En øredøvende eksplosion varsler angrebet på Afghanistans præsidentpalads i udkanten af hovedstaden Kabul. Eksplosionen bliver fulgt af endeløse maskingeværsalver.
Afghanistans kommunistiske præsident, Hafizullah Amin, beordrer sin adjudant at tilkalde hjælp fra de sovjetiske styrker. De er få dage før rykket ind i landet, angiveligt for at støtte præsidenten i hans kamp mod Mujahideen-militsen, en islamistisk oprørsbevægelse, der har erobret 80 pct. af landet.
“Det er sovjetterne, der skyder”, svarer adjudanten.
“Du lyver! Det kan ikke passe!” råber en chokeret Amin og kyler sit askebæger efter den unge mand.
Over 40.000 civile har mistet livet som resultat af krigen i Afghanistan.
Det, der havde lignet en udstrakt sovjetisk hånd, er i virkeligheden en invasion.
Kort efter angrebet på præsidentpaladset er Amin og 200 af hans livgarde døde, dræbt af 520 specialtrænede sovjetiske soldater.
Sovjetunionens invasion
Det sovjetiske angreb på præsidentpaladset den 27. december 1979 blev indledningen på den række blodige konflikter, som kulminerede med krigen i Afghanistan i 2001.
I begyndelsen gjorde de sovjetiske invasionsstyrker hurtige fremskridt. Kampvognene trængte frem i dalene og fik kontrol med store dele af landet.
Men de oprørsgrupper, der før havde kæmpet mod det kommunistiske regime, fortsatte deres kamp mod besættelsesmagten.
Især Mujahideen-militsen gav det sovjetiske militær kamp til stregen i en udmattende guerilla-krig, støttet af USA, der under den kolde krig aktivt hjalp antikommunistiske kræfter overalt i verden.
Mujahideen-militsen modtog derfor en lind strøm af penge og våben allerede før den sovjetiske invasion.
Mujahideen og lokale krigsherrer fik hurtigt magten over det meste af landet, og den sovjetstøttede regeringshær formåede kun at holde stand i de større byer.
Først efter ti års krig, som kostede 15.000 russiske soldater og mere end en million afghanere livet, trak Sovjetunionen sig ud som taber og efterlod et splittet og krigshærget land.
Krigen fik tilnavnet Sovjetunionens Vietnam og var ifølge mange historikere en væsentlig årsag til, at Sovjetunionen tabte den kolde krig.
USA støttede Taliban
Efter Sovjetunionens tilbagetrækning kæmpede krigsherrer og Mujahideen om magten i landet.
I 1993 lykkedes det endelig nogle af de stridende parter at danne regering, selv om flere lokale krigsherrer fortsatte kampene, og borgerkrigen dermed var uafsluttet.
I dette kaos opstod Taliban, en islamistisk bevægelse, som var fortalere for en radikal fortolkning af Koranen.
Bevægelsen vandt hurtigt støtte i befolkningen og modtog også økonomisk støtte fra Al Qaeda – en arabisk militærorganisation, der havde deltaget i kampen mod Sovjet.
Taliban indledte sin egen krig mod det afghanske styre og kunne i 1996 tage magten i landet og gøre det til en islamisk stat med sharialov: Kvinderne mistede alle rettigheder, utroskab blev straffet med stening, og tyveri med amputation.
Krigen i Afghanistan kostede USA en billion amerkanske dollars og flere tusinde menneskeliv.
Trods de åbenlyse brud på menneskerettighederne blev styret i begyndelsen mødt med velvilje fra USA, som mente, at kun Taliban kunne sikre stabilitet i området.
De følgende år lykkedes det Taliban at nedkæmpe de fleste selvstændige krigsherrer og at stramme det islamistiske greb om landet – bl.a. ved at sprænge to Buddha-statuer på hhv 38 og 53 meter i luften i foråret 2001.
Krigen mod terror
2001 angreb Al Qaeda World Trade Center i New York og forsvarsministeriet i Washington.
De amerikanske efterforskere sporede hurtigt terroraktionens bagmænd til Afghanistan, men Taliban, som stod i taknemmelighedsgæld til Al Qaeda, nægtede at udlevere dem.
Fire uger senere svarede USA og Storbritannien igen med en invasion af Afghanistan under navnet “Operation Enduring Freedom” og afstattede sammen med den afghanske oppositionshær Talibanstyret.
Men krigen var først lige begyndt.
© BBC News