Iranske børnesoldater tvunget på selvmordsmission

Saddam frygtede iransk revolution

Den otte år lange krig mellem Iran og Irak i 1980'erne blev den mest blodige i Mellemøstens nyere historie. Krigens brutalitet blev mere end noget andet symboliseret af Irans udbredte brug af børnesoldater.

Børn i krig var ikke noget nyt, men det iranske præstestyre gik længere end nogen andre før. Irans børnesoldater støttede ikke bare de regulære tropper. De udgjorde selve spydspidsen i de iranske offensiver.

Børnesoldaterne var den iranske ayatollah Khomeinis brutale svar på Iraks invasion af Iran i september 1980.

Året forinden havde han taget magten i Iran efter en blodig revolution og smidt landets hersker, shahen, på porten. Nu skulle Iran styres som en islamisk republik efter strenge religiøse principper.

Revolutionen sendte chokbølger gennem verden og især nabolandet Irak, hvor diktatoren Saddam Hussein sad på magten. Irak var en sekulær stat, men fortrinsvis styret af sunni-muslimer, selv om flertallet af befolkningen var shia-muslimer – ligesom iranerne.

Saddam Hussein frygtede, at det nye præstestyre i Iran skulle få shiaerne i Irak til at indlede deres egen revolution. Diktatoren besluttede derfor at udnytte uroen i Iran til at invadere landet for at sætte præstestyret fra magten.

Hvirvelvindskrigen

22. september 1980 angreb den militært overlegne irakiske hær Iran over en 650 km bred front. Saddam Hussein havde navngivet offensiven “Hvirvel-vindskrigen”, fordi han og generalerne mente, at den ville være overstået i løbet af ganske få uger.

I begyndelsen gik angrebet som planlagt. De dårligt organiserede iranske styrker ydede kun sporadisk modstand og trak sig tilbage fra grænseområdet ved Shatt-al-Arab-floden til bjergene mod øst. I den sydiranske by Khorramshahr gik Saddams invasion imidlertid uventet i stå.

I byen befandt sig en styrke fra Khomeinis fanatiske revolutionsgarde, og de havde ikke tænkt sig at give sig uden kamp.

I en måned lykkedes det blot 2.500 revolutionsgardister bevæbnet med lette maskingeværer at forsvare byen mod 15.000 sværtbevæbnede irakiske soldater støttet af kampvogne.

Først efter en måneds kampe og omkring 8.000 dræbte irakiske soldater blev Khorramshahr erobret. Revolutionsgardens fanatiske kampånd fik prompte Saddam Hussein til at stoppe sine troppers offensiv og blev samtidig et forvarsel om, hvad fremtiden havde i vente for irakerne.

Folkehær skulle knuse irakerne

Revolutionsgarden var blevet oprettet af Khomeini året før Iraks invasion. Medlemmerne bestod af dedikerede Khomeini-støtter og stærkt religiøse unge mænd.

Gardens primære formål var at beskytte præstestyret mod kupforsøg. Khomeini frygtede især oprør i den regulære iranske hær, som derfor systematisk blev udrenset og reduceret fra 285.000 til 150.000 mand.

Da Saddam Hussein sendte sine kampvogne ind over grænsen, besluttede Khomeini derfor, at rygraden i forsvaret skulle være revolutionsgarden, som da blot talte omkring 30.000 mand. En gigantisk hvervekampagne til hans nye superstyrke gik derfor i gang.

Tusinder af militsmedlemmer blev rekrutteret, især blandt byernes proletariat, som var lette at opflamme med religiøse brandtaler og propaganda.

At bevæbne og træne de mange nye rekrutter krævede imidlertid tid. Og Khomeini havde brug for at kunne slå tilbage mod invasionshæren hurtigt og massivt. Derfor fik revolutionsgarden i januar 1981 kommandoen over en helt særlig milits, der lynhurtigt kunne sendes ud på slagmarken.

Militsens navn var “basij” – de frivillige – og skulle med Khomeinis ord være en “20 millioner mands-milits”, som ville gøre Iran uovervindelig.

Modsat revolutionsgarden, som fik grundig træning, måtte basij­-militsen nøjes med få ugers træning. Dens styrke var først og fremmest religiøs fanatisme.

Revolutionen og den irakiske invasion havde tændt nationalismens ild i mange iranere, og styret gjorde sig umage for at puste til flammerne.

Snart blev basij-militsens hvervekontorer bestormet af mænd i alle aldre, heriblandt skoledrenge i helt ned til 12-årsalderen, som regimets præster – mullaherne – aktivt opsøgte for at rekruttere.

“I skolen kom mullaherne hele tiden og afbrød timerne”, huskede børne­soldaten Samir senere.

“De fortalte os om den glorværdige islamiske revolution og om ayatollahen, som havde reddet os ud af USA's kløer. Så råbte vi ‘død over Amerika, over Israel og over Saddam’ i lang tid”.

Mullaherne sagde, det var en ære at kæmpe for islam, og opfordrede drengene til at blive martyrer ligesom Hussein bin Ali, profeten Muhammeds slægtning og en af shia-islams grundlæggere.

“I tv viste de en ung knægt klædt ud som soldat, med gevær og basijernes røde pandebånd”, huskede Samir.

“Han fortalte, hvor pragtfuldt det var at være soldat for islam og kæmpe for friheden mod irakerne. Bagefter sagde han, at vi skulle slutte os til ham”.

Propagandaen gjorde indtryk på Samir. Han deltog i massedemonstrationer midt i Teheran, hvor han og tusinder af andre knægte med røde basij-pandebånd gentog mullahernes bandbuller mod USA og Saddam Hussein.

I basij-militsens træningslejre lærte Samir at skyde med gevær og kaste håndgranater. Til sidst blev han sendt til fronten for at kæmpe.

En selvmorderisk menneske-bølge

Mens iranerne mobiliserede på fuldt tryk, var luften slået fuldstændigt ud af Saddams Husseins “hvirvelvindskrig”.

De store tab i byen Khorramshahr havde skræmt den irakiske diktator, som i stedet lod sine tropper befæste de erobrede områder med gigantiske forsvarsvolde og bunkeranlæg i håbet om, at iranerne ville opgive at tilbageerobre dem.

Det havde iranerne ikke tænkt sig. I slutningen af 1981 iværksatte de det første af en række kæmpeangreb. Offensiven, der fik kodenavnet “Operation Vejen til Jerusalem”, havde den besatte iranske by Bostan­ som mål.

Den 29. november angreb 80.000 ekstatiske revolutionsgardister og basij-krigere, deriblandt skoledrenge.

Tropperne var så ivrige, at de end ikke afventede hærens planlagte artilleribeskydning af fjendens stillinger, før de stormede til angreb og fuldstændig overrumplede irakerne i kraft af deres antal og dødsforagt.

Offensiven blev krigens første­ såkaldte “menneskebølgeangreb”­. Som en irakisk officer udtalte til nyheds­magasinet Der Spiegel i 1982:

“Du kan skyde den første bølge og den næste. Men snart hober ligene sig op, indtil du kun ønsker at skrige og løbe væk. Det er jo trods alt mennesker”.

Slaget ved Bostan kostede iranerne 30.000 dræbte, hovedparten fra basij-militsen. Men for præstestyret var sejren beviset på, at deres taktik virkede.

Drenge-kroppe ryddede minefelter

I marts 1982 erobrede 120.000 basij-krigere, revolutionsgardister og regulære tropper området omkring byerne Dezful og Shush.

Iranerne stod blot fem km fra grænsen, men ifølge en iransk oberst, som journalisten Robert Fisk interviewede ved fronten, var hærens mål kun at presse irakerne ud af Iran:

“Vore tropper kunne overskride den sidste flod, men imam Khomeini vil ikke lade dem”, forklarede obersten, mens hans officerer og en mullah efter hver sætning i kor messede: “Gud er stor. Ned med USA. Ned med Sovjet”.

Journalisten fik derefter et interview med en 14-årig basij-kriger, der ivrigt fortalte, hvordan han havde mistet to jævnaldrende venner under slaget, og at han havde grædt af skuffelse, da hans afrejse til fronten var blevet forsinket. Til drengens lettelse nåede han dog at komme med i det blodige angreb.

Blot en måned senere satte iranerne den endelige offensiv ind. “Operation Jerusalem” skulle bl.a. generobre byen Khorramshahr, som irakerne havde kæmpet så hårdt for at indtage.

Saddam Husseins tropper havde opbygget et enormt forsvar i området med volde, bunkere og landminer. Basij-militsen blev derfor sendt ind i minefelterne for at rydde vejen for de regulære tropper.

“Nogle gange viklede børnene sig ind i tæpper, før de rullede over minefelterne, så deres kroppe ikke skulle spredes så voldsomt, og de kunne blive samlet op og vist frem i kister”, skrev den iranske avis Ettelaat efter slaget.

Den 24. maj 1982 knuste de iranske tropper den sidste modstand og indtog Khorramshahr. Dermed havde de mod alle odds presset samtlige irakiske tropper ud af Iran.

Nederlaget fik Saddam Hussein til desperat at forsøge at få en fredsaftale med præstestyret. Men sejrene havde fået Khomeini til at skifte mening: Nu skulle hans martyrhær invadere selve Irak og afsætte diktatoren.

100.000 skoledrenge ved fronten

Khomeinis nye plan var at erobre det shia-dominerede Sydirak, hvor landets næststørste by, Basra, lå. I sommeren 1982 gennemførte de iranske tropper fem kæmpeoffensiver for at nå byen, men blev slået tilbage af irakerne, som nu havde fordelen af at kæmpe på eget territorium. Præstestyret måtte erkende, at de havde brug for flere tropper.

Rekrutteringen af drenge til basij-militsen tog derfor i løbet af 1983 for alvor fart. I slutningen af året kunne Irans undervisningsminister således stolt berette, at mere end 100.000 skoledrenge og 30.000 lærere havde været i kamp.

“Der findes ingen skole eller by, som er udelukket fra glæden ved at føre krig eller drikke dødens udsøgte eliksir”, skrev avisen Ettelaat begejstret og bragte hyppigt propagandabilleder af næsten tomme klasselokaler.

Basij-børnesoldaterne førte sammen med revolutionsgarden an i de iranske offensiver. En af basij-kæmperne, en blot 13-årig dreng med en måneds træning bag sig, fik udstukket sit første militære mål på en mark nordøst for Basra.

Sammen med en flok gamle mænd og tusinder af andre drenge skulle han – bevæbnet med et gevær og to håndgranater – føre an i et forsøg på at erobre en hovedvej nær Basra.

“Da vi kom op på toppen af en bakke, begyndte vi at løbe ned mod den fjendtlige stilling på den anden side. Jeg var ikke bange længere. Vi råbte alle sammen ‘Allahu Akbar’, mens vi løb, og jeg kunne se soldaterne foran os – en lang række af hjelme. Så begyndte de at skyde. Folk faldt overalt omkring mig, men jeg blev ved med at løbe og råbe”.

Drengen blev til sidst ramt af en kugle i benet og taget til fange.

Igen og igen forsøgte basij-militsen uden større held at bryde irakernes linjer med masseangreb.

“De råbte ‘Allahu Akhbar’ og blev ved med at komme, og vi blev ved med at skyde. Vi svingede vores 50-millimeter maskingeværer rundt som en le. Mine mænd var 18, 19 – få år ældre end disse børn. Jeg har set dem græde. Nogle gange måtte officererne sparke dem tilbage til deres geværer”, erindrede en irakisk officer, som også havde oplevet et usædvanligt angreb:

“Én gang kom iranske børn på cykler kørende imod os, og mine mænd begyndte at grine. Så begyndte børnene at kaste håndgranater, og vi holdt op med at grine og begyndte at skyde”.

Børn anførte storoffensiv

Iranerne mistede omkring tre gange flere soldater end irakerne under offensiverne i 1983, men vandt kun ganske lidt terræn.

Alligevel insisterede det iranske styre på at fortsætte masseangrebene. I 1984 fulgte nye storoffensiver med børnesoldater i forreste række.

Under årets vigtigste offensiv, Operation Kheibar, var 57 procent af de iranske soldater skolebørn. I gummibåde og pramme krydsede de marsklandet nord for Basra.

“Vi frygtede intet, for en 10-årig dreng forstår ikke, hvad han gør, når han løber frem mod fjendtlige soldater”, fortalte en tilfangetaget dreng senere.

Som den største triumf erobrede basij-militsen de kunstige Majnun-øer midt i et af Iraks vigtigste oliefelter. Men hæren var ude af stand til at rykke artilleristøtte frem efter de letbevæbnede basij-kæmpere og revolutionsgardister, og snart slog irakerne tilbage. En iransk børnesoldat huskede senere:

“Efter et stykke tid rykkede en masse irakiske kampvogne inden for skudvidde og begyndte at bombardere os – i tre dage og tre nætter. Ud af 1.200 mand tror jeg, at kun 34 overlevede”.

De bitre kampe i marsklandet i foråret 1984 involverede 250.000 kæmpende på hver side, og irakerne greb til brutale midler for at slå iranerne tilbage. Kamphelikoptere fejede hen over sumpene og mejede Khomeinis tropper ned med raketter og maskingeværkugler.

Irakerne brugte både sennepsgas og nervegassen sarin mod fjenden. Ét sted blev iranske soldater ristet ihjel, da irakerne afmonterede højspændingsledninger og satte strøm til sumpene. I alt kostede offensiven op mod 25.000 iranske døde. Ca. 10.000 børn blev dræbt, såret eller taget til fange.

Iranerne opgav masseangreb

Selvom det lykkedes iranerne at holde fast i de kunstige Majnun-øer og enkelte andre erobringer, var Kheibar-offensiven en fiasko.

Saddam Husseins soldater forsvarede indædt deres fædreland, og snart måtte selv de mest hærdede mullaher indse, at de unge basij-soldaters martyrium var nytteløst. Masseangrebene hørte gradvist op til fordel for mere traditionelle angrebstaktikker.

De følgende år bølgede krigen frem og tilbage med store tab på begge sider. Men en afgørende sejr kunne ingen af parterne levere. Khomeini afslog imidlertid alle fredsforslag, indtil hans nærmeste støtter endelig i 1988 overbeviste den gamle ayatollah om, at selve revolutionen var truet.

Den 17. juli 1988 sendte et Iran brev til FN, hvori regimet accepterede en våbenhvile. Tre dage
efter blev Khomeinis tale læst op i radioen: “Ulykkelig er jeg, at jeg stadig lever. For mig ville det have været lettere at acceptere døden­ og martyriet”.

Året efter døde den gamle ayatollah, og først i 1990 underskrev de to lande en formel fredsaftale. Krigen havde da kostet op imod en million døde. Hvor mange børnesoldater der mistede livet, er uvist, men eksperter gætter på mindst 100.000.

Krigen havde ingen grænser flyttet, men både Saddam Hussein og det iranske præstestyre sad endnu sikrere på magten, end da krigen begyndte.