Piloten George L. Jones er dybt koncentreret. Han presser sit F-86 Sabre-jetfly ind et stejlt dyk ned mod virvaret af fjendtlige fly i luftrummet over det nordvestlige Korea.
Skråt bag sig har den 33-årige newyorker sin wingman, Richard Pincoski, og de to piloter ved, at deres angreb er altafgørende for at redde en amerikansk bombemaskine fra fjendens MiG-15-jagerfly.
Flyene har den 2. november 1951 til opgave at bombe flere banegårde og forsyningslagre i Nordkorea – og Jones leder eskorten.
Piloten ved, at en kamp på liv og død tager sin begyndelse, da han med sin wingman i ryggen dykker mod en MiG-jager, der forfølger en af de amerikanske bombemaskiner.
George L. Jones giver fuld gas, men vurderer, at han ikke i tide kan nå på skudhold af modstanderen. På lang afstand affyrer Jones derfor en salve, som får fjenden til at dreje af og opgive sit angreb på bombeflyet.
Jones fortsætter jagten og vinder ind på MiG’en, mens de to jetfly ligger nærmest sidelæns i deres skarpe drej. Pludselig er fjenden i Jones’ sigte, og han trykker prompte på styrepindens udløser.
F-86’erens seks maskingeværer hamrer, men skuddene rammer ikke deres mål, fordi fjenden i sidste øjeblik kaster sit fly ud i en hidsig krængning. Amerikaneren justerer hurtigt sit sigte, og kort efter kan han jublende se gnisterne vælte frem fra MiG’ens hale.
Jones’ begejstring daler dog hurtigt, for MiG’en fortsætter sin flyvning – og selv er han løbet tør for skud. Pincoski overtager forfølgelsen, men også han har snart brugt sin ammunition.
Jones beslutter derfor at løbe en stor risiko – for fjenden ved ikke, at hans magasiner er tomme. MiG’en har tabt meget fart, og Jones sætter efter ham.
Da han nærmer sig, vælger piloten i det forfulgte fly at undvige nedad – en manøvre, som den sønderskudte maskine ikke holder til. Sekunder efter melder wingman Pincoski over radioen, at fjenden “har skudt sig ud” med katapulten – præcis som Jones havde håbet.
Jones og Pincoski redder den 2. november 1951 ikke alene et bombefly fra at blive skudt ned, de får også sat et af fjendens stærke MiG-15-jagerfly ud af spillet.
Træfningen var dog langtfra den første luftduel, der blev udkæmpet under koreakrigen (1950-1953) – og kampene i luftrummet kom til at spille en afgørende rolle for krigens udfald.
Amerikanerne stillede med ca. 90 pct. af FN-tropperne i Korea.
Korea blev den kolde krigs første kampplads
Efter 2. verdenskrig delte Sovjetunionen og USA Den Koreanske Halvø i to langs den 38. breddegrad.
I juni 1950 rykkede det kommunistiske Nordkorea dog ind i Sydkorea, der var ledet af den demokratisk valgte Syngman Rhee.
På få dage voksede krigen til en international konflikt med indblanding fra USA, Sovjet og Kina.
“Angrebet på Korea gør det klart, at kommunismen er gået over til brugen af væbnet invasion”, lød det fra USA’s præsident, Harry Truman, den 27. juni 1950.
Samme dag gav FN mandat til, at verdensorganisationens medlemslande kunne hjælpe med at befri Sydkorea – og anført af USA gik Vesten straks ind i krigen.
Med ét blev Den Koreanske Halvø forvandlet til den kolde krigs første slagmark.
Kim Il-Sung angriber naboen
Den Koreanske Halvø havde været delt mellem to stater siden afslutningen på 2. verdenskrig, hvor diktatoren Kim Il-Sung fik magten i nord, mens syden blev ledet af en demokratisk valgt regering.
Af de to stater var Nordkorea den stærkeste rent militært, og Kim Il-Sung besluttede at genforene nationen under sit lederskab: Den 25. juni 1950 krydsede hans styrker den 38. breddegrad, der udgjorde grænsen til Sydkorea.
På kort tid tvang nordkoreanerne den svage sydkoreanske hær ned til den sydligste del af Koreahalvøen, men den nyoprettede organisation FN – anført af USA – intervenerede og vendte krigens gang.
Sidst i september 1950 fik FN-styrken og sydkoreanerne presset nordkoreanerne tilbage til den 38. breddegrad – bl.a. med hjælp fra oven.
Modsat det propeldrevne nordkoreanske luftvåben rådede amerikanerne over nye fly med jetmotorer. Flyene F-80 “Shooting Star” og F-84 “Thunderjet” var udviklet omkring afslutningen på 2. verdenskrig. Mod dem var Nordkoreas fly chanceløse.
FN-styrkernes offensiv på landjorden arbejdede sig mod nord og nåede i slutningen af oktober Yalu-floden, der markerede grænsen mellem Nordkorea og Kina.
Den militære trussel fik kineserne til at gå ind i krigen på Nordkoreas side. Mao Zedongs hær presede FN-styrkerne på landjorden, men i den grad også i luftrummet.
Kinas luftvåben havde en samarbejdsaftale med Sovjetunionen, hvor rutinerede russiske piloter stod for at træne kineserne. Vigtigere endnu var det dog, at russerne gav kineserne adgang til deres nyeste teknologi.
De to fjender i luften over Korea:
MiG-15 og F-86 Sabre var jævnbyrdige modstandere
Teknisk set var russernes og amerikanernes jetfly i samme klasse, men maskinerne havde hver deres fortrin under luftkampene
F-86 Sabre
Seks M3 Browning-maskingeværer leverede tilsammen 1.200 skud i minuttet. Ammunitionen bestod af panserbrydende projektiler.
F-86 Sabre
Kikkertsigtet på indersiden af cockpittets vindue havde indbygget radar, hvilket var et teknologisk nybrud. Flyet havde også katapultsæde.
F-86 Sabre
Bomber kunne monteres under vingerne, så jetflyet fungerede som en jagerbomber. Både almindelige bomber og beholdere med napalm kunne medbringes.
F-86 Sabre
Turbojetmotoren General Electric J47 på 26,3 kilonewton gav F-86 Sabre en imponerende topfart på 1.106 km/t. ved havoverfladen – en fart, der blev en anelse reduceret i højere luftlag.
F-86 Sabre
Bremseklapper på bagpartiet kunne slås ud under luftkamp for at foretage en skarp opbremsninger, der skulle ryste fjenden af.
MiG-15
Våbnene på flyet – en 37-mm-maskinkanon og to 23-mm-maskinkanoner – sad i næsepartiet og kunne sænkes, hvilket gjorde det lettere at lade og vedligeholde dem.
MiG-15
Katapultsædet skød piloten ud med så megen kraft, at han kom fri af maskinens haleror.
MiG-15
Turbojetmotoren Klimov VK-1 sikrede med sine 26,5 kilonewton, at MiG-15 havde en formidabel accelerationsevne samt en topfart på 1.107 km/t.
MiG-15
Raketter eller bomber på 100 kg kunne monteres under vingerne, så jetjageren kunne bombe mål på jorden.
MiG-15
Pileformede, bagudrettede vinger øgede jetflyets fart og gav det større manøvredygtighed end de tidlige jetfly med lige vinger. Inspirationen til vingernes form kom fra beslaglagte tyske flytegninger fra 2. verdenskrig.
Nyt vidunderfly indtager Korea
Størstedelen af FN-piloterne var amerikanere, og i krigens første måneder havde de udnyttet deres overlegenhed i luften til at bombe løs mod Nordkorea, og missionerne føltes som en leg for piloterne.
“Tog var de bedste mål. Når man ramte et, følte man sig som verdens herre”, forklarede en amerikansk pilot.
Under hvert et angreb sværmede eskorten af amerikanske jetjagere om bombemaskinerne som arbejderbier om dronningen.
En morgen i november var en amerikansk B-29 Superfortress således omgivet af adskillige F-80-jagere, da bombemaskinen nærmede sig dagens mål – en flyvebase i Nordkorea.
Pludselig blev B-29’eren ramt ud af det blå, og sekundet efter strøg et fjendtligt jagerfly forbi amerikanerne i rasende fart.
Hastigheden var så høj, at ingen blandt amerikanerne havde en chance for at identificere maskinen.
De eskorterende jetjagere satte straks efter det mystiske fly, men på blot få sekunder svandt det ind til en lille, uanseelig prik på horisonten.
Luften suges ind i jetmotoren, presses sammen af en kompressor og tilsættes petroleum. Blandingen antændes og udvider sig voldsomt. Sådan skabes fremdriften.
USA’s herredømme i luften vakler
Rapporten fra besætningen på B-29’eren, som slap med ubetydelige skader efter angrebet, gav alvorlige panderynker hos de amerikanske generaler.
Selvom beskrivelserne af angrebsflyet ikke passede på noget fly, som opererede i Korea, slog efterretningsfolk fast, at der måtte være tale om en sovjetisk MiG-15-jetjager.
Et fly, som amerikanerne vidste var alle FN’s fly i Korea overlegent.
MiG-15 havde fået sit navn efter sine konstruktører, Artjom Mikojan og Mikhail Gurevitj, og var et teknisk russisk vidunder.
Flyets jetmotor sikrede en topfart på over 1.000 km/t., og dets lette konstruktion gjorde, at det kunne stige hurtigere end noget andet fly.
Maskinens muskler var en åbenbaring for piloterne:
“MiG-15-flyet oversteg alle vores forventninger. Efter et skub fremad på gashåndtaget skød flyet afsted som en pil, og på få sekunder steg det opad. Højdemåleren talte lynhurtigt snesevis af meter”, fortalte en russisk pilot.
I første omgang indsatte Sovjet ca. 50 MiG-fly, der blev fløjet af kinesiske og russiske piloter.
Piloternes mission var ikke at angribe amerikanernes jagerfly, men derimod at gå efter de store B-29’ere, så bombeflyene ikke kunne smide deres last over Nordkorea.
I løbet af den 9. og 10. november 1950 skød MiG-fly to B-29’ere ned, og i resten af november blev yderligere fem af de gigantiske bombemaskiner sat ud af spillet.
Situationen var klar for FN-styrken: De amerikanske piloter var chanceløse mod fjendens nye jager, og det gik ud over kampmoralen.
“MiG-15-flyet oversteg alle vores forventninger”. Russisk pilot om MiG-15-flyet.
“Vi F-84-eskortepiloter havde det rigtig dårligt over, at vi ikke kunne holde MiG’-flyene væk”, lød det fra den amerikanske pilot Edward F. Unser.
MiG-flyene angreb som regel oppefra, og i et forsøg på at imødegå de farlige dyk fra højderne begyndte amerikanerne at bruge en taktik kaldet “top cover”.
Forsvaret gik ud på, at ekskortejagerne fløj i fire forskellige højder over bombeflyene.
Jagerne i det øverste lag befandt sig i 35.000 fods højde, mens de tre andre grupper befandt sig i lag helt ned til 15.000 fod.
Når piloterne højest oppe så fjendens MiG-fly dykke med noget nær lydens hastighed, alarmerede de flyene længere nede over radioen.
På den måde kunne de nå at reagere på fjendens lynhurtige fly og rette deres ild imod dem, når de nærmede sig.
Taktikken i sig selv var dog ikke nok – nyt materiel var også påkrævet for piloterne. Heldigvis gemte amerikanerne på et trumfkort.
Jægeren endte hurtigt selv i fælden
Leader og wingman splitter op
Normalt fløj piloterne i par bestående af en leader (fører) og en wingman, som beskyttede føreren. En klassisk undvigemanøvre for et forfulgt pilotpar bestod i, at leaderen slog ud til højre og steg opad, mens hans wingman svingede til venstre og dykkede nedad.
I denne situation måtte den forfølgende fjende på et splitsekund vælge, hvilket af de to fly han ville følge.
Så snart han havde valgt, vendte det ikke-forfulgte fly omkring og lagde sig ind bag fjenden. På den måde blev den oprindelige angriber tvunget i defensiven.
Piloterne laver en sandwich
En anden måde at vende forsvar til angreb på var, at leaderen drejede ud til siden.
Ved at foretage denne manøvre satsede leaderen på, at fjenden rent instinktivt ville følge efter ham.
Leaderens wingman holdt nøje øje med situationen: Hvis fjenden fulgte føreren, krævede manøvren nemlig, at han straks selv tvang sit fly rundt og optog forfølgelsen af fjenden. Hvis taktikken lykkedes efter hensigten, endte fjenden i en såkaldt sandwich, hvor han var i overhængende fare for at blive skudt ned.
USA svarer igen med super-fly
Mens de sovjetiske flykonstruktører i slutningen af 1940’erne havde skabt MiG’en, havde amerikanerne også arbejdet hårdt på at få et super-jetfly i luften.
Resultatet var F-86 Sabre, som piloten James Low beskrev som “et smukt fly, der nærmest svøbte sig om piloten”.
Allerede i slutningen af november 1950 sejlede amerikanske hangarskibe mod Nordkorea med funklende nye F-86’ere.
Flyene blev fragtet til Kimpo-basen lige syd for den 38. breddegrad.
Her boede piloterne i barakker, der dårligt kunne holde vinterkulden ude. Om morgenen var de ivrige efter at komme i aktion, så de kunne få varmen.
Piloterne fik deres instrukser til morgenbriefingen – oftest eskorteflyvning eller jagerkamppatrulje – og op ad dagen lettede flyene med et halv minuts mellemrum.
Mens hærene på landjorden på det nærmeste genoplevede 1. verdenskrig i traditionelle skyttegravsslag, var piloterne midt i en teknologisk og taktisk revolution, når de skød hen over himlen i deres jetjagere.
Den 17. december 1950 mødtes Sabren og MiG’en for første gang i kamp. Oberstløjtnant Bruce Hinton anførte fire F-86’ere, der havde til opgave at lokke fjenden ud i en “dogfight” – amerikanernes betegnelse for en nærkamp i luften.
Derfor fløj Hinton og hans tre kolleger med lav fart, som var de veltjente F-80’ere – lette ofre for MiG-jagerne. Fupnummeret var en succes.
Amerikanerne stødte på fire MiG-jagere, der ikke anede uråd, før piloterne i F-86’erne skruede op for hastigheden og manøvrerede sig om bag dem.
De overraskede fjender delte sig for at slippe væk, men Hinton optog indædt forfølgelsen af den ene MiG.
Da han kom inden for 300 meters afstand, åbnede han ild. MiG’en mistede fart, mens røgen vældede ud af huller i skroget.
Hinton affyrede endnu en salve og så “lange, voldsomme flammer indhylle hele flyet”, hvorefter modstanderen gik i spin mod jorden. Hinton havde vundet F-86’erens første luftduel over en MiG.
Men kampen om luftrummet over Korea var først lige begyndt.
Piloterne forsøgte at placere sig i halen af modstanderne for at skyde dem ned.
Kommunisterne opruster kraftigt
Ankomsten af amerikanernes Sabre F-86 fik hverken russerne eller kineserne til at vakle.
Deres MiG-jagere var på samme niveau, og fra november 1950 til maj 1951 oprustede kommunisterne deres flyflåde kraftigt:
De gik fra at råde over 50 jetjagere til 445.
MiG-flyene opererede fra flyvebaser, der lå i politisk sikkerhed på den kinesiske side af Yalu-floden, som markerede grænsen til Nordkorea.
FN-piloterne havde nemlig ikke mandat til at flyve ind i kinesisk luftrum, så de sovjetiskbyggede fly kunne trygt stå parkeret lige bag grænsen.
Herfra kunne de hurtigt nå ind over det nordvestlige Nordkorea, som snart blev døbt “MiG Alley” (MiG-strædet) – fordi det russiske jetfly stort set kun angreb her.
Først på efteråret 1951 påførte de mange MiG-fly amerikanerne alarmerende tabstal, og det hele kulminerede tirsdag den 23. oktober, da ni amerikanske B-29-bombefly med en eskorte på 34 F-86’ere og 55 F-84’ere nærmede sig den nordkoreanske flyvebase Namsi.
Så snart de russiske radarsystemer registrerede flåden af fjendtlige fly, lettede hele 84 MiG-maskiner – primært med sovjetiske piloter ombord.
Major Dmitrij Oskin ledte en eskadrille på 18 jagerfly, som hurtigt fik kontakt med fjenden.
Den 31-årige major satte først et angreb ind på en F-86’er, men indstillede jagten, da hans wingman meldte om “store krabater til højre” – russernes betegnelse for B-29-bombeflyene.
“Til alle: Angrib de store krabater!” meldte Oskin over radioen, hvorefter han drejede omkring og affyrede en salve fra sine maskinkanoner mod en B-29’er, som brød i brand.
Imens tog majorens wingman, Dmitrij Samoylov, sig af en amerikansk F-84’er, der forsøgte at angribe Oskins jager bagfra.
Efter en voldsom luftkamp – hvor Oskin med klinisk præcision satte endnu en “stor krabat” ud af splittet – vendte russerne næserne hjemad på næsten tomme tanke.
I alt mistede amerikanerne seks B-29’ere denne dag i oktober, som siden blev omtalt som “Sorte tirsdag”.
Luftslaget, der var koreakrigens største, demonstrerede, at ikke engang en stor flåde af eskortefly kunne sikre bombeflyene mod MiG-jagerne.
I resten af krigen fløj Superfortress-flyene derfor kun om natten.
Med 22 nedskydninger fik major Nikolaj Sutjagin flest luftsejre under krigen.
Stalin sendte piloter i kamp
Efter at FN-koalitionen i begyndelsen af koreakrigen satte Nordkoreas luftvåben ud af spillet, besluttede Stalin at komme sin kommunistiske allierede til hjælp.
Officielt var ingen sovjetiske piloter til stede i Nordkorea, for Stalin ønskede ikke at fremprovokere en krig mod USA.
De russiske piloter iklædte sig derfor kinesiske uniformer i et forsøg på at skjule deres sande herkomst.
MiG-piloterne modtog strenge instrukser om at benytte indlærte kinesiske sætninger, når de talte med hinanden over radioen.
Men når luftkampene rasede med næsten 1.000 km/t., overtog instinktet, og russerne slog over i deres modersmål for at kommunikere.
Amerikanerne opfangede radiosignalerne og forstod, hvad der foregik.
Men heller ikke USA ønskede en 3. verdenskrig, og fra politisk hold blev det besluttet at holde på russernes hemmelighed.
Jetpiloter får sejre på hjernen
At droppe store bombetogter i dagslys var en fornuftig beslutning, som markant reducerede tabet af fly.
Amerikanerne fortsatte dog med at bombe med jagerbombefly i dagtimerne, som det bl.a. var tilfældet den 2. november 1951, da George L. Jones og Richard Pincoski succesfuldt forsvarede en gruppe jagerbombere.
Deres fælles nedskydning af en MiG den dag gav hver af dem en “halv sejr”, som blev indført i statistikkerne. Alle piloter drømte om fem sejre, der officielt gjorde dem til et flyver-es.
Men de amerikanske piloter var under tidspres: Normalt tjente de kun i seks måneder, før de blev hjemsendt og erstattet af et nyt kuld. Al ventetid på jorden føltes derfor lang.
Kimpo-basen var et trøstesløst sted omgivet af rismarker, og der var ikke andet at lave end at spille poker og gin rommy – gerne om penge, da lønnen var ganske god: 60 dollars om måneden plus to flasker Old Methusalem-whisky.
Af samme årsag var de unge piloter begejstrede, når de omsider skulle i aktion. Ofte måtte de nøjes med at flyve patruljer, som varede 45 til 90 min., og det var langtfra sikkert, at de kom i kamp.
26-årige James Low fra Californien var en af de få, der var så heldig at få en sejr, første gang han var i luften.
“Jeg elskede det hele – flyvningerne, nedskydningerne. Jeg var for ung til at tænke over den politik, der lå bag. Vi var her bare for at udføre et job”, lød det efter krigen fra Low.
“Du behøver ikke at være skør for at være jagerpilot, men det hjælper” Mottoet i 4th Fighter Wing
For Sabre-piloterne var det ypperste at få ram på en MiG. Besættelsen af at nedlægge fjendens jetfly var så stor, at den internt blev omtalt som “MiG Madness” (MiG-vanvid).
Piloterne ville gøre så meget for at få en MiG på CV’et, at de til tider glemte fornuften og kastede sig ud i dødsforagtende manøvrer.
Det skete eksempelvis for Joe Cannon og Iven “Kinch” Kincheloe, som den 2. april 1952 opdagede tre af fjendens jagere nær Yalu-floden:
“Vi dykkede mod dem. Kinch skød én ned, mens vi tordnede igennem deres fordømte formation. Ikke det klogeste, vi nogensinde gjorde.
Jeg var så tæt på at kollidere med en MiG, at jeg kiggede piloten direkte i ansigtet og så, at han havde en stofhjelm på!” fortalte Joe Cannon.
I vrimlen af amerikanske og russiske jetjagere lykkedes det også Cannon at snige sig ind bag en MiG, som han satte i brand med en tre-sekunders-salve. Men dogfighten var ikke overstået:
“I samme øjeblik råbte Kinch: ‘Drej til venstre!’ Da jeg foretog et hårdt sving og drejede hovedet for at se, hvem der var efter mig, gik alt op i flammer. MiG-piloten fortsatte med at skyde min iltmaskine af mit ansigt, skyde min ene vinge til halv størrelse og gennemhulle mit haleror”.
På mirakuløs vis – og kun takket være landsmandens støtte – holdt Cannon sin jetjager flyvende og reddede livet. Cannon og Kincheloes ‘MiG Madness’ havde trods alt føjet to sejre til statistikkerne.
Kommunisterne mangler træning
Tallene så generelt gode ud for FN-piloterne i løbet af 1952 og 1953, selvom amerikanerne rådede over ca. 150 Sabre-fly mod fjendens 800 MiG-fly.
Vendepunktet skyldtes, at mange af de erfarne russiske piloter fra efteråret 1951 enten var døde eller hjemkaldt.
Erstatningen var primært kinesiske og nordkoreanske novicer, som manglede træning og erfaring.
Amerikanerne og deres FN-fæller modtog derimod en grundig uddannelse, inden de blev sendt til Korea.
Træningen af Sabre-piloterne bestod af en masse præcisionsskydning og luftdueller, som var altafgørende, når kampene blev udkæmpet med 1.000 km/t.
I de nye jetfly gik der blot 11 sekunder, fra piloterne øjnede hinanden på 5 km’s afstand, til de tørnede sammen.
Hjernen måtte tænke hurtigt, og det krævede masser af træning under massivt pres.
En amerikansk rapport havde allerede i 1951 slået fast, at mindst halvdelen af fjendens piloter var “ude af stand til at kontrollere MiG-15’eren”.
Og antallet af dårlige piloter steg løbende.
“MiG’ernes taktikker var så ringe, at man skulle tro, de var på træningstur”, lød det i 1953 fra piloten John Glenn, den senere astronaut, som blev den første amerikaner i kredsløb om jorden.
Ud over taktik mente de amerikanske jetpiloter selv, at deres pågående taktik og mod spillede en rolle i succesen. De unge piloter ville gerne vise sig frem og tog derfor teten i luftduellerne.
Vilde angreb krævede dog is i maven, og mottoet i 4th Fighter Wing, som George L. Jones og James Low tilhørte, lød da også:
“Du behøver ikke at være skør for at være jagerpilot, men det hjælper”.
Våbenhvile stopper jetkrigen
Amerikanernes dominans i luftrummet i 1953 fik afgørende betydning for, at Kim Il-Sung i juli omsider var mør nok til at acceptere en våbenhvile.
I praksis betød aftalen, at Korea blev delt i to stater langs den 38. breddegrad.
FN-tropperne og sydkoreanerne nede på jorden havde nydt godt af den taktiske luftstøtte, og soldaterne pointerede ofte, at hæren ikke kunne have tilbegerobret Sydkorea uden den konstante sværm af bombefly og jagerfly på himlen.
FN-alliancens fly fløj da også hele 1.040.708 missioner i krigens tre år. Luftvåbnets chefer var heller ikke selv i tvivl om, at de sidste store togter i maj og juni 1953 havde været afgørende.
Her bombede flyene flere dæmninger, der var af vital betydning for, at nordkoreanerne kunne vande deres rismarker og opretholde fødevareproduktionen.
Udsigten til at få smadret landets infrastruktur yderligere – fordi amerikanerne nu dominerede luftrummet og kunne bombe løs – var givetvis medvirkende til, at Kim Il-Sung satte sin længe ventede underskrift på våbenhviletraktaten.
Mens koreakrigen i princippet endte uden sejrherre, og Nord- og Sydkorea beholdt deres grænselinje, kunne amerikanerne med rette hævde, at deres piloter havde vundet slaget om luftrummet.
Selv i kampen mellem de stort set jævnbyrdige jetjagere trak amerikanerne det længste strå. Mens F-86’erne nedskød 566 MiG-15’ere, mistede amerikanerne kun godt 100 Sabre-fly til fjendens jagere i løbet af krigen.
George L. Jones og James Low kunne også drage tilfredse hjem fra krigen. Med henholdsvis 6,5 og 5 sejre mod MiG-fly opnåede de begge to deres drøm om at blive vaskeægte flyver-esser.
Men nok så væsentligt: De vendte levende hjem.