Griske banditter havde frit spil

Blodige krige såede had

Kaptajn Ellis måtte sande – ligesom alle andre, der forsøgte at opretholde loven – at han var magtesløs i denne barbariske egn, hvor røveriske klaner i 300 år havde levet efter deres egne regler.

Lov og orden var forsvundet fra grænselandet i 1290’erne, da Englands kong Edward 1. forgæves forsøgte at erobre Skotland.

Fra den tid herskede et dybt fjendskab, som kammede over i mange og langvarige krige mellem de to riger.

Hærgende hære lagde landet øde på begge sider af grænsen, hvor civile blev udpeget som mål i grusomme forsøg på at knuse fjendens økonomi.

Rædslerne skabte en befolkning af guerilla-krigere, som tog skæbnen i egen hånd: De skjulte sig i afsides dale, slog igen mod plyndrende soldater og gjorde sig sjældent forhåbninger om at få hjælp udefra.

Blandt disse hårdføre mænd var kongen en fjern og ubetydelig skikkelse. I stedet tilfaldt magten de lokale klanhøvdinge, som kunne samle krigere til forsvar – eller føre dem ind på fjendens territorium i jagten på bytte.

Da Europa trådte ind i 1500-tallet, havde befolkningen langs den skotsk-engelske grænse udviklet sin egen kultur:

Når dagens slid på gården var forbi, steg mænd i sadlen og begav sig ud i mørket på ryggen af deres små, hårdføre ponyer.

Med slægtninge og naboer omkring sig krydsede de grænsen, hvor muligheden for en hurtig gevinst lokkede uimodståeligt.

Hvis heldet var med dem, kunne de ved solopgang vende hjem med et rigt bytte – oftest kvægflokke – og nogle gange gidsler, der kunne sælges tilbage til deres familie for klingende sølv.

Banditter foretrak levende bytte

Plyndring var sæsonarbejde, som tog sin begyndelse i efteråret.

Her bragte hyrder kvæget ned fra højtliggende skråninger, hvor kreaturerne havde haft hele sommeren til at græsse sig fede.

En skotsk biskop skrev i 1500-tallet om banditternes virke:

“De rider ud fra deres grænse i grupper, ad ubenyttede stier og mange kringlede omveje”.

Ifølge biskoppen var kvægtyvene kun aktive om natten, når det var mørkt:

“I dagtimerne hviler de og deres heste på gemmesteder, in­den de ankommer i ly af mørket til deres udsete mål”.

Blandt banditterne gav det størst prestige at røve kvæg og heste. Men de stjal også får i stort tal, og fra gårdene tog de penge, tøj og selv vagthundene, der kunne sælges videre for et klækkeligt beløb.

“Når de har taget deres bytte, vender de hjem ad hemmelige stier om natten, mens de skifter kurs mange gange”, forklarede biskoppen.

Røvertogter blev ofte udført af en håndfuld ryttere, som slog til mod nogle få gårde. Men det skete også, at klanhøvdinge som “Dristige Buccleuch” stod i spidsen for en hel hær, der plyndrede uforstyrret i dagevis.

Når ofrene havde samlet en tilpas stor styrke, vendte rytter­skaren hjem og gemte sit firbenede rov i afsides dale eller moseland.

Plyndring samlede familien

Grænselandets banditter tilhørte klaner, hvis efterkommere siden har spredt sig til hele den engelsk-talende verden.

I Skotland var slægter som Maxwell, Scott og Nixon kendt som notoriske banditter gennem generationer, mens familier som Forster, Carleton og Selby havde et tilsvarende ry i England. Graham-slægten var engelsk, men bosatte sig med tiden på begge sider af grænsen.

Plyndring var en regulær folkesport blandt grænselandets klaner, men alle var enige om, at Armstrong-klanen husede de værste banditter.

Armstrong-slægten levede på den skotske side af grænsefloden Liddel, hvor det befæstede Mangerton-tårn fungerede som hovedsæde.

Her var det angiveligt en familie-skik, at borgfruen serverede ryttersporer til aftensmad, når forrådskammeret var tomt. Så vidste mandfolkene, at pligten kaldte; de skulle aflægge englænderne et uvelkomment besøg.

Som overhoved for alle Armstronger kunne herren til Mangerton samle over et tusind mand til kamp.

I 1520’erne var høvding Thomas dog blot en kranse­kagefigur.

I realiteten blev klanen anført af hans karismatiske lillebror, Johnnie, der handlede med en frækhed, som selv grænselandet sjældent havde oplevet før.

Skotsk klan gjorde England til grin

Johnnie Armstrong udbredte sin klans territorium fra Liddel-dalen ind i “Det Omdiskuterede Land” – et område, som både Skotland og England gjorde krav på.

Ifølge en gammel overenskomst måtte ingen bygge fæstningsværker her, men Johnnie anlagde befæstede tårne i området. Derfra hærgede han fra kyst til kyst i Nordengland.

Med tiden blev Johnnie endda så succesfuld, at han kunne leve kongeligt af beskyttelsespenge alene: Hans tidligere ofre var villige til at betale for, at han holdt sig hjemme.

I 1528 fik lord Dacre, foged over den vestlige engelske grænsemarsk, nok af de utålelige Armstronger.

Lord Dacre samlede 2.000 mand, som skulle rette et over­raskelsesangreb mod klanen i Det Omdiskuterede Land.

Men Johnnie var gift med en Graham, og hendes engelske familie advarede ham i god tid, så Armstrong kunne forberede sig. Lord Dacres slagstyrke faldt i en stribe baghold, indtil han ydmyget måtte vende om.

Fogeden besluttede at prøve igen, og denne gang anførte han en hær så stor, at end ikke Johnnie Armstrong vovede at udfordre ham.

Uden at møde modstand kunne lord Dacre ødelægge klanens fæstningsværker i Det Omdiskuterede Land.

Tilfreds red han hjem igen – blot for at opdage, at Johnnie Armstrong i mellemtiden havde været på besøg:

En af lord Dacres ejendomme var reduceret til en rygende ruin­, og skotterne var forsvundet med en kvægflok og 40 fanger.

Igen var englænderen blevet komplet til grin, mens Johnnie Armstrongs ry nåede nye højder. Det skulle dog vise sig, at banditten denne gang var gået for vidt.

Røverhøvding faldt i baghold

Johnnie Armstrongs ydmygelse af lord Dacre kom på et uheldigt tidspunkt, hvor Skotlands kong Jakob 5. forsøgte at forbedre det iskolde forhold til naboriget.

I 1530 overbeviste rådgivere den 17-årige konge om, at tiden var inde til en royal magtdemonstration.

Med sit følge red Jakob ind i grænselandet, hvor flere røverbaroner fik frataget deres titler.

Tilsyneladende havde Armstrong-klanen dog intet at frygte. Jakob inviterede slægtens ledende mænd til en jagt. Johnnie Armstrong ankom til kongens lejr med to af sine brødre og et stort følge.

Johnnie var iført prægtige silkeklæder, ni kostbare guldkvaster prydede hans hat, og om livet bar han et forgyldt bælte.

I disse fornemme klæder bød han kongen velkommen til grænselandet.

Ingen ved, om Johnnies mangel på respekt fik den unge konge til at se rødt – eller om jagtinvitationen fra starten var tænkt som en kynisk fælde; under alle omstændigheder anklagede Jakob 5. på stedet banditten for at indgå alliancer med engelske familier, hvilket ifølge loven gjorde ham til landsforræder:

“Væk, væk, forræder, hæng! Ude af mit åsyn vil I snart være!” hvislede Jakob ifølge grænselandets skjalde.

“Jeg har aldrig skænket en forræder sit liv, og jeg begynder ikke med Eder!”

Forbløffet måtte Johnnie Armstrong indse, at kongen ville klynge ham op.

Han tiggede om mildhed, lovede andel i de engelske beskyttelsespenge og tilbød at tjene Jakob med alle sine mænd. Men alt prellede af på den unge hersker.

“Jeg har bedt om nåde fra et nådesløst ansigt”, bemærkede Johnnie Armstrong bittert, da løkken blev lagt om hans hals.

Kort efter dinglede bandithøvdingen fra et træ sammen med sine slægtninge og venner. Selv ubevæbnede musikanter blev hængt.

Ifølge grænselandets folkeviser var de 160 mand, mere troværdige kilder siger 48.

Nu var Johnnie Armstrong væk, men lynchningen ændrede intet i det lovløse grænseland.

Kongen red efterfølgende de blot 70 km tilbage til Edinburgh, og bag ham plyndrede klanerne videre med samme ihærdighed som før.

Lov om selvtægt

Over 80 kongelige straffeekspeditioner marcherede sydpå fra Edinburgh alene i 1500-tallet – uden at sætte et varigt aftryk i det skotske grænseland.

Til hverdag havde andre det utaknemmelige arbejde med at holde justits ved rigets udkant.

På begge side af grænsen fandtes tre “March Wardens” (markfogeder), som jagtede banditter og håndhævede de særlige marklove (grænselove), der gjaldt i både England og Skotland.

Lovene var aftalt i fredeligere tider – tilbage i 1200-tallet, hvor de to riger ville undgå, at plyndring førte til regulær krig.

Datidens konger indførte derfor enslydende regler for, hvordan værdier kunne skaffes tilbage og banditter straffes.

Retten til selvtægt spillede en stor rolle i lovene: Hvis en mand var blevet bestjålet, kunne han frit forfølge gerningsmændene i et såkaldt varmt trav – “med hund og horn og anskrig” tværs over grænsen.

Når han jog afsted gennem natten med brændende tørv på et spyd, havde alle naboer mellem 16 og 60 år pligt til at ride med – ellers blev de regnet for medskyldige i forbrydelsen.

Ofte måtte jagten på banditter dog udsættes, fordi det tog tid at samle tilpas mange mænd.

Inden for seks dage kunne offeret i stedet indlede et koldt trav, som også gav ret til at krydse grænsen, men under mere ordnede forhold.

Så snart styrken var på fremmed grund, skulle den forklare årsagen til en “ærlig mand” – en adelsmand.

Sir Robert Carey var foged for den engelske østmark sidst i 1500-tallet, da han o­ver­ras­ke­de en gruppe skotter, som ikke havde henvendt sig.

Kun én af banditterne blev taget i live, og fra ham stammer den eneste bevarede tilståelse fra grænselandenes røvere:

“Han fortalte os, at han havde ligget med 40 gifte kvinder”, rapporterede sir Robert til London. “At ligge” betød her voldtægt. “Han havde dræbt syv englændere og spildt sit liv på hor, druk, plyndring og voldsom hævn for ubetydelige fornærmelser”.

Skotten vidste, at døden var uundgåelig, og i de sidste dage bekymrede han sig mest for sin sjæls frelse.

Nogle røverhøvdinge havde dog så mange mænd, at ingen vovede at jage dem inde på deres eget territorium.

Så måtte markfogeden i stedet søge retfærdighed, næste gang tiden var inde til en “Truce Day” (våbenhviledag).

Fredsmøder holdt anarkiet i ave

Markfogederne havde pligt til at jagte og nedkæmpe banditter, men diplomatiske evner var lige så vigtige.

Når listen over klager voksede sig tilpas lang, skulle markfogeden aftale et møde med sin kollega fra den modsatte side af grænsen, så sagerne kunne løses.

Reglerne for “våbenhviledage” var nøje beskrevet i marklovene. Fogederne i to nabomarker aftalte en dato, udvekslede lister med anklager og indfangede mænd, der var mistænkt for at have udført plyndringstogter over grænsen.

På selve dagen ankom fogederne eller deres stedfortrædere med et omtrent lige stort følge og lige mange mistænkte til det traditionelle mødested ved grænsen.

Når parterne havde set hinanden an, udpegede skotterne seks englændere som dommere, og den engelske delega­tion valgte tilsvarende seks skotter.

Disse 12 mand gennemgik hver enkelt sag og traf en afgørelse. Nogle dømte kunne nøjes med at betale bøder og erstatning, mens de værste forbrydere blev udleveret til den modsatte side, hvor de som regel endte i galgen.

Ved solnedgang brød englænderne og skotterne op, hvis ikke listen over anklager var så lang, at de på forhånd havde afsat flere dage.

Herefter kunne alle trygt begive sig hjemad, beskyttet af løfter om frit lejde.

Sådan forløb en våbenhviledag i teorien, men virkeligheden var mere kompliceret i grænselandet, hvor alle barske mænd havde let til vrede.

Fornærmelser føg ofte gennem luften, og i 1575 førte de til åben kamp.

Under en våbenhviledag i Midtmarken opdagede skotterne, at deres engelske modpart var mødt op uden en eftersøgt bandit, som havde flere morderiske overfald på samvittigheden.

Alle havde drukket, og temperamenterne kogte hurtigt over. Pludselig affyrede nogle englændere pile mod klyngen af skotter, og et par mand faldt til jorden.

Herefter trak alle deres våben og gik til angreb.

Skotterne slap bedst fra den efterfølgende kamp. De fangede den engelske markfoged, dræbte hans stedfortræder og drev resten af englænderne på flugt.

Sejrherrerne jog derefter plyndrende ned gennem Redes-dalen, inden de vendte tilbage til deres egen side af grænsen med 300 stjålne køer.

Embedsmænd var de værste syndere

Selv når våbenhviledagene endte uden blodsudgydelse, var markfogedernes job svært.

For at sikre, at fogederne var hævet over lokale interesser, hyrede kongerne nemlig helst mænd, som ikke stammede fra grænselandet.

Fremmede anede dog intet om de alliancer og blodfejder, der forbandt slægterne på kryds og tværs.

Desuden havde de sjældent tropper nok til at sætte sig i respekt over for klanhøvdingene.

I Skotlands Østmark var det direkte livsfarligt at påtage sig foged-embedet, som Hume-klanen regnede for en del af sin arveret.

Ofte måtte magtesløse konger derfor rekruttere markfogeder fra grænselandets stærkeste slægter.

Disse mænd kunne samle tusindvis af ryttere under sig, og ingen småbander vovede at provokere dem. Til gengæld var selvsamme høvdinge ofte de værste banditter – også selvom de repræsenterede kongen.

I den skotske Vest­mark kappedes Max­­well- og John­sto­ne-mænd om posten som markfoged, så de kunne spille or­dens­hånd­hæ­ve­re, når de slog ned på hinanden.

Striden mellem Maxwell og Johnstone var blot én blandt mange. Sidst i 1500-tallet lå 25 engelske klaner i blodfejde, mens tilsvarende konflikter rasede mellem 10 familier i Skotland.

Fredløs satte temperamenter i kog

Hvis en af de mange banditter i slutningen af 1500-tallet fortjente at få en løkke om halsen, var det “Kinmont Willie” Armstrong.

Han plyndrede så ofte og så åbenlyst, at den gennemkriminelle Armstrong-klan valgte at udstøde ham.

“Kinmont Willies” bande bestod af hårdføre banditter, der bl.a. tjente penge på at levere muskler til risikable plyndringstogter.

I 1588 lagde han fx det baghold, som ødelagde kaptajn Steven Ellis’ håb om at fange “Dristige Buccleuch”.

Otte år senere red “Kinmont Willie” langs grænsefloden Liddel, på vej hjem fra en våbenhviledag.

Grænselovenes regel om frit lejde beskyttede ham, men fristelsen blev for stor for en gruppe englændere. De red gennem det lave vand og fangede den 66-årige bandit. Triumferende førte de ham til slottet Carlisle.

Sagen udløste en protest fra “Dristige Buccleuch”, som var høvedsmand over Liddes-dalen.

Dalen hørte formelt under Midtmarken, men lå geografisk adskilt bag vejløse fjelde og havde derfor sin egen kongelige embedsmand.

Anholdelsen var sket inden for Buccleuchs jurisdiktion, og han regnede sagen for et angreb på sin ære.

Fogeden i den engelske Vestmark nægtede dog kategorisk at slippe “Kinmont Willie” løs.

Buccleuch indså, at han ingen vegne kom med diplomati. I stedet indledte han en af den slags aktioner, som havde givet ham tilnavnet “dristig”.

Lokal fejde truede arvefølgen

Tusmørke og silende regn skjulte “Dristige Buccleuch”, da han nærmede sig grænsefloden en sen aften i april 1596. Bag ham red 80 Scott-, Elliot- og Armstrong-mænd og mænd fra den engelske gren af Graham-slægten.

Slægtskab, alliancer og trangen til at give den en­gel­ske markfoged en lærestreg forbandt dem. Ubemærket red den lille hær gen­nem Graham-klanens land, indtil slottet Carlisle tonede frem i uvejrsnatten.

Her lagde hovedstyrken sig i skjul, parat til at stoppe udfald fra borgen.

Imens sneg Buccleuch og en håndfuld mænd sig frem til en lille bagdør. Forsigtigt gravede de, indtil de kunne drive stænger ind under egetræsplankerne og løfte døren af sine hængsler.

Ingen slog alarm trods den uundgåelige støj. Vagterne var gået inden døre pga. regnen, skrev markfogeden siden i sin rapport, men bestikkelse spillede formentlig også en rolle.

Inde i borggården vidste de indtrængende, hvor de skulle finde “Kinmont Willie”.

Den befriede bandit og hans redningsmænd var allerede på vej ud igen, da flugten omsider blev opdaget, og trompetsignaler vækkede Carlisles slumrende soldater.

Men da var det alt for sent at stille noget op. Højst 25 mand kunne ride efter fangen med kort varsel, så soldaterne måtte se magtesløse til, mens Buccleuch red afsted med “Kinmont Willie” mod grænsen.

Aktionen satte Skotlands Jakob 6. i et meget uheldigt lys. Han var nemlig tronfølger til Englands aldrende dronning, Elizabeth 1., og grænsestriden skulle nødigt bringe arveretten i fare.

“Dristige Buccleuch” blev derfor tvunget den lange vej til London for at forklare sig.

Hvor vovede han at trænge ind i Carlisle, ville dronning Elizabeth vide, da grænsebanditten og Liddes-dalens høvedsmand stod foran hende.

“Findes der noget, som en rigtig mand ikke ville vove at gøre?” svarede Buccleuch roligt, og dronningens vrede blev erstattet af en modvillig beundring.

“Med 10.000 mænd som ham kunne vor broder i Skotland ryste selv Europas sikreste trone”, mumlede Elizabeth til en rådgiver.

Men mænd som Buccleuch var en uddøende art, for grænselandet stod over for nye tider.

Grænselandet blev lovlydigt

Elizabeth døde barnløs i 1603, og skotske Jakob arvede tronen.

Efter 300 års dødeligt fjendskab havde de to riger nu samme hersker, og han forlangte ro langs hadets gamle grænse.

På vej til sin kroning i London udsendte han en skarp advarsel til klanerne:

“Alle oprørere og uregerlige personer skal vide, at ingen vil kendes ved dem, deres hustruer og børn, og de vil blive forfulgt med ild og sværd”, truede Jakob.

Med et pennestrøg fjernede han grænsemarkerne og de gamle grænselove.

Nu kunne ingen bandit regne sig for sikker, blot fordi han passerede fra det ene rige til det andet med sit bytte. Loven ville forfølge ham over grænsen.

Nogle forstod, at nye tider var kommet, og at de fremover hellere måtte holde sig fra naboernes kvæg. En af dem var “Dristige Buccleuch”, som klogt drog til det europæiske fastland for at anføre skotske lejetropper i nogle år.

Andre slap knap så nemt. Kendte banditter blev indfanget i hobevis og stillet for en domstol – anklaget for gamle eller opfundne ulovligheder. Straffen var næs­ten altid hængning.

Da Buccleuch vendte hjem til Skotland, blev han en ivrig røverjæger, for han havde selv et synderegister langt nok til at havne i galgen.

Han købte sig aflad ved at overlade tidligere medsammensvorne til kongemagten – sågar mænd fra sin egen klan.

Ordenen blev efterhånden genoprettet langs den gamle grænse, og bandit-­klaner som Armstrong og Graham har ikke haft høvdinge siden 1600-tallet.

Ruiner efter deres tårne findes imidlertid i det grønne, bakkede landskab, hvor bøndernes får i dag græsser fredligt.

Inde i de søvnige småbyer hedder mange da også stadig Maxwell, Scott eller Carleton, og enkelte af de gamle høvdinge-slægter lever endnu i dag på herregårde ved den gamle grænse.