Moby Games
Tempelriddere i taet formation

Fanatiske elitetropper forsvarede Det Hellige Land

Tempelridderne var i 200 år Mellemøstens mest frygtede krigere. Religiøs indoktrinering skabte krigermunke, der gerne gik i døden for Gud, men netop dødsforagt og en ubøjelig tro på egne evner kom til at koste ordensbrødrene dyrt.

Saladin betragter med stigende uro de fjendtlige krigere nærme sig. Den 25. november 1177 skuer arabernes største hærfører direkte mod en sky af mænd, heste og støv, der buldrer frem mod hans hær.

78 år efter korsriddernes erobring af Jerusalem er Egyptens hersker på vej til Den Hellige Stad for at erobre byen tilbage. Hvis det lykkes, vil hele den muslimske verden hylde Saladin. Men 50 kilometer øst for Jerusalem skal hans 26.000 mænd først forbi 375 korsfarere til hest.

Saladin spærrer øjnene op ved synet af de kristne ryttere. Skønt de er håbløst i undertal, fortsætter angrebet – anført af 80 tempelriddere.

Jorden ryster under hestenes hove, da kampråb fra Saladins krigere gjalder, hvorefter de lader en sværm af pile regne ned over fjenden. Men beskydningen har ingen effekt. Iført flagrende, hvide våbenfrakker med blodrøde kors på brystet fortsætter de kristne ryttere.

Om få sekunder vil tempelridderne bevise, hvorfor de er middelalderens mest frygtede elitekorps.

Omkring 50 meter før den arabiske hærs forsvarslinje sænker tempelridderne lanserne. Hestene er – fortæller kilder – så tæt på hinanden, at ikke engang et æble kan kastes ned mellem rækkerne.

Så brager de to hære sammen. Saladins krigere forsøger at værge for sig, men deres træskjolde splintres.

Saladin må flygte på kamel

I det efterfølgende kaos svinger ridderne sig ned fra deres heste og kaster sig med lynende sværd ind i blodige nærkampe. Hestenes ængstelige vrinsken blander sig med lyden fra skarpe klinger og skrig fra de døende. Nu slutter resten af den kristne hærs ca. 4.500 mand sig til kampene.

Med gru ser Saladin sine uovervindelige krigere flygte i panik til alle sider. Slaget ved Montgisard er tabt.

Ifølge den samtidige engelske krønikeskriver Ralph de Diceto blev Saladin ligefrem ramt af
stor beundring for fjendens riddere, “da han så sine mænd spredt for alle vinde i flugt eller fældet af sværd. Han fik travlt med at tænke på sin egen sikkerhed og flygtede. For at komme hurtigere afsted smed han sin ringbrynje, hoppede op på en væddeløbskamel og stak af”, berettede de Diceto.

Kong Baudouin sejrede ved Montgisard

Ved Montgisard sejrede kong Baudouin 4. af Jerusalem (i bærestolen). 50 kilometer øst for den hellige stad førte tempelridderne an i nedslagtningen af 20.000 muslimske krigere.

© Charles-Philippe Larivière/Wikimedia Commons

Sejren over araberne ved Montgisard var langtfra en enkeltstående begivenhed, for i 1100-tallet fik tempelridderne ry for at være en uovervindelig elitestyrke. Arabiske hære havde intet modtræk over for de tungt pansrede og tæt sammentømrede formationer, som ridderne angreb i.

Selvom moderne historikere anslår, at kun ca. 300 tempelriddere opholdt sig i Mellemøstens fire korsfarerstater, var de en af hovedårsagerne til, at kristne hære kunne holde muslimerne på afstand i hen ved 100 år.

Hemmeligheden bag tempelriddernes succes var en kombination af det bedste udstyr, stor erfaring fra slagmarken og en urokkelig tro på Gud.

Tempelriddernes orden var rig og brugte store summer på at skaffe våben af ypperlig kvalitet. Især fremstillingen af sværd krævede en dygtig smed, der mestrede hele processen – fra fremstillingen af stål til den særlige bankemetode, der sikrede et balanceret, smidigt og stærkt våben.

Tempelriddernes svaerd

Tempelridderne anvendte sværd med både enhånds- og tohåndsgreb.

© Richard Peterson/Shutterstock.com

Tempelriddernes sværd var normalt forholdsvis lange, omkring 90 centimeter, men vejede sjældent mere end halvandet kilo. Den lave vægt gjorde det nemt for ridderen at svinge våbnet både til fods og fra hesteryg. Sværdene var næsten altid dobbeltæggede, det vil sige skarpe på begge sider.

Marskallen tjekker kvaliteten

På samme måde blev riddernes vigtigste våben – den fire meter lange lanse – også fremstillet med stor ekspertise. Kun stærkt og smidigt asketræ måtte anvendes. Med en god lanse kunne tempelridderne bryde gennem fjendens linjer, skubbe modstandere af hesten og skabe kaos i fjendens rækker.

Tempelriddernes våbensmede blev overvåget af en såkaldt marskal, som både var riddernes general og øverstkommanderende for tempelriddernes fæstning. Marskallen indsamlede erfaringer fra slagmarken og informerede våbensmedene om fejl og mangler ved alt fra sværd og lanser til skjolde og rustninger.

Når marskallen havde godkendt arbejdet, sørgede han for at fordele våben og udstyr mellem sine riddere, som han fandt det rimeligt.

Tempelridder udstyr
© 1385576000/Shutterstock.com

Klædt på til kamp

Og her stoppede lederens ansvar ikke. Marskallen havde endvidere det overordnede tilsyn med riddernes heste, en større opgave, da hver ridder havde tre heste til rådighed: To store heste til brug på slagmarken og én ridehest til lange marcher i Det Hellige Land. Derudover havde ridderen krav på et muldyr til at bære udrustningen.

I modsætning til arabiske ryttersoldater søgte tempelridderne ikke efter hurtige og elegante heste, men gangere med stor råstyrke – fx frisere, som er kendt for deres brede bryst og muskuløse krop.

Hestene skulle have styrken til at bære en tungt udrustet ridder i timevis, og samtidig kunne en stærk hest øge gennemslagskraften, når tempelridderne tordnede ind i fjenden. Ligesom muldyr blev hestene fragtet til Det Hellige Land med skib fra Europa. Inspicerede marskallen dem – og fordelte dyrene mellem sine riddere.

Dagene går med ørkenmarcher

Selvom riddernes udrustning var skabt til kamp, var der langt mellem de større slag – andre opgaver fyldte mere.

Tempelridderne var krigere, munke og bankmaend

Tempelridderne var kun forpligtet til at adlyde pavens love, og det gjorde ordenen stenrig.

© Mary Evans Picture Library/Unnamed Artist In Munchener Bilderbogen Page 733/Ritzau Scanpix

Tempelridderne var krigere, munke og bankmænd

Langt det meste af riddernes tid gik med at patruljere langs pilgrimsruterne og grænsen – og jage bander af bevæbnede arabere og tyrkere på plyndringstogt ud af Det Hellige Land.

En styrke af tempelriddere på patrulje indgød respekt: Tunge heste fik jorden til at skælve, ridderne var iført de karakteristiske, hvide våbenfrakker, og et stort følge af hjælpetropper og oppassere afsluttede karavanen.

Hver ridder medbragte en væbner, som hjalp med at bære våben og udrustning, mens hyrede hjælpetropper fungerede som spejdere. Bevæbnet med sværd, bue eller armbrøst red de forrest for at rekognoscere terrænet og lokalisere fjenden.

Lejetropperne kunne både have europæisk og mellemøstlig baggrund – de skulle først og fremmest kende området og kunne tale det lokale sprog for at kunne skaffe oplysninger om fjendens bevægelser.

Middelalderens riddere

Middelalderens riddere havde en ung væbner – en slags lærling – der gik til hånde. Til gengæld blev væbneren fra 14-årsalderen oplært i krigskunst og kunne en dag selv blive ridder.

© Master of the Codex Manesse/Wikimedia Commons

Så snart spejderne fik øje på fjenden, vendte mændene hestene og red tilbage, så tempelridderne kunne få besked. Hvis lederen besluttede sig for en konfrontation, løftede han en sort og hvid fane som tegn på, at en kamp var nært forestående. Fanen var signal til hver enkelt ridder om at gøre sig klar.

Med hjælp fra væbneren iførte tempelridderen sig hurtigt sin tunge ringbrynje og spændte skjoldet fast om brystet. Herefter steg han op på sin bedste krigshest. Når væbneren havde rakt ham lanse og hjelm, fandt ridderen sammen med sine krigerkammerater i eskadroner – fast sammentømrede enheder på 20-25 mand.

Eskadronerne var hærens spydspids, og på et tegn fra patruljens leder satte enhederne afsted i trav. Det hele foregik i dyb tavshed og den strengeste orden. Under større slag styrede tempelriddernes marskal sine tropper ved hjælp af en trompet.

Improviserede fremstød på slagmarken var strengt forbudt, og kun hvis tempelridderen havde brug for at rette på sadlen, måtte han bryde ud af formationen – eller hvis han fik øje på en kristen, der blev angrebet af en vantro.

I alle andre tilfælde skulle ridderen følge sine våbenbrødre, og straffen for brud på reglerne var hård: Ulydige riddere mistede retten til at bære ordenens våbenfrakke i et år – den største ydmygelse, de kunne forestille sig.

For militærhistorikere er der ingen tvivl om, at disciplin havde en altafgørende betydning og samtidig var den vigtigste forskel på tempelridderne og typiske middelalderhære. For 1.000 år siden var mange styrker blot en improviseret samling krigere eller dårligt udrustede bondehære uden træning. Tempelridderne skabte en professionel militærkultur, der dannede skole og stadig kan ses i moderne hære.

Ridderne frygter ikke døden

Religiøs fanatisme var også en af tempelriddernes store styrker. Når riddere blev optaget i ordenen, svor de troskab mod Gud og Jomfru Maria.

Jernhård disciplin fik krigermunke til at adlyde blindt

I fredstid levede tempelridderne et liv, der mindede om munkes – bl.a. skulle de fordybe sig i bøn syv gange i døgnet og måtte ikke eje noget.

Troen gennemsyrede krigermunkenes syn på deres egen rolle. Ridderne havde ligesom mange andre kristne i middelalderen en opfattelse af, at verden snart ville gå under og Jesus vende tilbage til Jorden.

Kampen mod muslimerne blev tempelridderens middel til at bane vejen for Himmeriget og det evige liv for alle sande kristne.

Ordenens ledere gav næring til holdningen ved at gøre det klart for ridderne, at kristendommens skæbne afhang af deres indsats som forposter i Det Hellige Land. Svigtede en tempelridder sin opgave som troens forsvarer, var hele kristenheden og dermed de troendes sjæle i fare.

Tempelridder beder

Tempelridderens dag begyndte klokken fire om natten med den første bøn. Seks gange mere skulle han bede, før han lagde sig til at sove igen.

© Tereshchenko Dmitry/Shutterstock.com

Også katolikkernes åndelige leder – paven i Rom – var med til at indoktrinere tempelridderne.

“Som sande israelitter og krigere udstyret til hellig kamp og optændt af den kristne kærligheds flamme opfylder I med jeres dåd evangeliets bud, større kærlighed kan ingen vise end at sætte sit liv til for venner”, havde pave Innocens 2. skrevet i 1139, da han gav tempelridderordenen særlige privilegier.

Siden gentog flere paver budskabet.

Men den religiøse fanatisme havde også en bagside. Krigermunkene udviklede med tiden en overdreven tiltro til egne evner. Deres selvtillid og kampiver blev så stor, at begge dele kom til at skade deres dømmekraft.

Tilbøjelighederne blev fatale, da ridderne i 1187 – 10 år efter sejren ved Montgisard – igen stødte sammen med Saladin. Denne gang 160 kilometer nord for Jerusalem.

Tempelridder kort

Tempelridderne havde over 20 borge i Mellemøstens fire kristne korsfarerstater. Ordenens hovedkvarter lå på Tempelbjerget i Jerusalem (1), og derfra beskyttede de pilgrimsruterne. Slaget ved Montgisard (2) fandt sted i 1177. Under slaget ved Hattin 10 år senere (3) forsøgte en kristen hær at komme byen Tiberias (4) til undsætning.

Saladin belejrede i juli byen Tiberias, der ligger ved Genesaret Sø. Kongen af Jerusalem, Guy af Lusignan, som ikke var tempelridder, tøvede imidlertid med at komme byen til undsætning. Dels var Saladins hær stor, og dels var terrænet til ugunst for den kristne hær.

Sepphoris, hvor kongen opholdt sig, udgjorde desuden en stærk forsvarsposition med adgang til rent drikkevand. I modsætning til fortællingen i Hollywood-filmen Kingdom of Heaven (2005) var det ikke Guy af Lusignan, som overivrigt ville marchere ud og møde Saladin, men derimod tempelridderne. Deres stormester, Gérard de Ridefort, overtalte derpå kongen til at angribe. Beslutningen blev fatal.

Varmen kræver sine ofre

Uden forsyninger til et længere felttog marcherede korsfarerhæren den 3. juli mod Tiberias, som lå omkring en dagsmarch borte. Solen brændte nådesløst, og truslen fra Saladins bueskytter betød, at alle riddere måtte foretage hele marchen iført deres vamsede kampuniformer, der skulle beskytte mod slag, hug og pile.

Ridderne bar uldtøj inderst, et mellemlag af ringbrynje og så et lag læder – foruden den hvide våbenfrakke.

Svaerdhug, ringbrynje, gambeson

Selvom et sværdhug ikke kunne trænge igennem ringbrynjen, ville knogler brække, hvis tempelridderne ikke beskyttede sig yderligere. Derfor bar alle en tyk og varm gambeson under brynjen.

© Lestat (Jan Mehlich)/CC BY-SA 2.5/Wikimedia Commons

Allerede efter få timer begyndte de første soldater at segne på grund af dehydrering. Korsfarerne skiftede derpå kurs mod ferskvandskilder ved bakkedraget Hattins Horn, men Saladins tropper afskar dem vejen.

Kun korsfarernes tusindvis af fodfolk nåede frem og sank udmattede sammen. Herfra kunne de se støvet rejse sig over slagmarken, hvor tempelridderne og andre kristne ryttere snart blev nedkæmpet.

To dage efter nederlaget blev de overlevende tempelriddere ført frem for Saladin og halshugget. Kun stormester Gérard de Ridefort blev skånet og kastet i fængsel. Også Jerusalems konge, Guy af Lusignan, slap med livet i behold, fordi “en konge slår ikke en anden konge ihjel”, som Saladin beroligede ham.

Få måneder efter slaget ved Hattin indtog Saladin Jerusalem. Men nederlaget og svære tab betød ikke enden for tempelridderne i Mellemøsten. Krigermunkene fortsatte med at spille en vigtig rolle under de efterfølgende korstog, som forsøgte at generobre det tabte Jerusalem.

Renaud de Châtillon

Renaud de Châtillon var baron over store dele af nutidens Jordan. Han blev henrettet efter slaget ved Hattin, fordi hans plyndringstogter mod muslimske karavaner havde brudt fredsaftalen mellem kongeriget Jerusalem og Saladin.

© enlumineur du XVe siècle/Wikimedia Commons

Under det femte korstog belejrede 35.000 korsfarere i 1218-1219 den egyptiske havneby Damietta, da landets hersker ankom med en stor hær for at undsætte havnebyen. Under et slag brød muslimerne igennem korsfarernes rækker og skabte panik. Kun tempelridderne bevarede roen, beretter den tyske krønikeskriver Oliver af Köln.

“Hos de kristne bredte frygtsomheden sig, men så kom tempelridderne. Templets Mester med marskallen og resten af brødrene trængte igennem og jog de vantro på flugt”.

Fire måneder senere indtog korsfarerne Damietta.

Grådighed koster ordenen livet

Trods lejlighedsvise sejre kunne tempelridderne ikke bevare fodfæstet i Det Hellige Land. Efterhånden som interessen for korstog aftog i Europa, blev opgaven mere og mere umulig. Da kystbyen Akko (Acre) faldt i 1291, var det slut.

Tempelridderne led en grusom doed

Tempelridderne led en grusom død i 1300-tallet, da en fransk konge ville beslaglægge deres formue.

© Heritage Images/Getty Images

Ordenen fortsatte med at eksistere frem til begyndelsen af 1300-tallet. I 1307 skyldte Filip 4. af Frankrig tempelridderne så mange penge, at han i desperation besluttede at anklage ordenen for kætteri og konfiskerede dens enorme formue. I 1314 blev de sidste tempelriddere kastet på bålet for deres påståede synder.