Desperat luftkrig over Israel

Jøder ville have deres egen stat

Siden romerne havde fordrevet jøderne fra provinsen Judæa 2.000 år tidligere, havde de levet i andre lande, hvor de sjældent var velkomne.

I Europa blev de jævnligt udsat for massakrer af fanatiske kristne eller misundelige naboer, og allerede i slutningen af 1800-tallet begyndte små grupper jøder at sive tilbage til Palæstina, som dengang var en del af osmannernes imperium.

Efter nazisternes jødeudryddelse i 1940’erne steg antallet af jødiske indvandrere til Palæstina, som i mellemtiden var blevet et britisk protektorat.

Flygtningestrømmen førte til terrorhandlinger – palæstinensiske arabere, der udgjorde befolkningsflertallet i protektoratet, angreb jødiske bosættelser, som svarede igen med blodige hævnaktioner.

Begge parter førte desuden væbnet kamp mod briterne – for at få dem til at trække sig ud. I 1948 fik briterne nok, og opgav deres herredømme over Palæstina med virkning fra midnat den 14. maj.

Samme eftermiddag læste den jødiske leder, David Ben-Gurion, sine landsmænds uafhængighedserklæring op:

“Vi erklærer hermed oprettelsen af en jødisk stat i Det Lovede Land, som vil få navnet staten Israel”.

Araberne i Palæstina nægtede at anerkende den selvudråbte stat, og de fik hjælp fra muslimske nabolande, som sendte tropper mod grænsen.

Egyptere, jordanere, irakere, syrere og libanesere rykkede frem, og den såkaldt arabisk-israelske krig var en realitet.

Den sorte børs bevæbnede Israel

Israelerne havde desperat brug for våben, hvis deres nye stat skulle overleve. Netop det udgjorde en kæmpe udfordring, for en FN-resolution forbød salg af krigsmateriel til området – i håbet om at krigen hurtigt ville ebbe ud.

Ifølge en amerikansk efterretningsrapport havde araberne tungt krigsmateriel, men kun lidt ammunition. På jødernes side var situationen desperat.

Især manglen på krigsfly kunne vise sig at blive katastrofal for israelerne, som ved krigsudbruddet blot rådede over enkelte ubevæbnede sportsmaskiner.

Når flyene fik afmonteret en dør, og en maskingeværskytte blev placeret i åbningen, kunne de bruges til at beskyde infanteri på landjorden, men mod fx det egyptiske luftvåbens Spitfire-jagere var de chanceløse.

I hast indledte Israel derfor en storstilet smugler-operation under kodenavnet “Balak”. Med alle midler skulle agenter anskaffe våben, hvor de end kunne få fat på dem.

Det kommunistiske Tjekkoslovakiet viste sig velvilligst, for landet havde brug for kunder til at holde gang i landets våbenindustri, der beskæftigede titusindvis af fabriksarbejdere.

Tjekkoslovakkerne tog sig til gengæld godt betalt. Et jagerfly kostede 45.000 dollars, og hertil kom radioer, våben og ammunition.

Til sammenligning tog USA 4.000 dollars for de fremragende P-51-jagere fra 2. verdenskrig.

Men amerikanske fly måtte ikke sælges til de krigsførende stater i Mellemøsten, så jødiske agenter var tvunget til at købe ind til ågerpriser i Tjekkoslovakiet.

Israels luftvåben måtte ovenikøbet lide den tort, at deres første jager var designet i Nazityskland.

Tjekkoslovakkerne solgte 10 jagere af typen Avia S-199 til jøderne – et fly, der var identisk med tyskernes Messerschmitt Bf 109, bortset fra at flyet havde en dårligere motor.

Men nød tvang Israel til at acceptere betingelserne, og i det mindste fik deres piloter lov til at træne i Tjekkoslovakiet, inden de skulle i kamp over Palæstina.

Livsfarlig træning ventede i øst

I Rom fik Aaron Finkel og de andre piloter endelig besked om, hvor de skulle hen. Deres næste destination var en luft­ba­se i Østeuropa, hvor lokale instruktører skulle lære dem at flyve Messerschmitt.

Nogle af de kommende jagerpiloter var jøder fra Palæstina, men de færreste af dem havde siddet i et kampfly før. Kamperfaring havde de såkaldte machals derimod masser af.

Den hebraisk forkortelse betød “frivillige fra udlandet”, og blandt dem var mænd, der havde fløjet mod tyskere, japanere eller italienere under verdenskrigen. Her var briter, amerikanere, canadiere, sydafrikanere og en hollænder.

Uanset baggrund var alle piloterne lige rystede, da de mødte deres nye fly for første gang. Avia S-199 hed jageren, som var en kopi af tyskernes Messerschmitt Bf 109, men havde fået en tung motor fra et bombefly i snuden.

I stedet for en jagers spinkle propel havde den store skovlblade, som mere lignede skruen på et skib.

Tjekkoslovakiske piloter kaldte med foragt flyet for “Mezek” – muldyret. Amerikanske Lou Lenart var den førs­te til at kravle op i cockpittet.

Han forstod kun halvdelen af, hvad den tjek­ko­slo­va­ki­ske instruktør sagde til ham, inden han hastigt fik besked på at lette.

Det lille hjul under halevingen fik Avia S-199’s snude til at pege stejlt opad, så længe flyet stod på startbanen.

Dermed blokerede motoren for alt udsyn fremad, og piloten styrede i blinde, mens flyet kom op i fart. Ved 150 km/t. løftede halen sig, så Lenart omsider kunne se hen over motorblokken, og synet gav ham et chok.

Flyets alt for store propelblade havde trukket jageren mod højre, og nu havde den kurs mod en smal passage mellem to betonhangarer med en svær jernkæde imellem.

Lenart trak styrepinden hårdt tilbage, og med besvær lykkedes det akkurat for Aviaen at stige nok til at komme over kæden.

Senere på dagen blev det Gideon Lichtmans tur.

Han kom fra en jødisk familie i New Jersey og havde fløjet mod japanerne under 2. verdenskrig. Træningen i Tjekkoslovakiet var noget helt andet, end han før havde prøvet.

“Der var intet cockpit-tjek. Instruktøren lænede sig ind i cockpittet og pegede på starthåndtaget. Det var det hele. Jeg startede motoren, og herefter var jeg på egen hånd”, fortalte Lichtman senere om den forhastede træning.

Han fik jageren i luften uden alvorlige problemer, lavede nogle skarpe sving, rullede rundt og kastede flyet ned i dyk, inden han landede igen.

Nede på jorden erfarede Lichtman, at han nu – efter 35 minutters flyvetid – blev regnet for parat til kamp. Han havde end ikke prøvet at affyre flyets våben. Men Israel kunne ikke vente længere på piloter og kampfly.

Fire dage senere blev de første fem Avia S-199 skilt ad og læsset på fragtfly i Tjekkoslovakiet.

Som led i “Operation Balak” havde Israel anlagt en hel smuglerbase, hvorfra en natlig luftbro leverede våben, ammunition og andet krigsmateriel.

En af de fem dyrebare jagere nåede dog aldrig frem. Den gik tabt ombord på et fragtfly, som kolliderede med en bjergside.

Kun fire var derfor tilbage, og medfølgende tjekkoslovakiske teknikere skulle først samle dem, inden de kunne gå på vingerne.

Ilddåben var en begrænset succes

Israels forsvarskommando havde håbet, at deres nye luftvåbens første mission kunne blive et stort og lammende overraskelsesangreb på en egyptisk luftbase, men krigens udvikling spolerede alle planer.

Den 29. maj stod egyptiske tropper blot 25 km syd for Tel Aviv, og de fire Avia S-199’ere fik ordre på at kaste sig ind kampene.

Amerikanske Lou Lenart havde mest kamperfaring, og han blev udpeget som anfører, mens Modi Alon, en jødisk pilot med en fortid i det britiske luftvåben, fik til opgave at dække ham.

Gruppens to andre piloter udgjorde et hold på samme måde.

Alle fire fly steg til 2.000 meters højde, men radioerne virkede ikke, og flyene måtte derfor flyve så tæt, at de kunne se hinandens fagter i cockpittet.

Snart fik firkløveret øje på lange kolonner af køretøjer. Lenart trak styrepinden til side, så hans fly rullede om og dykkede, mens han afsikrede sine våben.

Jorden nærmede sig hastigt, da han udløste sin last af 70-kg’s-bomber. På vej opad igen spejdede han efter et nyt mål og udså sig en række lastvogne.

Han nærmede sig og trykkede aftrækkeren i bund, og maskinkanonerne under hans vinger brølede. Men kun et øjeblik, så satte patronerne sig fast.

Da Lenarts maskingeværer løb tør for ammunition kort efter, vendte han om og fløj tilbage til Tel Aviv.

En af hans kolleger var allerede landet, og sammen med ham så de Alon forulykke på landingsbanen, da hans ene hjul eksploderede.

Piloten overlevede, men flyet måtte repareres.

Den fjerde og sidste maskine blev skudt ned, så piloternes første mission havde kostet Israel 25 procent af de jagere, den unge nation rådede over, og de havde kun tilføjet fjenden beskedne tab. Alligevel fik piloternes indsats stor betydning.

Af frygt for flere uventede luftangreb stoppede egypterne deres frem­ryk­ning og gravede forsvarspostioner, mens de ventede på forsyninger og bedre støtte fra luften.

Enlig jager udgjorde forsvaret

Israel blev imidlertid truet af andre end egypterne.

Blot 12 timer efter første mission måtte de to eneste kampdygtige fly atter på vingerne, fordi en irakisk hær rykkede frem fra øst og risikerede at skære Israel midtover.

Fem minutter inde i luftangrebet blev den ene jager ramt i motoren, og piloten sprang ud i faldskærm. Da han landede, var han tæt på at blive tævet ihjel af israelske bønder, fordi han var amerikaner og ikke kunne forklare, at han havde været i gang med at forsvare dem.

Efter to missioner havde Israel nu blot en enkelt kampklar jager tilbage. Modi Alon og Lou Lenart patruljerede på skift over Tel Aviv i det.

Den 3. juni opdagede Alon fire fjendtlige fly på vej over Middelhavet med kurs mod Tel Aviv: To egyptiske Spitfire-jagere lå forrest, og bag dem fulgte to C-47 Dakotaer, som var ombygget fra transportfly til bombefly.

Med aftensolen i ryggen kastede Alon sin Avia S-199 ned i et dyk, sendte en salve fra maskinkanonerne og maskingeværerne mod den ene C-47, inden hans jager brølede forbi. Alon drejede for igen at komme på skudhold og så forbløffet, at alle fire fly støt holdt deres kurs.

Den næste byge projektiler sendte rys­tel­ser gennem C-47’eren. Den krængede til siden og tabte højde, hvorpå skroget blev flået i stykker af en eksplosion.

Først nu vendte de egyptiske Spitfire-piloter om. Deres klodsede forsøg på at lægge sig bag Alon afslørede, at begge piloter var nybegyndere.

Han ignorerede dem derfor og gav sig til at jagte den anden C-47’er, som prøvede at undslippe. En skudsalve satte flyets vinge i brand, og det styrtede ned uden for Tel Aviv.

Alon så sig derpå om efter de to Spitfire-jagere, men de var borte. De egyptiske piloter havde foretrukket at vende om og undslippe frem for at tage kampen op med en fjende, som tydeligvis var betydelig dygtigere.

Tel Avivs borgere var strømmet ud på gaden for at se luftkampen over dem. Mange anede slet ikke, at deres nye stat havde jagere, og nu så de den enlige Avia S-199 drive fjenderne bort fra himlen.

Jubelen var endeløs, og Modi Alon blev øjeblikkeligt udråbt til nationalhelt.

Pilot famlede sig til sejr

Flere jagere ankom fra Tjekkoslovakiet, og mekanikere gik i gang med at samle dem, men de havde svært ved at holde flere end nogle få på vingerne ad gangen, for ulykker ramte hele tiden de vanskelige fly.

Kun to jagere var kampklar, da Gideon Lichtman og Modi Alon den 8. juni lettede for at afvise fire egyptiske Spitfire-fly med kurs mod Tel Aviv.

Snart pegede Alon nedad, hvorpå han krængede sit fly over i et dyk. De egyptiske Spitfire-fly var under dem. Lichtman fulgte efter, mens han ledte efter håndtaget, som ville afsikre hans våben.

Alons salve spredte fjenderne til alle sider. Lichtman så dem forsvinde ind og ud af skyer, mens han omsider fandt det, som måtte være sikringen. Et let tryk på aftrækkeren beviste, at han havde gættet rigtigt.

Et øjeblik senere dukkede en Spitfire op foran ham, og på blot 200 meters afstand affyrede han en salve. Projektilerne passerede på begge sider af målet uden at ramme.

Våbnenes skudlinjer var åbenbart indstillet til at mødes på alt for stor afstand. Foran Lichtman drejede Spitfire-piloten skarpt og dykkede for at undslippe.

Amerikaneren fulgte efter, mens hans trykkede aftrækkeren i bund og drejede haleroret let fra side til side, så projektiler spredte sig i en sky foran flyet.

Han håbede, at det kunne kompensere for de dårligt indstillede våben.

Nogle skud fandt målet og flåede i Spitfire-jagerens skrog, så det styrtede mod jorden. Lichtman blev dermed det første medlem af Israels luftvåben til at besejre en fjendtlig jager i nærkamp.

Erfaring slog kvalitet

Kampen om luftherredømmet over Palæstina var fuld i gang. Og gradvist begyndte israelernes multinationale pilotkorps at få overtaget – trods Avia S-199-flyets svagheder. De arabiske modstandere manglede den rutine, som 2. verdenskrig havde givet piloterne i Israels nyoprettede luftvåben.

En våbenhvile blev presset igennem af FN, og i løbet af sommeren 1948 var det første stormløb mod Israel afværget. Nye flytyper blev føjet til israelernes arsenal under våbenhvilen.

Blandt andet lykkedes det at smugle tre store B-17 Flyvende Fæstninger ud af USA – de gamle bombemaskiner blev købt gennem en stråmand skulle angiveligt bruges som civile fly.

I september satte Tjekkoslovakiet sine 50 Spitfire-jagere til salg. De skulle erstattes af sovjetiske jet-fly, og Israel købte dem for 23.000 dollars stykket. De nye våben fik afgørende betydning.

I februar 1949 bad Egypten om våbenhvile, og snart fulgte jordanerne og libaneserne efter. Syrien kæmpede videre indtil juli.

Den jødiske stat havde overlevet de arabiske landes angreb, grænserne var sikret, og Israel fremstod som Mellemøstens stærkeste militærmagt.

Da freden kom, valgte nogle machals at blive. Amerikanerne Lou Lenart, Gideon Lichtman og Aaron “Red” Finkel tog dog hjem, hvor de genoptog deres civile karrierer.

I alt mistede 33 piloter i det israelske luftvåben livet under krigen. 19 af dem var udenlandske frivillige – Modi Alon var blandt de døde israelere.