Den Tyske Orden: Fanatiske krigermunke erobrede Baltikum

Søgte væk fra Jerusalem

Munkene i Den Tyske Orden havde ganske vist svoret at leve i fred, men paven fik hurtigt brug for alle våbenføre mænd til at forsvare de skrøbelige erobringer omkring ­Jerusalem.

I 1198 godkendte paven derfor, at munkene blev til en militærorden i stil med de succesfulde tempelriddere.

Den Tyske Orden kæmpede i Mellemøsten de næste 10 år, men det hellige land var ikke det eneste sted, der var hjemsøgt af hedninge. Områderne øst for Tyskland vrimlede med folkeslag, som nægtede at tro på den kristne gud.

Fyrsterne i disse stater var ivrige efter at få hjælp til at opretholde lov og orden af erfarne korsfarere. Derfor søgte dele af Den Tyske Orden til Østeuropa.

Riddernes store chance kom, da prins Konrad af Masovien, en førende polsk adelsmand, ­tilkaldte de tyske riddere til hjælp imod de hedenske preussiske nabostammer.

Til gengæld for at beskytte Konrads grænser og omvende hedningene måtte ridderne få området Kulmerland i den nordøstlige del af det nu­værende Polen samt de ­områder, ridderne erobrede undervejs, lovede prinsen. Med det beskedne landområde som base begyndte ­ridderne at skabe sig deres nye rige.

Paven gav krigermunkene privilegier

Da ridderne ankom til Polen, hørte de rædselsberetninger om de baltiske ­hed­ninge, der dræbte missionærer og brændte klostre ned.

Ordenen iværksatte straks et korstog imod synderne, som blev en stor succes. Hele 10.000 mænd “tog korset” i 1233 for at kæmpe side om side med Den Tyske Orden. ­

Krigerne kom fra Tyskland – lokket ved udsigten til at blive belønnet i Himlen for deres ­gerning samt at få lov til at røre ved den splint af Jesu kors, som ridderne hævdede at have medbragt fra Jerusalem.

Korsfarerne og deres allierede var med avancerede armbrøster, stærke sværd og veltrænede ryttere de hedenske stammer langt overlegne. Preussens plørede moselandskab gjorde dog erobringerne vanskelige, men ridderne holdt stædigt ud.

Hvert år fik de hjælp af nye korsfarere fra Tyskland, og hvert år ­erobrede de endnu et stykke af ­landet syd for Østersøen. Snart havde de undertvunget preusserne og vundet deres første store sejr.

Ridderne var ikke kun behændige med sværdet, men også ved forhandlings­bordet. De havde deres eget dygtige ­diplomatiske korps, som fx sørgede for, at ordenen havde en permanent ­repræsentant ved pavens hof.

Især stormesteren Hermann von Salza viste sig at være dygtig til at sno paven om sin lillefinger.

I 1234 fik stor­mesteren overtalt kirkens overhoved til, at korsfarernes stat skulle være selvstændig og ikke høre under Det Tysk-­Romerske Kejserrige. Og i 1237 gav paven tilladelse til, at ordenen blev slået sammen med den svækkede Sværdbroder­orden, en orden af riddermunke, der havde lidt et stort nederlag i Livland, som lå i nutidens Baltikum.

Sammenslutningen var en stor gevinst for de tyske riddere, der nu kontrollerede flere stykker land i det nuværende Baltikum.

Sammen med de preussiske områder besad de tyske riddere dermed en betragtelig del af området øst for Det Tysk-Romerske Rige.

Korsridderne var i fuld gang med at ­udvikle sig til én af de stærkeste magt­faktorer i Europa.

Ridderne svor kyskhed

Tyske korsfarere og lokale allierede spillede en stor rolle for erobringerne, men den hårde kerne blev udgjort af munkeridderne i Den Tyske Orden.

Ridderne var kendt for deres udholdenhed, som var nøje opøvet gennem strenge leve­regler. Hvert enkelt medlem skulle aflægge ed på, at ridderen fremover ville leve et fromt og kysk liv.

Ridderen lovede også at tilbringe tilværelsen i fattigdom. Så snart en broder trådte ind i ordenen, skulle han opgive alle personlige ejendele og affinde sig med, at alt fra nu af ville være ejet i fællesskab.

I modsætning til verdslige riddere, som gerne klædte sig i skinnende rustninger og bar dekorerede sværd og anden pynt, skulle riddermunkens klædning være enkel og spartansk. “Verdslig herlighed” var forbudt, dikterede paven i 1244.

Hverdagen i klostret var tilsvarende spartansk. Ridderne gik til guds­tjeneste flere gange om dagen og levede enkelt.

Selv deres spisevaner var fastlagt i overensstemmelse med strenge katolske regler. Når det kom til drikkevarer, holdt ridderne sig dog ikke tilbage: “De drak øl til overflod, idet de opmuntrede og tvang hinanden til at drikke i en grad, at det ville have været for meget for en okse”, skrev den tyske kartograf Sebastian Münster i 1500-tallet.

Drikkeriet var også riddernes eneste fornøjelse. Stort set al anden adspredelse var nemlig forbudt. Jagt måtte fx kun ske efter ­bestemte dyr og kun for at skaffe mad, ikke for sjov.

Ordensbrødrene havde­ desuden ordre om at undgå “høflig selskabelighed og samvær” med verdslige riddere. De skulle især holde sig fra muntre sammenkomster som fx bryllupper og skuespil, hvor der ofte var kvinder til stede, og alkoholen flød frit. Under ingen omstændigheder måtte en ordensbror være alene med en kvinde.

Det konstante fravær af det modsatte køn førte dog visse problemer med sig.

Ordenens vedtægter fastslog fx, at “på de steder, hvor brødrene sover, skal der være lys natten igennem”. Reglen havde til formål at forhindre seksuelle ­forbindelser mellem brødrene, da ­homoseksualitet blev betragtet som den værste synd, et medlem af ordenen kunne begå.

En ridder, som blev dømt skyldig i at have sex med en anden mand, kunne risikere henrettelse. Alene mistanken kunne få riddere til at torturere deres brødre i forsøget på at finde frem til sandheden.

Hedninge var frit bytte

Riddernes fromme livsform blev glemt, når Den Tyske Orden drog i felten. ­Ordenen mente nemlig ikke, at ­hedningene var rigtige mennesker, men “slaver af Djævlen”, og ridderne havde ingen skrupler ved brutalt at hugge modstanderne ned.

Under og efter kampen var det almindeligt, at ridderne stak og huggede sårede til døde. De hellige løfter om kyskhed forsvandt også på slagmarken.

Voldtægt af lokale kvinder efter en sejr var ikke unormalt, og ifølge et øjenvidne var ridderne mere tilbøjelige til at tvinge kvinder ind i deres telt end de ­lejesoldater, de kæmpede sammen med. Ordensbrødrene selv gik frygtløst i døden på slagmarken.

Ridderne var overbeviste om, at døden betød, de kom ­direkte i Himlen som en del af “det ­tiende englekor” – den mest ærefulde plads, et menneske kunne indtage i gudsriget.

Frygten for den fanatiske orden var stor hos hedningefyrster som Vytenis af ­Litauen.

I begyndelsen af 1300-årene bekæmpede ridderne konstant fyrsten, som de mødte i åben kamp i ­foråret 1312, hvor ridderne tørnede sammen med ­Vytenis’ hær ved landsbyen Woplawki. Her angreb officeren Heinrich von Plötzke hedningehæren med 80 riddere og tusinder af lejesoldater.

Mange af Vytenis’ mænd blev grebet af så stor rædsel, da de så Den Tyske Ordens banner med det sorte kors på hvid bund, at de stak af. Kun de modigste gav sig i kamp mod ridderne, der svingede klingerne imod modstanderne.

Fyrsten selv for­duftede fra slagmarken.

Da det stod klart, at Vytenis og hans hær var sluppet væk, gik ridderne løs på civilbefolkningen. Ingen blev skånet for deres gudfrygtige vrede. I alt tog rid­derne 700 fanger. Om de døde “kender kun Gud antallet” – ifølge en beretning.

Kampagnerne i Østeuropa gav ikke kun ridderne jord og land. Hver sejr blev fulgt af indbringende plyndringer – en praksis, som ridderne trods løfter om fattigdom ikke have nogen skrupler over.

Gratis arbejdskraft foragtede de heller ikke. Nogle kampagner var nærmest ekspeditioner for at fange ­hedenske slaver, der skulle arbejde på riddernes marker. Den østrigske poet Peter Suchenwirt beskrev en kampagne i 1337 med ordene:

“Kvinder og børn blev taget til fange. De blev ledt afsted, bundet, som når man ind­fanger hunde”.

Kristne blev ikke skånet

Ikke kun hedninge kunne blive udsat for riddernes brutalitet. I starten af 1300-tallet var den ­polske by Gdansk under belejring af soldater fra hertugdømmet Brandenburg. Byens ledere besluttede derfor at bede Den Tyske Orden om hjælp.

Ordenen besvarede nødråbet, fordrev de brandenburgske tropper og red ind i Gdansk som helte. Den store handelsby ved Østersøen var dog særdeles attraktiv for riddernes voksende imperium, og de besluttede ikke at give den tilbage til den polske konge.

Da borgerne forsøgte at gøre oprør, beviste ordenen sin magt ved nå­des­løst at angribe indbyggerne.

“Korsfarerne dræbte mange mænd, og hundene labbede deres blod i sig. En, som ønskede at skrifte før sin død, trak de væk fra skriftefaderen og dræbte, før han kunne nå at bekende sine synder”, ­beretter ­præsten Henryk.

Paven blev rasende, da han hørte om denne massakre på kristne.

Da ordenen blev udspurgt, medgav den kun at have dræbt 16 fjendtlige riddere og ingen ­civile. Historikere mener dog, at flere tus­ind måtte lade livet, da ridderne ­sikrede sig kontrollen over byen.

Ordensstaten blomstrede

Den blodige erobring af Gdansk var med til at bringe velstand til ridderstaten, der igennem 1300-tallet voksede sig stærk. Store områder blev erobret, og landsbyer voksede til blomstrende handelsbyer som fx Königsberg og Tallinn.

Snart slog ridderne deres egne mønter, og udvekslingen af varer især med de tyske hansestæder gik livligt. Da Den Tyske Orden var på sit højeste, nåede handelsforbindelserne helt til Grækenland og Mellemøsten.

Velstanden kom imidlertid ikke kun handelsfolkene til gode.

Til trods for deres løfte om fattigdom begyndte de tyske riddere hurtigt at opkræve told og høje skatter. En tredjedel af al told opkrævet i Preussen røg fx lige i riddernes lommer. Pengene gik til at holde en stor stående hær af lejesoldater.

Derudover opførte ordensbrødrene omkring 120 borge fordelt rundt omkring i deres besiddelser i blandt andet Polen, Litauen og Rusland.

Borgene var fæstning, kloster og ­repræsentationslokaler i ét, og herfra regerede ridderne over deres under­såtter i det omliggende område. I det enorme hovedsæde, Malbork, modtog ordenen nogle af tidens fineste adelsfolk og konger, som de bespiste ved fine banketter i slottets riddersal.

Ved disse lejligheder glemte ridderne alt om ­spartansk livsførelse og mæskede i sig.

Ridderne mødte deres endeligt

Erobringerne i Polen og de baltiske lande skabte grundlaget for Den Tyske Ordens enorme rigdom og magt, men blev også riddernes endeligt.

Med sin voldelige fremgangsmåde og mangel på respekt for de hedenske folkeslag havde ordenen skaffet sig mange fjender i Østeuropa. Ridderne var i stort set konstant krig på flere fronter og skulle også bruge krigere på at slå ­lokale oprør ned.

Kampene blev især blodige i Litauen, der kæmpede imod ordenen i næsten 200 år.

I 1386 lod storhertugen Jogaila af ­Litauen sig endelig omvende til kristendommen, hvorefter han giftede sig med den 11-årige dronning Jadwiga af Polen. Riddermunkene jublede dog ikke over, at litauerne omsider var blevet kristne. Hermed mistede Den Tyske Orden ­nemlig sin officielle grund til at eks­pandere ind i deres land.

Alligevel holdt ridderne sig ikke tilbage, og fjendtlig­hederne fortsatte. Tyskerne måtte dog sande, at de ikke nød den samme støtte i Europa og hos paven, når de bekrigede kristne.

Polakkerne og litauerne havde heller ikke glemt de tidligere krige og massakrer, og nu, hvor ægteskabet havde forenet de to lande, stod de stærkt.

Konflikten kulminerede i et af middelalderens største slag nær byen Tannenberg (mellem Gdansk og Warszawa) i 1410. Her vandt Polen-Litauen en enorm sejr, og størstedelen af munke­ridderne mistede livet.

De polske og litauiske tropper erobrede herefter store dele af Ordensstaten, men da de nåede den enorme fæstning, ordenens hovedsæde, Malbork, blev hæren stoppet. Her holdt resterne af Den Tyske Orden de næsten 30.000 ­soldater tilbage, indtil de måtte opgive belejringen.

Riddernes ­succesfulde ­forsvar betød, at ordenen kun mistede få landområder i den efter­følgende freds­aftale. Nederlaget havde dog af­slø­ret, at ridderne ikke var u­over­vin­de­lige, og ­ordenen kom sig aldrig over den militære katastofe.

Trettenårskrigen (1454-1466) bød på endnu en fiasko. Her vendte de lejesoldater, som stormesteren havde hyret til forsvaret af Malbork, sig imod ham og tog den polske konges parti. Ordenen blev sparket ud af sit hovedsæde, og den religiøse ridderstat gik langsomt til grunde.

Ridderstatens endelige opløsning kom i 1525, hvorefter ordenens få resterende besiddelser og borge i Det Tysk-­Romerske Kejserdømme kun nød begrænset selvstændighed.

Ordensriddere kæmpede dog stadig og leverede bl.a. deres eget regiment til den østrigske hær i hundredvis af år, indtil de i begyndelsen af 1900-­tallet gik over til udelukkende at udføre velgørenhedsarbejde.