“Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle”.
Sådan lyder ordene i Artikel 5 – den såkaldte musketér-ed – som siden 1949 har udgjort en af hjørnestenene i NATO-landenes forsvarssamarbejde.
I praksis betyder Artikel 5, at NATO-landene er forpligtet til at hjælpe hinanden, hvis et af medlemslandene bliver angrebet.
Artikel 5 er blevet ekstra relevant i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine i 2022. I kølvandet på invasionen har både Sverige og Finland søgt om optagelse i NATO.
Ansøgningerne skyldes i høj grad, at et medlemsskab af alliancen vil betyde, at begge stater i fremtiden vil være omfattet af musketér-eden.
“Mænd med mod og vision”
NATO og Artikel 5 blev født i kølvandet på 2. verdenskrig i 1949. Kommunistiske bevægelser med støtte fra Sovjetunionen udgjorde på det tidspunkt en trussel mod de demokratisk valgte regeringer flere steder i Europa. Eksempelvis havde kommunistpartiet i Tjekkoslovakiet året forinden væltet regeringen.
I april 1949 mødtes ledere fra 12 vestlige lande i Washington for at underskrive den forsvarsaftale, som NATO er baseret på.
“Mænd med mod og vision kan stadig bestemme deres egen skæbne. De kan vælge slaveri eller frihed – krig eller fred”, sagde USA's præsident, Harry S. Truman, ved ceremonien.
Selvom NATO har mange år på bagen, er Artikel 5 dog kun blevet aktiveret én gang. Det skete efter terrorangrebene på New York den 11. september 2001, hvor alle NATO-lande skrev under på, at de ville stå sammen med USA i kampen mod terror.
USA valgte dog ikke at involvere NATO i de efterfølgende konflikter i bl.a. Irak og Afghanistan.