Da foråret meldte sin ankomst i 1940, formåede finnerne, hvad den mægtige tyske hær ikke kunne nogle få år senere: De tvang Den Røde Hær til forhandlingsbordet.
Forud for fredsforhandlingerne havde Finland og Sovjetunionen udkæmpet blodig krig i over tre måneder, efter at 600.000 sovjetiske tropper havde invaderet Finland den 30. november 1939.
Den Røde Hær havde forventet en let og hurtig sejr i løbet af blot få uger, for Sovjetunionen havde fire gange flere mænd, 200 gange flere kampvogne og 30 gange flere kampfly end Finland. Men russerne opdagede snart, at finnerne både var hårdføre, bedre forberedte og dygtigere til at udnytte vinterlandskabet til deres fordel.
De finske soldater kendte landskabet og var langt bedre forberedte på kamp i sneen end de russiske tropper.
Finland måtte afstå land
Da vinteren begyndte at løsne sit kolde greb, var Den Røde Hær udmattet og havde lidt store tab. Samtidig var finnerne begyndt at løbe tør for ammunition.
Begge parter var derfor åbne for at indlede forhandlinger om den fredsaftale, som omsider blev underskrevet den 12. marts 1940. Dermed sluttede Vinterkrigen, der havde kostet omtrent 26.000 finske og mindst 125.000 sovjetiske soldater livet.
Freden kom dog med en ganske høj pris for finnerne. De måtte som led i fredsaftalen afstå omkring 13 pct. af deres territorium og 20 pct. af deres industri til Sovjetunionen.
Til gengæld bevarede Finland sin uafhængighed, og fredsslutningen bragte en ende på Josef Stalins forsøg på at annektere nabolandet – i hvert fald for en stund. For knap 15 måneder senere blev kampene mellem Finland og Sovjetunionen genoptaget.
Først efter 2. verdenskrig kom der en mere varig fred mellem Finland og Rusland. En fred, som bl.a. var baseret på, at finnerne ikke modarbejdede deres magtfulde nabo.