Russisk atom-ubåd sendte CIA på lyssky mission

“Vi har fundet vores mål”

Den 10. marts giver Moskva tilladelse til, at flåden påbegynder en eftersøgning af den forsvundne ubåd. Sovjetiske skibe, ubåde og fly krydser frem og tilbage over K-129’s formodede rute.

Den amerikanske ubåd USS Barb holder i mellemtiden øje med russerne, og kommandør Bernard Kauderer har aldrig oplevet sovjetiske ubåde være så skødesløse:

“Fire-fem ubåde stod til søs og begyndte at tæske havet igennem med deres sonar. De forsøgte ikke engang at undgå at blive opdaget”, fortæller han. Russerne er på noget af en opgave.

Eftersøgningsområdet strækker sig over 1.374.000 km2 oprørt hav. Efter fire uger er der stadig intet spor af K-129.

Eftersøgningen indstilles, og Admiral Dygalo må nøjes med at konkludere,

at ubåden er gået ned på en ukendt position med samtlige 98 besætningsmedlemmer om bord.

Men positionen er ikke ukendt for alle. For mens russerne har opgivet, er amerikanerne på sporet. USA's flåde har et helt net af undersøiske lyttestationer, hvorfra hydrofoner – dvs. undervandsmikrofoner – registrerer ubådslyde.

Hydrofoner i Stillehavet har opfanget to markante lyde med seks minutters mellemrum. Da lydene er registreret af fire forskellige lyttestationer, kan amerikanerne pejle sig ind på, at noget dramatisk – sandsynligvis et ubådsforlis – er sket inden for et tre km2 stort område 1.590 sømil nordvest for Hawaii.

På dette sted er Stillehavet over fem km dybt. Den amerikanske flåde bygger derfor et tre et halvt meter langt torpedolignende eftersøgningsfartøj, som kaldes Fisken og er udstyret med sonar, projektører og kameraer.

Fisken sænkes ned i dybet og slæbes efter atomubåden USS Halibut, som i ugevis gennemtrawler området.

Hver sjette dag trækkes det 7.600 m lange slæbetov tilbage om bord på Halibut, så Fiskens film kan blive fremkaldt, og en dag i september stormer en fotograf ind i kaptajnens kahyt og udbryder:

“Jeg tror, vi har fundet vores mål!”

Et billede viser K-129 liggende på 5.120 meters dybde. Fisken tager de næste dage over 20.000 billeder af den havarerede ubåd, som er brækket over i to, inden USS Halibut sejler tilbage til flådebasen Pearl Harbor på Hawaii.

Et skelet med støvler på

I Washington er flådens eksperter helt ekstatiske. Undervandsoptagelserne er ganske vist af vekslende kvalitet, men de bedste billeder af ubådsvraget er forbløffende skarpe.

“Et af fotografierne viste en sømand, som lå på bunden. Kun et skelet. Intet tøj. Intet overlevelsesudstyr. Kun et skelet – med støvler på”, fortæller en af den amerikanske flådes ingeniører, Raymond Feldman.

På billederne ser det ud, som om u-båden rummer en intakt missilsilo og muligvis et R-21-missil – et af Sovjetunionens mest avancerede atomvåben.

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, brænder efter at få bedre informationer om den sovjetiske atomteknologi og er umådeligt interesseret i at få fat på K-129’s missiler.

Men det vil kræve en helt ny teknologi: Ingen har nogensinde hævet en ubåd fra mere end 80 meters dybde, og K-129 ligger over 60 gange så dybt.

LÆS MERE: Er du stor ubåd-fan, så kan du dykke endnu længere ned i dybet i vores store tema.

CIA skaber en dækhistorie

I juli 1969 påbegynder efterretningstjenesten CIA det tophemmelige “Project Azorian”. Hævningen af K-129 og dens atommissiler skal for alt i verden holdes skjult for russerne.

Firmaet Global Marine har for nylig foretaget havbundsboringer på tre kilometers dybde ud for New York, og den 3. november 1969 træder to CIA-agenter ind på vicedirektør Curtis Crookes' kontor i firmaet.

“De gik ind ad min dør og lukkede den bag sig – min dør står ellers altid åben. De ville vide, om mit firma kunne bygge noget, der kunne løfte noget på så og så mange tons op fra fem til seks kilometers dybde”, husker Crookes.

Global Marine påtager sig opgaven, og i foråret 1970 scanner de havbunden nær K-129. Et sovjetisk efterretnings-fartøj er i området, men tager ikke synderlig notits af forskningsskibet. Russerne er overbeviste om, at K-129 ligger alt for dybt til at kunne bjærges.

Efter forundersøgelsen går Global Marine i gang med at tegne et ekstremt avanceret bjærgningsskib, som minder lidt om en borerig.

En række rør skal sættes sammen og sænkes ned i vandet med en overdimensioneret klo med otte gribearme fastgjort i enden. Bjærgningsskibet udstyres med en gigantisk indenbords dok midtskibs, så vraget af ubåden kan hæves uden på noget tidspunkt at være synligt på havoverfladen.

Det usædvanlige skib kan ikke undgå at tiltrække sig russernes opmærksomhed. En troværdig dækhistorie må derfor opfindes.

CIA får den ide at lade den excentriske milliarder Howard Hughes gå ud og meddele, at han vil bore efter mineraler i dybhavet, og skibet får navnet Hughes Glomar Explorer. Hughes er det perfekte skalkeskjul, da han i forvejen er kendt for sine spektakulære projekter. Ingen betvivler historien.

Mange af de indviede eksperter er dog begyndt at tvivle på Project Azorian. De mener, det er alt for dyrt, og frygter desuden Sovjetunionens reaktion, hvis missionen bliver afsløret.

Argumenterne for og imod flyver frem og tilbage over præsident Richard Nixons bord, inden han den 11. september 1972 endegyldigt godkender projektet.

Sovjetisk helikopter lurer i luften

I sommeren 1974 sejler Hughes Glomar Explorer ud på sin tophemmelige mission. Efterretningstjenesten har stillet præsidenten i udsigt, at “erhvervelsen af atomsprænghoveder og missilsystemer, sammen med de tilhørende dokumenter, vil give et særdeles forbedret grundlag for at vurdere den strategiske trussel fra Sovjetunionen”.

Den 4. juli når bjærgningsskibet frem til K-129’s hvilested og bliver med det samme opdaget af russerne. Det sovjetiske missilsporingsskib Tjesma overvåger det mystiske amerikanske fartøj og sender en helikopter i luften for at tage billeder. Efter et par dage trækker Tjesma sig dog tilbage. Russerne har ikke fattet mistanke.

Den 21. juli oprinder det store øjeblik. De enorme sluseporte i bunden af Hughes Glomar Explorer åbnes, og kloen sænkes langsomt ned under skibet. Alles øjne er spændt rettet mod tællere, målere og tv-skærme, efterhånden som kloen forsvinder ned i dybet.

Succes – og fortvivlelse

En uge senere, den 28. juli, får ingeniør Raymond Feldman i kontrolrummet visuel kontakt med ubåden:

“Det var meget imponerende, så klart det var. Vi kunne se mange af ubådens detaljer, og vi var med det samme i stand til at udpege bugser-øjet i boven, som var et af vores fikspunkter. Vi kunne se missilsiloerne – eller rettere, hvad der var tilbage af dem, og nogle mente, de kunne se noget i en af siloerne. Måske et atomsprænghoved”.

Kloen manøvreres forsigtigt hen over K-129, og om morgenen den 30. juli ligger den præcis, hvor den skal. De otte gribearme lukker sig om ubåden, og langsomt løftes den dyrebare last fri af havbunden. Det vil nu vare en uges tid at hæve ubådsvraget helt op til Hughes Glomar Explorer.

Om morgenen den 4. august giver det et voldsomt ryk i det store bjærgningskib. Det kan kun betyde én ting: En tung vægt er blevet tabt.

I kontrolrummet sidder ingeniørerne lamslåede og stirrer ind i tv-skærmene. Den direkte transmission fra kameraer i kloen – 2.000 meter under havoverfladen – bekræfter, at størstedelen af K-129’s skrog er forsvundet.

Kun forenden er stadig i kloens greb, mens resten er faldet tilbage i dybet sammen med de eftertragtede missiler.

Ingeniørerne er i vildrede. De diskuterer, om de skal sende kloen ned efter den afbrækkede del af ubåden. Men da to af kloens arme er gået i stykker, må de redde det om bord, de nu kan.

Vragdel gemmer seks lig

Tre dage senere hæves kloen med ubådens forende op i dokken på Hughes Glomar Explorer. Dokken pumpes fri for vand, og den 8. august nærmer de første undersøgelseshold sig resterne af K-129. Ubådens stævn er fyldt med sand fra havbunden, og det hele minder mest af alt om en arkæologisk udgravning.

Undersøgelsesholdene er iført hermetisk lukkede beskyttelsesdragter, og med god grund: Vragdelen indeholder to knuste atomtorpedoer, som lækker radioaktivitet.

Da sandet spules bort, møder mændene et forfærdende syn. Seks mere eller mindre opløste lig flyder ud af vraget. En af de russiske sømænd ligger stadig i sin køje og har en torpedo-

affyringsmanual ved sin side.

Han var åbenbart ved at læse i det øjeblik, døden indtraf. Ligene har været præserveret af det iskolde vand på havbunden, men nu, hvor de er udsat for luft, rådner de lynhurtigt.

Det lykkes at identificere tre af de russiske sømænd, hvorefter alle seks begraves til søs ved en officiel militær ceremoni, som omhyggeligt beskrives og filmes for det tilfældes skyld, at russerne skulle blive bekendt med bjærgningen.

Den 9. august er missionen officielt afsluttet. Bjærgningsskibet sejler til Maui, hvor et specialteam pakker alt af efterretningsmæssig værdi ned.

Bjærgningen imponerer russerne

Russerne har overhovedet ikke sat Hughes Glomar Explorer i forbindelse med K-129.

Umiddelbart holder dækhistorien, men det varer ikke ved. Før bjærgningsaktionen begyndte, blev Howard Hughes-imperiets hovedkontor udsat for et indbrud. Nogle papirer forsvandt, og et af dem beskrev angiveligt Project Azorian. CIA så ingen anden udvej end at alarmere FBI og politiet i Los Angeles.

Nogle dybdeborende journalister på Los Angeles Times har kilder inden for politiet og graver efterhånden historien frem. Den 8. februar 1975 rammer bjærgningen af K-129 avisens forside. Artiklen er spækket med fejl, men hovedindholdet er rigtigt. En bestyrtet CIA-direktør, William Colby, beder avisen om at kvæle historien. Men det er for sent. Medierne har fat i en helt fantastisk historie og agter ikke at give slip.

Frustrationen er stor hos både regeringen og CIA. I efterretningsmæssig forstand har Project Azorian været en fiasko.

Det har ikke indbragt andet end to knuste atomtorpedoer, et par uvigtige dokumenter og lidt basisviden om sovjetisk ubådsbyggeri. 500 mio. dollar er spenderet på næsten ingenting, og de amerikanske aviser bugner nu af mere eller mindre sandfærdige historier om projektet. Den nyudnævnte præsident, Gerald Ford, aftaler sammen med CIA-direktøren at lægge låg på sagen og nægte at kommentere den.

Imens løber historien verden rundt. I Sovjet er flåden nu helt klar over, hvad der er foregået, og selv om russerne er rasende over amerikanernes handling, vækker bjærgningen stor respekt. I 2007, længe efter den kolde krigs afslutning, siger den tidligere chef for Stillehavsflådens ubåde, admiral Dygalo:

“De formåede at bygge et skib på 60.000 tons, installerede udstyr til at håndtere vægten af en ubåd, fandt ud af, hvordan man kunne dreje vraget under skibet og til sidst løfte det op i en indvendig dok.

Det virkede for os som noget fuldstændig urealistisk og fantas-tisk. Jeg kan sammenligne det med en mission til Månen med tanke på teknologi og omkostninger. Og derudover: Skibet blev bygget på to år, og vi blev narret hele tiden – misinformationen var enestående organiseret”.