Naziforskere skulle forvandle Egypten til en stormagt

Fra en bunker i nærheden betragter Egyptens enevældige præsident, Gamal Abdel Nasser, tilfreds rakettens himmelfart. Affyringen er den triumf, han har ventet på, siden han 10 år tidligere tog magten i Egypten.

Nu er det kun et spørgsmål om tid, før hans militær bliver stærkere end ærkefjenden Israels. Den nye raket skal cementere Egyptens status som den arabiske verdens førende militærmagt. Og dens bemaling viser, at Nasser har allieret sig med sande eksperter:

Raketten har skaktern – ligesom de V2-raketter, nazisterne i 1942 affyrede fra forsøgsanlægget i Peenemünde ved Østersøen.

Stormagter dominerede

At gennemføre en raketaffyring havde ikke været en let opgave for Egypten. Efter selvstændigheden i 1922 manglede landet alt, og egypterne forblev afhængige af den gamle koloniherre, Storbritannien. Det gjaldt også militæret, som briterne i løbet af årene forsynede med materiel og rådgivere.

I 1947 trak briterne de sidste militærrådgivere hjem fra Cairo. Afskeden kom særdeles ubelejligt for egypterne – året efter blev staten Israel grundlagt, og en krig mellem det nye land og de arabiske naboer brød ud.

Med skånselsløs tydelighed viste krigen, at det egyptiske militær ikke var tidssvarende. I stedet for at udslette Israel led den arabiske verden nederlag.

Ydmygelsen var næsten ubærlig for egypterne, og på en bølge af nationalisme greb oberstløjtnant Gamal Abdel Nasser i 1952 magten ved et ublodigt kup mod kong Farouk.

På dette tidspunkt var den kolde krigs grænser endnu ikke trukket i Mellemøsten. Både øst og vest forsøgte at vinde egypternes gunst ved at levere maskiner, fødevarer og ikke mindst våben.

Nasser spillede i sine første regeringsår på begge heste, men strategien fungerede kun, så længe stormagterne spillede med:

I 1955 standsede briterne leverancen af Vampire-jagerfly i protest mod, at Egypten også tog imod hjælp fra Sovjetunionen. Og russerne på deres side havde svært ved at levere reservedele til Egyptens MiG-15-jagerfly.

Ærgerlig over igen at være i stormagternes vold traf Nasser en skæbnesvanger beslutning. Han ville skabe et egyptisk militær, der havde egyptisk fremstillede jagerfly og missiler.

Egypterne selv havde ingen eksperter på dette felt. Nasser måtte hverve den nødvendige hjælp i udlandet, og han rettede blikket mod Europa.

Krigsfanger byggede fly til fjenden

Tidspunktet kunne ikke være bedre, for netop i disse år så hundredvis af nazitidens forskere og ingeniører sig om efter et job.

Efter 2. verdenskrig havde de allierede sejrherrer taget nazisternes våbeneksperter til fange, så de kunne medvirke i militære udviklingsprojekter i Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig.

I løbet af 1950’erne havde forskerne udstået deres straf og fået lov at vende hjem igen, men mange af dem kunne ikke finde sig til rette i det demokratiske Vesttyskland. Opgaverne i den civile industri interesserede dem ikke for alvor, og på arbejdspladserne fik mange en kold skulder pga. deres nazistiske fortid.

Frem til 1945 havde Hitlers eksperter stået for banebrydende opfindelser – fx raketter og jetfly – og nu længtes de efter at fortsætte arbejdet. Den mulighed tilbød Nasser.

“Flyfabrik i Nordafrika søger specialister”, lød overskriften i tyske jobannoncer i sommeren 1958. Ansøgere blev opfordret til at skrive til en postboks i Zürich, Schweiz.

Bag annoncen stod Hassan Sayed Kamil, der var direktør for to firmaer: handelsfirmaet Meco og MTP-AG, der angiveligt producerede maskiner, turbiner og pumper.

Den respektable direktør Kamil levede i Zürich, havde schweizisk statsborgerskab og var gift med hertuginde Helene af Mecklenburg. I realiteten var han ansat af Egyptens forsvarsministerium til at skaffe teknologi og materialer, som en international handelsembargo afskar egypterne fra at købe.

Jobannoncerne blev en succes. Hassan Sayed Kamil skulle ikke vente længe, før de første ansøgere meldte sig. Blandt dem var østrigeren Ferdinand Brandner.

Under krigen havde han været SS-officer og arbejdet med udvikling af flymotorer hos Junkers. I foråret 1945 forsøgte Brandner og hans kolleger at flygte fra fabrikken i Dessau, men de blev taget til fange af Den Røde Hær.

Sovjetsoldaterne rev Junkers-fabrikken ned og genopbyggede den sten for sten i Kujbysjev ved Volgafloden. Dernæst blev Brandner og kollegerne sat i arbejde. Prisen for deres frihed var at bygge en ny motor.

Under Brandners ledelse udviklede de tilfangetagne ingeniører en turbopropmotor til bombeflyet Tupolev Tu-95. Det kunne flyve 925 km/t., havde en rækkevidde på 15.000 km og overgik alt, hvad Vesten på den tid kunne præstere.

I 1953 vendte Brandner hjem til Østrig. Her fik han flere ledende stillinger uden at falde til ro.

Messerschmitt fulgte Brandner

Derfor skrev Brandner til Kamil, der inviterede ham til Cairo. Da Brandner i begyndelsen af 1960 ankom til Cairo til de indledende samtaler, lod han sig smigre af stjernebehandlingen på det fornemme Shepheard’s Hotel.

“Airconditioningen summede sagte og gav en behagelig rumtemperatur. På bordet stod rødgule roser og en skål med dejlig frugt. Det var en begyndelse, der gjorde indtryk”, skrev Brandner i sine erindringer.

Østrigeren underskrev en fem-årig kontrakt, der gjorde ham til leder af fornyelsesprogrammet for det egyptiske luftforsvar.

I Zürich nøjedes Kamil ikke med at vente på ansøgninger. Han headhuntede målrettet videnskabsfolk og ingeniører hos Vesttysklands og Østrigs fremmeste virksomheder og læreanstalter.

Samtidig fik han forbindelse med Willy Messerschmitt – tyskernes legendariske flykonstruktør, der bl.a stod bag jetflyet Me 262.

Messerschmitt havde efter krigen afsonet to års fængsel for at have anvendt slavearbejdere på sine fabrikker. Efter løsladelsen forhindrede Vesttysklands afmilitarisering ham i at bygge krigsfly – i stedet måtte firmaet nu fremstille symaskiner og kabinescootere (en minibil med plads til to personer).

Restriktionerne fik Messerschmitt til at tilbyde den spanske diktator, Francisco Franco, sin tjeneste. I Spanien stod Messerschmitt bag udviklingen af jetflyet HA-200, og da muligheden bød sig, indgik han også en aftale med Nasser. Med sig havde flykonstruktøren tegningerne til en lille, ultrahurtig jager, HA-300.

Arbejdet går i gang

I sommeren 1960 var omkring 200 tyske og østrigske ingeniører ansat i Nassers våbenindustri. Brandner og hans kolleger på flyprojektet holdt til i militærfabrikkerne nr. 36 og nr. 135 i Helwan – omkring en halv times kørsel fra hovedstaden Cairo.

Konstruktørerne fik nok at se til. Messerschmitts HA-300 skulle oprindeligt have haft en britisk jetmotor – en Bristol Orpheus – men briterne ville ikke sælge til Nasser. Derfor måtte de tyske og østrigske ingeniører med Brandner i spidsen i gang med at konstruere en ny motor fra grunden.

På samme tid arbejdede andre ingeniører med at bygge raketter i militærfabrik nr. 333 i Cairo-forstaden Heliopolis nær Nassers residens.

Blandt de ledende medarbejdere var Wolfgang Pilz og Eugen Sänger, som havde været fremtrædende raketforskere hos Wernher von Braun i Peenemünde.

Efter krigen kom de i fangenskab i hhv. Frankrig og England. Pilz var drivkraften bag udviklingen af franskmændenes Véronique-raket – en videreudvikling af den tyske V2-raket.

Kamil kontaktede de to forskere, mens de arbejdede på Stuttgart Forskningsinstitut – en førende læreanstalt inden for jetturbiner og flyteknologi. I Egypten blev det deres opgave at konstruere raketter, der kunne ramme mål med stor præcision på lang afstand.

Messerschmitt leverede designet til Nassers jagerfly

Nassers eksperter levede i luksus

Forskernes eksilsamfund omfattede på sit højeste ca. 500 tyskere og østrigere. Mange af dem havde taget deres familier med, og synet af blonde børn i Cairos gadebillede blev ganske almindeligt.

Familierne levede en behagelig tilværelse, som de færreste egyptere kunne forestille sig. Eksperterne fik en månedsløn på omregnet 95.000-130.000 nutidskroner – og boede i luksuslejligheder eller villaer.

Og for projektlederne var luksussen endnu vildere: Brandners domicil fyldte hele niende sal i et nybygget højhus i det mondæne Zamalek-kvarter på en ø midt i Nilen. Nubiske tjenere vartede familien op.

Forskernes børn blev sendt i byens tysk-evangeliske skole, og forældrene kunne frit dyrke deres hjemlandes skikke – bl.a. ved at lade delikatesser flyve ind fra Tyskland. På den måde kunne Brandner arrangere et ægte rhinlandsk karneval på Hilton Hotel i Cairo, hvor øllet flød i stride strømme.

Fritiden tilbragte tyskerne og østrigerne på barer og i country clubs – eller med at tage familien med på opdagelsesture i de eksotiske omgivelser.

“Uforglemmelige var nætterne i telt ved Det Røde Hav med dets ensomme koralrev. Med snorkel og dykkerdragt udforskede vi den smukke verden under vandet”, berettede Brandner.

Nasser hyrede Hitlers eksperter

Israel kom Egypten i forkøbet

Efter et års tid begyndte præsident Nasser at blive utålmodig. Han ville se resultater. Det hele spidsede til, da Israel om morgenen den 6. juli 1961 prøveaffyrede raketten “Shavit 2”.

Shavitten – hebraisk for komet – var ikke videre avanceret. I modsætning til hvad 2-tallet indikerede, havde raketten heller ingen forgænger. Tallet var tilføjet for at gøre egypterne nervøse; planen lykkedes.

En oprevet Nasser kaldte en af de ledende ingeniører på raketprogrammet, Eugen Sänger, til sit kontor, så de sammen kunne studere billederne af Israels nyskabelse. Sänger fortalte, at raketten efter hans bedste overbevisning endnu ikke kunne bruges til militære formål.

Nassers bekymring skyldtes dog ikke bare raketopsendelsen. Han formodede, at affyringen var et vink om, at Israels efterretningstjeneste Mossad havde fået færten af de egyptiske udviklingsprojekter.

Formodningen var rigtig. Selvom israelerne ikke kendte detaljerne om Nassers jagerfly og raketter, vidste Mossad, at noget var under opsejling – og at tyske og østrigske videnskabsfolk var en del af planen. Den israelske regering begyndte da også snart at presse Vesttyskland for at få landet til at beordre eksil-tyskerne hjem.

De to lande havde endnu ikke indgået diplomatiske forbindelser, så protesten blev fremført fra talerstolen i det israelske parlament, Knesset.

“De overlevende fra de tyske dødslejre vil ikke se passivt til, hvis tyske neonazister i den egyptiske diktators tjeneste forbereder Israels tilintetgørelse”, sagde arbejdsministeren Yigal Allon.

Udenrigsminister Golda Meir opfordrede vesttyskerne til at hente de tyske eksperter hjem vha. en særlov.

I Bonn svarede regeringen først henholdende, men Hitlers og nazisternes krigsforbrydelser hang som en tung sky over den nye stat. Efter et ministermøde i oktober 1961 lod myndighederne de eksil-tyskere, som var tilknyttet forskningsinstituttet i Stuttgart, vide, at de ikke længere var velkomne på deres gamle arbejdsplads.

Selvom medarbejderne var rejst til Cairo med regeringens vidende, lød det i regeringens udmelding, at “et samarbejde med Egypten er egenrådigt, politisk uklogt og langt ud over rimelighedens grænser”.

Beskeden fik Eugen Sänger til straks at forlade Egypten. Han undlod dog ikke at fortælle om sine bevæggrunde for at gå i Nassers tjeneste i et interview med den britiske avis The Times:

“For mig og mine kolleger var der ingen praktisk mulighed for raketforskning i Vesttyskland”.

Af den grund valgte mange af tyskerne at trodse den vesttyske regering og blive hos Nasser.

Missiltest forløb planmæssigt

Den 21. juli 1962 strøg de første egyptiske raketter – fire i alt – til vejrs for øjnene af de måbende udenlandske journalister i det udtørrede flodleje Wadi Natrun.

“Egypten er nu trådt ind i missilalderen og indtager dermed en plads blandt verdens fremmeste inden for udvikling af missilteknologi”, erklærede speakeren i den egyptiske statsradio kort efter.

To dage senere blev raketterne “Al Kahir” (Erobreren på arabisk) og “Al Safir” (Sejrherren) kørt gennem Cairo under en storstilet militærparade, der skulle markere 10-årsdagen for præsident Nassers magtovertagelse.

Raketternes parade vakte bestyrtelse i Israel. Nok var Mossad klar over, hvad de tyske og østrigske forskere arbejdede med, men ingen havde regnet med, at raketterne var nået længere end til tegnebrættet.

Nasser gjorde intet for at berolige israelerne.

Da en reporter spurgte, hvor langt raketterne kunne nå, svarede han bramfrit, at de havde en rækkevidde på 400 km – at de kunne nå alt “syd for Beirut”. Eller med andre ord: Hele Israel.

I et andet interview var Nasser endnu mere direkte:

“Jeg ønsker, at verden skal vide, at vi ikke vil tillade Palæstina at være i hænderne på Israel”.

Mossad gik i aktion

Mindre end en måned senere, den 16. august 1962, viste Mossad-chefen, Isser Harel, et dokument fra den egyptiske sikkerhedstjeneste til regeringschefen. Dokumentet, der var givet videre af to medarbejdere i Kamils firmaer i Schweiz, indeholdt en liste over materialer, som Kamil skulle skaffe for at fremstille 900 missiler.

Mossad konkluderede, at der kun var én måde at afværge katastrofen på: Nassers videnskabsfolk skulle stoppes. “Operation Damokles” blev sat i værk.

I den harmløse ende af efterretningstjenestens midler var anonyme trusselsbreve til eksperternes familier. De blev opfordret til at overtale deres mænd og fædre til at vende hjem igen, ellers…

Andre slap ikke med et brev.

Den 7. juli 1962 havde direktør Kamil chartret et privatfly til sig selv og hustruen, hertuginde Helene, der skulle hjem fra ferieøen Sild i Nordsøen. Med kort varsel måtte han aflyse sin tur, så hertuginde Helene fløj alene. Flyet styrtede ned, og hertuginden omkom. Om det var et uheld – eller om Mossad stod bag – er aldrig opklaret.

Lige så gådefuld er Heinz Krugs forsvinden. Hans opgave var at skaffe de materialer, som raket-projektet havde brug for. Den 11. september 1962 blev han kaldt til møde i München og er aldrig set siden.

I slutningen af november fik en af fabrikkerne i Helwan en pakke tilsendt fra Hamborg. Da pakken blev åbnet, eksploderede en bombe, som dræbte fem egyptiske arbejdere.

Den 20. februar 1963 blev der skudt mod raketforskeren Hans Kleinwächter i Lörach, Vesttyskland, da han sad i sin bil. Kleinwächter blev skudt gennem forruden, men slap uskadt fra attentatet, da kuglen blev bremset af ruden og standset af hans tykke, uldne halstørklæde.

Forskere blev beskyldt for jødehad

Kort efter begik Mossad en fejl. Den 2. marts 1963 satte to agenter den 25-årige Heidi Goercke, datter af raketforskeren professor Paul Goercke, og hendes 21-årige lillebror, Hans, stævne på et hotel i Basel. De fortalte, at hele familien ville være i fare, hvis ikke deres far straks forlod Egypten.

Uheldigvis for israelerne havde det schweiziske politi i længere tid efterforsket Mossads attentater. Politiet overvågede mødet, og agenterne blev efterfølgende arresteret og sigtet for truslerne. Sagen kom for retten i Schweiz tre måneder senere, og afsløringerne om Mossads metoder vakte bestyrtelse i Vesten.

Forargelsen fik dog aldrig sin fulde virkning. Den kolde krigs logik fik nu USA til at betragte Israel som Vestens forpost i Mellemøsten. Da Israel samtidig antydede, at Nassers eksperter ikke kun var ude efter penge, men også fandt tilfredsstillelse i at skabe våben, som kunne udslette den jødiske stat, vandt israelerne international sympati.

Med verdenssamfundets vrede rettet mod sig – og af frygt for deres liv – begyndte de tyske og østrigske videnskabsfolk at forlade Egypten en for en. Ved udgangen af 1963 var de fleste rejst hjem.

Forskernes afrejse betød enden på Nassers raketprogram. Også planerne om jetjageren måtte egypterne opgive. Kun tre eksemplarer af Brandners og Messerschmitts HA-300 var bygget, da arbejdet endegyldigt blev indstillet i 1969.

Nasser var fremover tvunget til at købe våben fra Sovjetunionen, og hans drøm om uafhængighed af stormagterne var forbi.

Brandner blev i Egypten til den bitre ende. Først i august 1969 tog han afsked med sine nubiske tjenere for at gå ombord på skibet Syria med kurs mod Europa.

I sine erindringer, udgivet i 1973, giver Brandner luft for sin bitterhed over at måtte opgive “et værk, som vi havde opbygget med alle vores kræfter som indsats. Opgaven var enestående, og sådan vil det være for altid. Dens lige findes ikke”.

Efterskrift: I 2018 stod to pensionerede Mossad-folk frem og fortalte i tysk TV, at de havde været med til at bortføre raketprojektets indkøber Heinz Krug fra München og køre ham til Marseille. Her blev han under bedøvelse båret ombord på et skib og sejlet til Israel. Krug blev angiveligt afhørt og tortureret i månedsvis, før han blev henrettet og dumpet i Middelhavet, fortalte agenterne. Krugs børn har bedt staten Israel om en forklaring. Mossad-agenterne kaldte henrettelsen “en skændsel”.