Djengis Khan druknede Østen i blod

I Bukharas moske krøb flere hundrede af byens rige og mægtige mænd sammen på gulvet i frygt. De ventede på mongolernes hersker, Djengis Khan. Gulvet i moskeen var overstrøet med iturevet papir, pergament og stykker af læder.

Djengis Khan havde nemlig befalet, at de kister, som indeholdt den hellige Koran, skulle tømmes og bruges som fodrings-trug for mongolernes heste.

Og nu lå de hellige bøger på gulvet; trampet i stykker af hovene på de mongolske soldaters heste.

Så trådte Djengis Khan ind i moskeen. Han så ud over Bukharas magtfulde mænd, som krøb sammen for ham.

Han, som var vokset op i et telt på Mongoliets stepper – fattig, udstødt og faderløs – havde nu lagt Centralasiens mægtigste rige for sine fødder som straf for, at dets herskere havde dræbt hans sendebud og handelsfolk.

Han gik gennem rummet, op på prædikestolen og belærte de besejrede om deres fejltrin og synder:

“Det er de magtfulde blandt jer, der har begået synder. Hvis ikke I havde begået store synder, så ville Gud aldrig have sendt en straf som mig.”

Derpå sendte han de rige mænd hjem, bevogtet af mongolske vagter med befaling om at hente deres rigdomme. Rygtet om mongolernes hærgen i Bukhara fik straks de sidste byer i Khwarezm-riget til at overgive sig.

Djengis Khan tog derefter hovedparten af hæren og krydsede ind i det uvejsomme Afghanistan og videre ind i Nordindien, mens den anden del af hæren drog gennem Kaukasus og videre ind i Rusland. Intet kunne stoppe Djengis Khans steppekrigere­.

Djengis' familie bliver udstødt

Da Djengis Khan erobrede Bukhara i 1220, havde den mongolske hersker og hans hære allerede underlagt sig et område, der strakte sig næsten 6000 km fra Det Kaspiske Hav i vest til Det Japanske­ Hav i øst.

Næsten 60 år tidligere var Djengis Khan blevet født ind i en af mongolernes ædleste familier under navnet Temudjin.

Ifølge “Mongolernes hemmelige historie” – mongolernes ældste litterære værk, skrevet få år efter Djengis Khans død – havde hans oldefar været khan over alle mongoler, og hans far var høvding.

Men da Temudjin var ni år gammel, døde faren, sandsynligvis forgiftet af en fjendtlig stamme. Som ældste søn var Temudjin arving til høvdingetitlen, men han var kun et barn, og andre mongolske familier greb magten og udstødte Temudjin og hans familie.

Høvdingesønnen voksede op i fattigdom, og familien overlevede af bl.a. rødder, som moren samlede. Men de hårde barneår hær­dede den unge mongol, og langsomt voksede ønsket om at hævne ydmygelsen.

Da Temudjin var 13 år, dræbte han en af sine brødre under et skænderi om et jagtbytte. Opvæksten havde lært ham steppens nådesløse lov: Hvis du vil have noget, så tag det!

Temudjin samler mongolerne

Med årene kom Temudjin mere og mere til at fremstå som en lederskikkelse. Men nomadernes samfund var præget af rivalisering, plyndringstogter og blodhævn, og Temudjin måtte flere gange flygte, fordi andre klanledere anså ham for en trussel mod deres magt og sendte deres håndgangne mænd for at eliminere ham.

Et af angrebene kom, da Temudjins familie havde slået lejr ved foden af mongolernes hellige bjerg, Burkhan Khaldun. Temudjin selv, der nu var omkring 20 år, undslap, men angriberne fangede hans unge kone Börte og red bort med hende.

I tre dage lå Temudjin i skjul i skoven. Og det var i de tre dage for foden af Burkhan Khaldun, at mongolernes kommende hersker fik sin åbenbaring:

Guderne havde skånet hans liv, fordi han skulle samle de splittede mongoler og blive deres anfører. Og sammen skulle de erobre verden.

I månederne efter allierede Temudjin sig med flere andre stammeledere og angreb med mange tusinde krigere den stamme, der havde kidnappet Börte. Sejren var total, og Temudjin­ fik sin hustru tilbage.

Det kom dog til at tage 20 år med alliancer, intriger og krig, før Temudjin fik samlet mongolerne. Opgøret med de stammer, der fortsat kæmpede imod, stod i år 1204.

Natten før det afgørende slag slog Temudjins hær lejr på sletten neden for fjendens overlegne styrker. Han gav ordre til, at hver soldat skulle tænde fem lejrbål, og fjendens vagtposter fortalte, at Temudjin havde flere soldater, end der var stjerner på himlen.

Da morgenen kom, mødte Temudjins krigere en hær, der nærmest på forhånd havde givet op, og da dagen var omme, stod Temudjin tilbage som sejrherre.

I 1206 samlede mongolernes øverste råd, “khural”, sig ved Den Blå Sø i Arhangai-bjergene for at udråbe Temudjin til enehersker over et forenet mongolsk folk og give ham ærestitlen Djengis Khan: Universets­ Hersker.

En nomadehær bliver skabt

Allerede mens han kæmpede om magten i Mongoliet, havde Djengis Khan påbegyndt en militær revolution, der skulle forvandle mongolerne til verdens mest frygtede krigere.

Djengis tog udgangspunkt i mongolernes naturlige forudsætninger. Som halvnomadiske hyrder tilbragte de størstedelen af året på hesteryg, og de var glimrende ryttere. Og som jægere var de også dygtige bueskytter. Disse færdigheder skulle nu blive­ grundstenen i Djengis' nye hær.

Processen med at omstille mongolerne fra fred til krig var ikke svær. Mongolernes “fred” havde altid været præget af evindelige fejder og småkrige.

Kvægtyveri, kidnapning og blodhævn var dagligdag. Krig var kort sagt en videreførelse af kvægnomadernes livsstil.

Som ung havde Djengis set, hvordan de indre konflikter blandt mongolerne havde ødelagt alle forsøg på at forene dem.

Han begyndte derfor systematisk at udviske de gamle klan- og klasseskel, så de mange grupper smeltede sammen til en sammenhængende kampenhed.

Uanset baggrund kunne krigerne stige i rækkerne, hvis de var dygtige og tapre. Som et symbol på den nye enhed blandt mongolerne oprettede Djengis en livgarde på 10.000 mand.

Han udvalgte med omhu mænd på tværs af det mongolske samfund, så alle klaner og grupper var repræsenteret. Livgarden fungerede også som skole for officerer. Medlemmerne fik militær træning, der skulle gøre selv en menig i livgarden i stand til at lede en deling i hæren.

Hurtighed er nøglen til succes

Steppefolket blev hurtigt mestre i at bruge rytteriet og den mobilitet, det gav dem. De rykkede typisk frem i spredte kolonner med stor afstand imellem.

På den måde var det lettere for både krigere og heste at finde nok føde undervejs. Men på kort varsel kunne de spredte kolonner samle sig og rette et koncentreret angreb mod et enkelt punkt.

Hemmeligheden bag taktikken var kommunikation. Til trods for de store afstande var tropperne og Djengis Khan hele tiden i tæt kontakt via budbringere til hest. Ved hele tiden at bytte til friske heste kunne budbringerne tilbagelægge næsten 100 kilometer i løbet af en dag.

Først da jernbanen blev indført 600 år senere, blev de mongolske budbringeres hastighed overgået. De nådeløse stammekrige havde lært Djengis, hvor vigtigt det var at kende sin fjende.

Så forud for ethvert mongolsk angreb sendte han spioner ud for at samle information eller bortføre fjender til forhør. Samtidig sørgede særligt udvalgte spejdere til hest for, at de mongolske hære aldrig kunne overraskes af en fjendtlig hær.

Spejderne red 50-100 kilometer for- og bagude for hærenhederne og sørgede for lynhurtigt at advare hæren om eventuelle fjendtlige enheders antal og styrke.

Djengis havde i sin ungdom også lært noget andet, der skulle præge mongolernes krigførelse: forsigtighed. Hovedløs tapperhed tjener ingen, og kun en tåbe kæmper en kamp, han ved, han ikke kan vinde.

Men for mange virkede det som om, at det var netop det, Djengis Khan gjorde, da han i foråret 1211 krydsede grænsen til et af verdens mægtigste­ riger: Kina.

Mongolerne krydser Gobi-ørkenen

Djengis Khan valgte at invadere Kina af flere årsager. Dels mente han efter åbenbaringen ved Burkhan Khaldun, at det var hans guddommelige kald.

Men invasionen havde også et praktisk formål. Mongolerne havde ingen pengeøkonomi, og Djengis skulle bruge rigdomme til at lønne sine soldater. Og rigdomme fandtes i store mængder i Kina.

Via sine spioner vidste Djengis desuden, at Kina på grund af interne stridigheder var svækket.

Men det var alligevel noget helt andet at kæmpe imod sletternes nomader end en mægtig civilisation som Kina med en armé på mange hundrede tusinde mand. Desuden lå den store Gobi-ørken mellem mongolerne og Kina, og den var umulig at krydse – mente kineserne.

Men Djengis Khan var overbevist om, at det lod sig gøre, og i foråret 1211 førte han den samlede mongolske hær på omkring 50.000 mand igennem ørkenen og stod nu ved grænsen til Nordkina.

KORT – Djenghis Khans erobringer:

Falsk flugt narrer fjenden

Det så virkelig ud til, at guderne var på Djengis Khans side. De fæstningsanlæg, som skulle have holdt mongolerne ude, var for længst gået i forfald, og Djengis Khan red ganske enkelt uden om dem.

Undervejs knuste mongolerne den ene kinesiske hær efter den anden på trods af, at de oftest var i undertal. Bag succesen­ lå bl.a. en udspekuleret krigstaktik.

Taktikken var at sende en mindre styrke frem foran hovedstyrken, når spejderne meldte om en fjendtlig hær eller befæstet by længere fremme.

Den mindre hærstyrke red helt frem til fjendens styrker, men lod i sidste øjeblik som om, at modet havde svigtet, og vendte om i tilsyneladende flugt. Dette fik typisk den fjendtlige styrke til at bryde formationen og sætte efter.

I mellemtiden havde mongolerne spredt hovedhæren ud i en hesteskoform, som den “flygtende” styrke trak de fjendtlige tropper længere og længere ind i. På signal fra de mongolske officerer klappede fælden, og den fjendtlige hær blev først mødt af en regn af pile, hvorefter mongolerne “lukkede” hesteskoen og angreb fra alle sider.

Taktikken virkede, og mongolerne trængte længere og længere ind i landet, efterladende sig et bredt spor af død og ødelæggelse.

Forude ventede den største udfordring: Beijing. Det var en by med 350.000 indbyggere og enorme rigdomme. Men byen var også omgivet af en 15 km lang og 12 m høj mur beskyttet af 900 vagttårne og forsvaret af tusindvis af soldater.

På sin sædvanlige, forsigtige måde undgik Djengis klogeligt at angribe byen direkte. I stedet belejrede han den og satte sig til at vente. Og mongolerne havde ingen hast.

De mange handelskaravaner på vej til Beijing anede intet om, at byen var belejret, og faldt en efter en i mongolernes hænder. Så mens befolkningen inde i byen sultede, levede mongolerne af handelskaravanerne og de livsnødvendige forsyninger til byen.

Beijing bliver brændt ned

Mens mongolerne ventede, lærte de noget helt nyt af de kinesiske fanger og overløbere: belejringsteknologi. Og snart mestrede de også denne form for krigsførelse.

Til sidst følte mongolerne sig stærke nok til at angribe og rykkede helt frem til byens forsvarsværker. Men da hæren nåede murene, blev de mødt med kinesernes dødbringende våbenarsenal.

Brændende pile, ildkugler lavet af voks, keramikbomber fyldt med tusind grader varmt, flydende jern og giftige brandbomber fyldt med råolie og kemikalier regnede ned over de mongolske krigere.

Men mongolerne havde tusindvis af kinesiske fanger med sig fra tidligere slag, og de blev nu tvunget til at bære mongolernes belejringsstiger frem til murene.

Mange af forsvarerne genkendte venner og slægtninge blandt de, som bar stigerne frem, og tøvede. Alligevel overlevede kun meget få af de ulykkelige fanger pileregnen fra deres landsmænd.

Men stigerne kom på plads, og nu væltede mongolerne ind over murene. I en måned plyndrede og brændte mongolerne Beijing.

En udenlandsk gesandt, der besøgte byen flere måneder senere, kunne fortælle, at byen stadig var omgivet af bjerge af knogler, og at gaderne var helt glatte af fedt fra alle de mennesker, der var omkommet i flammerne.

Tolerance holder riget sammen

Djengis' Kina-feltttog varede i fem år og endte med, at store dele af det nordlige Kina blev erobret. Men mongolerne tog ikke kun rigdomme og krigsfanger med sig fra Kina. De fik også inspiration til, hvordan et rige bedst organiseres – med nedskrevne love.

Mongolerne havde intet skriftsprog, men det havde deres allierede fra naiman-stammen. Derfor udnævnte Djengis en mand fra denne stamme som skriver. Derefter pålagde han sin halvbror Shigi at sørge for, at alle love og straffe blev nedskrevet på hvide ark i en blå bog. Dette skulle blive til “Den Blå Bog” eller Yassa; mongolernes lovværk.

Det mongolske rige var et af historiens mest sammensatte, og tolerance og religionsfrihed var en forudsætning for, at riget ikke skulle rives i stykker af etniske og religiøse modsætninger.

Derfor blev religionsfriheden lovfæstet i Yassa: “Han [Djengis] har forordnet, at alle religioner skal respekteres, og at ingen forrang skal gives til nogen af dem.”

Samtidig med, at Djengis Khan fik organiseret sit nye kæmperige med love og regler, begyndte han at sende budbringere ud til Asiens andre store riger med tilbud om fred og handel.

I år 1207 sendte han også en handelskaravane til det muslimske Khwarezm-rige i vest (nutidens Usbekistan). Kwharezm var rigt og strakte sig hele vejen fra Det Kaspiske Hav til Indien.

Men i byen Otrar blev de mongolske handelsfolk arresteret, mistænkt for spionage. Djengis Khan ønskede handel og ikke krig, så han sendte tre sendebud for at opklare situationen.

I stedet blev hele handelskaravanen myrdet, og sendebuddene halshugget, hvorefter deres hoveder blev sendt tilbage til Djengis. Kilder fortæller, at da mongolernes hersker modtog de afhuggede hoveder, gik han i raseri alene op på et bjerg, blottede hovedet, bøjede sig mod jorden og sagde:

“Jeg ønskede ikke denne strid; giv mig styrke til at tage hævn.”

Efter tre dage og nætter på bjerget kom Djengis Khan ned og sagde til sine mænd: “Lad os ride mod islams folk og kræve vor hævn!”

Khwarezm bliver knust

Ingen havde set mage til den armé, som i 1219 marcherede mod muslimerne i Khwarezm. Den bestod af 150.000 mongolske soldater med to-tre heste hver.

Dertil kom 10.000 kinesiske belejringseksperter med tunge krigsmaskiner, båret af okser og kameler eller rullet frem på massive træhjul.

Her var rambukke, kastemaskiner, belejringsstiger og enorme belejringsbuer, der kunne skyde hul i fæstningsmure på en kilometers afstand.

Det var en frygtindgydende armé, som kombinerede nomadernes bevægelighed med belejringsvåbnenes kraft og tyngde.

Den enorme mongol-hær fortærede umætteligt alle de lande, den marcherede igennem, og voksede sig stadig større. For hver gang et område faldt, blev mongolernes rækker forstærket med slaver og tvangsudskrevne soldater.

Det var et ustoppeligt uhyre, som brød igennem Khwarezm-rigets grænser.

“Luften blev sort som natten på grund af støvet fra rytterne. Frygt og panik overvældede dem, og skræk og rædsel herskede.” Sådan beskrev en senere persisk kilde mongolernes indtog.

Nyheden om mongolernes invasion af det muslimskeKhwarezm nåede hele vejen til Europa. Her var mange år tidligere opstået en legende om en mægtig, kristen hersker i Asien. Han skulle være en efterkommer af de tre vise mænd og ville komme det kristne Europa til undsætning i krisetider.

Mange mente derfor, at Djengis måtte være denne hersker, og at han var kommet for at hjælpe i kampen mod muslimerne. Den drøm blev knust blot fire år senere, da mongolerne også angreb det kristne Europa.

Den første by i Khwarezm, som blev angrebet, var Otrar, hvor de mongolske sendebud var blevet dræbt. Før mongolerne kom, havde Otrar været en blomstrende handelsby.

Da de rejste, var byen så ødelagt, at det skulle tage 800 år, før arkæologerne fandt spor af den. Derefter faldt Khwarezms andre store byer; Bukhara, Samarkand og Gurganj. I Gurganj fik hver mongolsk soldat ordre til at dræbe 24 mennesker – de mongolske soldater talte 50.000 mand.

Asiens perle lægges øde

Til sidst var der kun en enkelt stor by tilbage, Merv. Den var kendt som “Asiens perle”, og byens ti biblioteker indeholdt 150.000 bind. Byen var desuden berømt for sine pragtfulde paladser og dens kanaler, som bragte vand fra floden Murgab til de mange fontæner.

Garnisonen bestod kun af 12.000 mand, men byen var også tilflugtssted for 700.000 civile, mange af dem flygtninge fra de omkringliggende områder. Det blev nu tydeligt, hvor effektiv mongolernes terrorkrig var.

Efter et halvhjertet forsøg på forsvar lukkede både soldater og civile sig inde i deres hjem og ventede apatisk på deres skæbne. Det tog fire dage at drive hele befolkningen ud af byen, hvor de blev samlet på en slette.

“Mervs befolkning blev fordelt blandt soldaterne, og hver mand fik ordre til at dræbe 300 eller 400 mennesker,” skrev den persiske historiker Djuvaini.

Da steppekrigerne havde forladt byen, kom en muslimsk gejstlig og hans følgesvende til stedet. De brugte 13 dage på alene at tælle de dræbte.

Mongolerne lod til at være ustoppelige, og nu stod de ved grænsen til det enorme Indien. Men i stedet for at fortsætte deres togt ind i Indien rettede mongolerne opmærksomheden mod vest – mod Europa.

80.000 russere bliver slagtet

Efter sejren over Khwarezm-riget fortsatte mongolene mod nordvest. Under felttoget havde de hørt om et folk, der hed bulgarerne. De var muslimer, allierede med Khwarezm og desuden rige på grund af pelshandel.

Derhen begav mongolerne sig nu under ledelse af Djengis Khans mest erfarne general, den enøjede Subudei. De krydsede de mægtige Kaukasus-bjerge, nedkæmpede kongeriget Georgiens armeer, og til slut stod de ved bredden af floden Dnepr.

Men nu mobiliserede russerne. Mægtige fyrster fra Kijev, Kursk og Rostov allierede sig med det tyrkiske polovtsy-folk, og 31. maj 1223 mødte de Subutai ved Kalka-floden. Da slaget var ovre, havde mongolerne knust den russiske hær på 80.000 mand. Seks russiske fyrster og 70 adelsmænd mistede livet. Vejen­ til Europa lå åben.

Men mongolerne havde ikke glemt, hvad deres oprindelige mål med ekspeditionen var. Så i stedet for at marchere mod hjertet af Europa drog de mod nord op til Volga-bulgarerne. I de krigeriske Volga-bulgarer mødte Subudeis hær krigere af deres egen støbning.

Bulgarerne var efterkommere efter et tyrkisk rytterfolk fra stepperne i øst og beherskede mongolernes egen krigstaktik. De to rytterhære mødtes i efteråret 1223. Bulgarerne lod, som om de flygtede, og mongolerne fulgte efter, sikre på sejren.

Ved Samara-floden lå bulgarernes hovedstyrke imidlertid i baghold og knuste den mongolske hær med dens egne midler. Europa var reddet for denne­ gang.

Men de overlevende mongoler vendte ikke tomhændede hjem fra togtet. De havde for første gang mødt Europa og set verdensdelens rigdomme. Og de havde erfaret, at europæiske armeer kunne besejres, akkurat som kinesiske, tatariske og tyrkiske. Mongolerne ville komme igen efter Djenghis' død.

Djengis Khans død holdes skjult

Blot fire år efter slaget mod Volga-bulgarerne døde den nu 65 år gamle Djengis Khan – muligvis af lungebetændelse. Ifølge legenden var hans sidste ord til hans sønner: “Jeg skabte et stort rige, men livet­ var for kort til at erobre hele verden.­ Det overlader jeg til jer.”

Af frygt for kaos og magtkampe blev dødsfaldet holdt hemmeligt, og Djengis Khans lig blev i al hemmelighed transporteret til hans fødested for at blive begravet. Legenden fortæller, at alle, som så begravelsesoptoget undervejs, blev dræbt, for at de ikke skulle fortælle, hvad de havde set.

Også de soldater, der overværede begravelsen, blev efterfølgende dræbt, for at de ikke skulle afsløre steppeherskerens sidste hvilested.

Og det er heller aldrig blevet fundet.