“Sovjetmagten er uimodtagelig for logik”

Ved 2. verdenskrigs afslutning er USA og Sovjetunionen på kollisionskurs, men amerikanerne ved endnu ikke, hvordan den nye trussel skal håndteres.

Ved 2. verdenskrigs afslutning er USA og Sovjetunionen på kollisionskurs, men amerikanerne ved endnu ikke, hvordan den nye trussel skal håndteres.

Wikimedia

Moskva, USSR, 22/2 1946

USA’s chargé i Sovjetunionen (Kennan, red.) til USA’s udenrigsminister

HEMMELIGT

Jeg undskylder på forhånd for at overbebyrde telegrafen. Men de sager, som her er på spil, er af akut vigtighed, særligt set i lyset af, hvad der netop er sket*.

Vort modsvar skal efter min opfattelse falde med det samme.

Grundlæggende er Sovjetunionens holdninger, som de fremgår af den officielle propaganda, som følger: USSR er, mener de selv, omringet af kapitalister, og fredelig sameksistens vil i det lange løb være umulig.

Af det udsagn kan vi udlede, at USSR ikke alene vil gøre alt, hvad der står i landets magt, for at fremme sin egen stilling overalt på kloden. Sovjetunionen vil også benytte enhver lejlighed til at formindske de kapitalistiske landes styrke og indflydelse.

© Archive PL/Imageselect

George Frost Kennan

Levetid: 1904-2005.

Nationalitet: Amerikansk.

Erhverv: Diplomat, rådgiver, forfatter og historiker.

Civilstand: Gift og far til fire børn.

Kendt for: Kennan indskrev sig i historien med sit 8.000 ord lange telegram, som vi her bringer i uddrag. Telegrammet sikrede Kennan vigtige poster i USA’s regering. I 1947 var han bl.a. med til at udforme Marshall-planen, som gennem økonomisk bistand sikrede vækst, frihed og demokrati i efterkrigstidens Europa.

Før vi undersøger, hvad alt dette betyder i praksis, er det vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at det sovjetiske kommunistpartis officielle holdninger ikke deles af folket.

Det russiske folk er i det store og hele venligt stemt over for den omgivende verden. Russerne er ivrige efter at udforske deres omgivelser og efter at bruge deres evner. Først og fremmest er den enkelte russer opsat på at leve i fred og nyde frugterne af det daglige arbejde.

Men for magtapparatet, altså partiet, det hemmelige politi og regeringen, er partilinjen det afgørende, og det er nu en­gang dem, som vi har med at gøre, og ikke folket.

Derfor må vi holde os til at beskæftige os med partilinjen. Idet vi gør det, må vi huske at lægge mærke til, at de antagelser, som ligger til grund for partilinjen, i det store og hele er forkerte.

Erfaringen har nemlig vist, at kapitalistiske og socialistiske stater sagtens kan eksistere side om side og gensidigt berige hinanden.

“Ver­dens­­kom­­mu­nis­men er som en pa­ra­sit. Den nærer sig kun ved sygt væv”. George Kennan.

Vi kender nu Sovjetunionens grundlæggende antagelser og hensigter. Nu vil vi se på, hvad vi kan forvente, når det gælder den praktiske udførelse af politikken.

Vi må holde øje med følgende: Sovjetunionen vil især rette opmærksomheden mod koloniserede lande, underudviklede lande og folkeslag, der på én eller anden måde er underlagt andre magter.

USSR vil forsøge at for­hin­­dre vestlige lande i at få ind­­­­fly­­­del­­­se i netop de lande. Hvis det lykkes, vil det skabe et magttomrum, som kommunisterne vil rykke ind i.

Russerne vil særlig energisk stræbe efter at få fodfæste i lande, hvor de for­­nem­­­­mer, at folk har noget imod Vesten. Det gælder så forskellige områder som Tyskland*, Argentina, Mellemøsten etc.

Sovjetmagten adskiller sig fra Hitlers Tyskland på væsentlige punkter. USSR følger ikke en fast plan, og landet kaster sig heller ikke ud i vilde eventyr. Sovjetmagten er uimodtagelig for logik som sådan, men følsom over for magtens logik.

Af den grund er det let at få sovjetmagten til at give efter. Det gør Rusland nemlig som hovedregel, når landet møder tilstræk­­­ke­­­lig stærk modstand.

Hvis modstanderen har tilstrækkelig styrke og gør det klart, at han vil bruge den, behøver han sjældent rent faktisk at foretage sig noget.

Containment-politikken, en afledning af Kennans telegram, førte i 1950 til Koreakrigen, Den Kolde Krigs første militære konflikt. Krigen kostede mindst 2,5 mio. livet.

© U.S. Department of Defense Archive/Imageselect

Vort første skridt må imidlertid være at forstå, hvad vi har med at gøre. Vi må studere verdenskommunismen med det sam­­me mod, den samme distancerede ob­jek­ti­vi­tet og den samme beslutsomhed, som en læge udviser, når han studerer et forstyrret og urimeligt individ.

Ligesom lægen skal vi lade være med at lade os påvirke følelsesmæssigt af det, som vi observerer. Samtidig må vi sørge for, at vore borgere bliver uddannet til at forstå, hvordan forholdene reelt er i Rusland.

Jeg er overbevist om, at amerikanerne slet ikke ville være så hysterisk anti-sovjetiske, hvis de for­­­stod, hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Intet er så farligt eller så skrækind­­ja­gen­de som det ukendte.

Hvordan vi klarer os i fremtiden, afhænger imidlertid i høj grad af, hvor sundt vort eget samfund er. Det forholder sig nemlig sådan, at verdenskommunismen er som en parasit. Den nærer sig ved sygt væv.

Alt, hvad der bidrager til at løse vore egne problemer her i USA og til at styrke selvtilliden, disciplinen, moralen og samfundssindet hos vort folk, vil være en diplomatisk sejr over Moskva. Hvis vi lader stå til i vort eget land, vil Moskva vinde på det.

Vi skal desuden blive bedre end hidtil til at forklare andre nationer, hvordan vi gerne ser verden udvikle sig i fremtiden. Det er ikke nok at få folk til at opføre sig som os.

Mange folk i udlandet – det gælder i hvert fald Europa – er trætte og bange på grund af tidligere erfaringer. De er derfor mindre interesserede i abstrakt frihed end i sikkerhed.

De søger vejledning og hjælp. Det skal vi være bedre til at give dem, end russerne er. Hvis vi ikke tager os af det, så skal russerne i hvert fald nok gøre det.

Vi må have mod og selvtillid til at holde fast ved vore egne måder at gøre tingene på. Når alt kommer til alt, er den største fare i vores forsøg på at løse problemerne med sovjetkommunismen, at vi tillader os selv at blive som dem, som vi forsøger at bekæmpe.

Kennan

Efterskrift

Kennans telegram dannede grundlag for “containment”, en strategi, som gik ud på at inddæmme sovjetisk indflydelse overalt i verden. Truman-regeringen fokuserede efter 1949 næsten udelukkende på den militære del af strategien – et valg, som fik USA til at gå ind i Korea-krigen og Kennan til at sige op.

Han brugte resten af sit lange liv på at kri­­ti­se­re skiftende amerikanske regeringers ensidige fokus på militær magt og på at forklare, at USA’s succes først og fremmest afhænger af evnen til at skabe et velfungerende samfund til glæde for borgerne og som eksempel for andre folkeslag.