Dødens dal: Briterne led stort nederlag i Afghanistan

Stort set alle i hæren og lejrfølget blev massakreret i det bjergrige lands dybe dale af oprørske afghanere. Cirka 100 blev taget til fange og holdt som gidsler. Kun én britisk soldat slap levende igennem dalene til den nærmeste britiske garnison i Jalalabad.

Det var et militært og politisk nederlag samt en menneskelig katastrofe uden sidestykke i datidens britiske imperium. På den tid strakte imperiet sig fra Storbritannien over store dele af Afrika og Asien samt til hele Australien.

Briterne var det nærmeste, man kom på verdensherrer, og aldrig nogensinde før var en af deres hære blevet udslettet til næsten sidste mand.

Det mest ufattelige var, at deres Kabulhær blev udslettet af, hvad de anså for primitive stammefolk.

Kampen om verden

I 1830'erne rivaliserede briterne med det russiske imperium om magten i verden. Russerne udvidede deres territorium mod syd og øst. I det centrale Asien stod de ved Turkmenistan nord for Afghanistan. Mod syd besad briterne derimod det meste af Indien, som var deres kronkoloni.

Det selvstændige Afghanistan blev ledet af emiren Dost Muhammed. Det var et lille, fattigt og bjergrigt land, som nu blev til en brik i imperiernes spil om magt og indflydelse.

I 1838 forhandlede russerne med Dost Muhammed for at få ham over på deres side. Det så briterne som en trussel mod Indien. De frygtede givetvis, at russerne via Afghanistan kunne anspore inderne til at gøre oprør imod dem.

Invasionen var en succes

I 1839 invaderede briterne derfor det østlige Afghanistan. På få måneder indtog de byerne Kandahar, Ghazni og hovedstaden Kabul, hvor de indsatte en afghansk emir, som var britiskvenlig, mens den oprindelige emir Dost Muhammed blev sendt til Indien i fangenskab.

Den britiske hær ved Kabul slog lejr lige uden for byen. Hæren bestod af omtrent 700 briter og 3800 indere, der var britiske kolonitropper. Med hæren fulgte 12.000 civile. Nogle var soldaterkoner og ‑børn, andre var tjenere eller handelsfolk, der levede af at betjene soldaterne.

Situationen løber løbsk

Invasionen var i sig selv en ydmygelse for de uafhængige stammefolk i Afghanistan.

Men tre andre faktorer førte også til, at situationen efterhånden eskalerede. For det første indledte nogle af de britiske officerer forhold til afghanske kvinder. For det andet blussede et gammelt had mellem de afghanske muslimer og de indiske hinduer op. For det tredje betød hæren og lejrfølgets mange mennesker, at priserne på fødevarer og andre fornødenheder steg voldsomt i både Kabul og omegn.

I begyndelsen af november 1841 opstod der optøjer og uroligheder i byen. Briternes politiske officer Alexander Burnes forsøgte at forhandle med afghanske ledere, men han blev sammen med sine vagter dræbt inde i byen af en ophidset menneskemængde.

Den øverstbefaldende for Kabulhæren, general William Elphinstone, hævnede dog ikke drabet på Burnes. Generalen frygtede givetvis at gøre ondt værre, hvis han angreb Kabul og straffede indbyggerne. I stedet valgte han at fortsætte forhandlingerne, hvilket afghanerne så som et svaghedstegn.

Oprørske afghanere strømmede nu til Kabul, og briterne i lejren blev udsat for angreb fra snigskytter, der forsvandt lige så hurtigt, som de dukkede op. Blandt oprørerne var den afsatte emirs søn Muhammed Akbar. Han dræbte en britisk officer, som Elphinstone havde sendt ind i Kabul i endnu et forsøg på at forhandle en fredelig løsning. Afghanerne var nu klar over, at de kontrollerede situationen.

Det skyldtes, at briterne i realiteten var omringet, deres forsyninger svandt ind, og vinteren nærmede sig. Afghanerne undlod dog at angribe Kabulhæren i større omfang, da den trods alt var en veltrænet styrke, som det ville have kostet mange afghanere livet at angribe. Oprørs- og stammelederne lovede derimod den britiske hær forsyninger, frit lejde og en eskorte, hvis den trak sig ud af landet.

Situationen var nu helt utålelig for general Elphinstone. Han havde kun to valg. Enten tog han mod afghanernes tilbud om frit lejde, eller han måtte besætte en fæstning ved Kabul, hvor hæren kunne holde stand, indtil en undsætningstyrke fra Indien nåede frem.

Det kunne tage måneder, før en undsætningsstyrke nåede frem, så Elphinstone valgte at stole på stammelederne og tage imod deres tilbud. Men afghanerne trak tiden ud, og forsyningerne og eskorten, som de havde lovet, dukkede aldrig nogensinde op.

Dødsmarchen begynder

Den 6. januar 1842 brød briterne op fra lejren og begyndte tilbagetoget mod Jalalabad. Foran hæren og lejrfølget lå en march på 150 kilometer gennem uvejsomt bjerg­terræn med op til 30 centimeters dyb sne og temperaturer på ned til minus ti grader. Desuden var der fjendtligtsindede afghanske stammer, som ikke adlød oprørslederne i Kabul.

Efterhånden, som hæren trak sig ud af lejren, begyndte afghanere at plyndre gods, den havde efterladt. Det kom til skudvekslinger og 50 britiske kavalerister blev dræbt.

Briterne dannede en fortrop, en midtertrop og en bagtrop, der skulle sikre, at hæren kunne kæmpe under marchen. Men de civile skabte kaos og panik i kolonnen.

Den efterladte pige i sneen

Afghanerne angreb konstant grupper af både civile og soldater, der var kommet for langt væk fra kolonnen eller var faldet bagud, fordi de var sårede.

Det var på dette tidspunkt, at den britiske officer Colin Mackenzie så den lille indiske pige sidde forladt i sneen.

Han følte en stærk trang til at samle hende op. Men han gjorde det ikke. Det nyttede ikke noget, skrev han mange år senere i sine erindringer, fordi der var mange andre efterladte børn, som afghanerne var i gang med at myrde og kvinder, der lå langs vejen med deres lange sorte hår indsmurt i blod.

Klokken 16.00 gav Elphinstone ordre til at slå lejr for natten. På det tidspunkt havde hæren kun tilbagelagt 10 km.

Stort set alle telte var gået tabt, fordi panikslagne kulier havde smidt dem fra sig under de afghanske angreb.

Langt de fleste sov derfor i sneen. Midt om natten ankom bagtroppen, som havde kæmpet mod afghanere hele vejen fra Kabul. Om morgenen den 7. januar dukkede Muhammed Akbar op med 600 ryttere på bakkedragene langs den ene af bjergsiderne.

Briterne troede først, at han var kommet med en eskorte og forsyninger. Men det håb brast, da han forlangte seks britiske officerer som gidsler, hvilket han fik efter forhandlinger. Gidslerne skulle sikre, at den britiske garnision i Jalalabad også trak sig ud af landet.

Men trods overgivelsen af gidslerne fortsatte andre afghanere med at angribe og plyndre våben og gods. Om det skete på Akbars kommando, vidste ingen. Gidselforhandlingerne forsinkede tilbagetoget, og det nåede kun ti kilometer længere den dag.

Rytterne var stivfrosne

Endnu en nat gik, og den 8. januar om morgenen var kavaleristerne så stivfrosne, at de måtte løftes op på deres heste.

Fodfolkene havde det ikke bedre. På deres overskæg hang der små istapper. Mange soldater var ligefrem så paralyseret af kulde, at de knap nok kunne holde på deres rifler.

Hæren nåede til det otte km lange Khoord-Kabul-pas. Her lå gilzhai-stammen i baghold på bjergskråningerne, der rejste sig så højt, at vintersolen aldrig skinnede ned i bunden. De skød og dræbte omkring 3000 mennesker, da tilbagetoget drog gennem passet.

Kvinder og børn efterlades

Akbar, der fortsat fulgte briterne, foreslog den 9. om morgenen, at den sidste snes britiske kvinder og børn, som stadig befandt i tilbagetoget, skulle overgives i hans varetægt.

I løbet af tilbagetogets første dage var ca. 70 britiske kvinder, børn og officerer blevet taget til fange af afghanerne. De endte som gidsler hos Akbar, der ville bruge dem til at forhandle med, når briterne i Indien hørte om katastrofen.

Elphinstone havde reelt intet andet valg end at overgive kvinderne og børnene. Det var trods alt bedre, at de var gidsler hos Akbar, end at de døde sammen med hæren. De blev dog først overgivet efter forhandlinger, der igen forsinkede hæren en dag.

Kolonitropperne afskæres

Den 10. januar lykkedes det fortroppen, som bestod af briter, at kæmpe sig gennem en smal kløft. Men hovedstyrken, der bestod af indere, slap ikke igennem, fordi afghanere strømmede ned i kløften og afskar dem fra fortroppen. Samtidig stormede andre afghanere ned fra bjergene og huggede alle i hovedstyrken ned med sabler i stedet for at spilde krudt og kugler på dem.

På fire dage var Kabulhæren reduceret til cirka 450 soldater og 1500 civile, som sammen med soldaterne var sluppet gennem den snævre kløft.

For første gang under tilbagetoget beordrede Elphinstone en ilmarch. Mændene ­gik natten igennem, og den næste dag, den 11., nåede de frem til Jugdulluk-passet, hvor de stoppede for natten.

Om morgenen den 12. indbød Akbar Elphinstone til forhandlinger i sin lejr. Generalen indvilgede med et sidste håb om, at Akbar kunne overtale stammelederne til at lade dem slippe igennem til Jalalabad. Men Akbar tog i stedet Elphinstone som gidsel.

De sidste 450 mand

Briterne indså, at generalen var blevet lokket i en fælde. En officer gav derfor de sidste 450 mænd ordre til at forcere Jugdulluk-passet. Her havde afghanere lagt tornebuske på tværs af vejen, og mens briterne sled sig gennem, skød de til måls efter dem fra skråningerne.

Kun 62 soldater, som alle var briter, slap ud af Jugdulluk-passet. Tolv af dem var til hest. De stak af, mens de 50 fodfolk fortsatte marchen.

De overlevende civile var prisgivet. Nogle af dem gemte sig i huler eller mellem klipper. Men de, som afghanerne ikke dræbte, døde efterhånden af sult, kulde og udmattelse.

Natten til den 13. krydsede de 50 fodfolk en bro over ­Sourkab-floden, hvor nogle af dem faldt i kamp med en mindre gruppe afghanere. Op ad dagen nåede de ca. 40 af dem landsbyen Gandamack. Her blev de omringet og kæmpede til døden, bortset fra seks, der blev taget som gidsler.

Kun én rytter slap igennem

Af de 12 ryttere, der slap ud af Jugdulluk, faldt de otte på vejen til Futtehabad, mens tre blev dræbt af afghanske ryttere blot seks km fra Jalalabad.

Kun én mand var nu tilbage fra Kabulhæren. Det var en militærlæge ved navn William Brydon. Han red fra forfølgerne og kæmpede sig gennem en gruppe afghanske ryttere.

Uvist hvorfor forfulgte de ham ikke, og Brydon nåede som den eneste brite frem til den britiske garnison i Jalalabad.

Her rapporterede han til generalen Robert Sale, at hele hæren var gået tabt. Senere overlevede Brydon også det store indiske oprør i 1857.