Hvad skete der med de døde på slagmarken?

Både grækerne og romerne satte en ære i at behandle deres faldne med den ypperste værdighed, men i takt med at menneskets krige blev større, blodigere og mere altødelæggende, gik det hurtigt ned ad bakke med respekten for krigens ofre.

Både grækerne og romerne satte en ære i at behandle deres faldne med den ypperste værdighed, men i takt med at menneskets krige blev større, blodigere og mere altødelæggende, gik det hurtigt ned ad bakke med respekten for krigens ofre.

Shutterstock

Mennesker har været i krig siden tidernes morgen – og lige så længe har der været behov for at “komme af” med slagmarkens ofre; fx var det en æressag for de gamle grækere at begrave døde krigere ved deres hjemstavn.

De tog sig derfor tid til at identificere de afdøde, så liget kunne begraves efter lokale skikke. Hvis de døde ikke kunne sendes hjem, blev de begravet i massegrave, hvorefter en tom grav blev opført i afdødes hjemby.

Hos romerne betalte soldater et månedligt beløb, som skulle dække deres begravelse. Romerne tog sig derfor god tid til at finde og begrave eller kremere hver eneste soldat.

Ligesom grækerne opførte romerne en symbolsk grav i den afdødes hjemby, hvis hans lig ikke blev fundet.

Middelalderens soldater var mere sløsede med at give deres kammerater en værdig begravelse.

Medmindre der var tale om en adelsmand, blev de døde plyndret for våben og andre værdier og herefter smidt i massegrave sammen med tusinder af andre sjæle.

I takt med at skydevåben og kanoner indtog slagmarken, steg antallet af faldne drastisk, og opgaven med at begrave dem blev for stor.

Mange døde blev derfor overladt til naturens elementer.

“Jorden omkring os var dækket af knuste hjelme og harnisker, pjalter af uniformer og bannere søbet i blod. På dette øde sted lå tredive tusinde halvt fortærede lig”, skrev den franske general Philippe-Paul de Ségur i 1812 under Napoleons russiske felttog.

Under 2. verdenskrig steg antallet af døde så voldsomt, at tyskerne anlagde massegrave nær jernbaner for at kunne nå at begrave alle deres faldne.

USA derimod havde en enhed, hvis opgave var at finde og begrave hver eneste soldat og informere de rette myndigheder.

Især kaliummet i knoglerne var eftertragtet som ingrediens i gødning.

© Shutterstock

Soldater blev til gødning

Nogle af de soldater, som faldt under Napoleonskrigene (ca. 1804-15), endte som gødning på engelske marker.

Få år efter kampene i bl.a. Waterloo og Austerlitz blev slagmarkerne indtaget af gødningsfabrikanter, som sendte knogler af soldater og heste til fabrikker i England.

Her blev knoglerne pulveriseret og blandet op i gødning, som blev solgt til engelske landmænd.

En artikel i avisen The Observer slog i 1822 fast, at “en død soldat er den bedste handelsvare”.