Hvornår?
1839-42 og 1856-58
Hvor?
I Kina, først og fremmest omkring Canton i syd, men også i Shanghai og Beijing.
Hvordan?
I begyndelsen af 1800-tallet var britiske handelsmænd begyndt at eksportere opium fra Indien til Kina. Rusmidlet havde været anvendt af kinesere i flere århundreder, men var officielt blevet forbudt i 1729.
I 1839 krævede kejser Daoguang, at embedsmanden Lin Zexu fik standset opiumimporten. Zexu rejste til Canton og truede alle opiumhandlere med døden, hvis de ikke udleverede deres varer. Storbritannien reagerede ved at erklære krig mod Kina året efter.
En flådestyrke blokerede Perlefloden ved Canton, indtog nogle kystbyer og avancerede mod Beijing, inden kineserne lovede at indlede forhandlinger.
Da kineserne dog fortsat tøvede, blev Canton og Shanghai bombarderet. Efter store kinesiske tab indgik parterne i 1842 en aftale i Nanjing, som gav briterne adgang til flere kinesiske havne samt kontrol over Hongkong.
Begge sider var utilfredse, og kampene blussede op på ny i 1856. Med støtte fra franske styrker invaderede briterne Beijing og gennemtvang en total legalisering af opiumhandlen.
“Den, som dræber en person, dømmes til døden. Tænk på, hvor mange der dræbes af opium”. Kejserens gesandt Lin Zexu i et brev til dronning Victoria.
Hvorfor?
I slutningen af 1700-tallet havde Storbritannien et handelsunderskud i forhold til Kina pga. en stor import af populære varer som te, porcelæn og silke. Opiumhandlen vendte op og ned på forholdet og gjorde britiske købmænd rige.
Briterne var kineserne militært overlegne, for de kinesiske styrker manglede moderne våben og var kun udrustet til at slå lokale bondeoprør ned.
Den første opiumkrig afslørede den kinesiske stats svagheder, hvilket bidrog til interne uroligheder, der udviklede sig til en regulær borgerkrig i Kina.
Da den kinesiske kystbevogtning standsede fartøjet Arrow i 1856, fik briterne den undskyldning, de behøvede, for at bryde fredsaftalen. Frankrig sluttede sig til briterne, fordi en fransk missionær var blevet myrdet.