Skyterne, grækerne, goterne, byzantinerne, mongolerne, osmannerne og russerne. I årtusinder er en lang række af folkeslag draget i krig for at få fingre i Krim-halvøen.
Med sin placering ved Sortehavets nordlige bred fungerer Krim som en bro mellem Europa og Asien og har i årtusinder været eftertragtet som et strategisk vigtigt knudepunkt for handel og militære ekspansioner.
Selvom Krim har lagt muld til et utal af kampe, har halvøen dog været uhyre svær at indtage for invaderende hære.
Det skyldes først og fremmest Krims unikke geografi – halvøen er omgivet med dybt hav til næsten alle sider og forbundet til fastlandet med kun en smal landtange.
Mens høje klipper beskytter mod angreb fra søsiden, har forsvarerne let ved at forsvare sig mod angreb over landtangen.
Under 2. verdenskrig så landtangen nogle af østfrontens blodigste kampe, og Hitlers velsmurte krigsmaskine måtte bruge flere måneder på at kæmpe sig over den ca. 30 km lange tange.
Krim er forbundet med fastlandet af en 30 km lang tange. Det gør den strategisk vigtige halvø svær at indtage.
Byerne var velbefæstede
Halvøens vigtigste byer har i århundreder også været udstyret med særdeles stærke forsvarsanlæg.
Fx var Sevastopol omgivet af forter, artilleri-stillinger, minefelter, landbatterier og et netværk af tunneller, som gjorde byen så godt som umulig at indtage.
Under Krimkrigen (1853-56) måtte de allierede belejre byen i et år, inden den faldt, og under Den russiske borgerkrig (1917-22) gjorde Sevastopols uindtagelige forsvarsværker byen til en af de sidste bastioner for den kejsertro hvide hær i kampen mod bolsjevikkerne.
Kampen om Krim
Den russisk-tyrkiske krig (1768-74)
Årsag:
Rusland ville udvide sin indflydelse mod syd og opnå adgang til Sortehavet. Et vigtigt skridt var at indtage Krim, som var kontrolleret af en vassalstat under osmannisk beskyttelse.
Resultat:
En fredsaftale gav bl.a. Rusland adgang til to havne ved Sortehavet og kontrol over Krim. Rusland blev desuden anerkendt som beskytter af de kristne under osmannisk styre.
Krimkrigen (1853-56)
Årsag:
Rusland ville have mere magt i Sydeuropa, men de europæiske stormagter var bekymrede for magtbalancen i regionen og ønskede at forhindre en russisk ekspansion.
Resultat:
Ingen territorier skiftede hænder som følge af krigen på Krim, men Sortehavet blev erklæret som en neutral zone, hvilket var et nederlag for de russiske storhedsdrømme.
Den russiske borgerkrig (1917-22)
Årsag:
Efter den russiske revolution i 1917 var Rusland dybt splittet. Bolsjevikkerne havde fordrevet zar Nikolaj 2., men zar-tro styrker tog kampen op for at genoprette zar-styret.
Resultat:
Efter fem års borgerkrig måtte de zar-tro styrker forlade deres sidste bastion på russisk jord – Krim. Bolsjevikkerne konsoliderede deres magt og grundlagde Sovjetunionen.
Krim-kampagnen (1941-44)
Årsag:
Efter Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941 blev Krim et vigtigt mål for nazisterne, da det ville give dem kontrol over Sortehavet og mulighed for at afskære de sovjetiske forsyningslinjer.
Resultat:
I juli 1942 indtog tyskerne den sidste by på Krim, Sevastopol, efter flere måneders intense kampe. I 1944 lancerede Sovjet en modoffensiv, der drev tyskerne ud af regionen.