Dronning Margrete med Kalmarunionens vapenmærke.

© Nationalmuseum

Kalmarunionen – magtspillet om Norden

I slutningen af 1300-tallet lykkedes det den danske dronning Margrete 1. at tage kontrol over hele Norden. Men den union hun skabte i Kalmar i 1397, var udfordret af magtsyge adelsfamilier, der ikke lod sig styre fra København. Efter 80 urolige år i unionen, sendte kong Christian 1. en invasionsflåde til Stockholm.

16. februar 2018 af Bo Eriksson

Under høje kampråb gik den svenske rigsforstander Sten Stures hær til angreb fra sin position ved landevejen. Brølet fra de danske kanoner spredte panik blandt de angribende soldater. Armbrøstboltene regnede ned over de fremstormende mænd. Slaget udviklede sig hurtigt til et blodbad.

Kong Christian havde en klar fordel overfor Sten Sture. Han havde haft god tid til at forberede sig på det kommende angreb og havde blandt andet opført træpalisader ved Brunkeberg højdedraget. Højdedraget var stejlt, og Sten Stures mænd havde svært ved at forcere det. De svenske soldater stod nærmest i kø på den smalle landevej og var derfor lette mål.

KVINDERNE PÅ TRONEN

Christian havde hyret profes-sionelle tyske artillerister, og de vendte nu alle kanoner mod rigsforstanderens hær. Det så ikke lyst ud for Sten Stures tropper ved starten af slaget, der blev udkæmpet på Brunkeberg højdedraget lige udenfor Stockholm, den 10. oktober 1471. 

Christian 1. belejrede Stockholm

Baggrunden for slaget var en meget dyb og langvarig konflikt mellem tilhængere og modstandere af Kalmar-unionen. Den blev dannet af de tre riger Danmark, Sverige og Norge. Unionskongen Christian 1. ville tvinge den svenske rigsforstander Sten Sture til forhandlingsbordet for igen at kunne samle den splittede union. Derfor sejlede Christian med sin flåde til Stockholm og indledte en belejring af byen og dens oprørske indbyggere.

Selvom nationalister senere har fremstillet slaget som en kamp mellem danskere og svenskere, så var det ikke to nationalhære der kæmpede ved Brunkeberg højdedraget. Der var svenskere på begge sider. Riddere fra flere svenske adelsslægter, eksempelvis Oxenstierna, kæmpede for Christian.

Unionen havde været under angreb lige siden dens grundlæggelse. De adelsslægter, som ejede jord i flere lande, såsom Thott- og Trolle-slægterne, var begejstrede for unionen, hvorimod de, der blot ejede jord i den svensk-finske del af unionen, ikke ønskede at modtage ordrer fra København. 

Unionsbrevet (til venstre) og Erik af Pommerns kroningsbrev, begge blev udfærdiget på mødet i Kalmar 1397.

Erik af Pommern konge over Norden

Den første union blev dannet i 1389, da den danske dronning Margretes nieces søn, Erik af Pommern, blev udråbt til norsk tronfølger på et stort møde i Helsingborg. Margretes søn Oluf døde i 1387, og hun manglede en arving.

Dronning Margrete indkaldte senere de ledende adelsslægter til et møde i Kalmar i 1397. Her lagdes grunden for den treenige union, der senere blev kendt som Kalmarunionen. Samtidig kronedes Erik af Pommern til unionens konge foran de fornemme gæster fra hele Norden og det nordlige Tyskland. Men mindst ligeså vigtige var de dokumenter, der blev udfærdiget på mødet. I det sejlbehængte ”kroningsbrev,” skrevet på pergament, hyldes Erik af Pommern som konge over de tre riger. Det andet dokument, kaldet unionsbrevet, indeholder forslag til, hvordan adelen kan begrænse kongens magt. 

Skabt som modvægt til Hansaen

Fra begyndelsen fandt man modstridende interesser i unionen. På den ene side ønskede man en stærk unionskonge, på den anden side stod adelsfamilierne, som ønskede at begrænse kongemagten.

HVOR BRUGTE MAN FØRSTE GANG FALDSKÆRMSJÆGERE?

En af dronning Margretes største ønsker for unionen var, at den skulle kunne varetage Nordens interesse overfor det tyske Hanseforbund, som havde en central magtposition i Østersøen. Igennem hele sit liv fortsatte Margrete med at danne nye alliancer for at øge kontrollen over sine landområder. Men da hun opnåede positionen som ”fuldmægtig frue og husbond” over Norden og dele af det nordlige Europa, ramtes hun af pesten – en modstander som hun ikke formåede at besejre. Den 28. oktober 1412 døde hun under store smerter i køjen på et skib.

Dronning Margrete efterlod sig en konfliktfyldt arv. Hendes fostersøn Erik af Pommern havde svært ved at holde sammen på unionen. Et problem var, at unio-nens ledelse hovedsageligt arbejdede for at imødegå danske interesser. Norske og svenske problemer stod længere nede på dagsordenen.

Erik af Pommern blev unionskonge i Kalmar 1397. Vægtæppet er lavet til Kronborg Slot,1581–84.

© Nationalmuseet

Det var også svært at styre unionen, da det sjældent lod sig gøre at arrangere rådsmøder med deltagere fra alle lande. For mange stormænd i Sverige og Norge var det dyrt at tage den lange rejse til København.

Et yderligere problem var, at bøndernes rettigheder varierede meget mellem de nordiske lande. Svenske bønder havde traditionelt bedre rettigheder end danske. Generelt set var utilfredsheden mod Kalmarunionen størst i Sverige.

Engelbrekts oprør

Erik af Pommern forsøgte at løse problemerne, men gjorde samtidig alt for at beholde magten i sine egne hænder. Han stødte konstant på modstand fra den danske og svenske adel. I Sverige udbrød der ligefrem et oprør, ledet af Engelbrekt Engelbrektsson, der arbejde med minedrift. Han og mange andre, både adelige og bønder, var utilfredse med de kongelige skattefogeders fremfærd. På sankthansaften, den 24. juni 1434 stod Engelbrekts bondehær foran den forhadte stormand og foged, Jesse Eriksens fæstning, kaldet Borganäs. Borgen blev sat i flammer, men fogeden nåede at flygte.

SLAVERNE FRIKENDT VED AMERIKANSK DOMSTOL

Selvom varmen og soden stak Engelbreksson og hans mænd i øjnene, stod de alle med blikket stift rettet mod Borganäs mens det brændte ned til grunden. Nu var der ingen vej tilbage. De var i åben krig mod den danske konge.

Vrede over udenlandske fogeder

Svenskerne var meget utilfredse med Erik af Pommerns placering af udlændinge på rigets borge, der fungerede som administrative centre. Samtidige kilder er stærkt kritiske overfor rigsfoged Jesse Eriksens forvaltning af Dalarne og Västmanland og giver ham skylden for oprørets udbrud i 1434.

Engelbrekt troede, at han havde det svenske rigsråd på sin side, men de mistede hurtigt tilliden til ham og trak deres støtte tilbage. Han blev siden myrdet af en svensk stormand, som han tidligere havde været i strid med.

Den danske flåde angriber Hansaens skibe i 1428. Kalmarunionen var et forsøg på at begrænse det tyske købmandsforbunds magt i Østersøen.

Erik af Pommern flygter til Gotland

Oprøret havde svækket både Sverige og unionen, og det så ikke godt ud for Erik af Pommern. Han blev afsat i alle de nordiske riger fra 1439–42, og måtte søge tilflugt på Gotland. Med Erik af Pommern ude af billedet, var der nu lagt i kakkelovnen for en hård kamp om magten om den svenske trone.

I de næste 70 år skiftede man regent knap tyve gange i Sverige. En konge, Karl Knutsson Bonde, var konge hele tre gange. Indimellem blev unionskonger som Christoffer af Bayern, Christian 1., Hans og Christian 2., accepteret af det svenske rigsråd. Men den egentlige magt i Sverige lå oftest hos magtfulde slægter som Oxenstierna, Sture og Vasa, der helst så, at unionskongerne ikke blandede sig for meget i deres og landets forhold.

Spionage hos familien Tott 

Inden for de store adelsslægter kunne der tit være interne og bitre stridigheder om forholdet til unionen. Birgitte Olufsdatter Thott boede på herregården Hammersta i Södermanland. Hun spionerede mod sin mand, ridderen Oland Erengisle Nilsson, som var unionsmodstander. Hun stjal flere dokumenter fra sin mand og sendte dem herefter til Danmark. Da fru Hammersta endelig blev afsløret, blev hun dømt til døden, men senere benådet.

EDISON MOT TESLA: ELEKTRICITETENS MESTRE HADEDE HINANDEN

Efter at hendes mand døde, levede hun længe som enke, og forvaltede dygtigt Hammersta gårds ejendomme. Men da ingen havde glemt hendes forræderi, så hun sig i 1494 tvunget til at sælge sin gård til Sten Sture den Ældre og flytte til Danmark, hvor hun var født.

Karl Knutsson Bonde

En vigtig aktør som modarbejdede unionen var Karl Knutsson Bonde, stormanden som blev svensk konge hele tre gange. Imellem kongegerningerne, var han i perioder i eksil, blandt andet i Finland. Uanset om han var konge i Stockholm eller var i sin private borg, forstod han at udnytte magtspillet i Østersøen. Karl Knutsson Bonde samarbejdede blandt andet med Den Tyske Orden og det magtfulde Hanseforbund.

Christian 1. – her med dronning Dorothea – tabte slaget ved Brunkeberg mod Sten Sture i 1471.

Han havde været gift tre gange. På sit dødsleje indgik han et ægteskab med sin elskerinde Kristina Abrahamsdotter fra Finland, for at deres søn Karl kunne blive legitim arving og dermed en mulig ny svensk konge. 

Sten Sture tog over

Da han lå døende på Stockholm slot i 1470, udså han nevøen Sten Sture til at gennemføre sine døds-ønsker. Et nyt testamente blev udfærdiget, og Sten Sture blev udpeget som hustruens og sønnens værge. Men Sten Sture var en snedig og ambitiøs herre.

MADAME TUSSAUD: FORRETNINGER VID GUILLOTINEN

Den 15. maj 1470 døde Karl Knutsson Bonde. Sten Sture ytrede nogle trøstende ord til enken og hendes grædende søn, og gik straks herefter igang med at tage sig af det svenske rige. Allerede dagen efter kongens død, udråbte Sten Sture sig selv til Stockholms kommandant.

To dage senere påstod han, at kongen havde ”befalet” ham at overtage riget, især ”Åbo og Örebro Slot, med Stockholm Slot og By”. Kort herefter blev han rigsforstander. Karl Knutsson Bondes søn måtte herefter rejse fra slottet.

Slaget ved Brunkeberg

Men for unionskongen Christian 1. var Sture nu blevet alt for magtfuld, og han besluttede at vælte ham af pinden, en konflikt der afgjordes ved Brunkeberg året efter. Her sejrede den svenske rigsforstanders styrker til sidst, trods den danske konges befæstede stillinger og tyske landsknægte. 

Sten Sture ridder ind i Stockholm efter sejren ved Brunkeberg i 1471.

© Georg von Rosen /Nationalmuseum

Til minde over sejren og som et stykke propaganda for sin egen position, lod Sten Sture opføre en pompøs skulptur af Sankt Jørgen og dragen, der den dag i dag kan ses uden for Stockholm Domkirke. På Stures tid stod skulpturen centralt inde i selve kirkerummet og var et velbesøgt monument over, hvordan Sten Sture ”befriede” Sverige fra de danske tyranner.

Christian 1. og Sigbritt Villoms

Kampen mellem de sven-ske rigsforstandere og unionsmodstandere på den ene side og unionstilhængerne på den anden side, fortsatte helt ind i 1500-tallet. I 1514 blev Christian 2. konge over unionen, som fortsat var præget af uenigheder og politisk uro. I forsøget på at få kontrol over sit rige, lyttede Christian især til kvinden Sigbritt Villoms, som havde gjort en fantastisk karriere: Fra butiksindehaver i Bergen til nu i praksis at være unionens finansminister i København. Hun blev kaldt "mor Sigbritt."

JOSEPHINE BAKER TOG PARIS MED STORM

Hun havde mødt Christian i Bergen i 1507 kort efter at hendes datter Dyveke var blevet den danske kronprins’ elskerinde. Både mor og datter kom fra Nederlandene, men var flyttet til Bergen. Nogle år senere lykkedes det Christian at få Dyveke og Sigbritt til København, hvilket skete i 1513.

To år senere giftede Christian sig med prinsesse Elisabeth af Habsburg. Trods sin kones protester, fortsatte Christian affæren med Dyveke frem til 1517, hvor elskerinden pludseligt døde, måske af en forgiftning.

Sten Sture den yngre

Dyvekes død ændrede ikke Sigbritts position ved hoffet. Christian 2. stolede blindt på
hendes råd. Hun formåede dog aldrig at løse kongens udfordring med at kontrollere det uregerlige Sverige, hvor en ny rigsforstander nu kaldte sig Sten Sture den Yngre.

Gustav Vasa samlede en oprørshær mod Christian 2. i Dalarna.

© Fortuné Dufau/Bridgeman/IBL

Stockholms blodbad

Mellem 1517–20 rasede konflikten mellem Christian 2. og de svenske unionsmodstandere. Store slag blev efterfulgt af forhandlinger, uden nogen resultater. I 1519 lykkedes det Christian 2. at få Sten Sture den Yngre bandlyst, og året efter vandt den danske hær et afgørende slag ved Åsunden og Tiveden. Den svenske rigsforstander blev dødeligt såret i kampene, og året efter blev Christian kronet til konge af Sverige.

Den 4. november blev der afholdt en stor kroningsfest, som sluttede med, at Christian lod sin tro biskop anklage de adelsmænd, som havde støttet Sten Sture, for kætteri. Efter en kort retssag, henrettedes op imod 90 personer, heraf 15 adelige. Kongens magtopvisning blev siden døbt Det Stockholmske Blodbad.

Gustav Vasas oprør

Henrettelserne ledte til et nyt oprør ledet af adelsmanden Gustav Vasa, hvis far var blandt ofrene. I de efterfølgende år rasede krigen i Sverige, indtil Vasa i 1523 kunne drage ind i Stockholm og lade sig krone til svensk konge.

8 BERØMTE SIDSTE ORD – SJÆLDENT DE SIDSTE

Men i Danmark var drømmen om unionen endnu lyslevende. Først ved freden i Stettin i 1570, lykkedes det svenskerne at tvinge danskerne til at afsige sig kravet på det andet land, symboliseret ved det danske riges våbenskjolds tre kroner. Til gengæld afsagde den svenske krone sig alle krav på Norge, Skånelandene og Gotland.

Men dette betød langt fra, at der nu herskede en varig fred imellem de to riger. Konflikten mellem Sverige og Danmark kom til at blusse op helt frem til 1800-tallets begyndelse. Først da lagde de to lande deres blodige fortid bag sig, og et fredeligt nordisk samarbejde blomstrede langsomt op i stedet. 

Måske er du interesseret i...

Læs også