Fredag den 8. september 1944 blev London ramt af et hidtil uset angreb. Her slog et stort missil ned den i den vestlige del af millionbyen og dræbte tre personer.
Briterne var lamslåede. Selvom de havde modtaget efterretninger om, at Hitler var ved at bygge et langtrækkende missil, indså de først nu, at tyskerne kunne ramme britiske mål på flere hundrede kilometers afstand.
Og så meldte spørgsmålet sig: Hvordan kunne Storbritannien forsvares mod de nye missiler?
Missilforsvar på tegnebrættet
General Frederick Alfred Pile foreslog at skyde missilerne ned med traditionel antiluftskyts. Hans første beregninger viste, at hvert tysk missil skulle beskydes med 320.000 eksplosiver – et svimlende antal, som ville udgøre en stor fare for befolkningen, når tonsvis af tomme hylstre styrtede mod jorden.
Efter yderligere beregninger mente Pile, at hvert missil blot ville kræve 2.000 eksplosiver, men at briterne kun ville ramme 1 ud af 60 missiler. Før Piles teori kunne afprøves i praksis, indtog de allierede imidlertid de tyske missil-baser i Europa.
Amerikanernes Nike Zeus-missilforsvar blev – på trods af en række succesfulde tests – opgivet allerede i 1963, fordi det var for dyrt og ineffektivt.
Kapløb om at udvikle missilforsvar
Efter 2. verdenskrig faldt de tyske missiler i hænderne på amerikanerne og russerne, som begge gik i gang med at udvikle et missilforsvar, der kunne skyde fjendtlige missiler ned. Her var udfordringen især, at tidens radar- og kontrolsystemer var så langsomme, at forsvarsmissilerne ikke kunne nå at blive affyret.
Under Den Kolde Krig i marts 1961 var teknologien omsider så fremskreden, at Sovjetunionen under en test skød et missil ned, og året efter fulgte USA trop med flere succesfulde tests. Disse systemer var historiens første brugbare missilforsvar.
I de følgende årtier fortsatte udviklingen, og systemerne blev stedse mere avancerede. I dag har mange af verdens største militærmagter derfor adgang til sofistikerede missilforsvars-systemer.