Kun en enkelt nat havde general sir John Norris haft engelsk jord under fødderne, da han den 14. juli 1589 fandt pen og papir frem. Hans ankomst med skib til Plymouth dagen forinden markerede afslutningen på den største flådekatastrofe i Englands historie.
Mindst 15.000 engelske søfolk og soldater var døde eller i fangenskab og omkring 80 skibe gået tabt under en ekspedition, som skulle have tilføjet ærkefjenden Spanien et knusende nederlag.
Sandheden om katastrofen – og den rolle, han som én af ekspeditionens ledere havde spillet i den – måtte aldrig komme ud, vidste Norris. Resolut begyndte han at skrive.
“Af hensyn til Hendes Majestæts ære og vort lands ry har jeg tillid til, at ingen fejl bliver fundet i vore bedrifter”, skrev han til dronningens mest betroede minister, sir Francis Walsingham.
“Det vil tjene Dem til ære at beskytte os og vor sag”, formanede han ministeren.
Norris’ brev skulle få vidtrækkende konsekvenser. Hoffet og de engelske historieskrivere greb med kyshånd appellen om at skjule fiaskoen af hensyn til nationen og dronningen.
Bestræbelserne for at skjule sandheden var så vellykkede, at historien om den engelske armadas pinlige endeligt forblev skjult i 300 år.
Her får du hele sandheden om den ydmygende flådekatastrofe, som få nogensinde har hørt om – fordi det gik så gruelig galt.
Kaperen Francis Drake var en af hovedaktørerne i den engelsk-spanske strid i 1580’erne.
Krigen var startet fire år tidligere
Afsendelsen af den engelske armada var blot det seneste sammenstød i krigen mellem England og Spanien. Konflikten blev indledt fire år tidligere, da England truede Spaniens dominans på kontinentet.
1585 – England støtter oprør
Da et oprør mod de spanske overherrer bryder ud i De Spanske Nederlande, griber englænderne chancen for at svække ærkefjenden Spanien. Den 10. december anløber en engelsk styrke den nederlandske kyst, beredt på at støtte oprørerne.
1587 – Drake stikker skibe i flammer
Søhelten Francis Drake angriber en spansk flåde, som ud for Cádiz gør sig klar til at angribe England. Mange spanske skibe bliver brændt. Episoden bliver i England kendt som “afsvidningen af den spanske konges skæg” og forsinker angrebet med et år.
1588 – spansk angreb slår fejl
En spansk flåde på 150 skibe – kaldet den spanske armada – sejler mod England med det formål at afsætte Elizabeth 1. Englænderne lykkes med at jage spanierne på flugt, og gennem kampe og uvejr bliver 44 spanske skibe udslettet.
Angreb skulle udnytte svaghed
Stemningen i England forud for ekspeditionens afsejling i foråret 1589 var præget af optimisme. Året forinden havde englænderne besejret den spanske armada – en enorm flåde sendt af den spanske kong Filip 2. for at afsætte Englands dronning, Elizabeth 1.
44 skibe gik tabt – næsten halvdelen af den spanske flåde. Og de fleste skibe, som overlevede strabadserne, var slemt tilredte. For Elizabeth udgjorde Spaniens ulykke en enestående mulighed. Et hurtigt angreb på de beskadigede fartøjer kunne gøre det af med hele den spanske flåde.
Når først skibene var ryddet af vejen, regnede englænderne med at svække spanierne yderligere ved at starte et oprør i det spansk-kontrollerede Portugal. Filip 2. havde en rival, der gjorde krav på den portugisiske trone: Adelsmanden Anton, barnebarn til en af landets tidligere konger.
Monarkerne ville knuse hinanden
Elizabeth 1.
Personlighed: Elizabeth helligede sig rollen som dronning og lod sjældent sine følelser skinne igennem. Beslutninger traf hun først efter grundige overvejelser.
Rigets tilstand: Fred og økonomisk fremgang kendetegnede England i 1500-tallet. Ekspeditioner til fx Amerika understregede landets status som en europæisk stormagt.
Ambition: At knuse Spanien og gøre England til Europas dominerende flådemagt med mulighed for at etablere oversøiske besiddelser var Elizabeths vigtigste mål.
Filip 2.
Personlighed: Filip var først og fremmest optaget af kongegerningen. Privat var han kølig og distanceret. Han var stærkt religiøs og forfulgte katolicismens fjender uden nåde.
Rigets tilstand: Spanien var i 1500-tallet Europas mest magtfulde land med store besiddelser i den nye verden. Sølv og guld fra Amerika sikrede enorme indtægter.
Ambition: Kongens mål var at underlægge sig England og knuse rivalen Elizabeth. Et andet stort ønske var at udbrede katolicismen til hele verden, herunder England.
Anton levede i eksil i England, og Elizabeth besluttede at sende ham med på ekspeditionen. Hvis han marcherede med de engelske soldater, var dronningen sikker på, at portugiserne ville rejse sig i en opstand mod den spanske overmagt.
For at føre planerne ud i livet samlede dronningen en styrke på omkring 180 skibe og godt 27.000 soldater – den største engelske flåde nogensinde.
Kommandoen over flådens skibe fik søhelten og kaperen sir Francis Drake, mens den erfarne general sir John Norris anførte soldaterne. Den 28. april 1589 forlod flåden England med kurs mod Spanien.
Kvinder slog englænderne på flugt
Den engelske armadas første mål var havnebyen Santander på den spanske nordkyst, hvor mange af de beskadigede spanske krigsskibe lå for anker. Af ukendte årsager – muligvis pga. vind- og vejrforhold – satte Drake dog i stedet kurs mod havnebyen La Coruña længere vestpå.
Her ankom englænderne den 4. maj. Soldaterne gik i land, og med kanoner lykkedes det Drake at ødelægge to store krigsskibe samt 13 mindre fartøjer.
Efterfølgende gik Norris’ mænd i gang med at minere (dvs. placere en krudtladning) et af tårnene i muren for at sprænge sig vej ind i byen. Men spanierne havde inddæmmet tårnet med jordvolde på den side, som vendte ind mod byen.
“Det behagede Gud, at inddæmningen af tårnet tvang minen til at eksplodere udad og dræbe 300 fjender”, skrev en samtidig spansk kilde.
“Vores mænd fejede gennem deres lejr, idet de dræbte og sårede folk”. Et spansk øjenvidne om kampene foran Lissabon.
Englænderne gav ikke op, men da soldaterne igen nærmede sig bymuren, blev de ud over spanske soldater mødt af en ukendt fjende:
“Kvinder og unge drog begejstrede til byens mest farlige steder med masser af sten, som de kastede mod fjenden”.
Angrebene gik hårdt ud over de engelske soldater, som “blev ramt af skud fra musketter og slået gule og blå af sten kastet fra murene i en grad, så det var umuligt at udholde”, som den engelske kontreadmiral William Fenner skrev om angrebet.
Efter to ugers kampe måtte englænderne opgive at erobre byen – da havde de mistet 1.500 mand. Tidligt om morgenen den 19. maj satte flåden sejl og forlod La Coruña.
De lokale skulle forsyne hæren
Skibene sejlede sydpå og lagde til ved Peniche ca. 80 km nord for Lissabon, Portugals hovedstad. Her delte styrken sig i to.
Mens Norris gjorde sig klar til at marchere med sine soldater mod hovedstaden over land, forberedte Drake sig på at sejle flåden ned til Lissabon og blokere indsejlingen til byens havn.
Med blokaden på plads skulle Drake plyndre forbisejlende skibe og – når Norris’ styrke nåede frem – sejle ind i Lissabons havn, bombardere byen og landsætte sine tropper.
De to ledere aftalte at regruppere ved havnen i byen Cascais vest for den portugisiske hovedstad, hvis planen slog fejl.
“Mange undslap ikke det spanske kavaleri, som forfulgte dem og dræbte de udmattede og syge”. Et portugisisk øjenvidne til englændernes tilbagetrækning fra Lissabon.
Da Norris den 28. maj indledte marchen mod Lissabon med adelsmanden Anton ved sin side, var begge mænd ved godt mod. De regnede med, at utilfredse portugisere ville tage varmt imod dem.
Af samme årsag medbragte hæren kun få forsyninger. Planen var at leve af, hvad portugiserne skænkede dem – en dårlig plan skulle det vise sig.
“De fleste af de folk, som boede i de områder, hæren gik igennem, var forsvundet med det meste af indholdet i deres hjem, så englænderne sultede og døde”, skrev et portugisisk øjenvidne.
Oprøret kom aldrig i gang
Om morgenen den 3. juni ankom de udmattede og udsultede englændere til Lissabon. Mange led af diarré og opkast, da deres voldsomme tørst havde drevet dem til at drikke fra uhumske vandhuller.
Norris var fortsat optimistisk. Selvom landbefolkningen ikke havde hjulpet dem, forventede han, at indbyggerne i Lissabon ville gøre oprør til fordel for Anton.
Men oprør blev der intet af – til gengæld angreb de velforberedte spaniere allerede ved middagstid den engelske hær, der kun lige havde nået at slå lejr.
Englænderne blev besejret af Filip 2.s styrker, da de nåede frem til den spansk-kontrollerede by Lissabon.
Englands flådeangreb slog fejl
Den 28. april 1589 afsejler den største krigsflåde i Englands historie fra Plymouth. To og en halv måned senere er styrken besejret og Englands drøm om at knuse Spanien slukket.
1) Plymouth, 28. april
En engelsk flåde på omkring 180 skibe og mere end 27.000 soldater sejler ud fra England. Sir Francis Drake leder flåden, mens sir John Norris har kommandoen over soldaterne.
2) La Coruña, 4. maj
Englænderne ødelægger flere skibe, men da de forsøger at indtage byen, bliver de drevet tilbage af forsvarerne – der bl.a. består af kvinder og børn.
3) Peniche, 26. maj
Skibene lægger til ud for byen Peniche. To dage senere indleder Norris med sine soldater en 80 km lang march sydpå til Lissabon.
4) Lissabon, 3. juni
Hæren når Lissabon, hvor Norris håber på at anstifte et oprør, men ingen i byen slutter sig til englænderne, og spanierne tilfører dem svære tab. To dage senere trækker Norris sig tilbage mod byen Cascais.
5) Cascais, 6. juni
Norris og hans mænd ankommer til Cascais, hvor Drake venter med flåden. Pga. ugunstige vindforhold kan englænderne først stikke til søs den 18. juni.
6) Ud for Portugals kyst, 19. juni
Spanske galejer angriber og tilfører den engelske flåde store tab. Kun 102 af de 180 skibe vender hjem, og mindst 15.000 engelske søfolk og soldater er døde eller i fangenskab.
“Vores mænd fejede gennem deres lejr, idet de dræbte og sårede folk med et sådant raseri, at det kunne høres langt væk. Det var, som om hele verden havde rottet sig sammen mod vores fjende”, skrev et spansk øjenvidne frydefuldt.
“Artilleriet fra slottet var særdeles effektivt mod fjendens lejr og gjorde stor skade”, stod der i de spanske styrkers rapport for dagen.
Da mørket faldt på, trak spanierne sig tilbage. De engelske soldater havde kæmpet bravt, men belejringen var tydeligvis håbløs, indså Norris. Dagen efter beordrede han de døde begravet – nu handlede det om at få de overlevende soldater hjem i live.
Hjemturen kostede tusinder livet
Tilbagetrækningen begyndte i ly af mørket kort før midnat den 5. juni, men spanierne var klar.
“Mange undslap ikke det spanske kavaleri, som forfulgte dem og dræbte de udmattede og syge, der ikke kunne følge med”, skrev et portugisisk øjenvidne.
Trods forfølgelsen lykkedes det Norris og resterne af hæren at kæmpe sig frem til Cascais. Her ventede Drake, der havde erfaret, at det engelske angreb var slået fejl. Vinden var dog ugunstig, og der gik flere dage, før englændernes skibe kunne forlade havnen.
Dagen efter at englænderne var sejlet ud fra Cascais den 18. juni, angreb en sværm af spanske galejer den engelske flåde ud for Lissabon.
I 1588 knuste englænderne den mægtige spanske armada – året efter besejrede spanierne den knap så kendte engelske armada.
Englænderne havde svært ved at forsvare sig mod de hurtige galejer, der var bevæbnet med kraftige og præcise kanoner, som voldte store skader på deres fjende. Spanierne sænkede eller beslaglagde ni store og to mindre engelske fartøjer.
“Dette var Guds værk, da han ville berøve disse kættere deres stolthed”, skrev galajernes øverstkommanderende i et brev til Filip den 20. juni.
Under angrebet blev den engelske flåde spredt for alle vinde, og mange skibe gik på grund og forliste. Sygdom og generel udmattelse havde desuden svækket de engelske søfolk og soldater så meget, at de på hjemturen bukkede under i hobetal.
Mere end 15.000 mand og knap 80 af de engelske skibe vendte aldrig hjem, fortalte en officiel engelsk opgørelse.
Sandheden blev skjult
Norris nåede England den 13. juli. Den følgende dag satte han sig til skrivepulten, og hans appel om at redde fædrelandets ry og dronningens ære blev hørt på højeste sted.
I løbet af få uger udkom pamfletter og skrifter med svulstige beretninger om englændernes modige optræden og store succes med at tilføje spanierne svære tab. De ubehagelige detaljer om ekspeditionen – ikke mindst tabstallene – blev forbigået i tavshed.
Kaptajn Anthony Wingfields bog om den engelske armada spredte løgnen om, at englændernes angreb var en stor succes.
Den vigtigste tekst, “A True Coppie of a Discourse”, skrevet af kaptajn Anthony Wingfield blev oversat til latin, så den engelske udlægning kunne spredes i hele Europa.
At den spanske flåde i de følgende 50 år dominerede verdenshavene, mens englænderne slikkede sårene, talte ingen om. Først mere end 300 år senere – i slutningen af 1800-tallet – begyndte historikerne at grave i arkiverne og blotlægge sandheden om den engelske flådes største nederlag.
Nok tabte den engelske armada krigen til lands og til vands, men propagandakrigen vandt englænderne stort.