England og Frankrig: Bedste fjender i 1.000 år

Men sådan kommer det ikke til at gå, for de britiske politikere og militæreksperter får kolde fødder. De frygter, at horder af krigslystne franskmænd vil storme gennem tunnellen og underlægge sig det britiske ørige.

Tunnelbyggeriet skal standses øjeblikkeligt, beslutter parlamentet i juni 1882. Borets kværnen forstummer, og det hvirvlende, gråhvide støv lægger sig i den forladte tunnelgang.

Det afbrudte tunnelarbejde er bare ét af mange eksempler på det skrøbelige forhold mellem Frankrig og England. Gennem snart 1.000 år har frygt, mistro og jalousi forpestet naboskabet – med vidtrækkende konsekvenser for de to lande, det øvrige Europa og resten af verden.

Fransk hertug erobrede England

De to landes skæbne blev for altid knyttet sammen i året 1066, da den engelske kong Edvard Bekenderen døde uden at efterlade sig en umiddelbar arving.

Blandt de, som gjorde krav på tronen, var hertug Vilhelm af Normandiet. På denne tid blev Englands konger dog valgt af et særligt råd kaldet witan (de vise mænd), og rådet pegede på den afdøde monarks svoger, Harold Godwinson.

Hertug Vilhelms rige, Normandiet, var formelt underlagt den franske konge, men reelt set var området selvstændigt – beboet af vikinger og franskmænd. Han drømte om at udvide sin magt, og England var et oplagt mål.

Vilhelm samlede en hær, og den 27. september 1066 gik han i land med 8.000 krigere ved byen Pevensey på Englands sydkyst. Omkring to uger senere, den 14. oktober, nedkæmpede han den engelske hær og slog Harold Godwinson ihjel.

Juledag lod Vilhelm, der pga. sin bedrift skulle gå over i historien som Erobreren, sig krone i Westminster Abbey i London. Tronskiftet blev en brutal oplevelse for befolkningen, som Vilhelm slog ned på med hård hånd.

“Kongen skyede ingen midler i jagten på sine fjender. Han slog mange ihjel og ødelagde både hjem og marker”, skrev den engelske benediktinermunk Ordericus Vitalis.

For at undertvinge befolkningen anlagde Vilhelm fæstninger i flere engelske byer. Blandt dem var Tower of London, som Vilhelm lod opføre af franske bygmestre – med kalksten hentet i bruddene ved den franske by Caen.

Langbuer overvandt riddere til hest

Vilhelm og hans normanniske adelsmænd indgik giftermål på begge sider af Kanalen, hvilket styrkede den engelske kongemagt. Efter knap et århundrede herskede England således over halvdelen af Frankrig.

En krig om magten over Frankrig lurede forude, og for at sikre sig, at alle mænd i England var klar til kamp, indførte kong Edward 3. i 1363 “Loven om bueskydning”. Loven foreskrev, at enhver rask mand skulle træne med bue og pil på søndage og helligdage.

Træningen bar frugt. Under slaget ved Azincourt i Frankrig i 1415 mødte Henrik 5.s engelske langbueskytter en overtallig fransk hær af riddere – klædt i panser og plade.

Natten forinden havde et voldsomt regnskyl gjort slagmarken til et pløre, og franskmændenes tunge riddere til hest havde svært ved at bevæge sig gennem mudderet. Imens ridderne sad fast i pløret, lod de engelske langbueskytter pilene regne ned over dem og vandt en stor sejr.

Krigslykken vendte 14 år efter, da den franske hær med krigerjomfruen Jeanne d’Arc i spidsen indtog byen Orléans. Bid for bid generobrede de franske soldater herefter de engelske besiddelser på kontinentet.

Da den såkaldte Hundredårskrig sluttede i 1453, besad briterne kun området Calais – dér, hvor Den Engelske Kanal er smallest.

Fredsmøde endte i brydekamp

Hundredårskrigen gjorde for altid en ende på drømmen om et forenet engelsk-fransk rige. Til gengæld var de to lande efter krigen nærmest jævnbyrdige, og fremover vogtede de nidkært på hinanden for at undgå, at modparten skulle få det militære eller politiske overtag.

I begyndelsen af 1500-tallet vandt det muslimske Osmannerrige imidlertid frem i dele af det kristne Europa. Truslen fik engelske Henrik 8. og Frans 1. af Frankrig til at sætte hinanden stævne for at give freden endnu en chance.

Kongerne mødtes på en mark på grænsen mellem Frankrig og det engelske Calais. Her rejste begge parter store teltlejre – forud for mødet måtte arbejdere omhyggeligt nivellere området, så ingen af de to lejre kom til at ligge højere end den anden.

I stedet konkurrerede parterne om, hvem der kunne gøre det mest overdådige indtryk. Hundredvis af telte skød op i området, som fremover skulle kendes som Guldbrokadelejren pga. det klæde indvævet med guldtråde, der blev brugt til teltene og deltagernes tøj. Tilsammen spenderede de to konger omregnet 133 mio. nutidskroner på at imponere hinanden.

Fredsmødet begyndte i en gemytlig stemning. Så snart Henrik 8. og Frans 1. steg af hestene, faldt de hinanden om halsen og gik arm i arm til det første møde.

For at undgå akavede situationer sørgede mødets organisatorer for, at de to konger altid var på samme hold, når underholdningsprogrammet bød på fægtekonkurrencer og ridderturneringer. Helt kunne de to monarker dog ikke holde sig i skindet.

Under en kamp mellem to franske brydere blev Henrik grebet af situationen. Han tog Frans i kraven og forsøgte at vriste ham omkuld. Frans var imidlertid en habil bryder og kvitterede med at kaste Henrik i gulvet. Heldigvis for balancen mellem de to konger udfordrede Henrik straks Frans til en dyst med langbue. Her måtte Frans give op – han kunne end ikke trække strengen på det tunge våben.

Mødet sluttede den 24. juni, efter at de to konger havde overdænget hinanden med dyre gaver i form af bl.a. guldskrin og ædle rideheste. Men freden varede kun kort. Allerede på vejen hjem mødtes Henrik 8. med den tysk-romerske kejser, Karl 5., og indgik en aftale med ham – og året efter angreb de Frankrig.

Krigen flyttede til Amerika

Rivaliseringen begrænsede sig ikke til det europæiske kontinent. I 1700-tallet sendte både England og Frankrig handelsfolk og soldater til Nordamerika for at få del i den nye verdens rigdomme.

I Amerika voksede spændingen mellem de to parter, og den 28. maj 1754 angreb en britisk styrke en fransk ekspedition, som havde slået lejr på en eng i vore dages Pennsylvania.

Under overfaldet dræbte en af briternes indianske allierede, høvdingen Mingo, den franske officer Joseph Coulon de Villiers de Jumonville med sin tomahavk, og indianerne skalperede ni franske krigsfanger. Den episode udløste en ny krig.

Hjemme i Frankrig løb rygterne om overfaldet; angiveligt havde høvding Mingo vasket sine hænder i Jumonvilles hjernemasse, og hele miseren var englændernes skyld, mente franskmændene.

“Englænderne er en mellemting mellem mennesker og dyr. Den eneste forskel, jeg kan se, imellem dem og de vilde i Afrika er, at de sidstnævnte skåner det smukke køn”, skrev den franske forfatter Robert-Martin Lesuire i 1760.

Franskmændenes vrede var dog ikke nok til at vinde. Briterne sejrede, og ved krigens afslutning i 1763 kunne de kalde sig verdens dominerende kolonimagt.

Men det sidste ord var ikke sagt i det spørgsmål. Krigen havde tømt briternes statskasse, og kolonierne blev derfor pålagt hårde skatter. Utilfredsheden ulmede, og i april 1775 gjorde kolonisterne i Amerika væbnet oprør.

Frankrig støttede oprør

Oprørerne havde dårligt råd til at føre krig. Til gengæld vidste de, hvor de kunne hente hjælp. I december 1775 mødtes en fransk udsending med Benjamin Franklin – en fremtrædende kolonist og senere statsmand.

Snart efter krydsede den første hjælp Atlanten. Forsendelserne fra Frankrig var købt på kredit og indeholdt bl.a. uniformer, ammunition og våben til 25.000 soldater.

Tilfredsheden var stor i Frankrig – som det fremgår af et brev, landets udenrigsminister i foråret 1776 skrev til Ludvig 16.:

“Forsynet har udset sig dette øjeblik til Englands ydmygelse. Tidspunktet er kommet til at hævne alle de onder, som landet siden århundredets begyndelse har påført sine naboer og rivaler”.

Ifølge den franske udenrigsminister skulle England “reduceres til en andenrangs-magt og universet befries fra en grådig tyran (England, red.), som tilranede sig al magt og al rigdom”.

Frankrigs andel i amerikanernes selvstændighed var betragtelig. Med sin sejr ved Saratoga i oktober 1777 vendte lederen af oprørshæren, general George Washington, krigslykken. Ifølge historikerne bar op mod 90 pct. af oprørssoldater under slaget franske våben – og størstedelen af deres krudt kom fra Frankrig.

Briterne måtte erkende nederlaget i 1783, og til franskmændenes store tilfredshed blev freden underskrevet ved en ceremoni i Paris.

Magten til søs var altafgørende

Krigen havde forarmet begge lande, men for Frankrig blev situationen særlig truende, da voldsomme haglbyger i 1788 ødelagde afgrøderne.

Den desperate befolkning rettede vreden mod Ludvig 16. og aristokratiet, som levede i overdådighed, mens folket sultede. Den 14. juli 1789 stormede oprørere Bastille-fæstningen og indledte den franske revolution.

I Storbritannien svingede reaktionerne mellem morskab, begejstring og afsky. Men da revolutionen efterhånden udviklede sig til et blodbad, spredtes frygten til de engelske aristokrater som en østenvind over Kanalen.

Endnu mere bange blev briterne, da den ambitiøse Napoleon Bonaparte udråbte sig selv til fransk førstekonsul og bragte orden i det kaotiske land. Nu rettede han blikket mod verdensherredømmet.

Napoleon vidste, at nøglen til at beherske verdenshavene var at underlægge sig England. I de følgende år pønsede han konstant på at krydse Kanalen og indtage øriget.

Invasionen blev dog aldrig til noget, og under slaget ved Trafalgar i oktober 1805 vandt briterne en knusende sejr over den franske flåde.

Uden selv at miste et eneste skib sænkede briterne 22 skibe tilhørende franskmændene eller deres allierede. Slaget gjorde en ende på ethvert fransk håb om dominans på verdenshavene. 10 år senere, i 1815, måtte Napoleon erkende det endelige nederlag på slagmarken ved Waterloo i vore dages Belgien.

Den franske feltherre var i løbet af krigen blevet briternes bøhmand nummer ét med øgenavnet “Boney”.

“Hvis ikke du beder din aftenbøn, så kommer Boney og tager dig!” truede forældre deres uartige børn.

Da Napoleon efter nederlaget ydmygt bad briternes prinsregent, George, om amnesti, var svaret et blankt nej.

I stedet blev Napoleon sendt til den britiske besiddelse St. Helena – en fjern ø i det sydlige Atlanterhav. Her blev han nidkært bevogtet af en 3.000 mand stor garnison under sir Hudson Lowe, en tidligere officer, som nu var udnævnt som guvernør.

Lowe konfiskerede gaver sendt til Napoleon og forsøgte i det hele taget at gøre livet surt for den detroniserede kejser.

Tunnellen skulle mineres

En lang periode med fred fulgte de opslidende Napoleonskrige. Forholdet mellem de to lande blev med tiden så godt, at franskmænd og briter begyndte at tale om en mere fast forbindelse. Ikke alle var dog med på den idé.

“Hvorfor forkorte en afstand, der allerede er for kort?” spurgte den britiske premierminister, lord Palmerston, da franskmændene i 1858 foreslog en tunnel mellem de to lande.

På trods af de kritiske røster enedes de to landes parlamenter i 1875 om at sætte et tunnelbyggeri i gang. Men mistroen bestod. Tunnellen ville være katastrofal for England, tordnede generalløjtnant sir Garnet Wolseley.

“Uanset hvilke befæstninger og forsvarsværker vi bygger, vil faren for, at en hær fra kontinentet indtager tunnellen ved et overraskelsesangreb, altid bestå”, pointerede han.

Jernbanepioneren sir Edward Watkin, som havde ansvaret for arbejdet, foreslog, at tunnellen skulle sikres med miner, der kunne aktiveres fra London, hvis franskmændene angreb. Han foreslog også beredskabsplaner, som gik ud på at sætte tunnellen under vand eller blæse røg ind i gangen.

Men ifølge en artikel i “The Sunday Times” fra den 16. april 1882 var det ikke kun frygten for en militær invasion, der optog briterne:

“Med adskillige daglige togafgange mellem Paris og London vil de utilfredse indbyggere fra de to storbyer begynde at fraternisere, hvilket vil føre til meget utilfredsstillende resultater på denne side af Kanalen”.

Godt to måneder senere, den 28. juni 1882, besluttede det britiske parlament at standse tunnelbyggeriet. Frygten for Frankrig var for stor.

Gammelt fjendskab hang ved

Under verdenskrigene kæmpede briter og franskmænd på den samme side, men rivaliseringen var hverken glemt i årene 1914-1918 eller fra 1940.

Efter slaget om Frankrig flygtede general Charles de Gaulle til London og blev leder af De Frie Franske Styrker. Franskmændene var briternes allierede mod Tyskland, men de Gaulle havde en forhistorie. Han var efterkommer af Jehan de Gaulle – en ridder, der sad fast i mudderet i 1415, da de engelske langbueskytter indledte deres angreb ved Azincourt.

De Gaulle havde ganske åbenlyst svært ved at glemme fortiden, for krigen igennem frygtede han, at briterne ville gøre indhug i de franske kolonier i Nordafrika og Mellemøsten. Alle britiske forslag mødte de Gaulle med mistænksomhed, imens han åbenlyst forsøgte at styre krigsindsatsen i en retning, der ville styrke Frankrigs position.

Churchill betragtede på sin side de Gaulles Frie Franske Styrker som opkomlinge blandt de allieredes hære. De to mænd kom så meget på kant, at Churchill i 1943 betroede sin vice-premierminister, at “jeg vil bede mine kolleger om indgående at overveje, om ikke vi burde tilintetgøre de Gaulle som en politisk styrke”.

Samme år gav Churchill sikkerhedstjenesten MI5 ordre til at overvåge de Gaulles residens i London. Hensigten var at forhindre ham i at besøge De Frie Franske Styrker i Nordafrika for på den måde omgå fælles allierede beslutninger.

“Han får ikke lov til at rejse, og vi vil bruge magt, hvis det er nødvendigt”, sagde Churchill til udenrigsminister Anthony Eden i februar 1943.

Churchill var ikke alene om sin vurdering. Den britiske diplomat og senere premierminister Harold Macmillan udtalte efter et møde med de Gaulle i juni 1943:

“Han er af natur en autokrat. Ligesom Ludvig 14. eller Napoleon. Han mener i sit inderste, at han burde regere, og at alle andre burde adlyde. Jeg vil ikke ligefrem sige, at hans indstilling er fascistisk, men autoritær er den i hvert fald”.

De Gaulle følte ingen grund til at undskylde sin kontrære opførsel. Da udenrigsminister Anthony Eden under et møde i 1943 påpegede, at generalen havde voldt Storbritannien flere kvaler end samtlige andre europæiske allierede tilsammen, rankede generalen stolt ryggen.

“Det er jeg ikke i tvivl om. Frankrig er en magtfuld nation”, svarede han med et smil.

Det iskolde forhold mellem Churchill og de Gaulle betød, at den britiske premierminister til det sidste nægtede at informere franskmanden om planerne for D-dag i juni 1944. Først da Anthony Eden satte hælene i og nærmest tvang Churchill til at tale med de Gaulle, blev den franske leder indviet i invasionsplanerne.

Det skete to dage før invasionen, da de to ledere mødtes i en togvogn ved Portsmouth i England. Churchill bød på champagne og inviterede efterfølgende de Gaulle på middag.

“Tak, men jeg foretrækker at spise alene sammen med min stab”, svarede de Gaulle surt.

De Gaulle tog hævn efter krigen

D-dag indvarslede de allieredes sejr i 2. verdenskrig, men selv ikke da krigen nærmede sig sin afslutning, kunne briter og franskmænd enes. De Gaulle brokkede sig højlydt over, at byen Köln blev placeret i den britiske og ikke den franske okkupationszone.

Efter krigen blev de Gaulle fransk præsident og bestræbte sig på at behandle briterne som andenrangs-europæere. To gange – i 1963 og i 1967 – nedlagde han veto mod Storbritanniens indtræden i det europæiske fællesmarked.

Også briternes forslag om en fælleseuropæisk højtideligholdelse af 150-året for slaget ved Waterloo i 1965 blev mødt med en kølig afvisning fra de Gaulle. Herefter var briterne tvunget til at stable en mere begrænset mindedag på benene. Den løsning fornøjede franskmændene.

“Det er lige før, de er nødt til at undskylde for at have vundet”, konstaterede den franske avis “Le Monde”.

De Gaulle døde i 1970, og blot tre år senere indtrådte briterne i det europæiske fællesmarked.

Arvefjenderne bilagde striden

I 1974 begyndte briter og franskmænd på byggeriet af en tunnel under Den Engelske Kanal. Mange briter var imidlertid skeptiske. De frygtede stadig en fransk invasion.

“Faldskærmssoldater kan indtage tunnelindgangen og forsvare den længe nok til, at en invasionshær kan trænge gennem tunnellen. På den måde kan de omgå den naturlige beskyttelse, som har forsvaret vort land i 1.000 år”, udtalte det konservative parlamentsmedlem Alan Clark i 1974.

Resultatet blev, at anlægsarbejdet endnu en gang måtte indstilles – indtil en traktat mellem Storbritannien og Frankrig i 1986 sikrede, at arbejdet på ny kunne genoptages.

Omsider, i foråret 1994, stod Eurotunnellen klar. Den 6. maj kunne den britiske dronning Elizabeth og Frankrigs præsident, François Mitterrand, indvie den næsten 50 km lange tunnel.

VIDEO: Se dronning Elizabeth og præsident Mitterrand indvie tunnellen

Nu befandt de gamle arvefjender sig kun 35 minutters togkørsel fra hinanden.

I dag skal rejsende dog påregne en noget længere rejsetid. Med briternes udtræden af EU i 2020 vokser mistroen mellem Storbritannien og Frankrig igen. Nye indrejseregler, udvidet grænsekontrol og handelsrestriktioner truer med at genoplive det ældgamle fjendskab mellem dem.