internationale sikkerhedsstyrker i Afghanistan (ISAF). Det er første gang, at NATO engagerer sig militær og operationelt uden for Europa.

2004: Syv nye lande optages i NATO

Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien bliver medlemmer af NATO.

2005 – NATO sender humanitær hjælp til Afrika

Da Den Afrikanske Union beder NATO om hjælp til sin fredsbevarende mission i den borgerkrigshærgede Darfour-region, Sudan, begynder et nyt kapitel i NATO's historie.

Alliancen begynder at sende humanitær hjælp til Darfour og senere samme år også til det jordskælvsramte Pakistan.

NATO engagerer sig endda også i USA, da orkanen Katrina rammer det sydlige USA i august 2005 og forårsager store oversvømmelser, navnlig i New Orleans.

2009 – Piratjagt ved Afrikas Horn

I de senere år har NATO deltaget i flere missioner i Afrika.

Både humanitære og missioner af mere militær karakter for eksempel i form af en bombekampagne mod Libyens Muammar Gadaffi i 2011, og ved at eskortere skibe i farvandene omkring Afrikas Horn, der har været plaget af pirateri.

Efter Ruslands invasion bidrager både NATO og de enkelte NATO-lande med både våben og anden militær støtte til Ukraine. NATO har desuden påtaget sig en rolle som koordinator af den humanitære bistand.

For NATO's vedkommende er det dog stadig en proxy-krig – det vil sige en stedfortræderkrig, hvor NATO ikke engagerer sig direkte med militære styrker.

NATO giver selv officielt udtryk for, at dette er i overensstemmelse med NATO's selvopfattelse som netop en forsvarsalliance.