5 grunde til at England ikke var klar til krig

I briternes øjne var Münchenaftalen lig med fred. Tyskland så dog ikke på aftalen på helt samme vis.

I briternes øjne var Münchenaftalen lig med fred. Tyskland så dog ikke på aftalen på helt samme vis.

Shawshots/Imageselect

Triumfen lyste ud af den britiske premierminister, Neville Chamberlain, da han den 30. september 1938 trådte ud af flyet på Heston lufthavnen vest for London.

I hånden holdt han et stykke papir med den aftale, han og Tysklands kansler, Adolf Hitler, netop havde underskrevet under premierministerens besøg i München.

Aftalen betød, forklarede han senere samme dag, “fred i vor tid”.

Se Chamberlain tale efter mødet med Hitler:

Øjeblikket udgjorde højdepunktet i briternes såkaldte appeasement (eftergivenhedspolitik) over for Nazityskland.

Briterne ville i 1930’erne for enhver pris undgå væbnet konflikt. De tolererede derfor tyskernes brud på både Versailles-traktaten og folkeretten – for krig var de ikke klar til.

Men Chamberlains papir betød ikke fred. Tværtimod. Münchenaftalen ikke bare forærede Tyskland en del af Tjekkoslovakiet, det såkaldte Sudeterland, mod løfter om at afstå fra yderligere krav; den overbeviste Hitler om, at England ville tolerere hvad som helst til gengæld for fred.

Her er fem grunde til, at England ikke var klar til krigen med Hitler:

1. Spioner blev sparet væk

Den type krig, som havde udspundet sig i 1. verdenskrigs rodede masseslag, gjorde militære efterretninger unødvendige i fredstid, mente den britiske feltmarskal Douglas Haig.

Meldingen var belejlig, da briterne manglede penge efter verdenskrigen.

Münchenaftalen gav Tyskland frie hænder til at rykke ind i Tjekkoslovakiet inden den 10. oktober 1938.

© Shutterstock

Derfor var bevillingerne til efterretningstjenesterne helt i bund; fx rådede MI5 i 1939 kun over 36 officerer.

Resultatet var, at briterne op til krigsudbruddet vidste uhyggelig lidt om tyskernes militære styrke og ikke mindst deres krigsplaner.

2. Briterne sakkede bagud i krigsudstyr

Versailles-traktaten udstak snævre rammer for Tysklands militær­, men det så nazisterne stort på.

Fra 1935 oprustede Hitler helt åbenlyst til lands, til vands og i luften. Briterne, derimod, undlod igennem 1920’erne og 1930’erne at udvikle, forbedre og styrke ørigets forsvar i nævneværdig grad.

I stedet for at investere i våben til at beskytte det hjemlige territorium med prioriterede briterne forsvaret af Storbritanniens oversøiske besiddelser, især i Indien, som bidrog med store summer til imperiet.

Bristol Blenheim-bombemaskinen var effektiv, men sårbar over for hurtige jagerfly.

© UK Ministry of Defence

Britiske strategers manglende evne til at følge med tiden svækkede forsvaret yderligere. Flyvevåbnets ledelse mente, at bombefly ville afgøre krigen, og indså derfor ikke værdien af jagerfly.

Økonomiske hensyn gjorde imidlertid, at landet heller ikke havde råd til at investere i bombefly. Af samme grund blev også ubådsflåden forsømt.

3. Massedød afskrækkede alle

Da 1. verdenskrig brød ud i august 1914, var briterne begejstrede strømmet til hærens rekrutteringskontorer. I de følgende måneder meldte ca. 2 mio. mand sig frivilligt til hæren.

Fire år senere var mere end 850.000 britiske mænd døde på slagmarken og statskassen tom.

Skyttegravenes rædsler fik briterne til at afsky tanken om krig.

© Shutterstock

Briterne konkluderede, at 1. verdenskrig ikke alene var blodig og dyr, men også nytteløs.

Det store flertal ønskede for enhver pris at undgå en lignende situation. Ingen politiker turde derfor langt op i 1930’erne så meget som nævne oprustning i offentlige taler.

4. Krigsmodstand dominerede

Pacifisme, principiel modstand mod krig, bredte sig i begyndelsen af 1930’erne fra eliten til den brede befolkning.

Særlig populær var “Peace Pledge Union”, en organisation, som indtil 1940 gik ind for at forhandle fred med Tyskland.

Pacifister ærer 1. verdenskrigs døde ved at bære en hvid valmue.

© Shutterstock

Den stærke fredsbevægelse gjorde det svært for politikerne at gøre England klar til krig.

5. Elendig økonomi satte våbenudvikling i stå

Storbritanniens økonomi stagnerede efter 1. verdenskrig. Britiske industrivarer som bomuldsklæde, stål og kul solgte ikke længere. I stedet efterspurgte verdensmarkedet kemiske produkter, biler og kunststoffer – varer, som briterne ikke var konkurrencedygtige i.

1930’ernes verdensomspændende økonomiske krise ramte derfor England hårdt, og landets i forvejen skrantende handel svandt yderligere ind.

Arbejdsløse briter stimlede sammen for at få hjælp i fattighusene i 1930’erne.

© Bundesarchiv, Bild 102-10246/CC-BY-SA 3.0

Da krisen i 1933 var på sit højeste, nåede arbejdsløsheden op på hele 22 procent.

Hensynet til finanserne fik allerede i 1919 regeringen til at indstille alle tiltag, som kunne forberede landet på en større krig i 10 år.

10-års-reglen betød, at briterne i årene 1919 til 1932 stort set ikke investerede i ny våbenteknologi.