Falklandskrigen: Selvmordsmission med veteranfly

Hvis lederflyet fortsætter, risikerer besætningen at løbe tør for ilt eller fryse ihjel, så Reeve har intet valg. Efter fire minutter i luften bryder han den radiotavshed, som alle missionens fly er underlagt.

“Vender retur til basen”, meddeler han kort.

Avro Vulcan er en pensionsmoden flytype, som RAF er i gang med at udfase, så briterne har heldigvis garderet sig mod uheld ved at sende to bombemaskiner i luften sammen med en sværm af tankfly. Men fra nu af må intet gå galt, hvis bombningen af den argentinsk-besatte lufthavn ved Port Stanley skal lykkes.

Briterne har i forvejen alle odds imod sig: Martin Withers, piloten i missionens eneste tilbageværende bombefly, har med allerstørste hast måttet lære at tanke sit fly op i luften – en yderst vanskelig manøvre selv i roligt vejr. Og forude venter et sydatlantisk stormvejr.

Hvis Martin Withers overhovedet når frem til Falklandsøerne, skal han overrumple adskillige argentinske radar-styrede missilbatterier for at komme på skudhold af landingsbanen.

RAF vurderer selv, at chancen for succes er sølle 40 pct.

Argentina fejlbedømmer Thatcher


Falklandsøernes status havde i 148 år været et stridspunkt mellem Argentina og Storbritannien. Siden britiske krigsskibe i 1834 tvang sydamerikanerne til at forlade de vindblæste klippeøer, havde argentinerne drømt om at generobre Islas Malvinas, som øgruppen hedder på spansk.

Falklandsøerne ligger små 500 km fra Argentinas kyst, men over 12.000 km fra England, og så indlysende en fordel havde den sydamerikanske militærjunta tænkt sig at udnytte.

Den 2. april 1982 besatte argentinske tropper Falklandsøerne. Juntaen regnede ikke med, at briterne ville risikere en kostbar og yderst risikabel krig blot for at forsvare nogle vindblæste klipper.

Men argentinerne havde ikke taget Storbritanniens principfaste premierminister, Margaret Thatcher, med i deres beregninger.

Premierminister Thatcher stod fast på, at øerne var britisk territorium, og beordrede en slagkraftig flåde anført af to hangarskibe til Falklandsøerne – for at tvinge argentinerne væk.

Da truslen fra flådestyrken viste sig utilstrækkelig, måtte våbnene tale.

Inden briterne kunne nærme sig Falklandsøerne og forsøge at landsætte tropper, skulle det argentinske luftvåben imidlertid lammes. Fra den britisk-byggede lufthavn ved byen Port Stanley kunne argentinske jagere angribe flåden og sende den 7.000 mand store landgangsstyrke til bunds.

Startbanen skulle derfor ødelægges, så Harrier-jagere fra briternes hangarskibe kunne koncentrere sig om at nedkæmpe fjendens angreb inde fra fastlandet.

Missionen blev døbt “Operation Black Buck”, og RAF udpegede deres aldrende Vulcan-fly til at gennemføre den risikable aktion. Flyene blev allerede taget i brug i 1956 og havde aldrig været i krig. Efter 26 års tjeneste var flytypen nu en forældet museumsgenstand.

Fire fly blev gjort kampklar. Allerede tidligt stod det klart, at bombetogtet skulle gennemføres fra den britiske ø Ascension, der ligger nær ækvator ud for Afrikas vestkyst.

Herfra var der godt 6.000 km til Falklandsøerne, hvilket ville gøre “Operation Black Buck” til historiens hidtil længste bombetogt. Missionen krævede kreativ tænkning, for Vulcan-flyene kunne højst tilbagelægge 4.195 km på en tankfuld brændstof.

Flere optankninger i luften var altså nødvendige, men ingen af piloterne havde prøvet proceduren. I hast måtte de på skolebænken. Normalt krævede den vanskelige manøvre måneders træning – Vulcan-piloterne fik 14 dage.

“Der gik et rygte om, at kun jagerpiloter kunne finde ud af at tanke op i luften, så vi tænkte: ‘Hey! Det her er vores chance’”, udtalte Vulcan-piloten Alastair Montgomery senere.

En vellykket optankning i luften krævede, at Vulcan-bomberen lagde sig lige bag et tankfly, som derefter lod en brændstofslange hænge efter sig.

For enden af slangen sad en såkaldt kurv, som Vulcan-piloten skulle forsøge at støde sit brændstofrør (kaldet proben) ind i, mens begge fly fløj med godt 900 km/t. En anden pilot forklarede:

“Det er egentlig relativt ligetil at nærme sig det store tankfly bagfra, men faktisk at få proben ind i kurven er en ganske anden sag”. 


Alastair Montgomery husker især et af sine første forsøg på at tanke op i luften:

“Jeg brugte de næste 15 minutter på at ramme ved siden af – lidt til venstre, lidt til højre, lidt for lavt”.

Blandt Vulcan-piloterne gik snakken ivrigt om, at manøvren var lige så vanskelig “som at proppe kogt spaghetti op i enden på en kat”.


VIDEO: Så svær er optankning i luften

Lufthuller, vindstød og turbulens gør det uhyre vanskeligt at få brændstoffet ombord.

Men efter dages intensiv træning lykkedes manøvren oftere og oftere. Alligevel var piloterne noget nervøse.

Hvis optankningen mislykkedes under missionen, ville de ikke have brændstof nok til at nå hjem, og det betød nødlanding i det enorme Atlanterhav, hvor chancerne for at blive reddet i tide var minimale.

Snart kom der mere at bekymre sig om.

Britiske missiler i baghold

Få ord kan skræmme en kamppilot som “antiluftskyts-missil”, og nu læste Vulcan-piloterne i en efterretningsrapport, at argentinerne var i færd med at opstille missiler rundt om deres luftbase ved Port Stanley.

Argentinerne rådede bl.a. over Tigercat-missiler, som briterne selv producerede. Med sit 18 kg tunge sprænghoved kunne det radarstyrede jord-til-luft-missil forvandle ethvert fly til skrot, hvis det kom inden for en radius af 5 km.

Ved Port Stanley stod også argentinske antiluftskytskanoner, der kunne affyre hundredvis af granater i minuttet.

Efterretningsrapporten gav piloterne søvnløse nætter.

“Vi skulle i aktion mod argentinerne, der havde topmoderne, radarstyrede kanoner med store eksplosive granater, som de kunne affyre Gud ved hvor mange af i sekundet. De kunne let skyde en Vulcan ned. Jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle have nogen chance for at overleve”, erindrede Vulcan-piloten Martin Withers senere.

I lyset af de dystre udsigter fik hvert besætningsmedlem ordre på at skrive testamente. De blev også trænet i at sende skjulte beskeder hjem, hvis de styrtede ned og blev taget til fange.

Men der var flere dårlige nyheder på vej.

BBC afslører planen


En aften efter træning sad piloterne og så fjernsyn, da den statslige britiske TV-kanal, BBC, afslørede de hemmelige angrebsplaner for seerne!

Nyhedsindslaget begyndte med billeder af den mægtige flåde på vej mod Falklandsøerne, hvorefter der pludselig blev klippet til billeder af Vulcan-fly.

BBC-værten fortsatte:

“Royal Air Force har ombygget Vulcan-bombefly fra deres atom-rolle til konventionel bombning. For at nå Falklandsøerne er de nødt til at flyve bombeflyene fra Ascension Island og tanke dem op i luften”.

En af Vulcan-piloterne hvæsede: “Hvorfor giver I dem ikke også tidspunkt og sted?”


Stormskyer lurer i horisonten


På trods af BBC’s afsløring blev missionen sat i værk. Kort før midnat den 30. april 1982 lettede to Vulcan-bombefly og 11 Victor-tankfly.

Tankflyene skulle undervejs forsyne Vulcan-bombeflyene med brændstof. Men eftersom Falklandsøerne også lå uden for tankflyenes egen rækkevidde, skulle de også fylde brændstof på de tankfly, der var udset til at følge med næsten hele vejen til Falklandsøerne.

Hvem der tankede hvem og hvornår, fulgte et kompliceret system, som RAF’s eksperter havde udregnet. Efterhånden som Victor-flyene tømte deres tanke, skulle de vende om, og til sidst ville et fuldt optanket Vulcan-fly nå frem til Port Stanley.

Men “Operation Black Buck” var knap nok gået på vingerne, før lederflyet med John Reeve mistede kabinetryk og måtte vende om. På trods af uheldet fortsatte missionen – nu med 36-årige Martin Withers’ Vulcan som eneste bombefly.

Missionens næste timer forløb gnidningsløst, og optankningerne i luften lykkedes med forbløffende lethed, men ca. to timer fra målet blev horisonten kulsort, og tordenskyer lagde sig truende mellem flyene og Falklandsøerne.

Withers vidste, at uvejret betød kastevinde, som ville gøre det næsten umuligt at holde den samme flyvehøjde. Og lige i dette øjeblik gik de to sidste Victor-tankfly i position til en sidste optankning. Men der var ikke andet at gøre end at prøve.

Hvis Victor-flyene ikke gik i gang med optankningen omgående, ville ingen af dem have nok brændstof til at nå tilbage til Ascension.

På mirakuløs vis lykkedes det for de to tankfly at få forbindelse, og optankningen af det bagerste fly begyndte. Imens blev vejret værre, så med ét hørte piloten i det bagerste fly et højt knæk, og det lange brændstofrør på hans Victor mistede forbindelsen til kurven.

VIDEO: Missionen kræver 11 optankninger i luften

Turen til Falklandsøerne og tilbage er over 12.000 km lang. Derfor må bombeflyet flere gange tankes op i luften. Det samme gælder tankflyene. Alt foregår efter en nøje udregnet plan.

Ombord på det forreste tankfly vidste piloten Bob Tuxford instinktivt, hvad der var sket: Flyet bag ham havde knækket sin probe. Uheldet gjorde det umuligt at overføre mere brændstof.

3.600 liter var nået over i det andet flys tanke – kun halvdelen af den nødvendige mængde. 


Tuxford regnede febrilsk på tallene og nåede frem til, at makkerflyet med den knækkede probe aldrig ville kunne nå tilbage til Ascension, hvis det – som RAF’s plan forlangte – skulle følge Vulcan-flyet frem til Falklandsøerne.

Tid koster brændstof

Eneste løsning var, at de to fly byttede rolle, men det krævede, at Tuxford fik alt det brændstof tilbage, som han netop havde overført. Proceduren krævede tid, for først skulle Tuxford lægge sig om bag det beskadigede tankfly, derpå skulle det rulle sin slange ud, så Tuxford kunne forsøge at føre sin probe ind i kurven – og det skulle ske, mens stormen fik slangen til at blafre.

Uheldet medførte, at kostbart brændstof var blevet slugt af de to flys grådige jetmotorer, men der var ingen vej udenom.

Endnu en usikkerhed truede missionen: Tuxford anede ikke, om den knækkede probe endnu sad fast i hans kurv. Hvis den gjorde det, ville han trods alle anstrengelserne ikke kunne overføre så meget som en dråbe brændstof til Withers’ Vulcan-bombefly.

Minutterne føltes som timer, mens Tuxford gik i position og havde held til at fange kurven. Da genoptankningen var overstået, havde begge Victor-fly forbrændt langt mere brændstof end planlagt.


Tuxford måtte regne på, om han og bombeflyet havde nok til at fuldføre missionen. Han nåede frem til, at såfremt han overførte 3.600 liter til Withers, burde bombeflyet lige akkurat have nok til at angribe Port Stanley og derefter nå så langt nordpå, at tankfly fra Ascension i tide kunne komme ham til undsætning.

Mængden var 1.800 liter mindre end planlagt, men det ville efterlade Tuxford med brændstof nok til også selv at have en chance for at nå hjem. Da det var tid til Vulcan-flyets sidste optankning, viste det sig heldigvis, at Tuxfords kurv var ubeskadiget.

Ude af stand til at forklare Withers årsagen pga. radiotavshed overførte Tuxford derpå alt, hvad han kunne undvære, hvorefter han vendte om.

Withers kiggede måbende på sin måler. Den smule brændstof, han havde fået, var kun halvdelen af den forventede mængde. De fem mand ombord på Vulcan-bomberen var nu helt alene i luften over Sydatlanten, og angrebet lignede mere og mere en selvmordsmission.

Angrebet indledes

Efter otte timers flyvning dykkede Withers ned til blot 90 meters højde for at komme under argentinerens radar.

Men hvor Falklandsøerne befandt sig i nattemørket, anede ingen ombord. For ikke at afsløre deres position havde besætningen slået flyets egen radar fra – nu var de nødt til at aktivere den igen, ellers risikerede de at flyve forbi målet.

Da radaren blev tændt, var skærmen helt tom. Flyet fløj for lavt til, at udstyret virkede, så i et kort øjeblik måtte Withers stige for at få landkending – selvom det betød, at argentinernes radar kunne afsløre dem.

“Bang. Så dukkede Falklandsøerne op lige midt på radaren. Men da vi nåede op i omkring 300 meters højde, opfangede jeg ping-lyden fra en søgeradar”, husker Hugh Prior, der var elektronik-officer ombord.

Vulcan-bomberen var blevet opdaget!

Blot to minutter fra målet registrerede Vulcan-flyet, at en af argentinernes radarstyrede antiluftskytskanoner fik kontakt. Hvert øjeblik kunne den begynde at skyde. Prior overbragte nyheden over flyets samtaleanlæg:

“Echo-band radar klokken 12. Mulig argentisk søgeradar”.

Så tændte han skyndsomst for flyets jamming-system, der var konstrueret til at snyde fjendtlige radarstyrede våben og få dem til at tro, at flyet befandt sig et andet sted.

Argentinerne vågner

Hvert 10. sekund kunne Prior høre den lille ping-lyd fra fjendens radar, når den opfangede dem.

Prior rapporterede over samtaleanlægget, mens han beroligede Withers med ordene:

“Ingen trussel for denne gang”.

Vulcanens jammer virkede åbenbart upåklageligt, for argentinerne var ikke begyndt at skyde endnu. Kort før målet steg bombeflyet stejlt for at komme op i en højde, hvorfra det kunne kaste sin last.

I det samme kunne de høre lyden af en fjendtlig radar, der forsøgte at låse sig fast på dem. 


“Ildstyringsradar. Middel trussel. Kl. 10. Forsøger at jamme”, rapporterede Prior.

Alt, hvad han havde i sit arsenal af jamming-udstyr, blev nu slået til – også det, han hidtil havde holdt i reserve af frygt for, at radiobølgerne ville afsløre deres position. Nu var det alt eller intet.

Vulcan-flyet havde indledt sin indflyvning mod målet; hvis de ændrede kurs for at undslippe fjendens elektroniske sigtemidler, måtte de starte indflyvningen forfra og mistede derved overraskelsesmomentet.

10 sekunder senere forsvandt lyden af ildstyringsradaren. Priors modforanstaltninger havde virket.

Øjeblikke efter var de over målet, der endnu lå indhyllet i mørke. Withers åbnede bombelugen, og én efter én faldt de 21 bomber. Withers svingede straks sit nu 9,5 tons lettere fly omkring og steg stejlt. Inden helvede brød løs, måtte de sørge for at komme væk.

Bomberne eksploderer

I kontroltårnet i Port Stanley sad den argentinske major Alberto Iannariello og kiggede ud i mørket, da landingsbanen foran ham pludselig eksploderede. Trykbølgen flåede ham ud af stolen og slog ham bevidstløs mod væggen. 


I barakkerne langs landingsbanen blev de argentinske soldater på brutal vis vækket af deres søvn. De tumlede ud. Nogle skreg af angst, andre, fordi deres træning havde lært dem at holde munden åben under bombardementer, så trommehinderne ikke sprang.

Gennem røg og støv så de, at bomberne havde flået fly langs landingsbanen i stykker. Hangarer var blevet splittet ad, og midt på landingsbanen gabede et enkelt kæmpestort krater.


I det samme blev himlen oplyst af tusindvis af maskingeværskud og missiler fra det argentinske luftforsvar, der omsider gik i aktion.

Withers og hans mænd var allerede tæt på at være uden for rækkevidde, men en argentinsk fuldtræffer kunne stadig nå at splitte Vulcan-flyet ad.

Med ærefrygt stirrede besætningen ud gennem ruderne og så sporprojektiler pifte forbi, mens de mærkede, hvordan trykket fra eksploderende antiluftskyts puffede til flyet. Så blev der omsider stille. Withers og hans mænd var uden for rækkevidde.

Faren er langtfra ovre


Besætningen sukkede lettet og begyndte den lange hjemflyvning. Som det første forsøgte de at få kontakt til et tankfly, der kunne komme dem i møde. Pludselig bimlede alarmerne ombord.

Flere hundrede radarsystemer var ved at låse sig fast på dem. 
Withers konstaterede hurtigt, at det var antiluftskytset ombord på den engelske ekspeditionsflåde, der var på vej mod Falklandsøerne.

“Jeg bad en stille bøn om, at nogen ombord var klar over, at vi var venligsindede”, forklarede Prior, der straks sendte beskeden “Superfuse” – kodeordet for, at missionen var lykkedes.

Heldigvis forstod flåden beskeden og lod Vulcan-flyet fortsætte. Kort efter blev både Withers og Tuxford mødt af tankfly, der sørgede for, at de fik mere brændstof og nåede sikkert til Ascension.

“Operation Black Buck” beholdt helt frem til 2001 rekorden for verdens længste bombetogt. Der skulle et amerikansk B-2 Stealth-fly til for at slå den. Flyet krydsede Stillehavet for at bombe Afghanistan og fløj så – efter optankning i luften – tilbage til Missouri, USA.

Vulcan-flyets indsats har siden været omdiskuteret. Var det bare et RAF-stunt for at vise, at briternes hæderkronede luftvåben stadig udgjorde en vigtig del af landets forsvar, eller spillede “Operation Black Buck” en vigtig rolle for briternes sejr på Falklandsøerne?

Argentinerne lappede nødtørftigt hullet i Port Stanleys landingsbane, så transportfly kort efter kunne lande med forsyninger. Men Withers’ pletskud sikrede, at ingen argentinske jagerfly brugte lufthavnen under Falklandskrigen. Deres sarte landingsstel krævede en anderledes perfekt overflade.

I løbet af krigens 74 dage gennemført RAF i alt syv langdistance-angreb med Vulcan-bombere.