Røgen fra de brændende huse i Lützen hænger tungt over slagmarken uden for den sydtyske landsby, hvor kong Gustav 2. Adolf af Sverige er ved at miste overblikket.
Kongens protestantiske hær har den 6. november 1632 angrebet den katolske hærfører Albrecht von Wallensteins styrker. Målet er at drive katolikkerne væk fra deres vinterkvarter i den nærliggende by Leipzig.
Ved 13-tiden har kampene dog udviklet sig til et rodet inferno indhyllet i røg, tåge og tilfældig krydsild. I kaosset er det lykkedes Wallenstein at bremse svenskernes fremstød og stabilisere sin kamplinje.
“Mange blev koldblodigt dræbt af finnerne, som ikke viser nåde” James Turner, skotsk lejesoldat under Trediveårskrigen.
Slagets udfald balancerer på en knivsæg, og Gustav Adolf beslutter selv at gå i aktion. Han tager kommandoen over en gruppe ryttere og rider ind i tågen – et hasarderet forsøg på at tvinge katolikkerne til retræte. Kongens sats giver bagslag: Han bliver ramt af skud og falder af sin hest.
Rygtet om kongens død spreder sig som en steppebrand, men den dystre melding ryster ikke Torsten Stålhandske. Han er leder af et finsk rytterkompagni, der er blandt den svenske hærs eliteenheder.
Død konge eller ej, så nægter Stålhandske og hans finske soldater at opgive kampen.
Naboerne taler et uforståeligt sprog
Slaget ved Lützen var et af de største slag under Trediveårskrigen (1618-1648) – en langvarig og blodig krig mellem Europas protestanter og katolikker, der lagde store dele af nutidens Tyskland øde hen.
Sverige var ved stridens begyndelse en relativt ubetydelig stat højt mod nord, men de protestantiske svenskere nærede stormagtsdrømme. Landets hær bestod foruden svenskere og lejetropper også af finske soldater, og finnerne skulle vise sig at blive afgørende for den svenske succes på slagmarken.
Forbindelsen mellem Sverige og Finland strakte sig langt tilbage i tiden. Allerede omkring 100 e.Kr. omtalte den romerske historiker Tacitus folket fenni, der levede i nutidens Finland og ifølge mange historikere var forfædre til vor tids finner.
I perioden 400-800 e.Kr. mødte finnerne et nyt folk – svenskerne. Handelsfolk fra Sverige gik i land på den finske vestkyst, men i begyndelsen forstod finnerne næppe meget af, hvad deres tilrejsende naboer sagde.
Svenskere drog på korstog mod Finland
1150’erne: Legende omtaler angreb
Ifølge en legende fandt det første svenske korstog mod Finland sted under Erik den Hellige i 1150’erne. Historikerne mener dog, at legenden i virkeligheden dækker over flere svenske korstog til nabolandet.
Ca. 1239: Jarl erobrer Finland
Stormanden Birger Jarl anførte et korstog mod Finland. Her straffede han indbyggerne i regionen Tavastland (Häme) for at have indgået en alliance med russiske Novgorod, og han opførte fæstningen Tavastehus (Hämeenlinna).
1293: Vestkarelen bliver svensk
En ny hær af svenske korsfarere invaderede i 1293 den østlige finske region Karelen – nord for nutidens Sankt Petersborg. Svenskerne byggede Viborg Slot i det nuværende Rusland og tog magten i den vestligste del af Karelen.
I modsætning til svenskernes oldnordiske tungemål tilhørte finsk ikke den indoeuropæiske sprogfamilie. Finnernes sprog er en del af den finsk-ugriske sprogstamme – ligesom samisk, estisk og ungarsk.
På trods af sprogbarrieren begyndte de to folkeslag på hver sin side af Den Botniske Bugt at handle sammen, og finnerne optog mange svenske ord i deres sprog – fx kuningas, “konge”.
Finnerne havde på denne tid ingen samlende konge. I vikingetiden var landet delt mellem flere klaner, der herskede i de områder, hvor jorden var frugtbarest – især i sydvest og ved kysterne.
Finland indlemmes i Sverige
De finske klanledere samarbejdede med de velstående svenskere, og fra 1100-tallet begyndte svenske bebyggelser at skyde op på den finske kyst. Bosættelserne blev grundlagt af bønder fra overbefolkede områder i Sverige, der flyttede østover.
Finnerne var ikke kristne, og de svenske konger brugte finnernes hedenskab som et påskud til at opnå kontrol over landet. Under adelsmanden Birger Jarls korstog i 1248-1250 vandt kristendommen og den svenske kongemagt terræn i Finland, og i begyndelsen af 1300-tallet var landet med de tusind søer blevet en integreret del af Sverige.
“Svenskerne sloges til den sidste finne!” Talemåde om den svenske hær.
For at kontrollere territoriet, som svenskerne kaldte Österland, lod den svenske konge slotte bygge i Åbo (Turku), Tavastehus (Hämeenlinna) og Viborg (i dag Vyborg i Rusland). Svenskerne satte sig på administration og skatteindkrævning og sikrede i 1323 den østlige grænse gennem en fredsaftale med russerne i Novgorod.
Selvom størstedelen af Finland fortsat var tyndt befolket, blev landet en vigtig del af det svenske rige. Der opstod en svensk-finsk adel, og kun rigets hovedstad, Stockholm, overgik havnebyen Åbo i størrelse.
Hver fjerde indbygger er finne
Efter den svenske reformation i 1544 strammede kong Gustav Vasa grebet om Finland. I 1550 grundlagde han byen Helsingfors (Helsinki) som et center for handlen mellem Den Botniske Bugt og Vesteuropa.
Både byen og Finland voksede, og i 1570 talte den finske befolkning 300.000 – ca. en fjerdedel af det svenske riges indbyggertal på 1,2 mio.
For at styrke sin militære magt grundlagde Gustav Vasa en svensk bondehær, der aflagde ed direkte til kongen. I midten af 1550’erne fik grænsekonflikter med Rusland kongen til at oprette en tilsvarende finsk bondehær.
Selvom der blev sluttet fred i 1557, fortsatte både finner og russere med at plyndre hen over grænsen.
Under Gustav Vasas efterfølgere voksede Sveriges stormagtsambitioner, og svenskerne trådte ind på den storpolitiske scene under Trediveårskrigen, da Gustav 2. Adolf i 1630 gik i land med en hær i Nordtyskland.
Historikerne skønner, at omkring 3.000 finner gjorde tjeneste i den svenske hær i 1632. Gustav Adolf havde dermed trukket finnerne ind på den protestantiske side i den blodige religionskonflikt.
Finske ryttere er iskolde i kamp
De finske soldater viste sig hurtigt at være uundværlige for den svenske konge. Takket være de hyppige konflikter ved den russiske grænse var finnerne vant til at være i beredskab, og de var dygtige til at holde hovedet koldt i kampens hede. Denne evne blev i Tyskland bemærket af den skotske lejesoldat James Turner:
“Mange blev koldblodigt dræbt af finnerne, som ikke viser nåde”.
Især de finske ryttersoldater, hakkapelitterne, gjorde en forskel. Navnet havde de fået pga. deres kampråb – “Hakkaa päälle!” (Hug løs!).
En hakkapelit-rytter blev i 1940 brugt som et nationalt symbol på et finsk frimærke.
Hakkapelitternes heste var hurtige og veltrænede, og på slagmarken tordnede de frem mod fjenden. På få meters afstand trak rytterne pistoler og skød – hvorefter de gik løs på deres ofte lamslåede modstandere med sværd.
Finnerne var angiveligt så hårdføre soldater, at der opstod en talemåde, som bruges i Finland den dag i dag:
“Svenskerne sloges til den sidste finne!”
Finnerne spillede især en afgørende rolle ved Lützen i 1632. En af slagets hovedpersoner var den halvt finske Torsten Stålhandske – en oberstløjtnant, som stod i spidsen for ét af kongens tre finske rytterregimenter.
Stålhandske brillerer ved Lützen
Gustav Adolf havde vundet sejr efter sejr siden sin landgang i Nordtyskland to år forinden, da han den 6. november 1632 indledte slaget ved Lützen. Omkring kl. 10 om morgenen angreb kongens mænd de katolske styrker, der blev anført af hærføreren Albrecht von Wallenstein.
Ifølge beretninger fra slagmarken gav kongen en personlig ordre til Stålhandske om at gå efter Wallensteins elitestyrke – de sortklædte kyrasserer (ryttersoldater i rustning):
“Angrib de sorte kammerater grundigt, thi de er de mænd, der vil bringe os til fald”.
Mens Wallensteins håndlangere satte ild til Lützens huse, så Gustav Adolf ikke kunne få glæde af dem, red Stålhandske frem på slagmarken i spidsen for 500 hakkapelitter.
På fjendens venstre flanke jog Stålhandske og hans mænd først Wallensteins fortropper på flugt, og derefter angreb finnerne de pansrede kyrasserer. Finnernes angreb var så voldsomt, at Wallensteins elitestyrke blev drevet langt tilbage.
Finnernes krigslykke så dog kortvarigt ud til at vende, da den katolske feltherre Gottfried Heinrich Graf zu Pappenheim ved middagstid ankom til Lützen med forstærkninger.
I spidsen for sine mænd red Pappenheim frem mod finnerne, men musketererne – der fulgte i hælene på Stålhandskes hakkapelitter – fik ram på ham. Pappenheims død skabte panik blandt de katolske soldater, som i forvejen var skræmt af de frygtløse finner.
Finske ryttersoldater spillede en afgørende rolle under det skæbnesvangre slag ved Lützen i 1632.
Andetsteds på slagmarken gik begivenhederne imidlertid svenskerne imod – og Gustav Adolf blev dræbt. Da Stålhandske modtog nyheden, kæmpede han sig vej gennem fjendens hær for at nå frem til den faldne konge. Herefter tog han igen kommandoen over sit rytterregiment og fortsatte kampen.
Stålhandskes vilje og de finske rytteres ukuelige kampgejst var med til at afstive de svenske styrker, der på trods af kongens død kunne fastholde presset mod katolikkernes linjer. Til sidst gav Wallenstein op og beordrede sine mænd til at trække sig fra slagmarken. Efterfølgende forlod katolikkerne også Leipzig.
Slaget havde kostet 11.000 mænd livet, inklusive Gustav Adolf, men dagen var svenskernes – og sejren kunne de ikke mindst takke Stålhandske og hans finner for.
Den svenske hær magtede ikke at forsvare Finland, da russerne invaderede i 1808.
Rusland erobrede Finland
Den østlige, finsktalende region Karelen havde siden middelalderen været delt mellem Rusland og Sverige. Napoleonskrigene gav imidlertid zaren mulighed for at erobre hele Finland.
Under Napoleonskrigene indgik russerne i 1807 en fredsaftale med Frankrig og Preussen. Aftalen gav den russiske zar, Aleksander 1., frie hænder til at angribe Finland, hvor russerne siden 1555 flere gange havde forsøgt at vinde indflydelse.
I februar 1808 invaderede den russiske hær Finland. Det svenske riges soldater havde store problemer med at forsvare sig mod de talstærke russere, og trods flere svenske småsejre måtte hovedfæstningen Sveaborg ud for Helsinki kapitulere i maj 1808.
Da russerne i 1809 havde indtaget Åland og truede det svenske hovedland, kunne zaren diktere vilkårene for en fredsaftale. Under fredsslutningen i Fredrikshamn (Hamina) den 17. september 1809 blev de nye grænser mellem Sverige og Rusland trukket.
I Fredrikshamn måtte Sverige afstå hele Finland, så det svenske rige mistede ca. en tredjedel af sit areal og en fjerdedel af sin befolkning. Finnerne kom herefter under russisk overherredømme.
Russerne ødelægger parløbet
Efter Trediveårskrigens afslutning i 1648 fik Sverige betydelige besiddelser i Nordtyskland, og landet opnåede nærmest fuld kontrol over den østlige Østersø. Sverige var nu en europæisk stormagt, men problemerne lurede i horisonten.
Op gennem 1700-tallet voksede truslen fra Rusland, og da zar Aleksander 1. i 1808 invaderede Finland, var både finner og svenskere magtesløse.
Torsten Stålhandske fik angiveligt sit tilnavn, fordi han gav tilfangetagne officerer så hårdt et håndtryk, at der løb blod ud under neglene.
I 1809 blev en ny grænse trukket mellem Sverige og Rusland – og finnerne befandt sig nu under russisk overherredømme.
Efter Ruslands sammenbrud i 1. verdenskrig kunne finnerne erklære sig selvstændige, og det lykkedes at undslippe Ruslands jerngreb. I dag har Finland og Sverige et godt naboskab – og ligesom i gamle dage er Rusland deres fælles modstander.