Katanaen var symbol på samuraiernes status, og var en del af deres hårde træning helt fra barns ben.

© Wikimedia Commons & Shutterstock
Krig

Katana var samuraiens dødbringende kunstværk

Det klassiske enæggede samuraisværd, som også er kendt under navnet katana, er et af de mest ikoniske sværd i verdenshistorien. Med drabelig præcision svingede samuraierne den berygtede klinge, der af mange anses som et af de bedste sværd i verden.

Japansk stål med titusindvis af lag

Katanaen som våben stammer fra omkring år 1200, men teknikken bag det forfinede sværd stammer helt tilbage fra 900-tallet, hvor en særlig japansk smedeteknik blev udviklet.

Det meste jern i Japan kommer fra jern-sand og indeholder mange urenheder, så en lang og kompleks proces bliver brugt for at omdanne jernet til et brugbart våben af stål.

I en smeltedigel af ler lægger smeden skiftevis et lag af brændende fyrretræskul og jern-sand, som bliver mikset i smelteprocessen for at danne det såkaldte ‘japanske stål’. 72 timer tager det for fem mand at producere knap et ton af stålet.

Fyrretræskullet opnår ikke en temperatur, som får alt jernet til at smelte. Stålet der kommer ud af det, er derfor ikke ensartet og har varierende indhold af kulstof.

Et højt kulstofindhold gør stålet hårdt, hvilket er velegnet til at danne den yderste skarpe æg, men det bliver samtidig mere porøst og lettere at knække.

Et lavt kulstofindhold gør stålet blødere og mere holdbart og fungerer godt som en stødpude i sværdets kerne, men det kan ikke slibes til en skarp æg.

Derfor bliver en blanding af det hårde og det bløde stål brugt i den traditionelle produktion af katanaen, så det inderste af sværdet er blødt stål, og det yderste er hårdt stål.

Det kunne tage flere måneder at håndsmede den perfekte katana.

© Wikimedia Commons

For at rense stålet for urenheder og styrke sværdet bliver stålet foldet op til 16 gange. Der bliver således dannet op til 65.000 individuelle lag af stål i katanaens klinge, som sikrer styrke og fleksibilitet.

I hele sværdets længde bliver striber af ler i forskellig tykkelse tegnet før hele klingen bliver kølet i vand. Leret sørger for, at stålet køles forskelligt, så æggen bliver hård og resten af sværdet bliver blødere.

Den forskellige hærdning kan tydeligt ses på klingen, hvor et mørkt mønster danner sig, hvor leret ligger. Mønsteret i stålet minder meget om det bølgede mønster i damaskusstål. Mange smede brugte også leret til at udsmykke sværdet for at give det et kunstnerisk islæt.

Smedeteknikken blev overleveret fra læremester til lærling gennem århundreder og blev ikke skrevet ned, da hver smed havde sin egen teknik til at opnå det helt rigtige resultat.

Samuraierne bar altid deres daishō på dem, som bogstaveligt talt betyder 'lille-stor'. De to sværd var symbol på deres samuraistatus. Skaftet og skeden var ofte udsmykket med sølv, guld, silke og kunstneriske motiver.

© Wikimedia Commons

Katanaen var symbol på de stolte samuraier

I Japan var der ikke som i Europa en reel adelstand, men nærmere en krigerklasse i toppen af samfundet: Samuraierne. Ligesom med sværd for middelalderens riddere var katanaen et symbol på samuraiens status.

Alle samuraier var ikke lige, men deres statussymbol var fælles. Enhver samurai havde lov til at bære et såkaldt ‘daishō’, der bogstaveligt talt betyder ‘stor-lille’, som bestod af to forskellige sværd. Oftest var der tale om en katana på 60-70 cm og et kortere wakizashi-sværd på 30-60 cm.

Fra slutningen af 1500-tallet blev det decideret ulovligt for alle andre end samuraier at bære to sværd sammen. Med de to sværd i bæltet var det derfor tydeligt for enhver, at der var tale om en samurai.

På grund af den lange og komplekse smedeproces bag katanaen kostede våbenet en mindre formue. Mange samurai-familier lod derfor katanaerne gå i arv både for at hædre arvestykker og for at spare penge.

Skaftet på sværdet gik dog til med tiden, så her var det muligt at sætte sit præg på arvestykkets kunstneriske udtryk.

De bedste katanaer skiftede hænder utallige gange og blev både givet som fine gaver og taget som krigsbytte fra slagmarken. I Japan blev sværdsmedene set som kunstnere i stil med europæernes syn på renæssancemalere og deres 'værker' blev anset som uvurderlige skatte.

Sværdsmeden Masamune, der levede omkring år 1300, er bredt anerkendt som den bedste sværdsmed i Japans historie.

Hans sværd var noget af det fineste en samurai kunne eje og blandt andre Tokugawa-shogunerne havde et af hans sværd, der blev nedarvet gennem generationer.

Katanaen var som udgangspunkt et tohåndssværd, men til hest kunne sværdet også bruges effektivt i en hånd.

© Wikimedia Commons

Døden blev leveret i én bevægelse

I dag forestiller mange sig, at katanaen altid var samuraiens primære våben. Det var dog langt op i tiden mere almindeligt for samuraier at bruge spyd, naginata (en japansk hellebard), nodachi (et langt tohåndssværd), bue eller gevær. Disse våben kunne nemlig slå fjenden ihjel på lang afstand.

Ikke desto mindre var katanaen altid ved samuraiens side og blev brugt, hvis det primære våben blev tabt eller gik itu. Det blev derfor designet til hurtigt at kunne trækkes i kampens hede.

I modsætning til de fleste andre enæggede sværd i historien er katanaens skede lavet til at have æggen opad. Tanken var simpel: Samuraien skulle i én flydende bevægelse kunne trække sin katana og hugge mod sin modstander.

Men teknikken krævede mange års træning. Katanaen er nemlig et forfinet sværd, som ikke har særlig mange anvendelsesmuligheder. Samuraier blev derfor trænet i katanaens teknikker med træsværd fra de var tre år gamle og ægte våben fra de var mellem fem og syv år.

Samuraier blev ofte i en meget ung alder sendt til tæt familie eller til en fægtemester for at lære de komplicerede teknikker bag katanaen. Træningen bestod ikke kun af våbentræning.

En filosofisk dybde og et kultiveret sind blev anset som lige så vigtigt som kampteknikker og militærtaktik. For at mestre ‘Sværdets vej’ skulle samuraien desuden mestre zenbuddhismens indre sindsro.

Katanaen er primært et skærevåben, der skal snitte sig gennem en modstander, som kun har let eller slet ingen rustning. Det kræver en exceptionel præcision at føre katanaen, da det kun er den yderste del af klingen, som bør bruges til at dræbe modstanderen, da sværdet ellers risikerer at blive slået skævt.

Derfor blev katanaen heller ikke brugt til at parere hug fra andre våben. I samuraiernes dueller på slagmarken gjaldt det derfor om at nedlægge sin modstander så hurtigt som muligt.

Med katanaens design og kampteknik blev kostbare sekunder sparet, som ellers skulle bruges på at trække et almindeligt sværd. Hvis den rigtige teknik blev brugt og den perfekte åbning viste sig, kunne samuraien i ét velplaceret hug kappe hovedet af sin modstander.

Efter 2. verdenskrig blev alle japanske våben inklusiv sværd konfiskeret af de allierede.

© Wikimedia Commons

Katana gik fra krigersymbol til vægpynt

I slutningen af 1800-tallet gik Japan i gang med en stor moderniseringsproces. Det gamle shogunat var blevet væltet og kejseren var igen lederen af landet. I den sammenhæng blev hele det japanske militær omstruktureret efter vestligt forbillede i 1870erne. En ny værnepligtshær blev oprettet, som erstattede samuraiernes militære rolle i Japan.

Samurai-klassen blev ophævet og fik taget både privilegier og status fra sig. Det betød også, at det ikke længere var tilladt for dem at bære sværd, idet kun militæret måtte bære våben.

Med ophævelsen af samurai-klassen faldt efterspørgslen på de traditionelle sværd markant. Mange sværdsmede blev derfor nødt til at lave andre ting, såsom bestik og landbrugsudstyr. Der blev stadig lavet sværd til japanske officerer, men de fleste af dem var masseproducerede efter vestligt forbillede.

Efter 2. verdenskrig indførte den amerikanske besættelsesmagt i Japan forbud mod at producere sværd helt frem til 1953. Hundredetusinder af japanske sværd blev konfiskeret af amerikanerne efter krigen som krigsbytte, hvor mange af dem endte som minder på væggen for amerikanske soldater.

Den japanske smedeteknik overlevede til i dag gennem få smede, der holdt fast i den gamle tradition. Smedeteknikken i dag er ikke på niveau med fortidens sværdsmede, men der bliver stadig arbejdet for at forfine og forbedre katanaen.

Der er i dag meget strikse regler i Japan, for hvornår det er tilladt at kalde et sværd for ‘japansk sværd’. Markedet er i dag fyldt med katana-kopier, som ikke er håndsmedede efter den traditionelle metode.

Læs også:

Krig

Krigeriske samuraier styrede Japan

6 minutter
Våben

Smukt sværd kan nu ses i 3D

2 minutter
Krig

Samuraierne var skyld i egen undergang

8 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!