For at holde øje med samfundets fjender etablerer myndighederne i Østtyskland det hemmelige politi Stasi i 1950.
I takt med at Stasi gennem årene vokser eksplosivt, udvikler DDR sig til et samfund, hvor alle overvåger hinanden.
Følg Stasis udvikling fra grundlæggelse til undergang.
En sommerdag sidst i 1960'erne så sportstræneren Carl-Heinz Weber og en kammerat en svensk lystsejler helt tæt på kysten.
De to unge mænd var på ferie ved vandet, og i et øjebliks letsind besluttede de at svømme ud til båden. De ville se, hvor langt de kunne svømme. Men den tilsyneladende harmløse svømmetur kom til at forfølge Weber resten af livet.
De to svømmere boede i DDR, og samme aften hentede landets almægtige sikkerhedstjeneste, Stasi, dem ind til forhør. De var blevet observeret på stranden og var nu under mistanke for forsøg på “republikflugt”.
At vise tegn på at ville forlade DDR var en alvorlig forbrydelse, som kunne straffes med flere års fængsel.
Der blev ikke rejst formel tiltale mod Carl-Heinz Weber og hans kammerat den aften pga. manglende beviser.
Men som følge af episoden kom de på den enorme liste over østtyske borgere, der havde udvist mistænkelig adfærd og derfor blev sat under observation af Stasi.
KGB grundlagde Stasi
Socialistpartiets “Ministerium für Staatssicherheit” – ministeriet for statssikkerhed eller MfS – blev grundlagt den 8. februar 1950. Blot et halvt år efter den sovjetiske besættelseszone i de østlige dele af Tyskland var blevet til den Tyske Demokratiske Republik, DDR.
Initiativet til at oprette MfS – eller Stasi, som det hurtigt blev kendt som – kom fra Moskva.
Stasi fremstillede et jubilæumsemblem i 1989 – netop som DDR brød sammen.
Stasi skulle referere direkte til den sovjetiske sikkerhedstjeneste, KGB, der betragtede DDR som en fremskudt forpost i vest.
“Partiets skjold og sværd”, kaldte Stasi sig selv, og organisationen skulle være et bolværk mod statens ydre fjender. Sådan fungerede det også i de første år, men lidt efter lidt blev Stasis rolle at beskytte DDR-regimet mod sine egne borgere.
Begyndelsen var beskeden. Af den første årsrapport fremgår det, at tjenesten ved årsskiftet 1950-51 havde blot 1100 ansatte.
Formelt fungerede den som del af indenrigsministeriet og beskæftigede sig mest med at holde vestlig indflydelse på afstand. Men udviklingen i Sovjetunionen dikterede snart, at sikkerhedstjenesten skulle have en ny rolle og ad åre gøre DDR til et af de mest kontrollerede samfund nogensinde.
Den 3. marts 1953 døde den forhærdede kommunistiske sovjetleder Josef Stalin. Hans efterfølgere Nikolaj Bulganin og siden Nikita Khrusjtjov afveg fra den kurs, Stalin havde afstukket, og indledte langsomt en “afstalinisering” af Sovjetunionen, der bredte sig til de øvrige lande i Østblokken.
Den østtyske statschef Walter Ulbricht gav sig imidlertid ikke. Han var inkarneret stalinist og holdt fast på det stive kommunistiske system.
Walter Ulbricht.
DDR havde fra grundlæggelsen i 1949 satset på stålindustri på bekostning af udviklingen af landbruget.
Befolkningen var imidlertid ikke tilfreds med den stramme statsstyrede planøkonomi, mangel på fødevarer og stadig faldende løn, og i juni 1953 udbrød en spontan folkestrejke. Det tog de udstationerede sovjetiske tropper fem dage at nedkæmpe oprøret og genskabe roen i republikken.
Ulbricht havde nu set, at DDR vrimlede med statsfjender.
Han svarede igen ved at udskifte den relativt bløde Stasi-chef Wilhelm Zaisser med den effektive Ernst Wollweber, der fik mandat til at udbygge organisationen kraftigt. Da Wollweber trak sig tilbage i 1957 – efter en uoverensstemmelse med Ulbricht – og Erich Mielke fik lederposten, var Stasi vokset til 17.400 ansatte.
Stasi opbyggede et enormt arkiv over mistænktes personlige duft.
Duftarkiv skulle fælde statens fjender
I sikkerhedstjenestens “sektor for tekniske operationer” i det store Stasi-hovedkvarter udviklede en stab af op-findere Stasis tekniske hjælpemidler.
En hel afdeling arbejde med “duftdifferentiering” og specielle metoder til at opbygge et arkiv over mistænkelige personers lugt.
Den sikreste metode var en særlig stol, som skjulte en steril klud i sædet. Når en mistænkt blev indkaldt til samtale, efterlod denne sig et personligt duftspor i kluden, som omhyggeligt blev lagret i et glas med lufttæt låg.
Men forhørslederen måtte sikre sig, at personen blev siddende i stolen i mindst 20 minutter, stod der i vejledningen.
Stasis hundepatruljer kunne efter-følgende bruge duftsporene som fældende bevis i efterforskningen af forbrydelser mod staten.
Legetøj var farligt for staten
DDR havde lige fra begyndelsen været det eneste europæiske land, hvor befolkningstallet var i konstant fald, og muren gennem Berlin blev opført i 1961 for at bremse flugten. Stasi holdt samtidig nøje øje med enhver, der nærmede sig grænsen til Vesttyskland.
Den dag Carl-Heinz Weber tog sin skæbnesvangre svømmetur, var problemet med republikflugt næsten forsvundet, men Stasi mistænkte ham for at være en af de få, der gjorde forsøget.
Weber underviste på en skole for elitesportsfolk og var selv en dygtig sportsmand. Men under det forhør, som Stasi underkastede ham, “erkendte” han, at han efter svømmeturen ikke længere kunne være et moralsk forbillede for skolens unge elever. Sikkerhedstjenesten så imidlertid mildt på forbrydelsen, og de lod Weber få et job som livredder i en kommunal svømmehal.
Her mødte Carl-Heinz en ung kvinde, Miriam, der også var i Stasis søgelys og siden blev hans hustru.
Miriam blev statsfjende, da hun som 16-årig hængte hjemmelavede løbesedler op i hjembyen Leipzig sammen med en veninde.
Pigerne opfordrede til at protestere. Mod hvad skrev de ikke, men de blev pågrebet og slap kun for fængsel pga. deres unge alder. Pigerne havde brugt et trykkerisæt for børn til at fremstille deres løbesedler. Legetøjet blev nu klassificeret som farligt, og Stasi fik det straks fjernet fra legetøjsbutikker i hele DDR.
Mens Miriam afventede sin sag, tog hun til Berlin, hvor hun blev pågrebet af Stasi-vagter, da hun undersøgte terrænet omkring muren.
Hun kom straks i forhør. Gennem 11 dage blev hun afhørt, tævet, ophængt i armene og næsten druknet, når torturbødlerne holdt hendes hoved under vand.
Hun blev tilladt to timers søvn i døgnet, og da hun til sidst tilstod planer om republikflugt, blev hun idømt halvandet år i et kvindefængsel.
Men selv her var ingen fred for regimet. I fængslerne var hver sjette fange Stasi-angiver, som skaffede sig privilegier ved at overvåge sine medindsatte.
“Da jeg kom ud, var jeg ikke længere et menneske”, fortalte Miriam sidenhen.
Hun var endnu ikke fyldt 18 år, men selv efter udstået straf betragtede myndighederne hende ikke som en “rigtig” østtysker.
Hun kunne ikke længere få arbejde, og på det personlige plan var hun blevet hidsig og opfarende. For at lægge afstand til indespærringen i fængslet fjernede hun dørene i sit hjem.
Lånte forhørsteknik fra Gestapo
Da Miriam en dag mødte Carl-Heinz Weber i svømmehallen, fandt de hurtigt sammen i deres modstand mod staten.
Som statsfjende blev Carl-Heinz med jævne mellemrum indkaldt til en samtale hos en lokal Stasi-officer, men trods risikoen var han begyndt at skrive forbudte tekster, som han gemte i en kuffert hos en venlig nabo.
Når Carl-Heinz og Miriam ikke var hjemme, blev deres fælles lejlighed hyppigt ransaget, og under et af disse besøg gik det galt.
Stasi fandt et eksemplar af George Orwells satiriske roman Kammerat Napoleon, og det var nok til at sende Carl-Heinz i fængsel. Tre uger senere fik Miriam meddelelse om, at hendes mand havde hængt sig i cellen. Hun fik aldrig lov til at se liget, som blev kremeret.
Hvad der præcist gik forud for Carl-Heinz Webers død, er ikke kendt, men Stasi havde en fast rutine for, hvordan afhøringer af republikkens fjender foregik.
Forhøret startede altid i en venlig og høflig tone, men mødte forhørslederen modstand, stod det hurtigt klart, at Stasi hentede inspiration hos nazisternes brutale sikkerhedstjeneste, Gestapo.
“Stasi kendte farven på dine sokker, vidste, hvad du læste, og hvornår du dyrkede sex med din kone”.
Tjenesten anvendte hyppigt tortur for at fremskaffe den nødvendige tilståelse, og måneders varetægtsfængsling uden tilsyn af advokat var almindeligt.
Før eller siden kom den anklagede altid for en dommer, og dermed “beviste” Stasi, at DDR var et retssamfund – selv om Stasichefen Mielke uden for referat kaldte den slags for en dekadent, vestlig idé.
Som en del af “retssamfundet” fandtes også en formel ret til at søge om at forlade DDR.
Stasi så en fordel i denne ordning, for dels var det en måde at skille sig af med besværlige elementer på, dels stod Vesttyskland klar som modtager og betalte op til 40.000 D-mark pr. frigiven fange. Men det var en risikabel ansøgning. Afslag førte automatisk til anklage for forsøg på republikflugt.
Honecker (tv.) og Mielke kendte hinanden, fra da de var i eksil i Moskva.
Paranoid partisoldat holdt DDR i et jerngreb
Fra 1957 til opløsningen i 1989 var Erich Mielke den magtfulde øverste chef for Stasi. Han så fjender overalt og mistænkte alle.
“Vi er ikke immune mod at have slyngler blandt os”, sagde Erich Mielke i 1982 til en gruppe højtstående Stasi-officerer. “Hvis jeg kendte til en, ville vedkommende ikke være i live i morgen”.
Livet igennem så Stasi-chefen Mielke fjender overalt omkring sig.
I 1920'erne og 30'erne deltog han som aktivt medlem i KPD, Tysklands kommunistiske parti, hyppigt i gadekampe, både mod nazistiske bander og politiet. I 1931 gik han så vidt, at han sammen med kammeraten Erich Ziemer skød og dræbte to betjente på Bülow Platz i Berlin.
Årene efter nazisternes magtovertagelse tilbragte Mielke sammen med de senere ledere af DDR Walter Ulbricht og Erich Honecker i eksil i Moskva.
Da 2. verdenskrig sluttede, var han centralt placeret i den magtgruppe, der kom til at lede den nye østtyske republik.
Mielke foretrak imidlertid den usynlige rolle, hvor han med manipulation og et enormt talent for at udmale skrækscenarier gennem årene skaffede sig mere og mere magt.
Efter DDR's sammenbrud blev Mielke fængslet – ikke for sin ledende rolle i Stasi, men for mordene i 1931.
Lige til sin død i 2000, 92 år gammel, forblev Erich Mielke over-bevist om, at DDR's fald kun var en midlertidig tilbagegang før den endelige sejr over fascismen og den vestlige imperialisme.
I 1971 blev DDR's leder Walter Ulbricht tvunget til at træde tilbage. Erich Honecker afløste ham, og han tog skridt til at føre DDR ud af sin isolation: først ved en samarbejdsaftale med Vesttyskland, i 1973 ved medlemskab af FN og i 1975 ved at underskrive Helsinki-aftalen om menneskerettigheder. Men samtidig satte han Erich Mielke til at stramme Stasis greb yderligere.
Antallet af Stasi-ansatte eksploderede
Da Stasi blev grundlagt, var antallet af medarbejdere relativt beskedent. Ved årsskiftet 1950-51 bestod sikkerhedsministeriets stab af blot 1100 personer.
Men specielt da Erich Mielke blev Stasi-chef, forøgede tjenesten antallet af ansatte voldsomt.
Antallet af ansatte i sikkerhedstjenesten steg voldsomt og havde i 1989, da DDR brød sammen 91.105 medarbejdere – ud over de op imod 250.000 civile informanter. Det svarer til én Stasi-medarbejder for hver 180 borgere. Til sammenligning var der i 1989-90 én medarbejder i KGB for hver 1595 sovjetborgere.
Desuden rådede Stasi over en hær af “uofficielle medarbejdere” – mennesker, som fungerede som angivere og agenter for Stasi.
På arbejdspladser og i boligejendomme kunne man være sikker på, at selv de mest trivielle detaljer blev noteret. En tidligere østtysker har skrevet, at “Stasi kendte farven på dine sokker, vidste, hvad du læste, og hvornår du dyrkede sex med din kone”.
Én ud af syv var Stasi-informant
Kun få kendte til det nøjagtige omfang af dette arbejde. Flere ministre var utilfredse med de enorme summer, Stasi slugte, men Erich Mielke forstod at udmale de mange trusler mod staten, og han fik altid Honeckers støtte.
Hvor stort Stasis kontrolapparat var, er svært at sige med sikkerhed, fordi centrale dele af arkivet er destrueret. Men statistikken for Frankfurt an der Oder-distriktet kan bruges som indikator.
I 1952 havde Stasi 533 informanter i området. 13 år senere var tallet vokset til 2986, og i 1985 havde ministeriet brug for hele 4977 personer til at udspionere lokalbefolkningen.
På dette grundlag vurderer man, at Stasi op gennem 80'erne havde 250.000 uofficielle medarbejdere. Andre kilder vurderer, at hver syvende DDR-borger på et eller andet tidspunkt udførte arbejde for Stasi.
Købmænd i DDR havde et kummerligt udvalg, men Stasi-folk havde adgang til bedre varer.
Stasi-agenter fik særlige privilegier
Et job hos Stasi gav flere fordele. Lønnen var god, og Stasi-medarbejdere fik tildelt bedre boliger end landets øvrige indbyggere.
DDR-supermarkeder havde som regel et usselt udvalg, men Stasis ansatte havde adgang til specialbutikker med vestlige varer.
Listen over privilegier steg i takt med agenternes rang. Højt-stående Stasi-folk kunne komme på udlandsrejser, og øverst i hierarkiet blev tjenestebilen, en Lada med chauffør, udskiftet med en Citroën.
Alligevel synes materielle goder først at være blevet hovedmotivet for at træde ind i Stasi i DDR's sidste år. For mange var overbevisningen om det rigtige i kampen mod fascismen og ønsket om verdensfred vigtige elementer.
Rudi Mittig, der var viceminister i Stasi i 1975-89, var fx vokset op i Hitlerjugend og havde været overbevist nazist med fronttjeneste i værnemagten. Han valgte en karriere i Stasi, fordi han ønskede at gøre op med sin nazi-fortid.
De fleste borgere foretrak at holde afstand til tjenesten. De passede deres arbejde og sørgede for ikke at skille sig ud, men blev de indkaldt til samtale hos Stasis hverveagenter, var det vanskeligt at undslå sig.
Enkelte undslap med henvisning til dårligt helbred, men ofte lod hverveagenten selv mulige informanter slippe.
Tre ud af fire blev kasseret efter de første samtaler – uden at de havde opdaget, hvad samtalerne gik ud på.
Stasi ville have total tillid til sine informanter.
Derfor kunne hverveprocessen til mere komplicerede overvågningsopgaver tage flere år, og denne proces lagde i sig selv beslag på enorme ressourcer.
I andre tilfælde tyede Stasi til afpresning. Informanten med dæknavnet Klaus Müller var i 80'erne punker i byen Halle. Stasi brød sig ikke om den vestligt inspirerede subkultur, og i 1984 anholdt de Müller for et knallerttyveri.
Punker sladrede om sine venner
Mens han afventede retssagen, prøvede Klaus Müller at komme til Vesten via Tjekkoslovakiet, men det mislykkedes, og Stasi arresterede ham straks ved hjemkomsten.
Sikkerhedstjenesten så muligheder i den unge mand. De pressede dommeren til kun at give Müller to års betinget fængsel, og med den dom hængende over hovedet truede de Müller til at levere skriftlige rapporter om aktiviteterne i en lokal kirke, som var tilholdssted for punkere.
Senere blev Müller skinhead, og et indblik i denne gruppes aktiviteter var også højt prioriteret hos Stasi.
I det hele taget var målet at overvåge enhver “statsfjendtlig gruppe”, og også Østtysklands lille jødiske samfund var under konstant overvågning. Jehovas Vidner og den protestantiske kirke fik udelukkende lov til at udøve deres virke, mod at institutionerne selv rapporterede om al mistænkelig adfærd blandt tilhængerne.
Stasi hvervede også homoseksuelle for at kunne overvåge dette miljø.
“Stilig og renlig beklædning er vigtig, eftersom homoseksuelle sædvanligvis lægger stor vægt på udseendet”, hed det i en vejledning til hverveagenterne.
Sovjet ødelagde DDR's økonomi
Stasi førte efterhånden journal over snart sagt enhver aktivitet i samfundet.
Derfor var tjenesten heller ikke synderlig nervøs, da den folkelige utilfredshed i sommeren 1989 havde udviklet sig til protestdemonstrationer i storbyer som Berlin, Leipzig og Dresden. DDR var jo beskyttet af et veludbygget sikkerhedsministerium, som kunne garantere, at situationen forblev stabil.
Regimets ledere indså ikke, at deres stat var ved at smuldre, og få måneder senere – den 9. november – faldt Berlinmuren. End ikke Stasi kunne holde sammen på DDR.
De første tegn på systemets sammenbrud viste sig, da den sovjetiske leder Leonid Bresjnev døde i 1982. Efter et par overgangsledere blev Mikhail Gorbatjov generalsekretær for Sovjets kommunistiske parti i 1985, og han forsøgte at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, som var under optræk.
Midlerne var politiske reformer – “perestrojka” – og åbenhed – “glasnost”. Disse tiltag sendte DDR's økonomi i frit fald.
Stasi blev DDR's undergang
Erich Mielke reagerede ved at bede Honecker om grønt lys til at intensivere indsatsen.
Argumentet lød, at Vesten måtte have sendt sabotører ind i DDR's virksomheder, så nye agenter blev sendt ud for at afsløre forbrydelsen. Men staten stod ikke til at redde.
DDR nåede lige at fejre 40 år inden det totale sammenbrud. At det lykkedes staten at bestå så længe, kan uden tvivl tilskrives Stasis intensive kontrol af alle borgere. Men ministeriet for statssikkerhed bærer formentlig også en del af skylden for, at sammenbruddet blev så totalt, da det endelig kom.
Mange historikere mener, at omkostningerne til Stasis massive sikkerhedsapparat var så store, at republikken ikke længere kunne betale dem.
Hvis argumentet holder, betød udgifterne, som blev anset for at være nødvendige for at sikre statens eksistens, at staten til sidst brød sammen. DDR blev så at sige kvalt under sit eget panser.
Men hovedparten af befolkningen var uvidende om det forestående kollaps. Flere år efter Carl-Heinz' død havde Miriam samlet mod til at at søge om udrejse, og efter måneders venten fik hun tilladelsen og straks sat på et tog ud af landet. Muren faldt et halvt år senere.
Efter hun var sluppet ud af DDR i foråret 1989, slog hun sig først ned i Vesttyskland, men her kunne hun ikke vriste sig fri af sit tidligere liv:
“Jeg levede med for mange ting fra fortiden, som kunne opsøge mig der”, fortalte Weber den australske historiker Anna Funder, da Funder opsøgte hende under forarbejdet til den prisvindende bog om livet i DDR, Stasiland.
Derfor flyttede Miriam Weber til Californien, men da den tyske genforening op gennem 90'erne tog form, besluttede hun at rejse tilbage til Leipzig, hvor en løbeseddel havde ændret hendes liv.
Arbejdet med at rekonstruere de ødelagte dokumenter er enormt.
45 millioner Stasi-dokumenter genskabes
I DDR's sidste timer ødelagde Stasi-agenter millioner af hemmelige rapporter.
Mens muren faldt og vrede DDR-borgere protesterede, havde Stasis personale travlt med at destruere kæmpemæssige bunker af dokumenter i arkiverne.
Men selv om makuleringsmaskinerne kørte i døgndrift, lykkedes det kun at ødelægge ca. fem pct. af arkiverne, som fyldte 180 kilometer hylde.
Efter Øst- og Vesttysklands genforening gav myndighederne befolkningen adgang til de før så hemmelige Stasi-arkiver.
Samtidig steg interessen for de makulerede papirer. Antagelsen var, at Stasi-folkene havde destrueret de vigtigste papirer først, så i 1995 indledte teknikere arbejdet med at samle papirstumperne til hele dokumenter.