Krigerkongen Frederik den Store bragte Preussen op i Europas øverste rangorden i 1700-tallet. Men forfædre banede vejen.
I 1640 ville de færreste have spået den nordtyske stat en stor fremtid. Jorden omkring Berlin var sandet og ufrugtbar, og Preussen langt østpå gav også kun ringe indtægter.
Men i det år arvede Frederik Wilhelm småstatens trone, og han skabte den hær, der blev nøglen til stormagts-status.
Preussen voksede via militæret
Økonomiske reformer og nådesløs udpining af bønderne gav ham akkurat penge nok til, at han kunne skabe en lille, men veltrænet styrke. Med sine soldater i ryggen kunne Frederik Wilhelm kaste landet ud i erobringskrige.
I de næste 150 år voksede landet og vandt status som en stormagt – takket være de militære muskler.
Preussens hær åd naboerne
1640-1688: Den store kurfyrste
Kurfyrst Frederik Wilhelm af Brandenburg arvede et lille, fattigt rige. Men han brugte alle statens ressourcer på at skabe sig en hær, og med den tog han bl.a. dele af Pommern fra Sverige.
1740-1786: Frederik den Store
Kong Frederik 2. tog Schlesien fra Østrig og forsvarede sig derpå i syv år mod Frankrig, Østrig og Rusland. Preussen var nu en stormagt.
1797-1840: Frederik Wilhelm 3.
Kongen var en uduelig feltherre. Men hans generaler sikrede Preussen store gevinster under Napoleonskrigene.
En fransk politiker udtalte, at "Preussen ikke er en stat med en hær, men en hær med en stat".
Sejrsrækken blev brudt i 1806, hvor Napoleon udslettede de preussiske armeer.
I løbet af få år havde dygtige officerer dog genrejst hæren, og den spillede en nøglerolle i den franske kejsers fald. Nye sejre betød, at Preussens konge blev tysk kejser i 1871.