Johanniterne skal dø! Sultanen belejrer Malta

Med 40.000 mand mod 9000 ligner osmannernes erobring en formssag – og hvis Malta falder, ligger vejen til Europa åben.

Med 40.000 mand mod 9000 ligner osmannernes erobring en formssag – og hvis Malta falder, ligger vejen til Europa åben.

National Geographic Stock

Solens første stråler er ved at titte frem. En enlig ridder fra Johanniterordenen er langsomt på vej mod toppen af Skt. Elmo-fortets mure, hvor han kan komme nærmere Gud.

Ridderen indleder sin morgenbøn og lader blikket vandre over Middelhavets blå bølger. Alt virker roligt og velkendt.

Pludselig får den enlige johanniter øje på et syn, som får ham til at glemme både solopgang og bøn. I det fjerne – i horisonten mod øst – kommer en enorm vifte af master og sejl til syne. Mens de mange krigsskibe vuggende nærmer sig, bliver deres blafrende bannere også tydeligere.

Kort efter lyder tre advarselsskud fra Skt. Elmos kanoner: Osmannerne er kommet!

Johanniterne kom ofte fra velhavende familier rundt om i Europa.

© Bridgeman

Ridderne jagtede heltedøden

Johanniterordenen blev grundlagt i 1100-tallet af korsriddere for at beskytte og bistå kristne pilgrimme i Det Hellige Land. Da muslimerne erobrede Jerusalem i 1187, levede johanniterne længe en omflakkende tilværelse på bl.a. Cypern og Rhodos, inden de slog sig ned på Malta i 1530.

Ofte var johanniterne adelssønner, som havde viet deres liv til ordenen. Riddernes højeste dyder var mod og gudsfrygt, og for en ægte johanniter var det ikke nok at ofre livet for Kristus – han skulle dø ærefuldt og modigt.

Frygten for at lide en sølle, æreløs død var så stor, at selv hårdt sårede kastede sig i kamp under belejringen i 1565 – nederlag og flugt var ikke en mulighed.

Sultanen fortrød storsind

Sultan Süleyman var kendt som “den Prægtige”. Hans utallige erobringskrige havde udvidet Det Osmanniske Riges grænser fra Nordafrika til det sydlige Europa. Og med afsæt i sultanens store interesse for videnskab, kunst og kultur havde hans rige i løbet af 1500-tallet udviklet sig til et blomstrende og fremgangsrigt imperium – og datidens stærkeste militærmagt.

Süleyman så sig selv som en retfærdig hersker. I 1522 – 43 år inden angrebet på Malta – havde han erobret Rhodos, som i over 200 år havde været Johanniterordenens hjem.

I stedet for at henrette de krigeriske riddere havde han givet dem frit lejde til at pakke deres værdier og forlade øen med æren i behold. Akkompagneret af blafrende bannere og buldrende trommer havde johanniterne fået lov til at sejle væk i fred for øjnene af sultanens 100.000 mænd.

Efter nogle år havde ridderne slået sig ned på Malta. Men johanniterne gengældte ikke sultanens generøsitet. I løbet af få år etablerede de sig som kapere og begyndte at angribe osmannernes flåde i det vestlige Middelhav.

“Så længe Malta er i Johanniterordenens hænder, vil ethvert osmannisk skib fra Istanbul til Tripoli være i fare.” Sultanens rådgivere.

Süleyman, der efterhånden var over 70 år, havde for længst fortrudt sin ungdoms storsind. Johanniterne var tydeligvis ikke mænd af ære og fortjente ikke at blive behandlet som sådanne.

“Disse sønner af køtere, som jeg allerede har besejret én gang og benådet af min mildhed – jeg siger nu, at de skal knuses som straf for deres gentagne plyndringer og fornærmelser”, tordnede sultanen og beordrede ca. 40.000 mænd sendt mod Malta.

På Malta gjorde ca. 9000 forsvarere – riddere, lejesoldater og bønder – sig klar til det uundgåelige. Malteserne forgiftede samtlige brønde med døde dyr og brændte alle afgrøder, inden de forskansede sig i tre store forter – Skt. Elmo, Skt. Angelo og Skt. Michael – ved øens vigtige havneområde.

Hele Europa holdt vejret. Malta var porten til kontinentet – og osmannerne havde hidtil aldrig tabt et afgørende slag.

©

Süleyman den Prægtige (1494-1566)

Sultanen ledte datidens militære supermagt. Hans store drøm var at erobre alle områder langs Middelhavet og flytte sit riges grænser ind i Europas hjerte.

©

Stormester Jean de Valette (1495-1568)

Stormesteren var dybt religiøs og betragtede osmannerne som kristendommens største fjender. De skulle stoppes for enhver pris – om det så kostede ham og hans riddere livet.

Uenighed i kommandoen

Allerede inden angrebet gik i gang, vaklede de osmanniske rækker. Lederne af flåden og landstyrkerne, admiral Piyale og general Mustafa, var dybt uenige om, hvordan Malta skulle erobres.

Piyale ville sejle langs øens østkyst og angribe fortet Skt. Elmo fra søsiden. Mustafa ville modsat gå i land mod vest og angribe byen Mdina midt på øen. En erobring af Mdina ville isolere havneområdet – øens livsnerve – og gøre det til et let bytte, mente Mustafa.

Desuden var Skt. Elmo med sine dobbelte ydermure og artilleristillinger en for stor mundfuld på dette tidlige tidspunkt, fremførte han.

Skænderierne endte i et uforløst kompromis, hvor osmannerne midt i maj landsatte de første tropper på sydkysten for at angribe Skt. Elmo over land.

Johanniternes rutinerede stormester, Jean Parisot de la Valette, havde forudset dette træk. Samtidig med osmannernes hærgen og plyndring sydpå forstærkede johanniterne derfor Skt. Elmos forsvar med nye artilleristillinger og flere riddere. Planen var at holde stand, indtil guvenøren af Sicilien sendte de hjælpetropper, han havde lovet.

På tre dage erobrede osmannerne hele det sydlige Malta, og den 22. maj blev de første kanoner kørt i stilling over for Skt. Elmo. De mægtige våben havde pulveriseret utallige uindtagelige bymure – nu var turen kommet til Skt. Elmo.

Ridderne gik til modangreb

Johanniterne kunne fra fæstningsmurene se de osmanniske slaver slæbe jord, sprænge skyttegrave og bygge ramper i døgndrift. Valette havde længe lagt bånd på sine krigslystne riddere, men ved morgengry den 29. maj slap han tøjlerne.

Med deres sværd hævet over hovederne fór ridderne ud af Skt. Elmos port og huggede ned i skyttegravene. Osmannerne var lamslåede over det pludselige og dumdristige angreb. I takt med at panikken spredte sig, og blodet flød, flygtede osmannerne i alle retninger.

General Mustafa fik omsider skabt ro i rækkerne, hentet forstærkninger og presset ridderne tilbage. Fra bymurene kunne Valette se sine krigere vakle over for overmagten og beordrede en retræte.

Ridderne strømmede nu tilbage gennem portene, mens kanoner holdt osmannerne på afstand. I løbet af seks timer havde ridderne mistet 21 mænd – flere hundrede døde fjender lå på slagmarken. Lynaktionen havde skærpet mændenes kampmoral, men stormesteren vidste, at han ikke havde råd til at miste flere folk i åbne slag.

Stigerne var for korte

Mustafa var chokeret over den uventede modstand og fjendens dødsforagt. Nu måtte han bringe sit stærkeste våben frem: janitsharerne. Sultanens specialtrænede elitekrigere var viet til krig og havde utallige gange afgjort tætte kampe til sultanens fordel.

“Janitsharer, fremad”, brølede Mustafa, og krigere i flagrende gevandter stormede mod Skt. Elmo. Kanonkugler hvislede over osmannernes rækker, men formationerne forblev ubrudt.

Som en bølge skyllede janitsharerne ind over de riddere, som var stationeret langs Skt. Elmos yderste mure. Da den fugtige vind fra Middelhavet endelig fik blæst røgen fra kanonerne bort, så forsvarerne osmannernes halvmåne blafre på et højt brystværn på den ydre fæstningsmur. Fjenden var nu tættere på end nogensinde.

Opildnet af denne første succes gik store grupper af osmanner til angreb på selve fortet. Lange stiger blev sat mod murene, og både janitsharer, hellige krigere og irregulære tropper myldrede fremad.

En velkastet ildring kunne på få øjeblikke uskadeliggøre flere fjender.

© Claus Lunau

Keramik-granater og ildringe slog osmannerne

Flammende reb og keramiske håndgranater – johanniterne opfandt flere kreative våben under belejringen i 1565.

Johanniternes kanoner og musketter var osmannernes våben underlegne, men til gengæld var riddernes kreativitet stor. Under belejringen opfandt forsvarerne en række nye våben, som dagligt slog fjendens angreb tilbage.

Ridderne var fx mestre i at fremstille primitive håndgranater. De små kastevåben bestod af en lille lerkrukke fyldt med brændbart materiale og forsynet med lunter. Når granaterne sprang, kunne både fragmenterne og det brændende fyld anrette stor skade.

Det mest kreative våben var ildringen. Ridderne bemærkede, at osmannerne gik i kamp iført lange kjortler af silke og andet letantændeligt stof. Ridderen Ramon Fortuyn fandt på at binde et reb i en løkke, sætte ild til det og kaste det over de fjender, der forsøgte at storme fæstningerne.

Med et godt sigteøje kunne johanniterne indfange to-tre fjender med ét lassokast. Og på få sekunder blev sultanens mænd forvandlet til levende fakler.

Stormesteren havde dog forberedt sine mænd. Store gryder med kogende olie og tjære blev tømt ned over de første osmanner, som skrigende væltede bagover. De, der undgik de brændende og ætsende væsker, opdagede med rædsel, at deres stiger var for korte – volden omkring Skt. Elmo var ikke blevet fyldt med nok jord.

Fanget mellem ridderne og de osmanner, som pressede på bagfra, blev krigerne overdænget med store sten, pile og ild.

På én dag mistede sultanen 2000 mand – kun 80 forsvarere omkom. Mustafa havde ved ankomsten til Malta fortalt sine mænd, at Skt. Elmo ville falde på få dage. Nu var både Mustafa og Piyale ved at indse, at angrebet var en fejl. Trods belejringen fik fortet dagligt sejlet riddere ind fra den anden side af havnen, og intet tydede på, at forsvarerne havde mistet modet.

Retræte var skamfuld

“Turgut er ankommet!” I begyndelsen af juni 1565 genlød nyheden overalt på Malta. Admiral Turgut var sultanens militære stjerne og var en sand mester i krigens håndværk.

Ved talrige lejligheder havde han ydmyget sine kristne fjender så grundigt, at hans trosfæller havde givet ham æresnavnet “islams hævede sværd”. Nu skulle den sejrrige admiral lede erobringen af Malta, og hans ankomst var lige så frygtet af ridderne, som den var hyldet af osmannerne.

Straks efter sin ankomst gav Turgut den tyrkiske kommando en overhaling for deres mange taktiske selvmål. Især tåbeligt var belejringen af Skt. Elmo. “Det er en skam, at angrebet på Skt. Elmo blev indledt, men det vil være endnu mere skamfuldt at opgive det nu”, skældte admiralen og beordrede, at osmannerne intensiverede bombardementet.

Nye kanoner blev kørt i stilling, og fra alle sider bragede historiens hidtil kraftigste kanoner løs mod Skt. Elmo. “Nattens mørke blev lys som dagen på grund af de store mængder af kunstig ild. Så lyst var det, at vi kunne se Skt. Elmo ganske klart”, skrev Francisco Balbi, en lejesoldat på Skt. Michael-fortet.

Den 18. juni var Turgut på inspektion af nye artilleristillinger ved Skt. Elmo – på sikker afstand af de kristne kanoner. Ifølge nogle historikere fik kanonskytterne på Skt. Angelo øje på Turguts farverige silkeklædedragt og vendte deres våben imod ham, selvom han var uden for deres skudvidde. Trods al sandsynlighed slog en kugle ned i nærheden af admiralen, og et vildfarent klippestykke ramte ham i hovedet.

Med blodet strømmende fra næse og ører blev den hårdt sårede Turgut dækket til og ført væk.

De døde blev halshugget

Imens buldrede kanonerne løs efter Turguts sidste ordre – og langt om længe smuldrede Skt. Elmos sandgule mure hurtigere, end johanniterne kunne reparere dem.

Store dele af murene var nu sunket sammen og efterlod gabende huller. Natten til den 23. juni – efter endnu en dags opslidende kamp – forberedte de sidste forsvarere sig til døden.

“De modtog det hellige sakramente, de omfavnede hinanden, og de opmuntrede hinanden med ord, som kun brave mænd, der skal dø, kan bruge”, skriver en fransk krønikeskriver.

“Islams løver, lad Herrens sværd adskille deres sjæle fra deres legeme!” Janitsharernes kampråb.

Om morgenen blev de døende og hårdt sårede riddere båret af deres våbenbrødre og lagt ved fæstningsmurene.

Troen påbød dem, at de – med sværd i hånd – døde for Kristus. Få timer senere kastede de første janitsharer sig over over de sårede og huggede dem ned til lyden af en imams opildnende råb: “Islams løver, lad Herrens sværd adskille deres sjæle fra deres legeme”.

En time efter det første angreb kravlede en udmattet johanniter op på murene ud mod havneområdet og tændte et signalbål. Ved synet af røgen, der steg mod den blå himmel, vidste stormesteren på Skt. Angelo, at Skt. Elmo langt om længe var faldet.

KORT – Følg kampen om det mindre fort, Skt. Elmo:

I ruinerne af det rygende fort gik de euforiske osmanner i gang med at straffe både de døde og de døende forsvarere. Et stort antal riddere fik hugget hovedet af og et blodigt kors ridset ind i brystet.

De lemlæstede lig blev dernæst bundet til trækors og sendt med strømmen mod Skt. Angelo, hvor ligene blev samlet op og begravet af ordensbrødre. Som hævn beordrede Valette alle muslimske fanger halshugget og deres hoveder smidt ned i kanoner og affyret mod osmannerne.

Skt. Elmos rygende ruin og tanken om de 8000 mænd, han havde mistet, gjorde Mustafa eftertænksom. “Allah, hvad kommer faderen ikke til at koste os, når det lille barn har været så frygteligt dyrt?” mælede generalen ved synet af Skt. Angelos forsvarsstillinger.

Kort efter erobringen ankom et sendebud til Turguts telt, hvor admiralen i dagevis havde ligget i brydetag med døden. Ved nyheden om sejren havde Turgut vendt øjnene mod himlen, mumlet nogle ord og udåndet, meddelte buddet.

Skibe blev slæbt over land

I løbet af den månedlange erobring af Skt. Elmo havde johanniterne slidt i døgndrift for at styrke forsvaret omkring Skt. Angelo og Skt. Michael, som osmannerne nu vendte deres kanoner imod. Sten- og jernkugler regnede ned over de to forter, men Mustafa indså, at erobringen også krævede snilde.

Generalen beordrede sine mænd til at skille 80 skibe ad og slæbe alle delene over land til havneområdet, som johanniternes kanoner hidtil havde holdt osmanniske skibe ude af. På den måde kunne Mustafas mænd liste sig ind på ridderne fra deres egen havn, mens Piyale ledte et afledningsangreb på land.

SATELLIT-OVERBLIK – Her er Maltas mange fæstninger:

Midt i juli var skibene samlet igen, og Mustafa sendte ti både med 1000 janitsharer mod Skt. Michael for at bane vejen for resten af invasionshæren.

Men da osmannernes både nåede frem til fortet lå de pludselig blottet for et skjult kanonbatteri ved Skt. Angelo. På få minutter blev alle både sænket, og næsten alle janitsharer forsvandt i bølgerne. “Der er ingen tvivl om, at vi ikke kunne have holdt ud meget længere, hvis disse både havde sat deres mænd i land”, skrev lejesoldaten Balbi.

Sad fast mellem murene

Den vedholdende kanonild og de daglige angreb havde efterhånden gjort både riddere og borgmure møre. Kort efter janitsharernes offensiv formåede Piyales mænd at trænge igennem en stor breche ved Skt. Angelo, men da de var kommet igennem hullet, opdagede de, at ridderne havde bygget en ny mur bag den første forsvarslinje.

Angriberne var nu fanget på et lille område mellem de to forsvarsmure. Ridderne beskød dem eller overhældte dem med kogende tjære og olie, der skoldede huden af hovedskal og krop.

Selvom de hårdt sårede forsøgte at flygte fra kamppladsen, blev de presset frem af deres våbenbrødre. Næste angrebsbølge troede, at de forreste tropper var godt i gang med at trænge ind i Birgu, og kunne ikke komme hurtigt nok ind for at deltage i blodbadet og plyndringen. Jo mere de pressede deres kammerater fremad, desto flere blev dræbt.

Omsider blev rædslerne mellem murene kommunikeret ud til den anden side af brechen, og mens osmannerne desperat flygtede, blev de slagtet bagfra.

KORT – Følg slaget om Maltas to hovedfæstninger:

Ridderne angreb bagfra

Ved den anden befæstning, Skt. Michael, så general Mustafa sine tropper plante standarterne dybt inde i en breche. Fortet var timer fra en erobring.

Pludselig brød panik ud blandt bagtropperne. Rygtet lød, at en stor kristen undsætningsstyrke fra Sicilien var i færd med at angribe den osmanniske lejr. Mustafa kunne se flammerne og røgen fra lejren og beordrede en tilbagetrækning for at besvare det kristne bagholdsangreb.

“Jeg sværger, at jeg ikke vil skåne en eneste mand, når jeg indtager disse fæstninger!“ General Mustafa.

Da hæren ankom, fandt de kun en forkullet lejr. Og først nu gik sandheden op for Mustafa. Hvad han troede var en stor siciliansk undsætningsstyrke, var i virkeligheden en gruppe riddere fra Mdina, som havde udnyttet, at osmannerne efterlod deres lejr ubevogtet.

På få timer havde johanniterne slagtet de sårede osmanner i lejren og brændt alle telte og forsyninger, inden de igen havde forskanset sig i Mdina. Gennembruddet ved Skt. Michael var blevet opgivet til ingen nytte, indså en harmdirrende Mustafa:

“Jeg sværger, at jeg ikke vil skåne en eneste mand, når jeg indtager disse fæstninger. Alle skal de falde for mit sværd. Kun deres stormester vil jeg fange levende, så han i kæder kan knæle for sultanens fødder!”

Stormesteren deltog i kamp

Tidlig den 18. august kunne johanniterne på Skt. Michael høre et øredøvende brag. Ridderne – der atter en gang var i færd med at forsvare deres fort mod de fremadstormende osmannere – skuede bekymret mod øst, hvor mørkt røg rejste sig mod himlen.

Ifølge rygter havde fjenden i ly af natten placeret miner under de yderste bymure ved Skt. Angelo og sprængt et stort hul. Kort efter bekræftede kirkeklokkerne forsvarernes frygt: Osmannerne var ved at indtage Skt. Angelo.

Stormester Valette vidste, at Malta var tabt, hvis osmannerne erobrede fortet. Hurtigt greb han et spyd og fór mod bymurene. De modløse og udmattede forsvarere begyndte at slutte sig til ham. “Sammen med ridderne ledte stormesteren et så voldsomt et angreb, at krigslykken blev vendt”, skrev Balbi.

I september 1565 forlod osmannerne Malta. Flere måneders blodige kampe var omsider slut for de undertallige riddere.

© RMN

Et fragment af en kanonkugle efterlod Valette blodig og humpende på det ene ben, men stormesteren afviste enhver tanke om tilbagetrækning: “En mand i min alder kan ikke få en mere ærefuld død: omgivet af sine brødre og i Guds tjeneste”.

Belejringen blev afblæst

Inden for de to forters mure efterlod bombardementerne ingen tid til at hvile eller begrave de døde. Sygesengene var fyldt med sårede, og ammunitionen var ved at slippe op. Men kampgejst manglede ikke, når Valette holdt sine flammetaler: “Vi vil kæmpe til sidste mand og begrave os selv under disse ruiner!”

Uden for murene meddelte osmanniske officerer til gengæld, at mændenes moral blev svækket dag for dag. Efter flere måneders kampe var antallet af soldater stærkt reduceret, og de overlevende skulle tvinges i kamp.

Desuden tog tyfus og dysenteri efterhånden lige så mange mænd som fjenden. “Det er ikke Allahs vilje, at vi skal være herre over Malta”, murrede mændene.

KORT – Følg slagets afgørelse:

Uenighederne mellem Mustafa og Piyale brød nu også ud i lys lue. Admiralen ville sejle tilbage til Istanbul, generalen ville kæmpe videre. Men Mustafa mistede det sidste håb om sejr, da han 7. september fik nyheden om, at en stor gruppe soldater fra Sicilien var gået i land på østkysten.

Selvom styrken blot talte ca. 8000 mænd, havde Valette fortalt en muslimsk slave, at 16.000 svært bevæbnede mænd var på vej – og dernæst sluppet slaven fri.

Inden længe nåede rygterne om den store styrke osmannerne lejr. Hans mænd kunne ikke klare flere slag, indså Mustafa – slet ikke mod en frisk, veludrustet fjende. Af frygt for mytteri beordrede han straks belejringen hævet.

Osmannerne tabte, fordi ...

de angreb for sent.

I 1560 besejrede osmannerne en stor kristen flåde i et slag, som kostede de kristne halvdelen af deres skibe. Hvis osmannerne straks havde angrebet Malta, kunne ingen af Europas vingeskudte riger have sendt forstærkninger.

de delte kommandoen.

Landstyrkerne var under general Mustafas ledelse, mens admiral Piyale tog sig af flåden. De to mænd var dog ofte uenige om, hvordan Malta skulle angribes. Derfor var offensiverne tit både ukoordinerede og ineffektive.

de angreb det forkerte sted.

Belejringen af det velbefæstede havneområde gjorde osmannerne sårbare over for angreb fra andre dele af øen. Hvis de i stedet havde erobret resten af Malta først, kunne de langsomt have kvalt al modstand.

Næste morgen vågnede forsvarerne i Birgu og Senglea – for første gang i næsten fire måneder – op til stilhed. Foran dem var landskabet flået i stykker af kanonkugler, men fjenden var ingen steder at se.

Ingen halvmåne-flag blafrede over skyttegravene, og ingen janitsharer stod klar til endnu et blodigt angreb. På ruinerne af Skt. Elmo hejste spejdere igen johanniternes rød-hvide flag, mens de første osmanniske skibe satte sejl og satte kursen østpå.

Johanniterne nægtede at give franskmændene føde og vand – så Napoleon fordrev dem.

© The art archive

Napoleon fordrev de sidste riddere fra Malta

Efter 268 år på Malta mistede johanniterne atter deres hjem, da Napoleons franske soldater i 1798 erobrede Malta.

Johanniternes sejr i 1565 betød, at de blev på Malta og grundlagde øens moderne historie. Gennem 1600- og 1700-tallet opbyggede ridderne deres hjemø til et af Europas mest velhavende samfund. Byer blev grundlagt, handel blomstrede, og øens befolkning blev femdoblet.

Under den franske revolution beslaglagde de nye magthavere dog alle ordenens ejendomme i Frankrig, og da Napoleon i 1798 var på vej til Egypten med en styrke på 54.000 mand, lagde han til ved Malta.

Franskmændene bad om tilladelse til at proviantere, men blev afvist. Som hævn erobrede Napoleon øen, og efter 268 år på Malta spredtes ridderne over hele Europa.

Johanniterordenen eksisterer stadig og beskæftiger sig i dag med sygepleje og velgørende arbejde i tæt samarbejde med den katolske kirke. Ordenen har 12.500 medlemmer af begge køn.