Indtil slutningen af middelalderen var ringbrynjen den mest benyttede form for rustning på de europæiske slagmarker.
Ringbrynjen bestod af tusinder af små, sammensatte metalringe, som beskyttede mod stik og hug fra knive og sværd.
Samtidig gav ringbrynjens konstruktion krigerne god mulighed for at bevæge sig frit under de brutale nærkampe.
Ringbrynjen var dyr og tidskrævende
Et stort minus var dog, at ringbrynjen var uhyre kostbar og arbejdskrævende, fordi den blev lavet, ved at en håndværker manuelt satte de utallige små jernringe sammen.
Da armbrøsten begyndte at dukke op på slagmarkerne omkring år 1000, begyndte først adelen og senere fodfolk at supplere deres ringbrynjer med store metalplader for at modstå de kraftfulde pile.
Krudt og skydevåben blev ringbrynjens død
Det endelige nådeslag mod ringbrynjens dominans kom et par århundreder senere, da krudt og skydevåben indtog kampene.
De små metalringe kunne ikke længere beskytte deres ejermænd mod livsfarlige skader, og i stedet blev pladerustningen den primære beskyttelse.