Slaget ved Hastings

Et kup var altid en risikabel sag, og sejladsen over kanalen med hær og heste gjorde kun forehavendet mere besværligt. Så snart hans tilstedeværelse blev kendt, ville engelske skibe desuden blokere sejlruten tilbage.

Så den 38-årige Vilhelm vidste, at fra nu af havde han kun én mulighed: at vinde. Men Vilhelm var vant til at kæmpe. Som søn af den normanniske konge Robert 1. og hans elskerinde, garverdatteren Harleva Arletta, blev han stemplet som “Vilhelm Bastarden”.

Da han, kun syv år gammel, arvede magten efter sin far, måtte han kæmpe hårdt for at beholde den. Landets stormænd prøve at skaffe ham af vejen, og efter talrige forsøg på snigmord måtte Vilhelm gå under jorden.

Som ung mand vendte han imidlertid tilbage, ivrig efter at genvinde det tabte fra både stormændene og den franske konge. Vilhelm tog kampen op og havde snart skaffet sig et loyalt følge ved altid selv at gå forrest i et slag.

Siden kunne han befæste sin magt ved at bygge borge rundt omkring i sine besiddelser. Kun 19 år gammel kunne han se sine fjender besejret og hertugværdigheden sikret.

Hertugen blev snydt for tronen

Det lille hertugdømme var ikke nok. Vilhelm rettede sit blik mod England, og i 1051, som 23-årig, besøgte han landet og den daværende konge, Edvard Bekenderen.

Vilhelm mente siden, at Edvard ved dén lejlighed lovede ham at arve Englands trone. Edvard, som var Vilhelms fætter, havde stærke forbindelser til Normandiet. Landet var, ligesom England, befolket af mange efterkommere af skandinaviske vikinger.

I januar 1066 døde kong Edvard Bekenderen af England, uden at efterlade sig sønner – og uden, at Vilhelm blev tilbudt en kroning i London. Kongeværdigheden gik i stedet til den engelske stormandssøn Harold Godwinson, en jarl, der i årevis havde lukreret på, at kongen blev stadig mere svagelig.

England var på dette tidspunkt et kludetæppe af småstater – herreder – regeret af jarler, hvoraf nogle var meget magtfulde. Det gjaldt ikke mindst den betydningsfulde Godwinson-slægt, der så Vilhelm og hans normannere som en enorm trussel for landet.

Vikinger i kamp om magten

England var efter datidens forhold et stabilt samfund. Den frugtbare landbrugsjord gav mad nok til alle, og i sammenligning med andre lande i Europa nød befolkningen, mænd såvel som kvinder, en høj grad af både frihed og lighed.

Men Edvards død kastede landet ud i en urolig tid, hvor andre end Vilhelm ville vælte den nye konge Harold Godwinson af tronen. Både Harolds egen bror, Tostig, og den norske vikingekonge Harald Hårderåde kastede sig ud i blodige kupforsøg.

Mens Vilhelm var på vej i september 1066, stod to slag derfor i det nordlige England. Det sidste af dem, slaget ved Stamford Bridge, vandt Harold, mens fjenderne Harald Hårderåde og Tostig måtte lade livet.

KORT – Få overblik over de afgørende slag:

Sejren var imidlertid dyrekøbt. Mange af Harolds mænd, ikke mindst de vigtige bueskytter, mistede livet. Midt i sejrsfesten nåede et bud frem til den udmattede hær.

Han forklarede i al hast, at normannerne var gået i land ved Hastings, mere end 350 km syd for deres nuværende position. Han kunne også fortælle, at Vilhelms tropper hærgede i Sussex, det område i Sydengland, som Harold selv var jarl over. Kong Harold måtte reagere prompte.

Hastigt marcherede han sine tropper sydpå. På fem dage nåede de frem til London, rigets centrum, hvor Harold holdt en pause for at få orden på hæren og for at vente på friske tropper. Fra Vilhelm nåede et bud frem med en opfordring til at afgøre striden ved tvekamp.

Harold nægtede først at svare, men da buddet igen spurgte, erklærede han, at hærene skulle kæmpe, og at han selv mente at have Gud på sin side. Med den besked marcherede Harold videre ned mod Hastings.

Hærene mødtes på bakkedrag

Nogle historikere mener, at kongens intention var at snige sig ind på normannerne i et overraskelsesangreb eller måske inddæmme normannerne, indtil han fik flere tropper.

Ingen af disse planer blev imidlertid til noget; dertil var Vilhelm alt for kampklar. De normanniske troppers hærgen havde ikke alene skaffet hertugens tropper mad på bordet, men var også en del af hans bevidste strategi for at lokke Harold til det område af landet, han havde udvalgt.

Vilhelm havde nået England allerede den 27. september og brugt tiden siden landgangen til at befæste sin stilling på sydkysten. Men hans mål var London, så ved sekstiden den 14. oktober begyndte Vilhelm og hans tropper deres march mod nordvest fra landsbyen Hastings.

Efter omkring en times march gjorde hertugen holdt, så han og hans krigere kunne tage ringbrynjer og panser på. I skyndingen kom Vilhelm til at tage sin ringbrynje omvendt på.

De nærmeststående gispede – de tog fejltagelsen som et dårligt varsel – men Vilhelm lo blot sejrssikkert og vendte beslutsomt brynjen om.

Efter en ny, kort march kunne de endelig se Harolds­ hær. Der kom de – rækker af mænd, og over dem standarter og flag i røde og gyldne farver samt glimtende brynjer, sværd og økser.

Vilhelms hær fortsatte ufortrødent, så de to parter mødtes ved bakkedraget kaldet Senlac Hill. Harold Godwinsons tropper befæstede deres stilling øverst på bakkeskråningen og afskar derved Vilhelm vejen til London.

Kamppladsen var afgrænset både af vandløb, sumpede områder og krat, så hærene ikke havde mulighed for at trænge udenom og angribe fjendens sårbare flanker.

“Ud! Ud!” lød engelsk kampråb

Vilhelms hær endte med kamppositionen for foden af skrænten. Det betød, at normannerne ville blive nødt til at angribe op ad bakke. Hans hær tog opstilling i en lang linje.

Forrest stod bue- og armbrøst-skytter og krigere med stenslynger. Bag dem infanteriet, hvoraf mange bar ringpanser. Bagest ventede kavaleriet på fnysende stridshingste.

Vilhelm selv tog opstilling midt blandt sine mænd. Ved siden af ham vajede det pavelige banner som tegn på, at hertugen havde Vatikanets opbakning. Ved siden af hæren stod præster klar til at opsende bønner om medgang og sejr.

Noget tydede på, at normannerne ville have hårdt brug for støtten. De to hære havde nogenlunde lige mange soldater, men Harolds position var en taktisk fordel.

Desuden var hans mænd, trods kampen mod Harald Hårderåde og den lange march, særdeles beredte på kamp. Højt på bakken vajede kongens standart, et guldbroderet og ædelstenssmykket banner med en drabelig kriger afbildet.

Harolds hær var ti rækker dyb. Forrest var mændene dækket af store skjolde, som krigerne holdt tæt sammen, så de dannede en mur af læder, træ og metal.

Fra rækkerne lød dybe, beslutsomme røster og kampråbene: “Oli-crosse” – Hellige Kors – “Godemite” – Almægtige Gud – og “Ut-ut” – Ud! Ud! Hvis Vilhelm ville have kronen og magten, måtte han angribe op ad bakke, forcere skjoldmuren og nedkæmpe Harolds rasende tropper.

De to parter så hinanden an – og lyttede. Fra normannerne lød spredte strofer af Rolandskvadet, et fransk heltekvad.

Økser og køller kom i brug

Så gjaldede trompeterne til kamp, og normannernes forreste rækker, krigerne med buer og armbrøster, rykkede frem.

I et nu var luften fyldt med pile, der med en hvislen for frem mod englænderne. En overraskende stilhed fulgte; normannerne havde fejlbedømt bakkens hældning, og de fleste af pilene var gået lige hen over hovederne på Harold og hans mænd.

Imens så normannerne sig forvirrede omkring. Under kamp plejede skytterne at samle modstandernes vildfarne pile op og bruge dem igen, men forbavsende få pile var afskudt fra englændernes side. Harold havde mistet så mange skytter i kampen mod Harald Hårderåde, at det kunne mærkes nu.

Vilhelm besluttede at sende næste række af krigere frem. Klædt i ringbrynjer og tunge hjelme og bevæbnet med skjold, sværd og spyd løb mændene op ad bakken direkte mod englænderne.

Kastespyd og sten hvirvlede ned mod dem fra de engelske rækker, hvor mændene også svang langskaftede økser og metalbeklædte stridskøller. Et øjebliks vaklen, og Vilhelms infanteri trak sig tilbage, dog kun for at vende om og angribe igen med fuld styrke.

I et brag tørnede de to hære sammen. Jern mødte jern, træskjolde splintredes, og mænd skreg af smerte, når de blev gennemboret af lange sværd.

Hjelme fløj gennem luften, og blodet flød over mændenes ansigter, over brynjernes ringe, plettede deres bløde skindsko og vædede slagmarkens jord. Det meste var normannerblod, stod det hurtigt klart for Vilhelm.

Tiden var kommet til at sætte ind med trumfen – stridshestene. Nok brugte den engelske hær heste, men de havde ingen tradition for at bruge dem i den egentlige kamp.

Vilhelm derimod rådede over udsøgte hingste, redet af veltrænede riddere iklædt ankellange brynjer og udstyret med både sværd og tunge lanser.

Nu sporede ridderne hestene. Hovene piskede i jorden, mens de store dyr tordnede op ad bakken under høje krigsråb fra de normanniske linjer. Igen fløj sten, spyd og økser Vilhelms mænd i møde.

Ridderne tog et hårdt tag i tømmerne, vendte om, angreb igen med sammenbidt vedholdenhed. Over lyden af krydsede klinger og smertensråb lød hestenes desperate vrinsken, når dyrene blev ramt.

Igen og igen angreb normannerne, mens stadig flere heste sank om på vejen, døde eller sårede.

Alt var tilsyneladende forgæves. Englænderne stod fast, godt hjulpet af skjoldmuren øverst på bakken og af de effektive våben, især de lange økser, hvis grufulde virkning blev tydelig, da de kløvede gennem både heste og ryttere.

Normannerne sendt på flugt

På normannernes venstre flanke var nu så mange døde og sårede, at både fodfolk og kavaleri begyndte at vakle, og snart var de på vej ned ad bakken i retræte.

Ved synet af de flygtende kammerater trak mændene i midten af linjen sig lidt tilbage, og selv på højre flanke bredte uroen sig. Et rygte om, at hertug Vilhelm var død, for gennem rækkerne.

Kaos truede, for de flygtende normannere blev nu forfulgt af englænderne. Beslutsomt rev Vilhelm sin hjelm af, så hans mænd kunne vide, at han var i live, og red hastigt ned mellem sine tropper.

Andre søgte at standse de flygtende krigere med høje råb om, at der ingen flugtmulighed eksisterede. Bag dem lå kun havet og fjendtlige engelske skibe, parat til at kaste sig over dem.

I hast fik Vilhelm samlet en stor gruppe krigere – nogle kilder siger 1000, men historikere vurderer, at tallet er overdrevet – og red efter de englændere, som jagtede flygtende normannere i det sumpede område nær kamppladen.

Herude var Vilhelms riddere overlegne og fik hurtigt dræbt alle engelske tropper, som i jagtiveren havde bevæget sig væk fra bakketoppen.

Vilhelm bluffede sig til sejren

Lettede trak normannerne sig tilbage. Mændene fik lidt mad, og hestene vadede ud i bækken for at drikke. For normannerne var krisen afværget, og slagmarken lå stille hen.

Begge parter sundede sig. Imens blev eftermiddagens skygger længere, og Vilhelm var pinefuldt klar over, at han langtfra havde vundet.

Englændernes fremrykning var blevet forhindret, men deres tropper blokerede stadig vejen til London. Mændene kunne ikke holde til, at kampen blev trukket i langdrag, og flugt betød en total overgivelse.

VIDEO – Se bakkedraget, hvor slaget stod:

Vilhelm måtte snart have sejren i hus. Hertugen sendte igen sine tropper op ad bakken, men hverken infanteri eller kavaleri kunne trænge igennem den engelske skjoldmur.

Og på grund af det sumpede terræn kunne de ikke angribe flankerne. Den desperate situation fik Vilhelm til at udtænke en krigslist. Han havde set, hvordan englænderne stormede frem, da normannerne flygtede tidligere.

Nu var tiden inde til, at ridderne flygtede igen – på skrømt. Hertugens ordre blev hastigt sendt gennem kavaleriets rækker, og snart vendte den ene efter den anden sin hest rundt og red væk fra kampen.

Englænderne satte straks efter dem. Hvorefter normannerne vendte om og galopperede direkte ind i den opløste engelske linje.

To gange nåede normannerne at gennemføre en falsk flugt, og snart havde de dræbt adskillige af Harolds betroede mænd.

Pileskud dræbte kong Harold

Englændernes linjer var nu tyndet ud. Dusinvis af de professionelle vikingekrigere og stormændene var blevet dræbt. De letbevæbnede menige måtte i stedet rykke frem i rækkerne. Foran dem lå ligene af krigere og heste, som havde ladet livet under den timelange kamp.

Også Vilhelms hær var udmattet. Mange havde mistet deres hest. Vilhelm selv havde fået skudt tre heste væk under sig gennem dagen.

Men normannerne kunne se en ende på striden og gjorde nu klar til det afgørende fremstød. Bueskytterne sendte atter en gang deres dødbringende regn af sted.

Denne gang slog pilene ned, hvor de skulle. Under triumfbrøl kunne normannerne betragte, hvordan den engelske konge sank om, dødeligt såret i hovedet af en pil.

Se Haralds skæbne på berømt tapet:

Nyheden – og rædselen – bredte sig lynhurtigt ned gennem de engelske rækker. Snart var fyrden, de menige tropper, på vej væk i vild panik. Normannerne trængte nu hastigt frem og bemægtigede sig Harolds ædelstensbesatte krigerflag.

Samtidig rykkede Harolds mest trofaste mænd sammen om deres døde konge. Stående i en ring om liget kæmpede de til sidste blodsdråbe mod de sejrsberusede normanner.

Efter i alt ti timers kamp var slaget ved Hastings slut. Vilhelm kunne slå sit telt op på bakketoppen, hvor Harolds banner stolt havde vajet, og snart efter drage hærgende mod London. Mange skulle siden forsøge at gøre normannernes erobring efter, men ingen fremmed magt fik nogensinde igen invaderet britisk jord.