“Undersøiske kabler er en uundværlig infrastruktur og livsvigtige for vores moderne liv og digitale økonomi, men alligevel er de utilstrækkeligt beskyttede og særdeles sårbare for angreb,” sagde Peach.
I dag er Vestens kabler på havbunden mere sårbare end nogensinde. For siden 2017 har Rusland blot udvidet sin kapacitet til at kortlægge havbunden og udføre sabotage mod Vestens undersøiske livsnerve.
GUGI er Putins prestigeprojekt
I centrum for russernes dominans på havbunden står et hemmeligt militærprogram kendt som Hoveddirektoratet for dybhavsforskning – forkortet GUGI.
Fra en flådebase i Barentshavet har skibe og ubåde i årtier sejlet ud for at kortlægge Vestens undersøiske infrastruktur for internet, gas og elektricitet for at gøre klar til en potentiel undervandskrig.
GUGI-programmet blev etableret i 1960'erne under Den kolde krig og havde til opgave at overvåge fjenden og indsamle efterretninger. Efter Sovjets fald blev GUGI i 1990'erne overtaget af Rusland, som siden har investeret enorme summer i programmet.
Prestigeprojektet er i dag strategisk langt foran de vestlige landes og har sikret Rusland en position som reel enehersker på havbunden.
Hvor mange fartøjer, der indgår i GUGI, er ukendt, men programmet består både af ubåde, spionfartøjer og civile skibe.