England og Frankrig, krig

England og Frankrig: Bedste fjender i 1.000 år

Brexit, Waterloo og Hundredårskrigen – lige siden Vilhelm Erobrerens invasion i 1066 har “frenchies” og “limeys” været ærkefjender. End ikke kampen mod Hitler kunne standse deres evige rivalisering.

Brexit, Waterloo og Hundredårskrigen – lige siden Vilhelm Erobrerens invasion i 1066 har “frenchies” og “limeys” været ærkefjender. End ikke kampen mod Hitler kunne standse deres evige rivalisering.

Look and Learn/Bridgeman Images & Shutterstock

Prominente gæster strømmer i begyndelsen af 1880’erne til den lille havneby Folkestone på Englands sydlige kyst. Tronfølgeren, den senere Edward 7., premierminister William Gladstone, Londons borgmester samt ærkebiskoppen af Canterbury er blandt de samfundsspidser, som har lagt vejen forbi. Iført beskyttelsesdragter træder de fine herrer ind i et lille stålbur og lader sig sænke dybt ned under jorden.

Deres interesse er forståelig, for store bedrifter bliver udrettet her. En tonstung maskine, 10 m lang og udstyret med et mandshøjt, roterende stålskær, borer sig gennem undergrundens kalklag. Kursen er sat mod øst, under Den Engelske Kanal, med den franske kyst som mål.

“Fremgangsraten er for øjeblikket 91 m om måneden, men farten vil snart blive sat betydeligt op”, beretter tidsskriftet “The London Illustrated News” i marts 1882. Efter planen skal Kanal-tunnellen stå færdig fire år senere.

Tunnelboremaskine

Et stort bor skulle allerede i 1880’erne have boret en tunnel under Den Engelske Kanal.

© PA Images/Imageselect & Shutterstock

Tunnel skulle forbinde ærkefjenderne

Siden slutningen af 1700-tallet havde briter og franskmænd fantaseret om at bygge en fast forbindelse. Men først i 1875 var teknologien så udviklet, at de to lande underskrev en aftale om projektet.

De første testboringer ved Dover så lovende ud, og i 1881 blev en boremaskine på hver side af Kanalen sænket ned i undergrunden for at tage fat. Boret fungerede med trykluft, og bag maskinen blev der lagt skinner, så kalken kunne fjernes i tipvogne.

Selskabet “Submarine Continental Railway Company” kunne rapportere, at deres bor hver uge skrællede ca. 90 meter kalk væk, og at farten med tiden ville øges. Boret havde en diameter på syv fod (2,13 m) og arbejdede ca. 30 m under kanalbunden.

Mens de to boremaskiner arbejdede sig frem, var tunnelselskabet i færd med at konstruere nye maskiner til at udvide diameteren til 14 fod, så arbejdere i dybet kunne beklæde siderne med beton og forhindre nedstyrtende kalkstykker i at forstyrre togdriften.

Når skinnerne var lagt i 1886, skulle særlige trykluftdrevne tog suse gennem tunnellen på en time, men projektet blev opgivet i 1882. Da var kun ca. 3,5 km af den samlede strækning på over 35 km boret ud.

Men sådan kommer det ikke til at gå, for de britiske politikere og militæreksperter får kolde fødder. De frygter, at horder af krigslystne franskmænd vil storme gennem tunnellen og underlægge sig det britiske ørige.

Tunnelbyggeriet skal standses øjeblikkeligt, beslutter parlamentet i juni 1882. Borets kværnen forstummer, og det hvirvlende, gråhvide støv lægger sig i den forladte tunnelgang.

Det afbrudte tunnelarbejde er bare ét af mange eksempler på det skrøbelige forhold mellem Frankrig og England. Gennem snart 1.000 år har frygt, mistro og jalousi forpestet naboskabet – med vidtrækkende konsekvenser for de to lande, det øvrige Europa og resten af verden.

Fransk hertug erobrede England

De to landes skæbne blev for altid knyttet sammen i året 1066, da den engelske kong Edvard Bekenderen døde uden at efterlade sig en umiddelbar arving.

Blandt de, som gjorde krav på tronen, var hertug Vilhelm af Normandiet. På denne tid blev Englands konger dog valgt af et særligt råd kaldet witan (de vise mænd), og rådet pegede på den afdøde monarks svoger, Harold Godwinson.

Hertug Vilhelms rige, Normandiet, var formelt underlagt den franske konge, men reelt set var området selvstændigt – beboet af vikinger og franskmænd. Han drømte om at udvide sin magt, og England var et oplagt mål.

Vilhelm samlede en hær, og den 27. september 1066 gik han i land med 8.000 krigere ved byen Pevensey på Englands sydkyst. Omkring to uger senere, den 14. oktober, nedkæmpede han den engelske hær og slog Harold Godwinsons ihjel.

I 1066 besejrer hertug Vilhelm af Normandiet de engelske styrker ved Hastings og tager magten i landet. Slaget blev foreviget omkring år 1070 på et broderet, 70 m langt billedtæppe.

Broderitæppe, Slaget ved Hastings
© Image on website of Ulrich Harsh

1. Franskmænd angriber englændere

De to hære er næsten lige store, men Vilhelms tropper står på et højdedrag, og det giver dem en fordel. Da normannerne får overtaget, myrder de løs blandt de svækkede engelske soldater med økser, sværd og lanser.

Broderitæppe, Slaget ved Hastings
© Image on website of Ulrich Harsh

2. Kong Harold bliver dræbt

Efter at have dræbt en stor del af den engelske hær kaster normannerne sig over Harold Godwinson. Den engelske konge dør, da han først bliver ramt af en pil i øjet og dernæst bliver hugget ned af en normannerkriger.

Broderitæppe, Slaget ved Hastings
© Image on website of Ulrich Harsh

3. Englænderne tager flugten

Med Harold Godwinsons død er kampen afgjort. De overlevende englændere må tage flugten over slagmarken, som er overstrøet med lig og afhuggede lemmer. Kampen har varet i godt otte timer.

Juledag lod Vilhelm, der pga. sin bedrift skulle gå over i historien som Erobreren, sig krone i Westminster Abbey i London. Tronskiftet blev en brutal oplevelse for befolkningen, som Vilhelm slog ned på med hård hånd.

“Kongen skyede ingen midler i jagten på sine fjender. Han slog mange ihjel og ødelagde både hjem og marker”, skrev den engelske benediktinermunk Ordericus Vitalis.

For at undertvinge befolkningen anlagde Vilhelm fæstninger i flere engelske byer. Blandt dem var Tower of London, som Vilhelm lod opføre af franske bygmestre – med kalksten hentet i bruddene ved den franske by Caen.

Langbuer overvandt riddere til hest

Vilhelm og hans normanniske adelsmænd indgik giftermål på begge sider af Kanalen, hvilket styrkede den engelske kongemagt. Efter knap et århundrede herskede England således over halvdelen af Frankrig.

En krig om magten over Frankrig lurede forude, og for at sikre sig, at alle mænd i England var klar til kamp, indførte kong Edward 3. i 1363 “Loven om bueskydning”. Loven foreskrev, at enhver rask mand skulle træne med bue og pil på søndage og helligdage.

Træningen bar frugt. Under slaget ved Azincourt i Frankrig i 1415 mødte Henrik 5.s engelske langbueskytter en overtallig fransk hær af riddere – klædt i panser og plade.

“Englænderne er en mellemting mellem mennesker og dyr. Den eneste forskel, jeg kan se, imellem dem og de vilde i Afrika er, at de sidstnævnte skåner det smukke køn”. Robert-Martin Lesuire, fransk forfatter, 1760.

Natten forinden havde et voldsomt regnskyl gjort slagmarken til et pløre, og franskmændenes tunge riddere til hest havde svært ved at bevæge sig gennem mudderet. Imens ridderne sad fast i pløret, lod de engelske langbueskytter pilene regne ned over dem og vandt en stor sejr.

Krigslykken vendte 14 år efter, da den franske hær med krigerjomfruen Jeanne d’Arc i spidsen indtog byen Orléans. Bid for bid generobrede de franske soldater herefter de engelske besiddelser på kontinentet.

Da den såkaldte Hundredårskrig sluttede i 1453, besad briterne kun området Calais – dér, hvor Den Engelske Kanal er smallest.

England og Frankrig, krig

England og Frankrig har været involveret i utallige militære konflikter – deriblandt Hundredårskrigen (1337-1453), der i realiteten varede 116 år.

© Look and Learn/Bridgeman Images & Shutterstock

Hadet har ført til mange krige

I ca. 1.000 år var England og Frankrig hinandens svorne fjender. Rivaliseringen har gentagne gange ført til drabelige krige, hvor tusindvis af mennesker mistede livet.

1066: Normanner indtager England

Fjendskabet mellem englændere og franskmænd begynder, da normanner-hertugen Vilhelm i 1066 dræber den engelske konge under slaget ved Hastings og underlægger sig øriget.

Slaget ved Hastings, riddere, heste
© Granger/Imageselect

1337: Striden varer i 116 år

En ulmende konflikt om jordbesiddelser bryder i 1337 ud i lys lue, da Englands Edward 3. erklærer sig for konge af Frankrig. Hundredårskrigen koster England alle franske besiddelser på nær Calais.

Riddere, sværd, bue og pil
© Ms 6 f.243 Battle of Agincourt

1700-tallet: Briterne fører udmattelseskrig

Frankrig og England gør i 1700-tallet krav på de samme områder i Nordamerika. England er mere velstående og derfor bedre rustet til en langvarig konflikt end Frankrig, som ender med at tabe krigen.

Soldater, heste
© ClassicStock/Imageselect

1815: Napoleon taber ved Waterloo

Den franske kejser Napoleons ambition er at blive Europas stærkeste mand – og briternes mål er at standse ham. Det lykkes efter mere end et årtis krigsførelse i 1815 ved Waterloo i nutidens Belgien.

Napoleon. Waterloo, soldater
© Niday Picture Library/Imageselect

1945: Allierede kommer i klammeri

Frankrig har overherredømmet i Syrien, da der i 1945 udbryder oprør i landet. De franske styrker indleder en brutal kamp mod oprørerne, og Churchill indsætter derfor den britiske hær for at stoppe kampene.

Engelsk kampvogn, soldater, syrere
© Keystone France

Fredsmøde endte i brydekamp

Hundredårskrigen gjorde for altid en ende på drømmen om et forenet engelsk-fransk rige. Til gengæld var de to lande efter krigen nærmest jævnbyrdige, og fremover vogtede de nidkært på hinanden for at undgå, at modparten skulle få det militære eller politiske overtag.

I begyndelsen af 1500-tallet vandt det muslimske Osmannerrige imidlertid frem i dele af det kristne Europa. Truslen fik engelske Henrik 8. og Frans 1. af Frankrig til at sætte hinanden stævne for at give freden endnu en chance.

Kongerne mødtes på en mark på grænsen mellem Frankrig og engelske Calais. Her rejste begge parter store teltlejre – forud for mødet måtte arbejdere omhyggeligt nivellere området, så ingen af de to lejre kom til at ligge højere end den anden.

I stedet konkurrerede parterne om, hvem der kunne gøre det mest overdådige indtryk. Hundredvis af telte skød op i området, som fremover skulle kendes som Guldbrokadelejren pga. det klæde indvævet med guldtråde, der blev brugt til teltene og deltagernes tøj. Tilsammen spenderede de to konger omregnet 133 mio. nutidskroner på at imponere hinanden.

Guldtelte. palads, borg

Da Englands Henrik 8. mødtes med den franske kong Frans 1., anlagde de begge enorme lejre med gyldne telte.

© Royal Collection/Hampton Court

Fredsmødet begyndte i en gemytlig stemning. Så snart Henrik 8. og Frans 1. steg af hestene, faldt de hinanden om halsen og gik arm i arm til det første møde.

For at undgå akavede situationer sørgede mødets organisatorer for, at de to konger altid var på samme hold, når underholdningsprogrammet bød på fægtekonkurrencer og ridderturneringer. Helt kunne de to monarker dog ikke holde sig i skindet.

Under en kamp mellem to franske brydere blev Henrik grebet af situationen. Han tog Frans i kraven og forsøgte at vriste ham omkuld. Frans var imidlertid en habil bryder og kvitterede med at kaste Henrik i gulvet. Heldigvis for balancen mellem de to konger udfordrede Henrik straks Frans til en dyst med langbue. Her måtte Frans give op – han kunne end ikke trække strengen på det tunge våben.

Mødet sluttede den 24. juni, efter at de to konger havde overdænget hinanden med dyre gaver i form af bl.a. guldskrin og ædle rideheste. Men freden varede kun kort. Allerede på vejen hjem mødtes Henrik 8. med den tysk-romerske kejser, Karl 5., og indgik en aftale med ham – og året efter angreb de Frankrig.

Krigen flyttede til Amerika

Rivaliseringen begrænsede sig ikke til det europæiske kontinent. I 1700-tallet sendte både England og Frankrig handelsfolk og soldater til Nordamerika for at få del i den nye verdens rigdomme.

I Amerika voksede spændingen mellem de to parter, og den 28. maj 1754 angreb en britisk styrke en fransk ekspedition, som havde slået lejr på en eng i vore dages Pennsylvania.

Under overfaldet dræbte en af briternes indianske allierede, høvdingen Mingo, den franske officer Joseph Coulon de Villiers de Jumonville med sin tomahavk, og indianerne skalperede ni franske krigsfanger. Den episode udløste en ny krig.

England og Frankrig nøjedes ikke med at kæmpe om jord og magt i Europa. De to landes rivalisering omfattede hele kloden og blev udkæmpet både til lands og til vands.

Engelske soldater, indere, elefant
© Francis Hayman

1. Briter tog monopol på Indien

Både England og Frankrig anlagde i 1600-tallet handelsstationer i Indien, men englænderne fordrev hurtigt franskmændene, som i 1763 måtte opgive deres besiddelser. Fremover måtte de handle under engelsk beskyttelse.

Søslag
© Thomas Whitcombe

2. Indbringende ø var i fare

Under den amerikanske frihedskrig i 1780’erne forsøgte Frankrig at besætte den rige britiske besiddelse Jamaica. Planen mislykkedes, da briterne besejrede franskmændene i et vældigt søslag. Øen forblev britisk indtil 1962.

Tegning, engelsk bulldog, fransk puddel
© Joseph Morewood Staniforth

3. Kolonimagter delte Afrika

I 1898 gjorde både en engelsk og en fransk ekspedition krav på fortet i Fashoda i Sudan. I stedet for at gå i kamp enedes landene om at lade vandskellet mellem Nilen og Congo-floden udgøre grænsen for deres interesseområder.

Hjemme i Frankrig løb rygterne om overfaldet; angiveligt havde høvding Mingo vasket sine hænder i Jumonvilles hjernemasse, og hele miseren var englændernes skyld, mente franskmændene.

“Englænderne er en mellemting mellem mennesker og dyr. Den eneste forskel, jeg kan se, imellem dem og de vilde i Afrika er, at de sidstnævnte skåner det smukke køn”, skrev den franske forfatter Robert-Martin Lesuire i 1760.

Franskmændenes vrede var dog ikke nok til at vinde. Briterne sejrede, og ved krigens afslutning i 1763 kunne de kalde sig verdens dominerende kolonimagt.

Men det sidste ord var ikke sagt i det spørgsmål. Krigen havde tømt briternes statskasse, og kolonierne blev derfor pålagt hårde skatter. Utilfredsheden ulmede, og i april 1775 gjorde kolonisterne i Amerika væbnet oprør.

Frankrig støttede oprør

Oprørerne havde dårligt råd til at føre krig. Til gengæld vidste de, hvor de kunne hente hjælp. I december 1775 mødtes en fransk udsending med Benjamin Franklin – en fremtrædende kolonist og senere statsmand.

Snart efter krydsede den første hjælp Atlanten. Forsendelserne fra Frankrig var købt på kredit og indeholdt bl.a. uniformer, ammunition og våben til 25.000 soldater.

Tilfredsheden var stor i Frankrig – som det fremgår af et brev, landets udenrigsminister i foråret 1776 skrev til Ludvig 16.:

“Forsynet har udset sig dette øjeblik til Englands ydmygelse. Tidspunktet er kommet til at hævne alle de onder, som landet siden århundredets begyndelse har påført sine naboer og rivaler”.

“Hvorfor forkorte en afstand, der allerede er for kort?” Den britiske premierminister, lord Palmerston, om at bygge en tunnel til Frankrig, 1858.

Ifølge den franske udenrigsminister skulle England “reduceres til en andenrangs-magt og universet befries fra en grådig tyran (England, red.), som tilranede sig al magt og al rigdom”.

Frankrigs andel i amerikanernes selvstændighed var betragtelig. Med sin sejr ved Saratoga i oktober 1777 vendte lederen af oprørshæren, general George Washington, krigslykken. Ifølge historikerne bar op mod 90 pct. af oprørssoldater under slaget franske våben – og størstedelen af deres krudt kom fra Frankrig.

Briterne måtte erkende nederlaget i 1783, og til franskmændenes store tilfredshed blev freden underskrevet ved en ceremoni i Paris.

Magten til søs var altafgørende

Krigen havde forarmet begge lande, men for Frankrig blev situationen særlig truende, da voldsomme haglbyger i 1788 ødelagde afgrøderne.

Den desperate befolkning rettede vreden mod Ludvig 16. og aristokratiet, som levede i overdådighed, mens folket sultede. Den 14. juli 1789 stormede oprørere Bastille-fæstningen og indledte den franske revolution.

I Storbritannien svingede reaktionerne mellem morskab, begejstring og afsky. Men da revolutionen efterhånden udviklede sig til et blodbad, spredtes frygten til de engelske aristokrater som en østenvind over Kanalen.

Endnu mere bange blev briterne, da den ambitiøse Napoleon Bonaparte udråbte sig selv til fransk førstekonsul og bragte orden i det kaotiske land. Nu rettede han blikket mod verdensherredømmet.

Napoleon vidste, at nøglen til at beherske verdenshavene var at underlægge sig England. I de følgende år pønsede han konstant på at krydse Kanalen og indtage øriget.

Invasionen blev dog aldrig til noget, og under slaget ved Trafalgar i oktober 1805 vandt briterne en knusende sejr over den franske flåde.

Hertugen af Wellington, elskerinder

Hertugen af Wellington scorede to af Napoleons tidligere elskerinder.

© Published by John Bell, after Rose Emma Drummond, Élisabeth Louise Vigée Le Brun & Thomas Lawrence

Britisk sejrherre var besat af Napoleon

Den britiske general Arthur Wellesley, hertugen af Wellington, slog i 1815 eftertrykkeligt Napoleon i slaget ved Waterloo. Selv blev Wellington imidlertid besat af manden, han besejrede.

Hertugen af Wellington vandt evig hæder som manden, der besejrede Napoleon ved Waterloo. Men adspurgt udviste Wellington ingen tvivl om, hvem af de to han anså som den største soldat og hærfører.

“I vor tid, i fortiden og til alle tider, Napoleon”, svarede han.

Wellington kunne ikke få nok af noget som helst, Napoleon havde haft berøring med. Efter kejserens død erhvervede han foruden en statue og adskillige portrætter af Napoleon et sværd, som kejseren havde fået fremstillet – samt en kopi af kejserens spisestel i 102 dele. På et tidspunkt hyrede han også Napoleons kok.

Som om det ikke var nok, forførte han to af kejserens elskerinder, operasangeringen Josephina “Giuseppina” Grassini og skuespillerinden Marguerite Weimer.

Lykkeligvis for Wellington foretrak begge damer hans selskab frem for Napoleons.

“Hertugen er langt den stærkeste”, udtalte Marguerite Weimer eksempelvis.

Uden selv at miste et eneste skib sænkede briterne 22 skibe tilhørende franskmændene eller deres allierede. Slaget gjorde en ende på ethvert fransk håb om dominans på verdenshavene. 10 år senere, i 1815, måtte Napoleon erkende det endelige nederlag på slagmarken ved Waterloo i vore dages Belgien.

Den franske feltherre var i løbet af krigen blevet briternes bøhmand nummer ét med øgenavnet “Boney”.

“Hvis ikke du beder din aftenbøn, så kommer Boney og tager dig!” truede forældre deres uartige børn.

Da Napoleon efter nederlaget ydmygt bad briternes prinsregent, George, om amnesti, var svaret et blankt nej.

I stedet blev Napoleon sendt til den britiske besiddelse St. Helena – en fjern ø i det sydlige Atlanterhav. Her blev han nidkært bevogtet af en 3.000 mand stor garnison under sir Hudson Lowe, en tidligere officer, som nu var udnævnt som guvernør.

Lowe konfiskerede gaver sendt til Napoleon og forsøgte i det hele taget at gøre livet surt for den detroniserede kejser.

Tunnellen skulle mineres

En lang periode med fred fulgte de opslidende Napoleonskrige. Forholdet mellem de to lande blev med tiden så godt, at franskmænd og briter begyndte at tale om en mere fast forbindelse. Ikke alle var dog med på den idé.

“Hvorfor forkorte en afstand, der allerede er for kort?” spurgte den britiske premierminister, lord Palmerston, da franskmændene i 1858 foreslog en tunnel mellem de to lande.

På trods af de kritiske røster enedes de to landes parlamenter i 1875 om at sætte et tunnelbyggeri i gang. Men mistroen bestod. Tunnellen ville være katastrofal for England, tordnede generalløjtnant sir Garnet Wolseley.

“Uanset hvilke befæstninger og forsvarsværker vi bygger, vil faren for, at en hær fra kontinentet indtager tunnellen ved et overraskelsesangreb, altid bestå”, pointerede han.

“Jeg vil ikke ligefrem sige, at hans indstilling er fascistisk, men autoritær er den i hvert fald”. Den senere britiske premierminister Harold Macmillan efter et møde med Charles de Gaulle, 1943.

Jernbanepioneren sir Edward Watkin, som havde ansvaret for arbejdet, foreslog, at tunnellen skulle sikres med miner, der kunne aktiveres fra London, hvis franskmændene angreb. Han foreslog også beredskabsplaner, som gik ud på at sætte tunnellen under vand eller blæse røg ind i gangen.

Men ifølge en artikel i “The Sunday Times” fra den 16. april 1882 var det ikke kun frygten for en militær invasion, der optog briterne:

“Med adskillige daglige togafgange mellem Paris og London vil de utilfredse indbyggere fra de to storbyer begynde at fraternisere, hvilket vil føre til meget utilfredsstillende resultater på denne side af Kanalen”.

Godt to måneder senere, den 28. juni 1882, besluttede det britiske parlament at standse tunnelbyggeriet. Frygten for Frankrig var for stor.

Gammelt fjendskab hang ved

Under verdenskrigene kæmpede briter og franskmænd på den samme side, men rivaliseringen var hverken glemt i årene 1914-1918 eller fra 1940.

Efter slaget om Frankrig flygtede general Charles de Gaulle til London og blev leder af De Frie Franske Styrker. Franskmændene var briternes allierede mod Tyskland, men de Gaulle havde en forhistorie. Han var efterkommer af Jehan de Gaulle – en ridder, der sad fast i mudderet i 1415, da de engelske langbueskytter indledte deres angreb ved Azincourt.

De Gaulle havde ganske åbenlyst svært ved at glemme fortiden, for krigen igennem frygtede han, at briterne ville gøre indhug i de franske kolonier i Nordafrika og Mellemøsten. Alle britiske forslag mødte de Gaulle med mistænksomhed, imens han åbenlyst forsøgte at styre krigsindsatsen i en retning, der ville styrke Frankrigs position.

Churchill betragtede på sin side de Gaulles Frie Franske Styrker som opkomlinge blandt de allieredes hære. De to mænd kom så meget på kant, at Churchill i 1943 betroede sin vice-premierminister, at “jeg vil bede mine kolleger om indgående at overveje, om ikke vi burde tilintetgøre de Gaulle som en politisk styrke”.

Samme år gav Churchill sikkerhedstjenesten MI5 ordre til at overvåge de Gaulles residens i London. Hensigten var at forhindre ham i at besøge De Frie Franske Styrker i Nordafrika for på den måde omgå fælles allierede beslutninger.

“Han får ikke lov til at rejse, og vi vil bruge magt, hvis det er nødvendigt”, sagde Churchill til udenrigsminister Anthony Eden i februar 1943.

Winston Churchill og Charles de Gaulle

Under 2. verdenskrig var luften iskold mellem Winston Churchill og Charles de Gaulle.

© akg-images/Imageselect

Churchill var ikke alene om sin vurdering. Den britiske diplomat og senere premierminister Harold Macmillan udtalte efter et møde med de Gaulle i juni 1943:

“Han er af natur en autokrat. Ligesom Ludvig 14. eller Napoleon. Han mener i sit inderste, at han burde regere, og at alle andre burde adlyde. Jeg vil ikke ligefrem sige, at hans indstilling er fascistisk, men autoritær er den i hvert fald”.

De Gaulle følte ingen grund til at undskylde sin kontrære opførsel. Da udenrigsminister Anthony Eden under et møde i 1943 påpegede, at generalen havde voldt Storbritannien flere kvaler end samtlige andre europæiske allierede tilsammen, rankede generalen stolt ryggen.

“Det er jeg ikke i tvivl om. Frankrig er en magtfuld nation”, svarede han med et smil.

Det iskolde forhold mellem Churchill og de Gaulle betød, at den britiske premierminister til det sidste nægtede at informere franskmanden om planerne for D-dag i juni 1944. Først da Anthony Eden satte hælene i og nærmest tvang Churchill til at tale med de Gaulle, blev den franske leder indviet i invasionsplanerne.

Det skete to dage før invasionen, da de to ledere mødtes i en togvogn ved Portsmouth i England. Churchill bød på champagne og inviterede efterfølgende de Gaulle på middag.

“Tak, men jeg foretrækker at spise alene sammen med min stab”, svarede de Gaulle surt.

De Gaulle tog hævn efter krigen

D-dag indvarslede de allieredes sejr i 2. verdenskrig, men selv ikke da krigen nærmede sig sin afslutning, kunne briter og franskmænd enes. De Gaulle brokkede sig højlydt over, at byen Köln blev placeret i den britiske og ikke den franske okkupationszone.

Efter krigen blev de Gaulle fransk præsident og bestræbte sig på at behandle briterne som andenrangs-europæere. To gange – i 1963 og i 1967 – nedlagde han veto mod Storbritanniens indtræden i det europæiske fællesmarked.

“Faldskærmssoldater kan indtage tunnelindgangen og forsvare den længe nok til, at en invasionshær kan trænge gennem tunnellen”. Parlamentsmedlem om faren ved en tunnel under Den Engelske Kanal, 1974.

Også briternes forslag om en fælleseuropæisk højtideligholdelse af 150-året for slaget ved Waterloo i 1965 blev mødt med en kølig afvisning fra de Gaulle. Herefter var briterne tvunget til at stable en mere begrænset mindedag på benene. Den løsning fornøjede franskmændene.

“Det er lige før, de er nødt til at undskylde for at have vundet”, konstaterede den franske avis “Le Monde”.

De Gaulle døde i 1970, og blot tre år senere indtrådte briterne i det europæiske fællesmarked.

Arvefjenderne bilagde striden

I 1974 begyndte briter og franskmænd på byggeriet af en tunnel under Den Engelske Kanal. Mange briter var imidlertid skeptiske. De frygtede stadig en fransk invasion.

“Faldskærmssoldater kan indtage tunnelindgangen og forsvare den længe nok til, at en invasionshær kan trænge gennem tunnellen. På den måde kan de omgå den naturlige beskyttelse, som har forsvaret vort land i 1.000 år”, udtalte det konservative parlamentsmedlem Alan Clark i 1974.

Resultatet blev, at anlægsarbejdet endnu en gang måtte indstilles – indtil en traktat mellem Storbritannien og Frankrig i 1986 sikrede, at arbejdet på ny kunne genoptages.

Omsider, i foråret 1994, stod Eurotunnellen klar. Den 6. maj kunne den britiske dronning Elizabeth og Frankrigs præsident, François Mitterrand, indvie den næsten 50 km lange tunnel.

VIDEO: Se dronning Elizabeth og præsident Mitterrand indvie tunnellen

Nu befandt de gamle arvefjender sig kun 35 minutters togkørsel fra hinanden.

I dag skal rejsende dog påregne en noget længere rejsetid. Med briternes udtræden af EU i 2020 vokser mistroen mellem Storbritannien og Frankrig igen. Nye indrejseregler, udvidet grænsekontrol og handelsrestriktioner truer med at genoplive det ældgamle fjendskab mellem dem.

Kø af lastbileder

Briternes farvel til EU har medført ekstra lange køer ved Kanal-tunnellen.

© Frank Augstein/AP/Ritzau Scanpix

Brexit truer det skrøbelige venskab

Fra 1994 har Eurotunnellen bundet Frankrig og Storbritannien sammen. Takket være landenes EU-medlemskab kunne mennesker og varer strømme frit over grænsen – men det har brexit sat en stopper for.

Med briternes udtræden af EU i februar 2020 blev spillereglerne ved Kanal-tunnellen ændret fundamentalt. Grænsekontrol og indviklede toldregler gjorde passagen langsom, og lastbiler måtte vente ved tunnellen i dage eller uger, mens chaufførerne fik ordnet papirerne.

Året efter fik en strid om fiskeri bølgerne til at gå højt. Franske fiskere hentede før brexit mindst 30 pct. af deres fangst i britisk farvand, og da briterne i 2021 nægtede at forny en række fiskeriaftaler, brød konflikten ud.

“Det er ikke en krig, men det er en kamp”, udtalte Frankrigs fiskeriminister, Annick Girardin. Franske fiskere satte trumf på ved at true med at lukke tunnellen.

Striden har sat sine spor. Ifølge avisen “The Guardian” tilkendegav 56 pct. af briterne i august 2021, at de syntes godt om deres franske naboer. I november samme år var tallet faldet til 47 pct. For franskmændene var tallene hhv. 53 og 46 pct.

LÆS MERE OM DET ANSTRENGTE NABOSKAB

  • Stephen Clarke: 1000 Years of Annoying the French, Black Swan, 2015
  • Robert and Isabelle Tombs: That Sweet Enemy, Pimlico, 2007
  • Robert Gibson: Best of Enemies, Impress Books, 2004