Bombeflyet er lige gået på vingerne, da besætningen i cockpittet bemærker en svag hvislen. Missionens leder, piloten John Reeve, kan kun akkurat skimte det mørke ocean under sig, da han går i gang med at søge efter årsagen til den ildevarslende lyd.
Sammen med 12 andre fly er Reeves Avro Vulcan-bombemaskine den 30. april 1982 lettet fra øen Ascension i Sydatlanten. Fra luftrummet over den lille britiske ø kan han og flyets fire øvrige besætningsmedlemmer se frem til over 6.000 km åbent hav – flyene fra det britiske luftvåben (RAF) er på en mission for at angribe de argentinske tropper, der har besat Falklandsøerne.
Den hvislende lyd bliver højere og højere. En alarmlampe advarer om, at kabinetrykket falder. Vulcan-bomberen flyver med 1.000 km/t., da Reeve endelig finder årsagen til problemerne: Luften i kabinen forsvinder ud gennem en revne i den mørnede gummiliste ved siderudens underkant.
Reeve forsøger at stoppe hullet med plastik-indpakningen fra sin frokostsandwich, men det virker ikke. Så ruller han en militærjakke sammen og presser den mod ruden, men kabinetrykket fortsætter med at falde.

En stor, trekantet delta-vinge gjorde det let at genkende briternes strategiske bombefly Avro Vulcan. Storbritannien byggede i alt 136 af dem, men kun få var endnu på vingerne i 1982.
Hvis lederflyet fortsætter, risikerer besætningen at løbe tør for ilt eller fryse ihjel, så Reeve har intet valg. Efter fire minutter i luften bryder han den radiotavshed, som alle missionens fly er underlagt.
“Vender retur til basen”, meddeler han kort.
Avro Vulcan er en pensionsmoden flytype, som RAF er i gang med at udfase, så briterne har heldigvis garderet sig mod uheld ved at sende to bombemaskiner i luften sammen med en sværm af tankfly. Men fra nu af må intet gå galt, hvis bombningen af den argentinsk-besatte lufthavn ved Port Stanley skal lykkes.
Briterne har i forvejen alle odds imod sig: Martin Withers, piloten i missionens eneste tilbageværende bombefly, har med allerstørste hast måttet lære at tanke sit fly op i luften – en yderst vanskelig manøvre selv i roligt vejr. Og forude venter et sydatlantisk stormvejr.

General Galtieri (1926-2003) stod kortvarigt i spidsen for Argentinas militærdiktatur.
Upopulær diktator beordrede invasionen af Falklandsøerne
Siden et kup i 1976 havde militæret styret Argentina med hård hånd. General Leopoldo Galtieri blev i december 1981 udråbt til landets nye leder, og han kom fra begyndelsen til at stå i problemer langt over de gyldne skuldermærker på hans uniform.
Landets økonomi hang i laser, og befolkningens utilfredshed med militærstyret voksede dag for dag. Galtieri mente, at argentinerne havde brug for noget at samles om, og hvad kunne være mere oplagt end generobringen af Falklandsøerne.
I foråret 1982 beordrede diktatoren derfor argentinske tropper til at invadere øerne. Støttet af amfibiske panserkøretøjer gik 600 soldater den 2. april i land på klippeøerne, og ganske som ventet kapitulerede briternes symbolske bevogtningsstyrke på 79 mand efter en kort ildkamp.
Generobringen af Falklandsøerne fik millioner af argentinere til at strømme ud i gaderne for at fejre triumfen, men snart blev glæden forvandlet til bekymring, for Storbritannien sendte en flåde mod syd for at tvinge argentinerne væk.
Hvis Martin Withers overhovedet når frem til Falklandsøerne, skal han overrumple adskillige argentinske radar-styrede missilbatterier for at komme på skudhold af landingsbanen.
RAF vurderer selv, at chancen for succes er sølle 40 pct.
Argentina fejlbedømmer Thatcher
Falklandsøernes status havde i 148 år været et stridspunkt mellem Argentina og Storbritannien. Siden britiske krigsskibe i 1834 tvang sydamerikanerne til at forlade de vindblæste klippeøer, havde argentinerne drømt om at generobre Islas Malvinas, som øgruppen hedder på spansk.
Falklandsøerne ligger små 500 km fra Argentinas kyst, men over 12.000 km fra England, og så indlysende en fordel havde den sydamerikanske militærjunta tænkt sig at udnytte.
Den 2. april 1982 besatte argentinske tropper Falklandsøerne. Juntaen regnede ikke med, at briterne ville risikere en kostbar og yderst risikabel krig blot for at forsvare nogle vindblæste klipper.
Men argentinerne havde ikke taget Storbritanniens principfaste premierminister, Margaret Thatcher, med i deres beregninger.

127 britiske flådefartøjer var i april 1982 på vej mod syd. RAF’s bombetogt skulle forhindre argentinske jagerfly i at angribe flåden fra en luftbase på Falklandsøerne.
Premierminister Thatcher stod fast på, at øerne var britisk territorium, og beordrede en slagkraftig flåde anført af to hangarskibe til Falklandsøerne – for at tvinge argentinerne væk.
Da truslen fra flådestyrken viste sig utilstrækkelig, måtte våbnene tale.
Inden briterne kunne nærme sig Falklandsøerne og forsøge at landsætte tropper, skulle det argentinske luftvåben imidlertid lammes. Fra den britisk-byggede lufthavn ved byen Port Stanley kunne argentinske jagere angribe flåden og sende den 7.000 mand store landgangsstyrke til bunds.
Startbanen skulle derfor ødelægges, så Harrier-jagere fra briternes hangarskibe kunne koncentrere sig om at nedkæmpe fjendens angreb inde fra fastlandet.
Missionen blev døbt “Operation Black Buck”, og RAF udpegede deres aldrende Vulcan-fly til at gennemføre den risikable aktion. Flyene blev allerede taget i brug i 1956 og havde aldrig været i krig. Efter 26 års tjeneste var flytypen nu en forældet museumsgenstand.
Fire fly blev gjort kampklar. Allerede tidligt stod det klart, at bombetogtet skulle gennemføres fra den britiske ø Ascension, der ligger nær ækvator ud for Afrikas vestkyst.
Herfra var der godt 6.000 km til Falklandsøerne, hvilket ville gøre “Operation Black Buck” til historiens hidtil længste bombetogt. Missionen krævede kreativ tænkning, for Vulcan-flyene kunne højst tilbagelægge 4.195 km på en tankfuld brændstof.
Flere optankninger i luften var altså nødvendige, men ingen af piloterne havde prøvet proceduren. I hast måtte de på skolebænken. Normalt krævede den vanskelige manøvre måneders træning – Vulcan-piloterne fik 14 dage.
“Der gik et rygte om, at kun jagerpiloter kunne finde ud af at tanke op i luften, så vi tænkte: ‘Hey! Det her er vores chance’”, udtalte Vulcan-piloten Alastair Montgomery senere.

Fra Ascension til Falklandsøerne ville Vulcan-bomberen flyve over åbent hav i otte timer, før det nærmede sig Port Stanley.
En vellykket optankning i luften krævede, at Vulcan-bomberen lagde sig lige bag et tankfly, som derefter lod en brændstofslange hænge efter sig.
For enden af slangen sad en såkaldt kurv, som Vulcan-piloten skulle forsøge at støde sit brændstofrør (kaldet proben) ind i, mens begge fly fløj med godt 900 km/t. En anden pilot forklarede:
“Det er egentlig relativt ligetil at nærme sig det store tankfly bagfra, men faktisk at få proben ind i kurven er en ganske anden sag”.
Alastair Montgomery husker især et af sine første forsøg på at tanke op i luften:
“Jeg brugte de næste 15 minutter på at ramme ved siden af – lidt til venstre, lidt til højre, lidt for lavt”.
Blandt Vulcan-piloterne gik snakken ivrigt om, at manøvren var lige så vanskelig “som at proppe kogt spaghetti op i enden på en kat”.
VIDEO: Så svær er optankning i luften
Lufthuller, vindstød og turbulens gør det uhyre vanskeligt at få brændstoffet ombord.
Idé og produktion Jonas Sjöwall Haxø & Jannik Petersen
Men efter dages intensiv træning lykkedes manøvren oftere og oftere. Alligevel var piloterne noget nervøse.
Hvis optankningen mislykkedes under missionen, ville de ikke have brændstof nok til at nå hjem, og det betød nødlanding i det enorme Atlanterhav, hvor chancerne for at blive reddet i tide var minimale.
Snart kom der mere at bekymre sig om.
Britiske missiler i baghold
Få ord kan skræmme en kamppilot som “antiluftskyts-missil”, og nu læste Vulcan-piloterne i en efterretningsrapport, at argentinerne var i færd med at opstille missiler rundt om deres luftbase ved Port Stanley.
Argentinerne rådede bl.a. over Tigercat-missiler, som briterne selv producerede. Med sit 18 kg tunge sprænghoved kunne det radarstyrede jord-til-luft-missil forvandle ethvert fly til skrot, hvis det kom inden for en radius af 5 km.
Ved Port Stanley stod også argentinske antiluftskytskanoner, der kunne affyre hundredvis af granater i minuttet.

Det halvanden meter lange Tigercat-missil anvendes stadig af den britiske flåde, hvor det går under navnet Seacat.
Efterretningsrapporten gav piloterne søvnløse nætter.
“Vi skulle i aktion mod argentinerne, der havde topmoderne, radarstyrede kanoner med store eksplosive granater, som de kunne affyre Gud ved hvor mange af i sekundet. De kunne let skyde en Vulcan ned. Jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle have nogen chance for at overleve”, erindrede Vulcan-piloten Martin Withers senere.
I lyset af de dystre udsigter fik hvert besætningsmedlem ordre på at skrive testamente. De blev også trænet i at sende skjulte beskeder hjem, hvis de styrtede ned og blev taget til fange.
Men der var flere dårlige nyheder på vej.
BBC afslører planen
En aften efter træning sad piloterne og så fjernsyn, da den statslige britiske TV-kanal, BBC, afslørede de hemmelige angrebsplaner for seerne!
Nyhedsindslaget begyndte med billeder af den mægtige flåde på vej mod Falklandsøerne, hvorefter der pludselig blev klippet til billeder af Vulcan-fly.




I 1956 fik Royal Air Force (RAF) leveret de første Avro Vulcan-bombefly. Med 1.000 km/t. skulle de kaste atombomber over Sovjetunionen, hvis den kolde krig en dag blev varm.
Den antikverede flytype blev valgt til bombetogtet mod Falklandsøerne, fordi den kunne levere en større bombelast end flådens Harrier-jagere. I en fart måtte flyene gøres kampklar. En vigtig reservedel blev fx fundet i piloternes messe, hvor den blev brugt som askebæger.
Stor bombelast
Vulcan-flyet var konstrueret til at kaste én stor atombombe, men mod argentinerne på Falklandsøerne skulle det i stedet smide 21 konventionelle bomber, der hver vejede 453 kg. Missionen krævede, at lastrummet blev ombygget. Stativerne, som bomberne skulle hænge på, måtte købes tilbage fra en skrothandler, da de allerede var blevet kasseret.
Optankning i luften
Bombeflyet var oprindeligt bygget til at kunne tankes op, mens det fløj mod målet. Men tankproben (et langt brændstofrør) i flyets næseparti blev allerede i 1960’erne afmonteret i RAF’s 136 Vulcan-maskiner. I hast måtte de findes på et lager og monteres på ny.
Flyet var forsvarsløst
Avro Vulcan medbragte ingen maskinkanoner eller missiler. For at gøre flyet let og dermed øge rækkevidden såvel som farten havde briterne sparet alle former for forsvarsvåben væk.
I stedet satsede de på, at fart og flyvehøjde ville redde det fra fjenden. Desuden medbragte Vulcan avanceret jamming-udstyr, der forstyrrede fjendes radar og antiluftskyts.
BBC-værten fortsatte:
“Royal Air Force har ombygget Vulcan-bombefly fra deres atom-rolle til konventionel bombning. For at nå Falklandsøerne er de nødt til at flyve bombeflyene fra Ascension Island og tanke dem op i luften”.
En af Vulcan-piloterne hvæsede: “Hvorfor giver I dem ikke også tidspunkt og sted?”
Stormskyer lurer i horisonten
På trods af BBC’s afsløring blev missionen sat i værk. Kort før midnat den 30. april 1982 lettede to Vulcan-bombefly og 11 Victor-tankfly.
Tankflyene skulle undervejs forsyne Vulcan-bombeflyene med brændstof. Men eftersom Falklandsøerne også lå uden for tankflyenes egen rækkevidde, skulle de også fylde brændstof på de tankfly, der var udset til at følge med næsten hele vejen til Falklandsøerne.
Hvem der tankede hvem og hvornår, fulgte et kompliceret system, som RAF’s eksperter havde udregnet. Efterhånden som Victor-flyene tømte deres tanke, skulle de vende om, og til sidst ville et fuldt optanket Vulcan-fly nå frem til Port Stanley.
Men “Operation Black Buck” var knap nok gået på vingerne, før lederflyet med John Reeve mistede kabinetryk og måtte vende om. På trods af uheldet fortsatte missionen – nu med 36-årige Martin Withers’ Vulcan som eneste bombefly.

RAF’s store tankfly – Handley Page Victor – havde en rækkevidde på godt 9.600 km og kunne ligesom Vulcan-bomberen flyve lidt over 1.000 km/t.
Missionens næste timer forløb gnidningsløst, og optankningerne i luften lykkedes med forbløffende lethed, men ca. to timer fra målet blev horisonten kulsort, og tordenskyer lagde sig truende mellem flyene og Falklandsøerne.
Withers vidste, at uvejret betød kastevinde, som ville gøre det næsten umuligt at holde den samme flyvehøjde. Og lige i dette øjeblik gik de to sidste Victor-tankfly i position til en sidste optankning. Men der var ikke andet at gøre end at prøve.
Hvis Victor-flyene ikke gik i gang med optankningen omgående, ville ingen af dem have nok brændstof til at nå tilbage til Ascension.
På mirakuløs vis lykkedes det for de to tankfly at få forbindelse, og optankningen af det bagerste fly begyndte. Imens blev vejret værre, så med ét hørte piloten i det bagerste fly et højt knæk, og det lange brændstofrør på hans Victor mistede forbindelsen til kurven.
VIDEO: Missionen kræver 11 optankninger i luften
Turen til Falklandsøerne og tilbage er over 12.000 km lang. Derfor må bombeflyet flere gange tankes op i luften. Det samme gælder tankflyene. Alt foregår efter en nøje udregnet plan.
Idé og produktion Jonas Sjöwall Haxø & Jannik Petersen
Ombord på det forreste tankfly vidste piloten Bob Tuxford instinktivt, hvad der var sket: Flyet bag ham havde knækket sin probe. Uheldet gjorde det umuligt at overføre mere brændstof.
3.600 liter var nået over i det andet flys tanke – kun halvdelen af den nødvendige mængde.
Tuxford regnede febrilsk på tallene og nåede frem til, at makkerflyet med den knækkede probe aldrig ville kunne nå tilbage til Ascension, hvis det – som RAF’s plan forlangte – skulle følge Vulcan-flyet frem til Falklandsøerne.
Tid koster brændstof
Eneste løsning var, at de to fly byttede rolle, men det krævede, at Tuxford fik alt det brændstof tilbage, som han netop havde overført. Proceduren krævede tid, for først skulle Tuxford lægge sig om bag det beskadigede tankfly, derpå skulle det rulle sin slange ud, så Tuxford kunne forsøge at føre sin probe ind i kurven – og det skulle ske, mens stormen fik slangen til at blafre.
Uheldet medførte, at kostbart brændstof var blevet slugt af de to flys grådige jetmotorer, men der var ingen vej udenom.
Argentina var bevæbnet til tænderne
Ved første øjekast lignede Falklandskrigen en ulige kamp: Lille Argentina mod mægtige Storbritannien. Men sydamerikanerne rådede over masser af moderne våben.

FLÅDE
Argentinas flåde ved Falklandsøerne
Hangarskibe 1
Krydsere 1
Landgangsfartøjer 1
Destroyere 6
Fregatter 3
Ubåde 4
Storbritanniens flåde ved Falklandsøerne
Hangarskibe 2
Krydsere
0
Landgangsfartøjer 2
Destroyere 8
Fregatter 15
Ubåde 6

LUFTVÅBEN
Argentina
Jagere 107
Bombefly 8
Helikoptere 40
Storbritannien
Jagere 41
Bombefly 6
Helikoptere 127

HÆR
Argentina
Infanterister
13.000**
Storbritannien
Infanterister 7.000
*Begge lande rådede over væsentlig flere våben og tropper, men ovennævnte var det antal, der kom i aktion under Falklandskrigen.
Endnu en usikkerhed truede missionen: Tuxford anede ikke, om den knækkede probe endnu sad fast i hans kurv. Hvis den gjorde det, ville han trods alle anstrengelserne ikke kunne overføre så meget som en dråbe brændstof til Withers’ Vulcan-bombefly.
Minutterne føltes som timer, mens Tuxford gik i position og havde held til at fange kurven. Da genoptankningen var overstået, havde begge Victor-fly forbrændt langt mere brændstof end planlagt.
Tuxford måtte regne på, om han og bombeflyet havde nok til at fuldføre missionen. Han nåede frem til, at såfremt han overførte 3.600 liter til Withers, burde bombeflyet lige akkurat have nok til at angribe Port Stanley og derefter nå så langt nordpå, at tankfly fra Ascension i tide kunne komme ham til undsætning.
Mængden var 1.800 liter mindre end planlagt, men det ville efterlade Tuxford med brændstof nok til også selv at have en chance for at nå hjem. Da det var tid til Vulcan-flyets sidste optankning, viste det sig heldigvis, at Tuxfords kurv var ubeskadiget.

Vulcan-flyet skulle kaste 1.000-pundsbomber af samme type, som briterne anvendte under 2. verdenskrig.
Ude af stand til at forklare Withers årsagen pga. radiotavshed overførte Tuxford derpå alt, hvad han kunne undvære, hvorefter han vendte om.
Withers kiggede måbende på sin måler. Den smule brændstof, han havde fået, var kun halvdelen af den forventede mængde. De fem mand ombord på Vulcan-bomberen var nu helt alene i luften over Sydatlanten, og angrebet lignede mere og mere en selvmordsmission.
Angrebet indledes
Efter otte timers flyvning dykkede Withers ned til blot 90 meters højde for at komme under argentinerens radar.
Men hvor Falklandsøerne befandt sig i nattemørket, anede ingen ombord. For ikke at afsløre deres position havde besætningen slået flyets egen radar fra – nu var de nødt til at aktivere den igen, ellers risikerede de at flyve forbi målet.
Da radaren blev tændt, var skærmen helt tom. Flyet fløj for lavt til, at udstyret virkede, så i et kort øjeblik måtte Withers stige for at få landkending – selvom det betød, at argentinernes radar kunne afsløre dem.
“Bang. Så dukkede Falklandsøerne op lige midt på radaren. Men da vi nåede op i omkring 300 meters højde, opfangede jeg ping-lyden fra en søgeradar”, husker Hugh Prior, der var elektronik-officer ombord.
Vulcan-bomberen var blevet opdaget!
Blot to minutter fra målet registrerede Vulcan-flyet, at en af argentinernes radarstyrede antiluftskytskanoner fik kontakt. Hvert øjeblik kunne den begynde at skyde. Prior overbragte nyheden over flyets samtaleanlæg:
“Echo-band radar klokken 12. Mulig argentisk søgeradar”.
Så tændte han skyndsomst for flyets jamming-system, der var konstrueret til at snyde fjendtlige radarstyrede våben og få dem til at tro, at flyet befandt sig et andet sted.
Argentinerne vågner
Hvert 10. sekund kunne Prior høre den lille ping-lyd fra fjendens radar, når den opfangede dem.

Piloten Martin Withers blev hædret for mod og dygtighed under “Operation Black Buck”. Efter krigen modtog han Distinguished Flying Cross. Withers forlod RAF i 1991.
Prior rapporterede over samtaleanlægget, mens han beroligede Withers med ordene:
“Ingen trussel for denne gang”.
Vulcanens jammer virkede åbenbart upåklageligt, for argentinerne var ikke begyndt at skyde endnu. Kort før målet steg bombeflyet stejlt for at komme op i en højde, hvorfra det kunne kaste sin last.
I det samme kunne de høre lyden af en fjendtlig radar, der forsøgte at låse sig fast på dem.
“Ildstyringsradar. Middel trussel. Kl. 10. Forsøger at jamme”, rapporterede Prior.
Alt, hvad han havde i sit arsenal af jamming-udstyr, blev nu slået til – også det, han hidtil havde holdt i reserve af frygt for, at radiobølgerne ville afsløre deres position. Nu var det alt eller intet.
Vulcan-flyet havde indledt sin indflyvning mod målet; hvis de ændrede kurs for at undslippe fjendens elektroniske sigtemidler, måtte de starte indflyvningen forfra og mistede derved overraskelsesmomentet.
10 sekunder senere forsvandt lyden af ildstyringsradaren. Priors modforanstaltninger havde virket.

Vulcan-bombeflyet var betydelig større end jagere og slugte næsten 14.000 liter brændstof i timen.
Øjeblikke efter var de over målet, der endnu lå indhyllet i mørke. Withers åbnede bombelugen, og én efter én faldt de 21 bomber. Withers svingede straks sit nu 9,5 tons lettere fly omkring og steg stejlt. Inden helvede brød løs, måtte de sørge for at komme væk.
Bomberne eksploderer
I kontroltårnet i Port Stanley sad den argentinske major Alberto Iannariello og kiggede ud i mørket, da landingsbanen foran ham pludselig eksploderede. Trykbølgen flåede ham ud af stolen og slog ham bevidstløs mod væggen.
I barakkerne langs landingsbanen blev de argentinske soldater på brutal vis vækket af deres søvn. De tumlede ud. Nogle skreg af angst, andre, fordi deres træning havde lært dem at holde munden åben under bombardementer, så trommehinderne ikke sprang.
Gennem røg og støv så de, at bomberne havde flået fly langs landingsbanen i stykker. Hangarer var blevet splittet ad, og midt på landingsbanen gabede et enkelt kæmpestort krater.

Et britisk rekognosceringsfly afslørede senere skadernes omfang. Midt på Port Stanleys landingsbane ses bombekrateret, som Withers lavede. Striben af kratere til venstre stammer fra et Vulcan-angreb fire dage senere.
I det samme blev himlen oplyst af tusindvis af maskingeværskud og missiler fra det argentinske luftforsvar, der omsider gik i aktion.
Withers og hans mænd var allerede tæt på at være uden for rækkevidde, men en argentinsk fuldtræffer kunne stadig nå at splitte Vulcan-flyet ad.
Med ærefrygt stirrede besætningen ud gennem ruderne og så sporprojektiler pifte forbi, mens de mærkede, hvordan trykket fra eksploderende antiluftskyts puffede til flyet. Så blev der omsider stille. Withers og hans mænd var uden for rækkevidde.
Faren er langtfra ovre
Besætningen sukkede lettet og begyndte den lange hjemflyvning. Som det første forsøgte de at få kontakt til et tankfly, der kunne komme dem i møde. Pludselig bimlede alarmerne ombord.
Flere hundrede radarsystemer var ved at låse sig fast på dem. Withers konstaterede hurtigt, at det var antiluftskytset ombord på den engelske ekspeditionsflåde, der var på vej mod Falklandsøerne.
“Jeg bad en stille bøn om, at nogen ombord var klar over, at vi var venligsindede”, forklarede Prior, der straks sendte beskeden “Superfuse” – kodeordet for, at missionen var lykkedes.

Hangarskibet HMS Invincible fik den 17. september 1982 en modtagelse uden lige. En armada af private fartøjer sejlede hende i møde, og på flådebasen i Portsmouth ventede tusindvis af tilskuere.
Briterne vendte hjem i triumf
Krigen om Falklandsøerne begyndte med Vulcan-flyets bombardement af Port Stanley om morgenen den 1. maj 1982. I de kommende uger eskalerede kampene, i takt med at briterne forsøgte at afskære de argentinske besættelsesstyrker.
Krigen blev kort, men blodig. En britisk ubåd sænkede den argentinske krydser General Belgrano og sendte 323 mand til bunds. Argentinerne svarede igen fra luften og sænkede destroyeren HMS Sheffield samt tre andre større britiske krigsskibe. Derpå udkæmpede jagere voldsomme luftdueller. 10 britiske fly og 35 argentinske gik tabt.
Den 21. maj landsatte briterne de første landtropper på Falklandsøerne, og tre uger senere kapitulerede argentinerne.
Mens den britiske flåde sejlede hjem i triumf og blev modtaget med øredøvende jubel, kostede nederlaget den argentinske diktator Galtieri dyrt. Tre dage efter kapitulationen gik han af.
Året efter blev militærjuntaen tvunget til at udskrive frie valg, som førte til afskaffelse af diktaturet.
Heldigvis forstod flåden beskeden og lod Vulcan-flyet fortsætte. Kort efter blev både Withers og Tuxford mødt af tankfly, der sørgede for, at de fik mere brændstof og nåede sikkert til Ascension.
“Operation Black Buck” beholdt helt frem til 2001 rekorden for verdens længste bombetogt. Der skulle et amerikansk B-2 Stealth-fly til for at slå den. Flyet krydsede Stillehavet for at bombe Afghanistan og fløj så – efter optankning i luften – tilbage til Missouri, USA.
Vulcan-flyets indsats har siden været omdiskuteret. Var det bare et RAF-stunt for at vise, at briternes hæderkronede luftvåben stadig udgjorde en vigtig del af landets forsvar, eller spillede “Operation Black Buck” en vigtig rolle for briternes sejr på Falklandsøerne?
Argentinerne lappede nødtørftigt hullet i Port Stanleys landingsbane, så transportfly kort efter kunne lande med forsyninger. Men Withers’ pletskud sikrede, at ingen argentinske jagerfly brugte lufthavnen under Falklandskrigen. Deres sarte landingsstel krævede en anderledes perfekt overflade.
I løbet af krigens 74 dage gennemført RAF i alt syv langdistance-angreb med Vulcan-bombere.