Historiens største militære brølere

Feltherre bandt sin flåde sammen

Den kinesiske feltherre Cao Cao planlagde i år 208 e.Kr. at invadere det sydlige Kina med en mægtig hær på 230.000 mand. Hans fjender, en alliance af lokale herskere, kunne tilsammen kun mønstre 50.000.

For at indlede angrebet skulle Cao Cao blot sejle ned ad Yangtze-floden med en flåde af hundredvis af skibe. Men hans soldater var ikke søvante, så for at dæmpe deres frygt og forhindre søsyge besluttede Cao Cao at binde alle sine skibe sammen med kæder.

Den mægtige flåde sejlede ud på floden, hvor den blev mødt af en officer fra de sydlige riger. Han fortalte, at han var villig til at skifte side. Det syntes Cao Cao var en glimrende idé – især da han hørte, at officeren havde 10 krigsskibe med. Men da de 10 skibe nærmede sig flåden, brød de i brand, og straks stod det klart, at Cao Cao var blevet snydt.

Kæderne gjorde det umuligt for hans skibe at slippe væk, og da de brændende skibe ramte flåden, spredte ilden sig hurtigt. Skib efter skib brændte op, og det meste af Cao Caos hær blev udslettet.

Tørstige korsfarere glemte vandet

I sommeren 1187 belejrede en muslimsk hær på 40.000 mand under ledelse af hærføreren Saladin byen Tiberias i vore dages Israel. Inde i fæstningen vedtog korsfarerhærens generaler en defensiv strategi – den kristne hær på 20.000 mand skulle blive i byen for at tvinge Saladin til angreb.

Men tempelriddernes stormester kaldte beslutningen fej og overtalte Jerusalems konge, Guy af Lusignan, til at beordre hæren ud i den brændende sol for at marchere mod muslimerne.

Netop det havde Saladin håbet på, og under marchen blev korsridderhæren konstant angrebet af beredne muslimske bueskytter, der forsinkede hæren og blokerede for et tilbagetog. Korsfarerhæren skulle have været fremme i løbet af et døgn, men var i stedet tvunget til at slå lejr for natten – uden adgang til vand.

Den næste morgen marcherede soldaterne mod byen Hattin for at hente vand, men Saladin stod igen klar og sendte skyer af pile ned over soldaterne. Han satte også ild til buskads, så en kvælende røg lagde sig over de kristne.

Korsfarerhæren blev omringet, og kun få formåede at kæmpe sig ud. Resten blev dræbt eller taget til fange.

Utålmodige riddere slagtede egne mænd

Da franske Filip 6.s hær endelig nåede frem til byen Crécy den 26. august 1346, var det ved at være aften og alt for sent til at indlede et slag. Men Filips riddere var utålmodige efter at møde den engelske hær, der stod over for dem, og som de på papiret var langt overlegen.

Derfor blæste franskmændene til angreb, inden hele hæren var nået frem, og det endte komplet uorganiseret. Først blev armbrøstskytterne sendt frem mod englænderne. Men de troede, at slaget først ville finde sted den følgende dag, så de efterlod deres store skjolde sammen med oppakningen.

De ubeskyttede armbrøstskytter blev mejet ned af engelske langbuer, og da de flygtede, gik de franske riddere til angreb – ikke på englænderne, men på de flygtende armbrøstskytter, som de anså for kujoner. Samtidig gjorde et kraftigt regnvejr slagmarken til en mudderpøl, som de franske riddere sad fast i, alt imens englændernes pile regnede ned over dem.

Slaget udviklede sig til et rent blodbad, hvor mere end 1.500 franske adelsfolk mistede livet.

LÆS OGSÅ: Slaget ved Crécy: Fransk ridderhær bliver slagtet

Østrigsk hær besejrede sig selv

I 1788 anførte den østrigske kejser, Josef 2., en hær på 100.000 soldater mod osmannerne. Om aftenen den 21. september slog hæren lejr ved floden Timis (i vore dages Rumænien), mens husarer blev sendt ud for at spejde efter fjenden.

Husarerne så ingen fjende, men de fandt rigeligt med alkohol. Da en østrigsk infanterienhed nåede frem og ville have en tår, nægtede husarerne, og det endte i et kæmpe slagsmål med våben.

Under kampen begyndte nogle af soldaterne at råbe “tyrkere, tyrkere!”, hvilket skabte panik blandt husarerne. De skyndte sig tilbage til lejren – fulgt af infanteristerne, der stadig skød efter dem. I mørket var soldaterne i lejren overbeviste om, at det måtte være osmannerne, der angreb, og nu begyndte de panisk at skyde. I et forsøg på at skabe ro råbte tyske officerer “Halt! Halt!”, men mange af de østrigske soldater, der bl.a. kom fra Ungarn og Kroatien, kunne ikke tysk og troede, der blev råbt “Allah!”.

Efter nogle timer ebbede kampene ud, men tabene var så store, at Josef 2. beordrede en tilbagetrækning.

Racisme sendte hvide soldater i døden

Umiddelbart havde nordstatsgeneralen Ulysses S. Grant gjort alt rigtigt før angrebet på den stærkt befæstede sydstatsby Petersburg, under Den Amerikanske Borgerkrig. Ingeniørtropper havde gravet sig under byens forsvarsværker og placeret en mine for at skabe et hul, som hans tropper kunne angribe gennem. En division af afro-amerikanske soldater var blevet særlig trænet til at indlede angrebet.

Men aftenen inden angrebet valgte Grant at skifte de sorte tropper ud med en hvid division fundet ved lodtrækning. General James H. Ledlie og hans 9. division blev de “heldige” vindere.

Ledlie varskoede ikke sine mænd om operationen, men begyndte i stedet at drikke heftigt. Næste morgen, da minen blev sprængt, stormede soldaterne derfor ind i krateret frem for rundt om det. Her blev de fanget – ude af stand til at komme op ad de stejle sider.

Enhed efter enhed blev sendt ind efter dem, indtil soldaterne stod som sild i en tønde, alt imens sydstatssoldater oppe på kraterets kant skød dem ned. Næsten 4.000 nordstatssoldater døde forgæves i angrebet, som også kostede Ledlie hans karriere.

Selvsikker general troede ikke, han kunne tabe

I december 1940 invaderede Italien det britiske territorium Egypten med overvældende styrker. 150.000 soldater, 600 kampvogne og 1.600 kanoner kunne marskal Rodolfo Graziani mønstre. Over for ham stod blot 36.000 britiske soldater med 275 kampvogne og 120 kanoner. Men Graziani havde ikke sikret sine forsyningslinjer og samtidig spredt sine styrker tyndt ud over et enormt område. Og så slog briterne til.

Belært af tyskernes effektive blitzkrieg under invasionen af Frankrig få måneder før angreb briterne hurtigt nogle få strategiske knudepunkter. Kampvogne slog huller i Grazianis linjer, som de britiske soldater derefter strømmede igennem. I løbet af få dage var store dele af den italienske hær omringet, resten var på panisk flugt tværs over Nordafrika med briterne i hælene.

Efterfølgende lykkedes det briterne at rykke over 800 km frem, mens godt 130.000 italienske soldater blev taget til fange af de 36.000 briter, hvor kun omkring 1.900 mistede livet.

Franskmænd forsvarede det perfekte sted – for fjenden

General Henri Navarre, den øverstkommanderende for kolonistyrkerne i Fransk Indokina, fik i 1954 en fantastisk idé. I otte år havde franske soldater forgæves forsøgt at nedkæmpe de lokale Viet Minh-oprørere, der ville løsrive Vietnam fra Frankrig.

Viet Minh var mestre i guerilla-taktik, så Navarre ville tvinge dem ud i et åbent slag. Uden at informere den franske overkommando beordrede Navarre hæren til at anlægge en stilling nær byen Dien Bien Phu. Her kunne de true Viet Minhs forsyningslinjer, hvilket ville tvinge dem til at angribe, forudså generalen.

Men generalen havde overset, at Dien Bien Phu ligger i en dal. I bjergene omkring byen opstillede vietnameserne artilleri og begyndte i ro og mag at beskyde franskmændene.

Efter flere ugers bombardement stormede Viet Minh den franske stilling. Den sidste besked, der slap ud fra Dien Bien Phu, lød: “Fjenden har løbet os over ende. Vi sprænger alt her i luften. Vive la France!”

Op imod 2.000 franske soldater blev dræbt, 11.721 blev taget til fange.