Katana var samuraiens dødbringende kunstværk

Et højt kulstofindhold gør stålet hårdt, hvilket er velegnet til at danne den yderste skarpe æg, men det bliver samtidig mere porøst og lettere at knække.

Et lavt kulstofindhold gør stålet blødere og mere holdbart, og fungerer godt som en stødpude i sværdets kerne, men det kan ikke slibes til en skarp æg.

Derfor bliver en blanding af det hårde og det bløde stål brugt i den traditionelle produktion af katanaen, så det inderste af sværdet er blødt stål, og det yderste er hårdt stål.

Japansk stål med titusindvis af lag

For at rense stålet for urenheder og styrke sværdet bliver stålet foldet op til 16 gange. Der bliver således dannet op til 65.000 individuelle lag af stål i katanaens klinge, som sikrer styrke og fleksibilitet.

I hele sværdets længde bliver striber af ler i forskellig tykkelse tegnet, før hele klingen bliver kølet i vand. Leret sørger for, at stålet køles forskelligt, så æggen bliver hård og resten af sværdet bliver blødere.

Den forskellige hærdning kan tydeligt ses på klingen, hvor et mørkt mønster danner sig, hvor leret ligger. Mønsteret i stålet minder meget om det bølgede mønster i damaskusstål.

Mange smede brugte også leret til at udsmykke sværdet for at give det et kunstnerisk islæt.

Smedeteknikken blev overleveret fra læremester til lærling gennem århundreder, og blev ikke skrevet ned, da hver smed havde sin egen teknik til at opnå det helt rigtige resultat.

De bedste katanaer skiftede hænder utallige gange, og blev både givet som fine gaver og taget som krigsbytte fra slagmarken.

I Japan blev sværdsmedene set som kunstnere i stil med europæernes syn på renæssancemalere og deres 'værker' blev anset som uvurderlige skatte.

Sværdsmeden Masamune, der levede omkring år 1300, er bredt anerkendt som den bedste sværdsmed i Japans historie.

Hans sværd var noget af det fineste en samurai kunne eje, og blandt andre Tokugawa-shogunerne havde et af hans sværd, der blev nedarvet gennem generationer.

Men teknikken krævede mange års træning. Katanaen er nemlig et forfinet sværd, som ikke har særlig mange anvendelsesmuligheder.

Samuraier blev derfor trænet i katanaens teknikker med træsværd fra de var tre år gamle og ægte våben fra de var mellem fem og syv år.

Samuraier blev ofte i en meget ung alder sendt til tæt familie eller til en fægtemester for at lære de komplicerede teknikker bag katanaen. Træningen bestod ikke kun af våbentræning.

En filosofisk dybde og et kultiveret sind blev anset som lige så vigtigt som kampteknikker og militærtaktik. For at mestre ‘Sværdets vej’ skulle samuraien desuden mestre zenbuddhismens indre sindsro.

Katanaen er primært et skærevåben, der skal snitte sig gennem en modstander, som kun har let eller slet ingen rustning.

Det kræver en exceptionel præcision at føre katanaen, da det kun er den yderste del af klingen, som bør bruges til at dræbe modstanderen, da sværdet ellers risikerer at blive slået skævt.

Derfor blev katanaen heller ikke brugt til at parere hug fra andre våben. I samuraiernes dueller på slagmarken gjaldt det derfor om at nedlægge sin modstander så hurtigt som muligt.

Med katanaens design og kampteknik blev kostbare sekunder sparet, som ellers skulle bruges på at trække et almindeligt sværd.

Hvis den rigtige teknik blev brugt og den perfekte åbning viste sig, kunne samuraien i ét velplaceret hug kappe hovedet af sin modstander med sin katana.

Efter 2. verdenskrig indførte den amerikanske besættelsesmagt i Japan forbud mod at producere sværd helt frem til 1953.

Hundredetusinder af japanske sværd blev konfiskeret af amerikanerne efter krigen som krigsbytte, hvor mange af dem endte som minder på væggen for amerikanske soldater.

Den japanske smedeteknik overlevede til i dag gennem få smede, der holdt fast i den gamle tradition. Smedeteknikken bag en katana er i dag ikke på niveau med fortidens sværdsmede, men der bliver stadig arbejdet for at forfine og forbedre katanaen.

Der er i dag meget strikse regler i Japan, for hvornår det er tilladt at kalde et sværd for ‘japansk sværd’. Markedet er i dag fyldt med katana-kopier, som ikke er håndsmedede efter den traditionelle metode.