Døden lurer i sneen

Studehandel sendte Finland i krig

Under den tre en halv måned lange vin­ter­krig kæmpede tusinder af finske mænd og kvinder for deres lands frihed med mod, stædighed og opfindsomhed. Èn mand blev mere end nogen anden sym­­bolet på finnernes kamp: snig­­skyt­­ten Simo Häyhä, som var så ef­fek­­tiv, at han blev kaldt “Den Hvide Død”.

To mænd var årsag til, at Simo Häyhä endte som snigskytte. Den ene var Adolf Hitler, og den anden Josef Stalin. De var ideologiske dødsfjender, men i sommeren 1939 havde de kynisk aftalt at dele Østeuropa mellem sig.

Hitler udnyttede aftalen til at kaste sig over Polen, hvorpå Frankrig og Storbritannien greb til våben. Imens de andre stormagter sloges, kunne Stalin frit gennemtvinge sin vilje over småstaterne langs Sovjetunionens grænser.

Den forsigtige tyran foretrak at nå sine mål med trusler, men da Finland nægtede at underkaste sig, overlod han sagen til hæren.

Finnerne opdagede, at de var i krig, da sovjetiske fly angreb Helsinki den 30. november 1939. Imens satte 425.000 sovjettropper sig i bevægelse mod grænsen. Ifølge planen ville Finland blive indtaget på tre uger, så Stalin kunne få landet i gave på sin fødselsdag den 21. december.

Alle måtte ofre sig

I Finland indkaldtes hæren, og 250.000 mand ankom til depoterne for at modtage deres udrustning. Deres antal var imponerende for et land med 3,7 mio. indbyggere, men mange soldater måtte bevogte den lange og sårbare kystlinje. Ved fronten var finnerne håbløst i undertal.

“Vor arvefjende har angrebet os igen”, sagde den gamle marskal Mannerheim i radioen til befolkningen. En generation forinden havde han anført kampen for Finlands selvstændighed, og nu vendte han tilbage fra pension for igen at tage kommandoen.

Sejr forekom umulig. Men hvis ikke Finland skulle slettes fra landkortet, måtte soldaterne kæmpe.

En af dem var Simo Häyhä, hvis slægtsgård lå nær grænsen. Han var 35 år og havde slidt på familiens jordlod siden barndommen.

Allerede som 17-årig trådte Simo Häyhä ind i hjemmeværnet, senere blev han ind­kaldt til hæren, og ved hjem­sen­del­sen var han korporal. Tilbage på gården sluttede han sig igen til hjem­me­vær­net, og nu, i 1939, skulle træ­ningen omsider testes i kamp.

Frygt fulgte soldaterne til fronten

Simo Häyhä blev indkaldt til hærens 34. regiment, der gjorde klar til kamp i Ladoga-karelen nord for den store Ladoga-sø. Tropperne stod spredt, for hæren forventede ingen større angreb i egnen, der var dæk­ket af dybe skove.

Den Røde Hær hav­de imidlertid anlagt en hemmelig jern­ba­ne-­lin­je, der gik helt op til grænsen i Ladoga-karelen. Derfor kunne 75.000 mand trænge over grænsen sammen med 150 kamp­vog­ne og 200 kanoner.

“Vi satte vores pigtråd op, befæstede vores stillinger og gravede skyttehuller”, be­ret­te­de Simo Häyhä siden om sin anden dag i krig. “Det første sovjetiske angreb kom efter mørkets frembrud”.

Simo Häyhäs 6. kompagni holdt stand, men andre tropper fra 34. regiment blev tromlet ned, da de forsøgte at holde traffikknudepunktet Suojärvi længere nordpå. Den Røde Hær slog til med tusindvis af mænd og kampvogne, som finnerne ikke kunne matche med deres våben.

“Folk begyndte at løbe, pløje bagud gennem sneen på ski uden tanke for noget, uden at høre officerernes råb og forbandelser”, skrev en soldat sidenhen.

Suojärvi faldt på krigens tredje dag, og fjen­den havde nu chancen for at svinge rundt om Ladoga-søen og angribe den fin­ske hærs hovedstyrke i ryggen. Alt afhang af, om de finske tropper kunne danne en ny forsvarslinje.

Se hvor Den Røde Hær angreb:

“Kollaa vil holde”

Trætte og modløse finner stavrede bagud gennem det snedækkede landskab, til de nåede floden Kollaa 30 km fra Suojärvi. Simo havde mistet mange naboer og venner, for de fleste soldater i 34. regiment kom fra den egn, hvor de kæmpede.

Nu fik de ordre til at grave sig ned ved flodbredden. De nye stillinger skulle holdes for enhver pris, lød ordren, men opgaven forekom umulig. Floden var blot to meter bred på de smalleste steder.

“Vil Kollaa holde?” spurgte den gene­ral, som havde kommandoen.

“Kollaa vil holde, medmindre ordren lyder på at stikke af”, svarede Simo Häyhäs kompagnichef, Aarne Juutilainen.

Pressen gengav den korte samtale i ind- og udland, og ordene blev et symbol på finnernes modstandsvilje. Stalins tropper indledte deres stormløb ved Kollaa den 8. december, men denne gang var finnerne klar.

Kanoner stod skjult ved områdets få veje, hvor de sov­je­tiske kampvogne kunne rykke frem, og trop­per­ne havde nu improviserede våben til at ødelægge panserkøretøjer med. Angrebet blev slået tilbage.

Nye sovjetiske angreb fulgte, men indtil videre var fronten frosset fast, og Simo Häyhä begyndte sin forvandling til historiens mest dødbringende skytte.

Geværet var Simo Häyhäs ven

Finland havde ingen specialiserede skarp­skyt­ter, da Vinterkrigen brød ud. Det havde de færreste hære i 1939. Under 1. verdenskrig blev mesterskytter ved alle fronter trukket ud af deres enheder, så de kunne jage uforsigtige fjender på egen hånd. Men efter krigen blev denne type soldater udfaset.

Simo Häyhä var derfor en helt almindelig infanteri-soldat, da han blev indkaldt. Til gengæld havde han trænet præ­ci­sions­skyd­ning i hjemmeværnet i mange år.

Finlands militær havde få ressourcer, og instruktørerne krævede, at hver patron skulle ramme sit mål. Simo Häyhä deltog i hjemmeværnets skydekonkurrencer, og allerede første gang præsterede han 93 ud af 100 mulige træffere på 300 meters afstand.

Da Simo Häyhä gik i krig, var det med et våben, som han havde brugt på skydebaner og øvelser i årevis.

Geværet M/28-30 var en finsk videreudvikling af den ald­ren­de Mosin-Nagant 1891 fra zar-tidens Rusland. Den nye udgave havde en for­bed­ret affyringsmekanisme, og sigtet kunne nemmere fin-indstilles.

Våbnet var tiltænkt det finske hjemme­værn, som pga. pengemangel tilbød sine med­lem­mer selv at købe riflen med lidt of­fent­lig støtte, og Simo Häyhä benyttede sig af muligheden. Geværet var hans eget, og han kom til at kende det lige så godt som et nært familiemedlem.

Tålmodighed betød overlevelse

Simo Häyhä havde kun kæmpet ved Kol­laa-fronten i få dage, da han blev taget ud af sin gruppe. Hans træfsikkerhed var blevet bemærket af kompagnichefen, og nu skulle den træfsikre korporal operere på egen hånd som snigskytte.

Hver dag gav Simo Häyhä fjenden nye tab, og hans effektivitet skyldtes ikke kun den grundige skydetræning i hjemme­vær­net. Før krigen gik han ofte på jagt, og erfaringerne fra de lange dage i Finlands skove var mindst lige så vigtige som evnen til at ramme plet.

Ligesom en jæger skulle en snigskytte bevæge sig uden at blive set eller hørt, vælge den bedst mulige skydestilling, og så måtte han have endeløs tålmodighed.

Simos opgave blev gjort lettere af, at mange sovjetiske soldater var elendige skytter. Under de første dages kampe fik han ordre til at vove sig ud af sin stilling for at kappe en telefonledning.

“Det gjorde jeg, og jeg tog mig god tid, selvom russerne skød på mig med et ma­skin­ge­vær fra en stilling omkring 200 m borte”, fortalte han efter krigen.

Men andre fjender var livsfarlige, for Den Røde Hær havde også indsat snigskytter ved Kollaa-fronten.

Snigskytter duellerede i sneen

Korporal Simo Häyhä havde vist sit værd som 6. kompagnis snigskytte, da løjtnant Juutilainen gav ham en vanskelig opgave. Tre finske delingsførere var blevet skudt ned, og det stod klart, at de var ofre for én og samme skytte. Kompagnichefen ville have snigskytten elimineret.

“Jeg skal gøre mit bedste”, lovede Simo Häyhä. Før daggry iførte han sig uldent tøj, og yderst tog han en hvid camouflagedragt på, så han kunne falde i et med sneen. Mens det endnu var mørkt, sneg Simo Häyhä sig fremad fra de nedgravede finske stillinger.

Dagen forinden havde han ud­set sig et velegnet sted at skyde fra. Det lå i skygge, så han ikke risikerede, at solen gav genskin i gevær-metallet. Desuden var de spor, han efterlod i sneen, ikke synlige fra fjendens stillinger.

Vintersolen stod op lidt over 10 om formiddagen, og fra da af var det udelukket at røre sig. Simo Häyhä lå ubevægelig. Kun blikket gled langsomt fra side til side, mens han afsøgte terrænet foran sig. Intet spor af den fjendtlige skytte.

Knap seks timer senere var den korte dag allerede ved at være forbi. Solen gik ned blandt træerne bag den finske skytte, da et lysglimt langt forude fangede hans opmærksomhed.

Det var gen­skin fra et kik­kert­sig­te, gættede Simo Häyhä, og et øjeblik efter så han bevægelse. En hvidklædt skikkelse rejste sig op med stive lemmer. Den sovjetiske snigskytte havde indstillet dagens jagt, og nu så han sikkert frem til at komme tilbage til sine egne linjer, hvor han kunne varme sig med en kop skoldhed te.

Finnen tog sigte, trykkede på aftrækkeren og førte lynhurtigt endnu en patron op i kammeret på sit gevær. Det blev dog ikke nødvendigt at skyde igen.

Det første pro­jek­til var trængt ind gennem mod­stan­derens kind og passeret gennem hovedet. Manden var død, og det blev i stedet Simo Häyhä, som denne aften kunne lune sig ved en varm ovn.

Sådan knuste finnerne de sovjetiske kolonner:

General Vinter anførte slaget

Den Røde Hær fortsatte sine angreb ved Kollaa-fronten, og temperaturen blev ved med at falde.

Med frost ned til -40 grader dikterede “General Vinter”, hvilke operationer det var muligt at gennemføre. Invasionshæren havde fly, kanoner og kampvogne i massevis, men den viste sig helt uforberedt på at føre vinterkrig.

En amerikansk krigskorrespondent blev rystet, da han så en flok mænd, som havde kapituleret til finnerne.

“De russiske soldater, som Kreml har sendt mod finnerne, må være nogle af de mest sølle skabninger, der er set i uniform i denne del af verden, siden Napoleons udsultede tropper vaklede tilbage fra Moskva”, rapporterede journalisten.

“Ingen af mændene bar lange støvler, og som resultat havde adskillige så frosne fødder, at de knap kunne gå”.

En finsk oberst fældede en kort og hård dom over modstanderne: “Infanteri som dem har vi aldrig set før. De er ikke soldater”.

Ud over ringe påklædning led mange sov­je­tiske tropper også under konstant sult. Deres forsyningstjeneste var forsvindende lille, og det udnyttede finnerne. Når de finske tropper trak sig tilbage fra et område, evakuerede de civilbefolkningen og brændte alle bygninger ned. Intet blev efterladt til invasionshæren.

Så længe de var i bevægelse, måtte de sovjetiske soldater desuden sove udenfor i kulden. Og modsat finnerne havde de kun få brændeovne, som de kunne var­me sig ved om natten. I stedet lavede de bål, men flammerne tiltrak både finske granater og nattepatruljer.

Blodig erfaring lærte invasionstropperne, at de måtte nøjes med nogle få gløder i bunden af et hul. Modløsheden bredte sig i den på papiret så slagkraftige hær.

Skoven fyldte russerne med skræk

Ved Kollaa-floden angreb sovjetiske soldater igen og igen, mens den iskolde de­cem­ber måned skred frem. Bølger af mænd i lange frakker kæmpede sig gennem sneen, og hver gang gik det frontale an­greb i stå, når finske maskingeværer be­gyn­dte deres snerrende salver. Ilden den modsatte vej var notorisk ufarlig.

“De skyder dårligt”, fik en journalist at vide af de finske soldater. “De skyder hovedsageligt fra hoften og får kun lidt eller ingen dækningsild fra støttevåben”.

Generelt led hele invasionshæren under dårlig ledelse, så selv simple ma­nøv­rer blev forkludret. I Moskva var krigs­mi­ni­steren ikke i tvivl om årsagen, da Stalin rasende krævede en forklaring:

“Du fik vores bedste generaler slået ihjel”, rasede ministeren og mindede Stalin om de officers-udrensninger, som diktatoren selv havde beordret.

Normalt var det selvmord at tale sådan, men selv Stalin måtte erkende, at denne gang kunne en skueproces efterfulgt af et nakkeskud ikke fjerne problemerne.

Den 19. december stoppede de sovjetiske frontalangreb ved Kollaa-floden, og snart sænkede en form for ro sig også over de andre fronter. Men for Simo blev krigen mere intens end nogensinde.

Mesterskytten havde frit spil

Hver dag begav Simo Häyhä sig ud for at jage fjender. Nogle gange fik han selskab af korporal Malmi, der med kikkert hjalp med at udpege mål.

“Vi holdt øje med fjendens aktiviteter hele dagen og prøvede at regne ud, hvor vi ville finde det mest målrige sted”, fortalte Simo Häyhä efter krigen.

“Når det blev mørkt, forberedte jeg mig en skydestilling. Jeg stampede endda sneen på jorden, så lufttryk fra skud ikke fik den til at fyge op og afsløre mig”.

Han foretrak stadig at skyde med sin M/28-30, selvom geværet ikke havde kikkertsigte. Simos præcise øjemål var nok, som han beviste, da han fik en opgave udstukket af løjtnant Juutilainen.

Kompagnichefen havde i flere timer forsøgt at få ram på en skytte, der lå skjult nær de sovjetiske skyttegrave 400 m væk, men uden held. Juutilainen hav­de ellers et gevær med kikkertsigte. Nu blev det Simo Häyhäs tur.

“I begyndelsen så jeg ikke skyggen af ham – blot en lille klippe, hvor han an­gi­ve­ligt skulle være. Men efter at have spej­det længe fik vi øje på ham bag en lille snedrive nær klippen. Jeg sigtede om­hyg­ge­ligt med min M/28-30 og ramte målet i første skud”.

Mange af skyttens skud foregik dog over kortere afstande, for fjenden vovede sig sjældent væk fra sine stillinger. “Korporal Malmi og jeg fik øje på en gruppe nye bunkere”, fortalte Häyhä.

“Vi bevægede os lydløst gennem skoven, til vi var 150 m fra bunkerne, som lå mellem de to frontlinjer. Vi tilbragte hele dagen i vores stilling og skød 19 russere. De opdagede aldrig, hvor vi var”.

Häyhä var på vej mod titlen som historiens mest dødbringende snigskytte.

Den ideelle jagtmark

Løjtnant Juutilainen havde fra begyndelsen af kampene ved Kollaa holdt regnskab med Simo Häyhäs præstationer.

Midt i december lykkedes det den træfsikre korporal at ramme 23 fjender på én dag. Og så fulgte hans mest dødbringende dag den 21. december, hvor sneen ellers dalede ned fra himlen og for­rin­ge­de sigtbarheden.

Da Simo Häyhä vendte hjem, havde han ramt plet 25 gange siden solopgang. Dermed havde hans gevær samlet dræbt 100 fjender på kun 22 dage.

Simo Häyhä blev så kendt, at naboenheder begyndte at låne ham. Målene var de observatører, som udpegede mål for de sovjetiske kanoner.

Det var farligt arbejde, for byttet havde enorm ildkraft bag sig: “Jeg nåede kun at sende to-tre skud mod observatørernes målkikkert, før russerne begyndte at skyde tilbage med svære granater. Sprængstykker, grene og aske føg om ørerne på os, men på mirakuløs vis undslap vi”.

Senere på dagen sneg Simo Häyhä sig frem fra en ny vinkel og satte det værdifulde apparat ud af spillet. Snart kunne løjtnant Juutilainen notere 200 træffere, og imens indløb storslåede nyheder fra krigen længere nordpå.

Her i det øde landskab fandtes ingen faste fronter, og finnerne angreb igen og igen i nålestiks-operationer. I løbet af få uger udslettede én finsk division to sovjetiske, som ellers begge var talmæssigt o­verlegne og havde artilleri og kampvogne.

Det tunge materiel bandt in­va­sions­trop­per­ne til områdets få veje, mens letbevæbnede finske småstyrker kunne bevæge sig igennem landskabet på ski.

Storslåede sejre i slagene ved Suomussalmi og Raate-vejen løftede de finske troppers kampmoral til nye højder. Det samme gjorde beretninger om “Den Hvide Døds” bedrifter, og snart nåede historierne­ ud til alle verdens afkroge.

Stalin nægtede at give op

Verden over lå sympatien klart på det kæm­pende Finlands side. Frivillige strøm­me­de til fra bl.a. Skandinavien for at kæmpe.

Sverige sendte også krigs­­­mate­­ri­el – herunder en tredjedel af det sven­ske luftvåbens fly. Men ingen ønskede at træde direkte ind i krigen.

“Hele Skandinavien ligger rugende under for nazismens og bolsjevismens trussel”, skældte Storbritanniens Win­ston Churchill ud i en radio-tale på BBC.

Kun Finland kæmpede, påpegede han. Churchill så dog bekvemt bort fra, at finnerne ville have været neutrale, hvis ikke de var blevet angrebet. Frankrig og Storbritannien drøftede, hvordan de kunne hjælpe. Men det blev ved snakken. Imens oprustede Den Røde Hær.

Hvis mange finner troede, at Stalin snart var tvunget til at give op, tog de fejl. Bedre sovjetiske generaler og bedre tropper ankom til fronten.

Grundige planer blev lagt, og den kaotiske forsyningstjeneste kom omsider i nogenlunde orden. Enhver snak om fred var udelukket.

Et skud afsluttede krigen

I februar 1940 begyndte det nye sovjet­iske stormløb mod finnerne. Denne gang løb infanteristerne ikke frem i masse­angreb, men kantede sig frem mod finske stillinger. De udmattede finske soldater måtte trække sig tilbage.

En snigskytte havde ikke længere stor værdi, og Simo Häyhä blev i stedet sat i spid­sen for en gruppe soldater. Bitre kampe stod på i ugevis, indtil fjenden omsider fik ram på ham den 6. marts.

“Jeg var i Ulismaas mørke skove. Vi havde igen fået ordre til modangreb, ligesom så mange gange før”, fortalte han.

Finnerne rykkede frem over en sump, da Simo Häyhä blev ramt i ansigtet. “Jeg kunne mærke, at min mund var fuld af knoglestumper og blod”, konstaterede han. “Kuglen var trængt ind gennem min overlæbe og havde gen­nem­hul­let min venstre kind”.

Elsdyr blev snigskyttens nye mål

Simo Häyhä var blevet ramt af en dum-dum-kugle – et projektil, der udvider sig ved sammenstød og flår alt i stykker. Venstre side af overkæben og en del af underkæben blev blæst væk ved skuddet. Ved ankomsten til forbindepladsen gik korporalen i koma, og han vågnede først en uge senere, den 13. marts 1940.

Netop den dag stoppede Vinterkrigen. Den Røde Hær var trængt igennem finnernes Mannerheim-linje, og herefter var al videre modstand håbløs. Finland måtte ydmygt bede om våbenhvile.

Stalin slog straks til, for med sejrene i marts var Den Røde Hærs ære genop­rettet, og diktatoren ønskede nu at vende ryggen til den finske fadæse.

Finland måtte afgive store landområder som betaling for fred, men det seje forsvar havde slukket Stalins drøm om helt at opsluge det lille naboland. Prisen for Finlands frihed var 25.000 dræbte.

Simo Häyhä, der overlevede det brutale hovedskud, var dog ikke i tvivl om, at hans og de andres ofre var det hele værd: “Jeg gjorde, hvad jeg fik besked på, og så godt jeg kunne”, sagde han siden. “Finland ville ikke findes i dag, hvis alle andre ikke havde gjort det samme”.

Blot et år efter krigsafslutningen kom Finland igen i krig med Sovjetunionen. Denne gang sammen med Hitler, som havde set Den Røde Hær vakle i Vinterkrigen og derfor troede, at den let kunne knuses. Han burde i stedet have bemærket, hvor hurtigt Sovjets tropper genrejste sig efter de indledende nederlag.

Simo Häyhä, der med 542 bekræftede drab havde slået alle skarpskytte-­rekorder, var ikke med i den nye krig. Han vendte tilbage til sit landliv, hvor historiens mest effektive snigskytte nøjedes med at nedlægge­ elsdyr.