Russisk spion ydmygede KGB

Kulturliv omvender KGB-agenten

Gordijevskijs vej til toppen af den kolde krigs spionverden gik over København, hvor han som nyudklækket KGB-mand i 1966 blev udstationeret på rezidenturaen, KGB’s afdeling på ambassaden.

Hovedstaden i Danmark slog benene væk under Gordijevskij med sine funklende restauranter, sine bugnende biblioteker og sit væld af klassiske koncerter.

Lidenskabeligt kunne Gordijevskij her dyrke komponisterne Bach og Händel – begge fordømt som reaktionære af censuren i russerens hjemland.

Mødet med skandinavisk demokrati og velstand overbeviste gradvist KGB-manden om, at hans hjemlands forstenede kommunisme var en fejl.

Et midlertidigt ophold hjemme i Moskva forværrede hans desillusionering: Byen føltes som en grå tvangslejr i sammenligning med friheden i København.

Især væmmedes han ved den svulstige muzak, som flød ud af højttalere overalt i Sovjets regeringsby.

Fælles for de to hovedstæder var dog, at de begge myldrede med spioner. Foruden KGB havde både den engelske, franske og amerikanske efterretningstjeneste agenter posteret i København – de fleste af dem kendt af det danske efterretningsvæsen (PET).

Briternes MI6 havde fået færten af Gordijevskijs anti-sovjetiske indstilling, og sammen med PET satte de ham stævne.

På en dunkel bar i udkanten af København rekrutterede MI6 en aften i november 1974 deres mest værdifulde dobbeltspion under den kolde krig.

Ven sender Oleg til London

Vesten havde så godt som ingen dybe spioner i KGB, og Oleg blev tildelt højeste prioritet hos MI6.

Gordijevskijs udstationering i København løb imidlertid ud i 1978, hvorefter han vendte hjem til Mos­kva. I fire år hørte MI6 ikke en lyd fra deres mand, og de anså ham for tabt.

Men så modtog den britiske sikkerhedstjeneste en ansøgning om et diplomatvisum til en russer, hvis navn vakte genkendelse hos en lille kreds af officerer i MI6 og indenrigstjenesten MI5.

I Moskva var Gordijevskijs tidligere kollega fra København, Nikolaj Gribin, blevet chef for KGB’s britiske sektion. Til en ledig stilling i London havde Gribin personligt anbefalet sin gamle kammerat Oleg.

I 1982 vendte MI6’s hemmelige spion derfor tilbage til Vesten.

Spionen mødes med MI6-leder

I London giver MI6 Gordijevskij kodenavnet NOCTON. Hans personlige kontakt­agent er lederen af MI6’s sovjetiske afdeling, James Spooner, der taler flydende russisk.

Spooner står klar, så snart Gordijevskij ta­ger kontakt til MI6 via et telefonnummer, han har haft med sig fra København. I en lejlighed i londonkvarteret Bayswater begynder de to nu at mødes ugentligt.

En af de første hemmeligheder, Oleg afslører, er, at den britiske oppositionsleder – og Labour-partiets formand – Michael Foot i årevis har samarbejdet med KGB og udgivet kommunistisk propaganda udarbejdet i Rusland.

Heldigvis taber Foot valget til Margaret Thatcher i 1983, og Spooner vælger derfor at holde tæt med den pinlige information.

Fra Oleg lærer Spooner også, at KGB-agenterne i London primært har til opgave at rekruttere venstrefløjspolitikere og andre kontakter, der kan vendes til at spionere for Sovjet. Men alt, hvad de har, er en håndfuld “rekrutterede agenter” og ca. dobbelt så mange “fortrolige kontakter” – et ganske beskedent udbytte.

Ud fra møderne med Gordijevskij i Bayswater skriver Spooner rapporter, som bliver delt med de afdelinger i MI6 og MI5, der har brug for informationen.

For at hjælpe Gordijevskijs karriere i KGB på vej, fodrer MI6 ham desuden med harmløs viden om vestlige politikere, som han kan videregive til KGB. Briterne arrangerer også, at han møder parlamentsmedlemmer uden alt for høj status – møder, som han kan skrive rapporter til KGB om, og som får ham til at se dygtig og troværdig ud i sine chefers øjne.

Strategien giver bonus, for Gordijevskij bliver forfremmet til leder af KGB’s politiske sektion.

Hans nye position giver ham adgang til dokumenter fra KGB’s øvrige sektioner – fx kontraspionageenheden samt sektionen for illegale KGB-agenter, der opererer under falske identiteter og umiskendeligt ligner almindelige britiske borgere.

At en gruppe “illegale” agenter eksisterer, er nyt for MI5, men Gordijevskij forsyner dem med alt, hvad han opsnapper af informationer om dem.

Alle instrukser fra Moskva ankommer via en diplomatpose, der ikke må åbnes af nogen myndighed under flytransporten. Som oftest fotograferer Oleg selv papirerne, men andre gange smugler han hele sendinger ud i sin attachémappe.

Derefter tager han til lejligheden i Bayswater, hvor en MI6-sekretær affotograferer indholdet hurtigt og effektivt. Papirerne er vigtige, men et lige så stort aktiv er Gordijevskijs gode hukommelse.

Russeren har en utrolig evne til at opfange telefonsamtaler og dagligdagssnak på rezidenturaen, og takket være hans minutiøse gennemgang af disse samtaler får briterne gradvist en dybere og mere korrekt indsigt i fjenden bag Jerntæppet – en indsigt, som MI6 beslutter at indvie landets premierminister i.

Margaret Thatcher anlægger straks den største respekt og beundring for den idealistiske russer. Hun forstår hans værdi og den personlige risiko, han løber for hendes lands skyld, for KGB straffer forræderi med døden.

Brite forråder dobbeltspionen

Gordijevskijs chef på KGB’s rezidentura i London er Arkadi Vasiljevitj Guk. Chefen er venligt indstillet over for sin nye medarbejder, men Guks instinkt siger ham alligevel, at der er noget underligt ved Oleg.

Hans næstkommanderende, Igor Titov, er enig: Gordijevskij drikker ikke, og han præsterer misundelsesværdigt godt. Da den mistænksomme Titov begynder at holde lidt for nøje øje med Gordijevskij, smider briterne ham dog ud af landet med den begrundelse, at de mistænker ham for at udføre spionage.

Truslen fra Titov er afværget, men en morgen i april 1983 skubber nogen et brev ind under hoveddøren til Guks private lejlighed.

Afsenderen kalder sig “Koba” – et af Stalins kælenavne – og bag det gemmer sig en falleret og misundelig MI5-agent ved navn Michael Bettaney. Han er et af de få mennesker, som kender Gordijevskij hemmelighed.

I brevet tilbyder Koba den sande forklaring på Titovs udsmidning. Guk er mistroisk. Han anser brevet for at være en fælde og vælger at ignorere det. I juli skubber Koba så et nyt brev ind under Guks dør.

Konvolutten indeholder fotokopier af to MI5-dokumenter, der viser den fulde rangorden af samtlige KGB-agenter i London, heriblandt de korrekte navne på alle 23 ansatte på rezidenturaen.

Guks interesse er vakt. “Vil du se noget exceptionelt?” spørger han den intelligente Gordijevskij, hvis mening han gerne vil høre.

Akut svimmelhed rammer dobbeltagenten, der genkender sine egne informationer. Han støtter Guk i, at det højst sandsynligt er en fælde, og haster ud for at kontakte MI6 via den hemmelige, direkte telefonlinje, som tjenesten har sat op kun til ham.

NOCTON-holdet er rys­tet, men ingen går i panik. En øjeblikkelig klapjagt på Koba sættes ind.

MI6’s spion får toppost i London

Antallet af folk, der kender til Gordijevskijs arbejde som dobbeltagent, er stærkt begrænset. Allerede i september 1983 finder MI6 og MI5 derfor frem til den forsmåede Bettaney og arresterer ham.

Sagen mod ham forberedes nøje, og i 1984 bliver Bettaney, alias Koba, stillet for en domstol – anklaget for at have tilbudt fortrolige informationer til KGB.

Han idømmes 23 års fængsel og slæbes gennem sølet, da de engelske tabloidaviser under retssagen klasker store billeder af forræderen op på deres forsider.

Aviserne trykker også kornede fotos af KGB-manden, der afslog forræderens tilbud. Guks dage som KGB-leder i London er derfor ovre, og hjemme i Moskva er hans stjerne lav.

Brevet med listen over KGB-ansatte i London tyder på, at der er en muldvarp på rezidenturaen i den britiske hovedstad, men Guk har forspildt en gylden mulighed for at afsløre forræderen – en utilgivelig fejl i Kremls øjne.

I London er stillingen som leder af rezidenturaen ledig. Til trods for at interne rygter nu svirrer i KGB om en muldvarp i London, beslutter Gordijevskij at gå efter posten.

Ingen beviser peger endnu på ham, og gevinsten vil være adgang til KGB’s største hemmeligheder. Hans rival til posten er rezidenturaens chef for kontraspionage, Leonid Nikitenko.

I sit stille sind gætter Nikitenko på, at Gordijevskij er muldvarpen, men han har ingen beviser. Belejligt for Gordijevskij løber modstanderens tre-årige udstationering også snart ud, og mens Nikitenko kæmper hårdt for at blive forlænget, bliver han overstrålet af sin konkurrent.

Gordijevskij udnytter, at London den 15. december 1984 får besøg af Sovjets kommende leder, Mikhail Gorbatjov. Med hjælp fra MI6 leverer Gordijevskij detaljeret information om britisk politik og aktuelle sager – såsom en igangværende strejke blandt de britiske minearbejdere.

Takket være Oleg er Gorbatjov klædt på til fingerspidserne under sit møde med Margaret Thatcher.

KGB i Moskva er imponeret, og i april 1985 tildeler de Gordijevskij chefstillingen på rezidenturaen. MI6 er i ekstase; Gordijevskijs forfremmelse overgår deres vildeste fantasi.

Men den 16. maj tikker et ildevarslende telegram pludselig ind: Gordijevskij hjemkaldes til Moskva med 48 timers varsel.

Dørlås varskor dobbeltagenten

Gordijevskij går den 18. maj 1985 ombord i et Aeroflot-fly mod Moskva. Hvad spionen ikke ved, er, at en CIA-agent ved navn Aldrich Ames tilbage i april har sat sig i forbindelse med KGB’s rezidentura i Washington.

Ames har tilbudt at sælge viden om højtplacerede russiske agenter, der spionerer mod KGB. Og Ames kender Gordijevskijs identitet.

Han har selv afdækket den britiske dobbeltagent for sine foresatte i CIA, som ønskede at vide, hvor briterne fik deres viden om forhold i Sovjet fra.

Da Gordijevskij tre dage senere lander i Sjeremetevo-lufthavnen, har Ames dog sandsynligvis ikke givet KGB sin liste endnu.

Men selv uden at kende til Ames er Gordijevskij nervøs for at være afsløret. Anspændt går han gennem lufthavnen ud til en taxa, der kører ham igennem hovedstadens grå gader til familiens lejlighed på Leninskij Prospekt.

At han ikke er blevet bedøvet og bortført i lufthavnen, tager dobbeltspionen som et godt tegn, og beroliget kører han op til 8. sal med elevatoren.

Ved indgangen til lejligheden standser Gordijevskij op som forstenet. Døren har tre låse, hvoraf den ene er en gammel sag, som han end ikke har en nøgle til og aldrig bruger.

Nu er den låst. I opgangens halvmørke bryder koldsveden frem på Gordijevskijs pande. Hans egen dødsensfarlige organisation har været i lejligheden.

Han ved, at KGB fra nu af aflytter og overvåger ham dag og nat.

Serum skal afsløre forræderiet

Gordijevskij oplever de følgende uger som et vågent mareridt. Angsten for likvidering sidder i ham, og han begynder at ryge og drikke store mængder ren vodka. Nætterne er søvnløse.

Hver dag går han afsted til sit kontor, hvor han venter på at blive kaldt til møde med KGB’s øverste chefer. Da hans telefon endelig ringer den 27. maj, er det chefen for KGB’s afdeling for kontraspionage – ukraineren Viktor Grusjko: “Der er to mænd, der gerne vil tale med dig om en agent-sag i Storbritannien”.

Et øjeblik senere står Grusjko i døren. Med bankende hjerte lader Gordijevskij sig føre ud af bygningen og ind i en bil. Efter en halv times kørsel stopper chaufføren ved et indhegnet hus.

I et stort rum med sparsom, men elegant møblering venter to mænd – KGB-generaler med speciale i forhør.

Efter at have sat sig i en blød lænestol fremtryller Grusjko en flaske. “Armensk brandy”, forklarer ukraineren muntert, mens han skænker op til alle.

Oleg bunder flere glas, og efterhånden kan han mærke alkoholens effekt – rummet snurrer rundt, og alting glider sammen for øjnene af ham.

At han er så hårdt ramt, overrasker Oleg – han har trods alt drukket tæt i ugevis nu, og han har opbygget en anseelig tolerans.

Pludselig går sandheden op for ham: Grusjko har puttet et sandhedsserum i glasset! Kort efter begynder anklagerne at hagle ned over Oleg fra de to specialister:

“Vi ved, at du er britisk agent. Vi har uigendrivelige beviser – tilstå!”

Kvalme overvælder den svedende Gordijevskij, som snubler ud i badeværelset og kaster op i badekarret. I timerne, der går, glider han ind og ud af bevidsthed.

Mod alle odds lykkes det ham dog at benægte de mistanker og beviser, som KGB har stykket sammen imod ham – sandsynligvis på baggrund af de informationer, de har modtaget fra Ames.

Inden Gordijevskij besvimer endegyldigt, sætter han desperat et spark ind det rigtige sted:

“I er ikke bedre end Stalins bødler, der hentede uskyldige mennesker om natten og myrdede dem”.

Hentydningen til diktatorens blodige udrensninger i 1930’erne bliver Olegs redning, for KGB-agenterne har deres ære kær; det skal ikke hedde sig, at de likviderer folk uden ordentlige beviser.

Og de er overbeviste om, at Oleg nok skal knække. Tid har de nok af. Ingen undslipper KGB’s kløer.

Kone og børn efterlades i Sovjet

Da KGB sidst i maj 1985 beordrer Gordijevskijs kone, Lajla, og hans to døtre hjem til Moskva, møder de en far og ægtemand, der er forvandlet til et vrag.

At hans familie nu er inden for Jerntæppet, strammer blot løkken om halsen på den udpinte spion. Han har aldrig fortalt Lajla om sit dobbeltliv, for inderst inde frygter han, at hun vil angive ham.

“Der er en konspiration mod mig”, lyver han for sin urolige kone – “folk er misundelige, fordi jeg er blevet forfremmet. Men jeg er uskyldig, tro ikke på noget, du hører om mig”.

Gordijevskij elsker sin kone, og beslutningen om at flygte uden hende er hans livs sværeste. I sin desperate sindstilstand sender han Lajla og døtrene på sommerferie i sin svigerfars datja (landsted) i Aserbajdsjan den 16. juli – vel vidende, at han måske aldrig får dem at se igen.

Så tager han tilbage til den tomme lejlighed, finder en grå kasket samt en plastikpose fra supermarkedet Safeway frem og stiller sig ned foran brødbutikken på Kutuzovskij Prospekt.

Hans tilsynekomst følges af et dobbeltkrypteret telegram fra de britiske agenter i Moskva til MI6 i London natten til den 17. juli:

“PIMLICO initieret. Massiv overvågning. Hjemkaldelse undervejs”.

Briternes skattede spion skal hentes ud, men hvad MI6 ikke ved, er, at han er alene. De forbereder derfor at bringe hele familien ud. Flugtplanen – med kodenavnet “PIMLICO” – går gennem Finland, og MI6 i Helsinki alarmeres.

Landets lufthavne overvåges af russerne, så familien kan ikke flyves ud. To biler skal i stedet transportere familien over grænsen til Finland.

Flugtplanen iværksættes

MI6-agenterne i Moskva behøver en dækhistorie, og et skuespil til ære for det evigt lyttende KGB går i gang.

Arthur Gees kone, Rachel, simulerer rygsmerter, og parret beslutter at konsultere en specialist i Helsinki. Hendes gode veninde, Caroline, får ondt af hende:

“Hvorfor kører vi ikke med jer og får en weekend i Helsinki ud af det?” siger hun højt til KGB’s skjulte ører i væggen.

Caroline og hendes mand, Roy Ascot, der er leder af MI6-gruppen i Moskva, forbereder derfor også en weekendtur til den finske hovedstad.

Vestlige diplomater i Moskva tager ofte på indkøbstur til Finland, og ingen hos KGB fatter mistanke, da Ascot henvender sig til det særlige KGB-autoværksted, som skal sætte de fornødne diplomatplader på hans Saab og Gees Ford Sierra.

Om eftermiddagen fredag den 19. juli 1985 er bilerne klar, og med tomme bagagerum ruller de fire MI6-folk ud af Moskva med den sædvanlige hale af KGB-folk i Ladaer efter sig.

Militæret hjælper

Gordijevskij skal samles op på en rasteplads i skoven nær Vyborg ved den finske grænse.

På den fastsatte dag – knap tre døgn efter signalet ved brødbutikken – forlader han kl 16.00 sin lejlighed, løber gennem en park og stiger ned i Moskvas dybe metro.

I den næste time går Gordijevskij ind og ud af modsatrettede tog, tager rulletrappen op til overfladen, krydser gennem gader og gyder og skjuler sig i indgangspartiet på en skole, inden han igen lister sig ned i metrodybet.

Først da han med sikkerhed ved, at han har rystet KGB’s overvågningshold af sig, stiger han ombord på metrolinje 1 til Leningrad-banegården i Moskva.

Her skifter han til et nattog mod Zelenogorsk, 50 km sydøst for den finske grænse. Ved ankomsten skal han skifte til en bus mod Vyborg.

Mens Gordijevskij med tog og bus bevæger sig frem mod den aftalte rasteplads ved kilometersten 338 på vejen mod Vyborg, nærmer også MI6-folkene sig opsamlingsstedet i deres biler.

Men selvom de har kørt hele natten uden pause, er deres hale af KGB-agenter trofast fulgt med. For at kunne samle Gordijevskij op uset er briterne nødt til at slippe af med deres kortege.

En perfekt mulighed byder sig ganske få kilometer fra mødestedet, da en russisk militærkonvoj – på vej til en grænseøvelse – pludselig blokerer vejen.

Processionen af MI6- og KGB-biler må pænt stoppe op og vente, mens militærkøretøjerne krydser kørebanen.

Da bagenden af konvojen er passeret, træder briterne omgående sømmet i bund i deres stærke, vestlige biler og suser afsted gennem nattemørket. Som håbet kan KGB’s Ladaer ikke følge med, og russerne bliver rystet af.

Så snart de når frem til rastepladsen, kører Gee og Ascot deres biler ind i skjul bag pladsens omgivende træer. Ude på vejen skramler fire Ladaer kort tid efter forbi i højeste gear.

Fra den sumpede skovbund rejser en mudret skikkelse sig: Oleg Gordijevskij. Et øjeblik står alt stille. Så åbner Gee bagsmækken på sin bil, og kort efter ligger den beskidte spion skjult nede i mørket.

Gennem metalskroget siver klassisk musik fra bilens kassetteafspiller nogle timer senere ind i Olegs ører: Komponisten Sibelius’ værk “Finlandia”.

Halvvejs ved bevidsthed forstår Gordijevskij, at de er nået ind i Finland. Han er undsluppet KGB.